Luiz Felipe Scolari knyttede hænderne. Brasilien havde på hjemmebane slået Colombia 2-1 i VM-kvartfinalen i 2014. De havde lavet 31 frispark i løbet af de 90 minutter. Den colombianske playmaker James Rodriguez var blevet fældet seks gange.

– Det er måske ikke altid smukt, men vi nærmer os vores mål, sagde Scolari.

Brasiliens målscorere var stopperne Thiago Silva og David Luiz. Begge scorede fra dødbolde. Da David Luiz scorede, pegede han på den ikoniske landsholdsdragt og råbte:

– Dette er Brasilien! Dette er Brasilien!

Men var det nu også det?

En svunden identitet

De fleste af os forbinder Brasilien med rytme og boldkunster. Brasilien er fodboldens åndelige hjemland, holdet med flest VM-titler. Det er gadedrenge, der laver finter i Rio de Janeiro. Det er saksespark på Copacabana. Det er Ronaldo, Ronaldinho, Rivaldo, Roberto Carlos og Pelé.

Hvorfor tænker vi sådan om Brasilien? Nogle husker VM-holdet fra 1970. Flere så Nikes reklamer i 90erne, hvor Ronaldo & Co. dribler rundt i en lufthavn. Senere lavede Nike serien joga bonito – "spil smukt" – hvor boldkunstnere i gult smilende laver tricks. Drenge og piger tog ned på banen for at kopiere dem. Både Zlatan Ibrahimović og Lieke Martens, verdens bedste kvindelige spiller, trænede teknik, fordi de ville være som Ronaldo og Ronaldinho.

Men Brasiliens originale festfodbold er ikke set længe. De har ikke haft en offensiv træner til VM siden 80erne. Stilen er blevet en myte, en svunden identitet fra en romantisk fortid.

– Jogo Bonito eksisterer ikke længere. Det er en gammel mentalitet, sagde Bira Brasil Mila, en af TV-kanalen TV Globos kommentatorer i 2014.

Men hvor er den blevet af?

For at finde svaret, må vi først forstå, hvordan Brasilien udviklede Jogo Bonito. Vi skal sætte os lidt ind i capoeira. Vi skal møde en dreng ved navn Malandro.

Og vi må en tur til Strasbourg.

Begyndelsen af 1900-tallet: Brasilien får sin identitet

Det var der, Brasilien for alvor slog igennem i VM-sammenhæng. De floppede i de første to mesterskaber, i 1930 og 1934, men i Frankrig i 1938, lagde de ud med en 6-5 sejr over Polen. Et legende og underholdende hold sluttede på tredjepladsen. Da de vendte tilbage til Brasilien, blev de modtaget som helte.

En sportsgren kun for de hvide

Turneringens topscorer var Leônidas, kaldet "gummimanden", en akrobatisk angriber, der af mange anses som opfinderen af saksesparket. Han scorede et af sine syv mål med bare tæer, efter at have mistet sin støvle.

Brasiliens anden stjerne var Domingos da Guia, en elegant stopper der elskede at føre bolden ud af forsvaret.

Begge var de med til at forme Brasiliens identitet som fodboldnation. Ikke kun fordi de spillede med teknik og uforudsigelighed, men også fordi de havde afrikanske rødder.

Et par årtier tidligere havde de ikke fået lov at spille for landsholdet. Da briten Charles Miller introducerede fodbold i Brasilien i 1894, var landet præget af klasseskel og racisme. Slaveriet var først blevet forbudt i 1888. I første omgang holdt den hvide overklasse fodbolden for sig selv.

Derfor arrangerede de underprivilegerede afro-brasilianere deres egne kampe. De spillede på ujævne baner med bolde lavet af klude. De udviklede finter og tricks. Gradvist fik flere lov til at spille i topklubber.

Men der var racisme overalt. Stjerneangriberen Arthur Friedenreich, søn af en tysk forretningsmand og en afro-brasiliansk kvinde, måtte spille for eliten, fordi han var hvid. Men han blev mobbet for sit krøllede hår, som han forsøgte at rette ud for at virke "hvidere".

Klubberne lavede regler for at holde de sorte ude. Spillerne var nødt til at læse og have jobs, fordi professionalisme var forbudt. Et vendepunkt kom i 1923, da Vasco da Gama vandt ligaen i delstaten Rio de Janeiro med afro-brasilianere. Endelig blev den professionelle fodbold tilladt i 1933.

Det åbnede dørene for spillere som Leônidas og da Guia. Men hvordan havde de udviklet deres rytmiske spillestil?

