<img style="max-width:100%;" src="https://www.dr.dk/tjenester/netdoks/rufus/mellemrubrikker/rubrik_desktop_Final.png">

Scroll for at læse

Den tidligere amerikanske ambassadør til Danmark vil være Demokraternes kandidat til Kongressen, og Rufus Giffords valgprogram er baseret på erfaringerne fra Danmark – det, han kalder for sit eget Danish fairytale. 21-årige Jeppe Bentzen var frivillig i kampagnen og giver her et indblik i, hvordan det er at føre amerikansk valgkamp.


AF JEPPE BENTZEN
22/8 2018


”RUF … RrrrrRRuuuuuuFUS … Ruuuuuuufus … RufuuuUUS …”

Det er mig, der har banket på Dolores’ hoveddør. Jeg skylder hende at lytte til enhver respons, hun har tænkt sig at give. Hun er 93 år gammel, enke, klædt i en krøllet natkjole og fornøjet over, at min kandidat deler navn med hendes hund. Jeg, unge mand, må tro hende, og hvis jeg ikke gør, kan jeg jo høre, hvordan hun plejede at synge hunden til sig.

Den er ikke blandt os længere, hvorfor påkaldelsen hænger længe og akavet i aftenluften. Ingen Rufus kommer logrende. Jeg holder inde og ud, for Dolores er democratic voter, kan jeg se i registeret, og det er bidende nødvendigt, at vi når ud til hver eneste af hendes slags.

Dolores runder seancen af med at love sin stemme, inden jeg når at lire min faste smøre af, dels takket være hunde-associationerne og dels fordi både Rufus og jeg er ”reliable and handsome young men”.

Hun blinker, jeg rødmer, hun vinker, jeg går.

Just Rufus

Det er Rufus Giffords filosofi og vigtigste regel på kampagnen, at jeg og de andre fellows ikke må misse en eneste potentiel vælger i delstaten Massachusetts’ tredje distrikt. Han forlanger ægte, analoge samtaler, som analyseres med digitale algoritmer.

Han er på stemmesedlen i et lokalhistorisk tæt valg til Kongressen i en stat, hvor legenden om Kennedy-familien stadig spøger, hvor gun laws er blandt de strengeste i landet, og hvor Det Republikanske Parti ikke betragtes som en reel modstander i det endelige midtvejsvalg i november.

Rufus’ valg kæmpes og afgøres mellem de øvrige ni demokratiske kandidater til primærvalget den 4. september.

Mit bidrag til den kamp er halvanden måned af min sommerferie. Jeg banker døre, researcher, tager til events, går parader og sørger for at booke Rufus til længere samtaler på tomandshånd om politiske ambitioner, danske værdier og læring fra tiden som US Ambassador to the Kingdom of Denmark.

Dolores’ besynderlige hunderåb den aften minder mig om noget, Rufus Gifford er citeret for i et af de utallige portrætinterviews, han gav i sin tid som ambassadør. De interviews, der jævnligt cementerede ham som midlertidigt folkeeje og udviskede formaliteter og tiltaleformer mellem ham og de mange danskere.

Han giver et kram, når du møder ham, og insisterer nu som dengang på at blive til- og omtalt ved fornavn. Han er just Rufus.

Jeg husker, at han er citeret for at fremhæve, at danskernes bite er heftigere end vores bark, efter den amerikanske talemåde. Vi gør mere godt for verden, end vi praler med.

Rufus er vant til det modsatte i Amerika, hvor varm luft ofte fylder mere end substans. Der er meget, vi i Danmark med rette skal være stolte af. Meget, som har gjort os til foregangsland for mange politiske spirer, Rufus inklusiv, og som har en medvirkende årsag til, at han nu vil vokse sig stor og stærk i Kongressen, så landets velfærdsstat kan gøre det samme.

Den slags kan godt gå hen og tage Sisyfos-lang tid og vil kræve et markant anderledes indeklima end pt. For tiden blæser vinden ikke i hans retning.

