VM byder ofte på ulige kampe. Stjernespækkede mandskaber har mødt semiprofessionelle hold fra nationer, der dårligt har kunnet finde nok spillere til at stille et hold. Oftest er det Goliat, der vinder.

Men historiebøgerne har undtagelser nok til at kunne give holdene i Rusland et par tips.

På baggrund af de største overraskelser har vi fundet fem tips til miniputhold — som Panama på fodboldholdet nedenfor — der gerne vil brygge en klassisk VM-sensation.

Og vi kan lige så godt begynde med den kamp, hvor de semiprofessionelle faktisk slog stjernerne.

Det var den dag, hvor verdens angiveligt bedste landshold blev nedsablet af et postbud, en lærer og en rustvognschauffør.

1: Spil rollen som underdog: USA 1-0 England, 1950

Da England tog til Brasilien i 1950, var det egentligt kun for bekræftelsens skyld. De havde boykottet de første tre VM-turneringer på grund af uoverensstemmelser med FIFA, uden at det havde bekymret dem særligt: Spillets opfindere havde ikke brug for en fjollet turnering for at vise, at de var bedst.

Men nu deltog de alligevel, for at slå deres status fast. De havde et hav af verdensstjerner i deres stald. Før afrejse havde de slået Portugal 5-3 i Lissabon og Belgien 4-1 i Bruxelles.

– England bør slå hele banden, skrev The Daily Express.

I Brasilien lagde England ud med 2-0 mod Chile, inden de stod over for USA. En amerikansk VM-titel gav pengene 500 gange igen. Ved OL i 1948 var de røget ud efter 9-0 mod Italien. Fire dage senere tabte de 11-0 til Norge i en venskabskamp i Oslo.

Holdet var blevet sat sammen i al hast. Træneren Bill Jeffrey var blevet ansat to uger før VM. Før afrejse havde de kun haft tid til én træningskamp. Angriberen Ben McLaughlin havde måttet blive hjemme, fordi han ikke kunne få fri fra arbejde.

Den eneste amerikanske journalist til stede var Dent McSkimming, der tog turen for egen regning. USAs fodboldforbund havde allerede planlagt hjemrejsen til umiddelbart efter gruppespillet. Jeffrey indså, at han lige så godt kunne spille rollen som underdog.

– Vi har ikke en chance. Vi er som får, klar til at blive slagtet, siger Jeffrey.

Få i England var uenige. Pressen sagde, at USA burde blive tildelt en tremålsføring fra start. England var så selvsikre, at de hvilede deres bedste spiller, Stanley Matthews.

– De troede, de ville køre os over med syv-otte mål, sagde den amerikansk stopper Charlie Colombo.

Og sådan virkede det også til at starte med. De første 12 minutter havde England seks skud på mål og to, der ramte stolpen.

Men USA havde tilskuerne på deres side. Mere end 10.000 brasilianere var på plads i Belo Horizonte – og de holdt med underdoggen. Hver gang en amerikaner rørte bolden, blev han hujet og heppet fremad.

Pludselig kom USA frem i et sjældent angreb. Et skud blev affyret. Joe Gaetjens dukkede op og styrede bolden i mål.

England forsøgte at slå tilbage, men USA lå så dybt, at de "praktisk talt stod på målstregen".

Efterhånden som folk hørte, at USA havde taget føringen, strømmede flere og flere ind på stadion for at heppe på dem. Måske blev dommeren påvirket, for da Colombo hev Stan Mortensen ned lige før slutfløjtet, kunne han sagtens have fået rødt.

Tre af USAs spillere burde ikke have spillet. Den belgiske Joe Maca og skotten Ed McIlvenny havde ikke amerikansk statsborgerskab. De havde fået tilladelse fra det engelske fodboldforbund, fordi de havde planlagt at få det. FIFA regler forbød sådan noget, men ingen gjorde indsigelse.

– På det tidspunkt stillede FIFA ingen spørgsmål, sagde Maca.

Det samme gjaldt Gaetjens, der blev født i Haiti. I stedet for at forblive amerikaner, skiftede han senere landshold til fødelandet, hvor han forsvandt sporløst i 60erne.

Ikke at England havde nogen undskyldning. Resultatet betragtes som det mest pinlige øjeblik i landets historie.

Men det var ikke det mest traumatiske nederlag ved VM i 1950.

2: Gør publikum tavse: Brasilien 1-2 Uruguay, 1950

Et resultat senere i turneringen førte nemlig til rapporter om, at tre mennesker var døde af chok.

I 1950 gik vinderne af de fire grupper til en sidste gruppe, i hvilken det bedste hold fik titlen. Resultaterne faldt sådan ud, at turneringens sidste kamp alligevel var en finale i praksis. Den eneste forskel var, at Brasilien kun behøvede ét point for at sikre sig titlen.

Værterne havde satset alt på at vinde turneringen. De havde bygget Maracanã, verdens største stadion, i Rio de Janeiro. De havde lige slået Sverige (7-1) og Spanien (6-1). Rivalen i "finalen", Uruguay, havde spillet 2-2 mod Spanien og slog kun svenskerne takket være to sene mål (3-2).

Da Brasilien og Uruguay mødte hinanden i Copa América året forinden, vandt Brasilien 5-1.

Dagen før finalen offentliggjorde den brasilianske avis O Mundo et billede af Brasiliens hold. "Dette er verdensmestrene," lød teksten.

Blandt dem sad 100 uruguayanere. Før kickoff havde Ângelo Mendes de Moraes, Rio de Janeiros borgmester, en besked til Brasiliens hold:

– I brasilianere, som jeg anser for at være vinderne af turneringen... I som, om et par timer, vil blive erklæret for verdensmestre af flere millioner landsmænd...