Malandro kan slås

Historikeren Jonathan Wilson citerer antropologen Roberto DaMatta, der sagde, at brasilianernes individuelle kreativitet skal ses på baggrund af landets love. Da lovene blev lavet for at beskytte den øverste klasse, måtte de fleste mennesker bruge kløgt for at omgå dem og forsørge sig selv. De særligt diskriminerede afro-brasilianere måtte stole mere på deres intuition end udefrakommende regler.

Teorien blev symboliseret gennem en mytisk figur kaldet Malandro, en snarrådig gadedreng, født af slaver, der anser sig som fri. Han opererer alene og giver ikke meget for reglerne.

– Malandro er drengen, der kan løbe fra politiet, der kan slås, som kan spille fodbold. Han kan "drible" forbi livets vanskeligheder. Der er en stærk sammenhæng mellem at kunne narre forsvarsspillere og at være en kvik knægt i livet generelt, sagde professoren Muniz Sodre.

Sodre talte til Simon Kuper, en journalist der rejste til Brasilien i 90erne for at finde ud af, hvorfor de spiller, som de gør.

– For at forstå vores fodbold, må man forstå capoeira, tilføjede Sodre.

Fremtidens fodbold

Da Brasilien kom tilbage fra Frankrig i 1938, sagde Gilberto Freyre, en af Brasiliens mest fremtrædende sociologer i 1900-tallet, at holdets afrikanske rødder havde givet dem deres egen stil. Mens Europas fodbold var mekanisk og firkantet, var Brasiliens udgave legende og kreativ. Landet havde fundet sin identitet.

I VM i 1950 var Brasilien værter. De byggede Maracanã, verdens største stadion. Med afro-brasilianere som Didi og Zizinho knuste de Mexico (4-0), Sverige (7-1) og Spanien (6-1).

– De spillede fodbold fra fremtiden, skrev den legendariske engelske journalist Brian Glanville.

Men i den sidste kamp, hvor Brasilien bare skulle have point for at vinde VM, tabte de til Uruguay. DaMatta kaldte det den største tragedie i landets historie. Han henviste ikke blot til sporten.

Brasilien havde ført kampen, men kollapsede derefter. Var de blevet for artistiske med bolden?

En ny slags fodbold

I 1993 blev Barbosa bandlyst fra Brasiliens lejr, fordi de frygtede, at han ville bringe dem uheld. Han døde syv år senere, fordømt og fattig.

– Den højeste straf i Brasilien er 30 år, men jeg har aftjent 50, sagde han.

Da Brasilien tog til VM i 1954, var de mere disciplinerede og organiserede. Ændringen virkede ikke: De røg ud i en heftig kvartfinale mod Ungarn.

Men fodbold var ved at ændre sig i Brasilien. Spillere fra fattige områder strømmede til byerne for at spille for store klubber. Fans bragte flag, dans og sang fra karnevaler ind på stadion. I Argentina var festfodbold blevet sammenlignelig med tango, landets mest populære dans. I Colombia blev storholdet Millonarios’ stil kaldt Ballet Azul – den blå ballet.

Nu var det tid til brasiliansk samba.

1958: Guldalderen begynder

Staten sponsorerede det hold, der tog til VM i Sverige i 1958. De havde en læge, en psykolog, en tandlæge og en spion, der sneg sig rundt i rivalernes træningsområder. De undersøgte 25 forskellige steder i jagten på en base. På hotellet erstattede de alle kvindelige ansatte med mænd, for at spillerne ikke skulle blive distraherede. De forsøgte også at lukke en nudiststrand, der var synlig fra hotellet – dog uden held.

Træneren Vicente Feola brugte et nyt 4-2-4-system. Hvad han ikke havde kalkuleret med, var forsvarsspillere, der løb med i angrebet. Overlapninger fandtes ikke på det tidspunkt, så da venstrebacken Nílton Santos krydsede midterlinjen i kampen mod Østrig, blev folk chokerede.

– Løb tilbage, løb tilbage! Er du sindssyg?! skreg Feola fra sidelinjen.

Nilton fortsatte løbet og scorede.

Feola vendte sig mod bænken og smilede.

– Så du det? Hvad sagde jeg? Den fyr ved, hvad han laver.

1970: Det kunstneriske højdepunkt

Toppen af brasiliansk boldkunst var endnu ikke nået. Efter et skuffende VM i 1966, hvor Garrincha var færdig og Pelé blev sparket i stykker, var der lagt i ovnen til Mexico i 1970.

Træneren var først João Saldanha, en offensiv taktiker, men nogle måneder før VM tog han til Europa og så, hvor fysiske holdene der var. Han begyndte, uden held, at spille mere defensivt. Da han blev uvenner med Pelé, og derefter stormede ind på et hotel med en ladt pistol, blev han fyret.