Statens stræber

De seneste fjorten år har Rufus været involveret i storpolitik. Fra frivillig på John Kerrys præsidentkampagne i 2004 til rådgiver for Demokraterne, fundraiser for præsident Obama og sidenhen diplomat.

Men at det er første gang — og ikke fjerde eller femte — han selv stiller op til et politisk valgt embede, betyder mere for folk på gaden, end man kunne tro.

Erfaring er essentielt, men helst ikke for meget, og helst uden for den politiske navlepillende, selvhøjtidelige og pengehungrende fætter-kusine-cirkel i Washington D.C.

Kær swamp har mange navne, og dem bliver der ikke sparet på blandt de lokale – selv her, i en notorisk liberal delstat på østkysten.

Den amerikanske sang er en ældre gråhåret herre, som jeg efter en måned blandt vælgerne har fået på hjernen: Kongresmedlemmernes gennemsnitsalder er 57 år, det er alt for sjældent, at de træder tilbage i tide og/eller bliver udfordret fra egne rækker, når først de er inde. Der er konsensus om, at nyt blod er tiltrængt, men bestemt ikke om hvilken type.

Flere vælgere mener, at Rufus pumper for hårdt; lige så jordbunden og håndgribelig hans erfaring er, lige så himmelråbende og højtragende er hans skattebetalte idealer.

Idealerne er synlige ar fra det bid, danskerne tog i Rufus’ sind. Han er ikke til at stoppe, da jeg spørger ind til, hvad han lægger vægt på fra sine fire år i Danmark.

Det er klassiske paroler om frisind, velfærd, innovative virksomheder, bæredygtig energi og systemer, der fungerer. Guld og grønne skove. Gamle familiedynastier og moderne familiemønstre. Alt det praleri, han mener, vi forsømmer, tager han glædeligt på sig.

Og det gør han. Hver gang jeg har overværet ham sælge sig selv som kandidat til Kongressen, taler han om Danmark og mest af alt om danskerne.

Over for mig påstår han, at han ikke havde været klar til at stille op til en post af denne kaliber, ikke endnu, hvis det ikke var for erfaringen i eventyrlandet. Han er med egne ord politisk skolet i og af Danmark.

USA kan aldrig blive helt som os, det skal det heller ikke, men ifølge Rufus bør landet bevæge sig i vores retning. Han ser potentialet til det i hjemstaten, ’Mass’, som lig Danmark er kendt for at være særligt civiliseret, uddannelsestung og uden de store naturressourcer at byde ind med, men til gengæld høj faglighed og innovativ knowhow.

Vejen til Kongressen er, for Rufus Gifford, brolagt med nærkontakt. Gerne med hver eneste potentielle vælger i distriktet.


Eventyrets troværdighed

Rufus går til valg på en ambitiøs og, med liberale amerikanske øjne, modig pamflet af velfærdsløsninger, som alle er inspireret af tiden i Danmark, og som dufter lidt af de fleste partier i Folketinget. Fra SF til og med Liberal Alliance, velsagtens.

Han ønsker blandt andet at styrke landets sociale sikkerhedsnet, herunder arbejde til en konsistent national minimumsløn, krav om fuldtidsstillinger til arbejderklassen og skattebetalt sundhedsforsikring à la ObamaCare, hvis oprindelse og implementering Rufus har en stor aktie i, og hvis tilbagerulning er sat i værk af den nuværende præsident.

På listen er derudover massive investeringer i lokale green jobs og climate change, healthcare, bedre forhold for krigsveteraner og ikke mindst videregående uddannelse, som Rufus helst ser være – you guessed it – skattefinansieret. Selvom han godt ved, at dét er mindre realistisk end ophævelsen af samme er i Danmark.

Men i efterstræbelsen øjner Rufus en sandsynlighed for noget, der nærmer sig, og det er ikke så urealistisk endda, nej, og han går gerne på kompromis med de radikale visioner. Et sådan kan være fri adgang til offentlige college-uddannelser eller ambitionen om gældfrie uddannelser med tilbud om studielån uden renter, der i modsætning til i dag ikke sætter studerende fra middelklassen eller derunder i gæld til langt ind i karrieren.

Men ikke alle køber eventyrets præmisser, og der vil helt sikkert være dem, der betragter ham som en drømmer. En stræber, der har lært noget i sin sommerferie, som resten af klassen er tvunget til at høre på. En sang fra de kolde lande.

Det er Rufus udmærket klar over. Han tillader sig, ikke ulig den nuværende præsident, at byde højt for derefter at kunne være pragmatisk ved forhandlingsbordet.

Arbejdet bør startes i dag, men visionerne er langsigtede. Jorden er end ikke gødet endnu, fortæller han mig, mens vi kommer ind på det, der viser sig at være Rufus’ helt store kæphest: At genoprette trust in government.

Det står på de flyers, jeg deler ud, det er noteret i manuskriptet, når vi ringer rundt til seniorer om formiddagen, det står skrevet over alt på Rufus’ sociale medier og i stjernerne, når han lukker øjnene.

Det lyder pompøst og tilpas vagt til, at han aldrig vil kunne stilles til regnskab for det, hvis han bliver valgt. Men som samtalen skrider frem, får han overbevist mig om, hvor opsat han er på at genskabe tilliden mellem befolkningen og de offentlige institutioner – og det går op for mig, efterhånden som jeg taler mig varm ude blandt folk på gaden, hvor efterspurgt og nødvendig en handling det er, hvis Rufus’ visioner, som alt andet lige vil kræve højere skatter, skal have en kinamands chance for at blive implementeret på nationalt plan.

Folk stoler ganske enkelt ikke på det offentlige.

Hverken det offentliges intentioner eller evner til at formøble deres sparekroner kløgtigt stoler de på.

Et svar, der gjorde indtryk, kom fra ægteparret Patrick og Joan. De åbnede døren med bare maver og tomme lommer og sagde:

”Hør … Vi har stemt på Demokraterne hele vores liv. To gange på Obama. Vi er stadig stuck på vores veranda”.

De følte sig nødsagede til at stemme på det friske pust fra højre i 2016. Det er tilliden fra folk som Patrick og Joan, Rufus vil vække: Engagerede folk, som tror på progressive idéer og løsninger, som har troet på dem længe, men set det modsatte ske, og nu tyr til nødløsninger.

Alle mand og ægtemand samlet til Independence Day-parade den 4. juli. Rufus går forrest.


Gid det var så vel som i Danmark

Længere nede af vejen starter diskussionen et helt andet sted. Jeg fortæller en herre i 30’erne, Tom, om Rufus’ plan om at skabe lokale green jobs og arbejde for mere bæredygtig energi.

Det er meget prisværdigt alt sammen, og gid det var så vel som i Danmark, men det ligger langt ude i horisonten, og først kommer morgendagen.

Se, det er problemet, fortæller Tom, I er nogle, der kan tillade jer at gå op i hvor mange pesticider, der er i den fisk, I bestiller på restauranten. Vi andre skal først og fremmest sikre os, at vi overhovedet har noget at mætte vores børn med i aften.

Godt ord igen.

Jeg har ikke mødt mange vælgere, der ikke drømmer om størstedelen af Rufus’ idealer. Men der er langt fra vide drømme til smalle hverdage.

Flere klukker og svarer, at det lyder som en, ja, drøm, men ikke en amerikansk. Og når jeg svarer dem på, hvad den gennemsnitlige dansker betaler i skat, lyder det snarere som et mareridt.

Jeg har bedt flere om at gætte først. Indtil nu har vi ikke ramt et gæt på over 25 procent. Det kom fra en skoleelev.