Med erstatningen Mário Zagallo scorede Brasilien 19 mål i seks kampe. Ved det VM, der som det første nogensinde blev sendt på farve-tv, oplevede verden hvordan Pelé, Tostão og Rivellino dansede deres vej til finalen.

De formåede at slå det defensive Italien 4-1. Mange mener stadig, at 1970-udgaven af Brasilien var det bedste fodboldhold nogensinde.

Ikke kun fordi de vandt. De fleste højdepunkter var irrelevante i forhold til resultatet. Pelé skød fra egen banehalvdel mod Tjekkoslovakiet, men ramte ikke målet. Han fik driblet Uruguays målmand, Ladislao Mazurkiewicz, uden at røre bolden før han ramte ydersiden af stolpen. Begge træk var geniale. Men ingen af dem førte til mål.

Den sidste offensive træner

Santanas principper var blevet Brasiliens undergang. Holdet betragtes som et af de bedste, der ikke har vundet VM. Men det huskes også med et smil. Da Santana kom ind i presserummet efter nederlaget, gav de brasilianske journalister ham et stående bifald.

Så respekteret var Santana, at han fik en ny chance ved VM i 1986, noget der ellers var uhørt for en brasiliansk træner, der ikke har leveret titlen. Men da holdet røg ud på straffespark i kvartfinalen mod Frankrig, måtte romantikeren sige tak for denne gang.

Brasilien har ikke haft en offensiv træner med til VM siden.

Pragmatik i 90erne

I slutningen af 80erne begyndte de brasilianske klubber at spille futebol força: fysisk, aggressivt, defensivt.

– En meget voldelig spillestil er ved at blive udbredt, advarede Santana.

Denne stil blev videregivet til landsholdet. Ved VM i 1990 stillede Sebastião Lazaroni op med fem forsvarere: Brasilien scorede fire mål i fire kampe og røg på hovedet ud mod Argentina.

Sambafodbolden blev en individuel spillestil

Finalen, som Brasilien vandt på straffespark, var den første VM-finale til at slutte 0-0.

– Uden straffesparkene havde nettene stået uberørte hen i al evighed, klagede fodboldromantikeren Eduardo Galeano, en af Sydamerikas førende forfattere.

Mange af Brasiliens trænere har siden fulgt Parreira. I stedet for at sende alle mand i angrebet, har de bygget en solid midtbane bag individualisterne. Da Zagallo førte holdet til finalen i 1998 brugte han rivejernene Dunga og César Sampaio, selvom de begge spillede i Japan. Offensiven blev overladt til Ronaldo, Rivaldo og Bebeto.

Sambafodbold refererede ikke længere til en kollektiv filosofi, men til individualister.

Det samme var tilfældet under Scolari i 2002. Brasilien vandt titlen med tre forsvarsspillere og to bolderobrere, hvilket gav Ronaldo, Rivaldo og Ronaldinho plads til at stråle. Da Parreira i 2006 overtog styringen igen, spillede Ronaldo, Adriano, Ronaldinho og Kaká – Brasilien tabte igen til Frankrig i kvartfinalen.

Og så sank det stilistiske niveau til et absolut bundniveau.

En tvivlsom fodboldnation

Brasilien var i vanskeligheder. Hvor var individualisterne? Hvor var Ronaldos arvtager? I 2010 havde holdets angriber været Luís Fabiano, og nu havde de den afdankede Fred.

Før plejede Brasilien at have mindst tre udprægede driblere. I 2010 havde de Kaká og Robinho. Nu havde de kun Neymar.

– Man må spørge sig selv, hvad der sker med brasiliansk fodbold..., sagde Edílson, en angriber fra VM-truppen i 2002.

I semifinalen tabte Brasilien 7-1 til Tyskland.

Spillerne brød sammen i gråd.

Nederlaget

Det var en national tragedie, et chok med paralleller til 1950. Man skulle tro, at Brasilien nu var desperate efter en ny retning og frisk blod.

Men i stedet ansatte de Dunga igen. Belønningen var nederlag i Copa Américas gruppespil – det første gang siden 1987.

En rest af sambafodbold

– Neymar er ikke bare elsket, fordi han er god, men fordi han fik Brasilien til igen at forelske sig i deres gamle spillestil. Han var den eneste spiller, der repræsenterede den slags fodbold, de gamle brasilianere ynder at mindes, siger Alex Bellos, forfatteren til Futbol: The Brazilian Way of Life, til The New York Times i 2014.

Meget andet er der ikke tilbage af Jogo Bonito. Lad os håbe, Neymar byder os op til dans.