Rufus forstår både Patrick, Joan og Toms pointer. Han tolker dem som et bevis på, hvorfor USA ingen vegne kommer, i hvert fald ikke til venstre, så længe folk ikke har tillid til dem, der orker at stille op. For Rufus er det tydeligt, hvordan og hvorfor tilliden kom i klemme:

Demokraterne har fejlet længe, også under Rufus’ ellers altid ophævede tidligere chef. På den vis har den nuværende præsident ret i, at mange føler sig forbigået i globaliseringens fart – og de har stemt, som de har, fordi Rufus’ partifæller ikke har smøget ærmerne op, sat sig ned og lyttet efter, lader han mig forstå.

Han tager sig til hovedet og fortæller med stor irritation om Hillary Clintons mislykkede præsidentkampagne i 2016, om hvordan hun stillede sig op blandt kulminearbejdere og lovede at lukke hver eneste kulmine for i stedet at investere i bæredygtige løsninger.

Selvom intentionen er god, selvom kulminer isoleret set bør høre fortiden til, kan man ikke bare sparke taburetten væk under så stor en del af befolkningen, under hele familier. Så giver det sig selv, at de ikke har tillid til noget af det, demokraten står og belærer dem om.

Jeg er fra Danmark, og jeg er her for at hjælpe

Danmark, alle dets gerninger og hele dets væsen, bliver glorificeret på kampagnekontoret i downtown Lowell.

Det er på mange måder smigrende, og jeg vælger at købe præmissen om, at jeg har en aktie i fædrelandets image. At jeg kan verificere om noget er ’hygge’ eller ej er tilsyneladende nok. De har alle set DR’s dokumentarserie om Rufus, som jeg stædigt omtaler den, selvom den ellers prægtige forside på avisen Lowell Sun for få uger siden beskrev den som værende et reality-show. Serien har fået sin anden omgang i manegen efter, at Netflix købte rettighederne til den.

Også blandt potentielle vælgere er mit nationale ophav et trumfkort.

Eller, når jeg ringer og forstyrrer over telefonen, er det som at sidde med sorteper, for accenten klæder ikke den skrattende, upersonlige forbindelse, men ved fysiske møder rydder det bordet.

Yes, M’am, jeg er rejst hele vejen fra Copenhagen, yes, det er frivilligt, no, jeg kan ikke selv stemme her, yes, det er måske lidt spøjst, men yes, jeg ville ønske, jeg kunne stemme Rufus ind, og jeg synes, at you, Ma'am, skal overveje at gøre det.

De slår ørerne ud og paraderne ned, og så giver jeg dem hele turen om tiden med Barack Obama, ambassadørtitlen, gay wedding på Københavns Rådhus, progressive idéer, og jeg skal komme efter dem.

Selv de folk, der stemmer republikansk, giver mig hånden og takker for indsatsen på vegne af deres skrattende demokrati. De samtaler er svære ikke at blive opløftede af. Mit oversøiske engagement synes at smitte, og det er vigtigt, for udsigterne til valgdeltagelsen er for en dansk-vant gut chokerende.

Hvis vi gør vores arbejde godt, og det gælder for alle kandidaternes teams, kan vi formentlig forvente at 15 procent af de stemmeberettigede i distriktet udnytter sin demokratiske ret. Femten. Det er ikke et præsidentvalg, nej, men til dansk sammenligning stemte knap 71 procent til kommunal- og regionsrådsvalget i 2017.

Næsten halvdelen af dem, jeg taler med i og omkring Lowell, har end ikke hørt, at der ér et valg lige rundt om hjørnet. Jeg giver dem ret i, at det er besynderligt, at det er mig, der skal komme og fortælle dem det.

Det minder mig om Ronald Reagans berømte beskrivelse af de ni farligste ord i det engelske vokabularium: I’m from the government and I’m here to help.

I mit tilfælde er der dog ingen fare på færde, mig har de tillid til. Folk tager glædeligt imod, spørger nysgerrigt ind. Hvis bare vi kunne få styr på tingene som i Danmark, er et håb, jeg igen og igen støder på.

Det er jeg sikker på, at I kan, forsikrer jeg, mens jeg overrækker en Rufus-flyer og føler, at jeg er ude og missionere som en – ironisk nok – dansk ambassadør.

Til såkaldt House Party hos en lokal familie. Konceptet er enkelt: De inviterer en større gruppe af bekendte og serverer, hvad de har lyst til. Rufus deltager og svarer på alle tænkelige spørgsmål


Elefanten i velfærdsskoven

Tilbage på kampagnekontoret spørger jeg Rufus, om han absolut ingen forbehold har over for the Danish way to rock.

Han puster ud. Ser atypisk alvorlig ud. Han må have smidt diplomatmasken, tænker jeg.

Jo, han er bekymret for det, han kalder en snæversynet højredrejning af immigrationspolitikken. Han følger stadig de danske nyheder tæt, forsikrer han mig, og nu går der altså en elefant rundt i den evigglade velfærdsskov, som han gerne vil pege på:

Der er en grund til, at de store internationale aviser bringer negativt vinklede historier om Danmark nu. Det er chokerende for dem, fordi Danmark gennem mange år har været idealiseret og altid efterstræbelsesværdigt for mange liberale, især dem til venstre for midten.

Historierne, Rufus hentyder til, er aktuelle artikler fra blandt andre The New York Times, The Guardian og The New Yorker, der omhandler bl.a. maskeringsforbuddet og regeringens store ghettoplan. Det er ikke rosende ord, hyggelandet får med på vejen.

Immigration fylder en uundgåelig del af Rufus’ valgprogram. Byen Lowell, hvor kampagnen har hovedsæde, er historisk set og bogstaveligt talt bygget af immigranter fra hele verden. Byen har den næsthøjeste befolkning af cambodjanere i USA.

Det er derfor, jeg spørger, om han har fået second thoughts om at stole hovedkulds på folks opfattelse af Danmark.

Det er alarmerende, hvad der foregår, siger han, men ikke enkeltstående for Danmark. Tendensen er global og kræver handling derefter, og Rufus er mest af alt flov over sin egen regering, siger han.

Nej, der skal mere til for at ændre hans optimisme. Danmark sætter stadig et anstændigt bite i verden, og vi bør optimere vores bark, som Rufus fortsat gerne tager del i.

Diplomaten råder stadig. Det minder mig om den næstvigtigste regel på kampagnekontoret:

Vi må ikke bashe den nuværende præsident. Det er simpelthen for nemt at gøre.

Rufus foragter ham gennem hele sit livsglade væsen, men det nytter jo ikke noget, og han er indstillet på at samarbejde med begge sider i Kongressen for at få gjort noget ved tingene.

Lytter man i det fjerne, kan man næsten høre Michelle Obama rose Rufus for at gå high, når de andre går low.

USA bliver aldrig som Danmark

USA bliver aldrig som Danmark. USA skal aldrig blive som Danmark.

Det ønsker hverken Rufus, Demokraterne eller befolkningen. Men der er råd til og rum for at implementere mere end minimalistisk design og flere bøger om ’hygge’.

Rufus er indstillet på at kæmpe hårdt for det, for at trille stenen over bakken. Det kræver hjælp, og først om fremmest tillid, fra en del hænder.

Nu må vi i første omgang se om vælgerne, fra første til bagerste række, vil lade statens stræber synge sin danske sang til ende.

Credit


Tekst: Jeppe Bentzen


Fotos: 'Rufus Gifford for Congress’, Jeppe Bentzen og Ritzau Scanpix (Asger Ladefoged (topbillede), Ólafur Steinar Gestsson (billede 6 fra toppen), Asger Ladefoged (billede 7), Jens Nørgaard Larsen (billede 10), Emil Hougaard (billede 15), Keld Navntoft (billede 18))


Grafik: Aslak Elias Kelkka


Kode: Thomas Rix


Redaktør for digitale fortællinger: Kim Schou