Denne arrogance tændte en ild under Obdulio Varela, Uruguays dominerende kaptajn. Da holdene ventede i spillertunnelen, sagde han til spillerne:

– Ignorer alle menneskerne. Se ikke op på tribunerne. Dem, der er udenfor banen, tæller ikke.

Da spillerne gik ud på banen, vinkede folk med brasilianske flag. Fyrværkeriet bragede. Konfetti regnede ned over tribunerne. Da nationalmelodierne blev spillet, tissede Uruguays angriber Julio Pérez i bukserne.

Uruguay klarede 0-0 indtil pausen.

Varela måtte gøre noget. Mens Brasilien fejrede, løb han 30 meter, stjal bolden og begyndte at skændes med dommeren – den engelske George Reader. Varela sagde, at målet var offside, hvilket naturligvis ikke var tilfældet. Men minutterne gik.

– Tribunerne kogte... Hvis jeg havde startet kampen med det samme, havde de scoret fem mål, sagde Varela.

Varela krævede, at en oversætter skulle komme ud på banen og hjælpe ham med at diskutere. Brasilien var nu færdige med at fejre. Stadion ventede.

– Tilhængerne buede. De blev nervøse, sagde Varela.

Da stemningen var faldet ned, gav Varela bolden fra sig. Inden Uruguay gav bolden op, var luften gået af Maracanã. Gradvist spillede Uruguay sig ind i kampen. Efter 66 minutter udlignede Juan Schiaffino, og publikum gispede.

3: Forbered holdet godt: Vesttyskland 3-2 Ungarn, 1954

I Schweiz mødte Uruguay nemlig et nyt storhold. Denne gang tabte de – til Ungarn.

– Aldrig har turneringen haft en større favorit, skriver Chris Freddi, forfatter til en bog om hver eneste VM-kamp.

Ungarerne var allerede begyndt at lave statuer af deres helte. Holdet havde tabt én af deres sidste 30 kampe. De havde vundet OL i 1952, og derefter knust England 6-3 i London og 7-1 i Budapest. Ved VM-slutspillet havde de sendt Brasilien hjem med 4-2 og Uruguay med 4-2.

I finalen ventede Vesttyskland, som Ungarn havde slået 8-3 i gruppespillet. Tysklands træner Sepp Herberger havde hvilet spillere i det nederlag, men det var alligevel et forventeligt et af slagsen. Holdet var blevet udelukket i 1950 på grund af krigen, som havde gjort enorm skade på tysk fodbold.

– Dette er en stolt dag. Lad os ikke være så naive at tro, at det vil ende med succes, sagde den tyske tv-kommentator Herbert Zimmermann.

Men god forberedelse gav Tyskland en chance. De havde slået lejr ved den maleriske Thun-sø, hvor de kunne lade op i stilhed. Ungarn havde valgt et hotel lige ved en lokal orkesterparade. Natten før finalen havde trompeter og tubaer holdt spillerne vågne til langt ud på natten.

Da Ungarn rejste til stadion, sad bussen fast i folkemængden. Spillerne måtte gå det sidste stykke til fods.

Dette til trods førte Ungarn 2-0 efter otte minutter, på mål af Zoltán Czibor og Ferenc Puskás, en af historiens bedste angribere.

– Ingen, der brugte ren logik, kunne have forudset andet end en ungarsk sejr, skrev The Times.

Men Herberger formåede at vende kampen. Han havde set Ungarns sejr mod England på Wembley to gange, og fået spillerne til at gøre det samme. Modsat så det ikke ud til, at Ungarn havde analyseret sin rival, for Tyskland gennemførte flere velkendte træk med succes. Det hjalp også, at den så dødbringende Puskás var småskadet.

I anden halvleg virkede Tyskland friskere. Regn havde gjort banen tung og glat, men kun Ungarn kæmpede. På bænken ved siden af Herberger sad nemlig Adi Dassler.

Herberger og Dassler havde for vane at inspicere græsset længe før kampen. Da de vidste, at det ville regne, havde Dassler givet spillerne skrueknopper – en revolutionerende teknologi på det tidspunkt. Man kan roligt sige, at skomageren kunne sin metier.

Fem år tidligere havde han grundlagt Adidas.

Seks minutter før tid scorede Rahn sejrsmålet.

Men god forberedelse er ikke altid nødvendig. I 1990 var en af overraskelserne et hold, der næppe kunne have haft en værre optakt.

4: Gå til den: Cameroun 1-0 Argentina, 1990

Alle vidste, at Cameroun havde skudt sig selv i foden. Alt, der kunne gå galt, var gået galt. Nu skulle de til at møde Argentina, de regerende mestre med Diego Maradona på holdet.

Tidligere på året var Cameroun røget ud af det afrikanske mesterskab i gruppespillet. De satte deres lid til Valery Nepomnyashchy, en russer hentet fra et hold fra Turkmenistan i den russiske tredjedivision. Han talte intet fransk. Ifølge The Guardian fik han hjælp fra en oversætter, der normalt arbejdede som chauffør for Camerouns ambassade i Moskva.

Før de tog til Italien, hvor VM blev afholdt, havde holdet været på træningslejr i Jugoslavien. De havde kun haft fire dårlige bolde med. De havde ikke medbragt spilledragter. Da de nåede Italien, havde spillerne truet med strejke på grund af ubetalte bonusser.

Et par dage før VM gav førstemålmand Joseph-Antoine Bell et interview til France Football, hvor han hævdede, at Cameroun ikke havde en chance mod Argentina.

– Træningslejren var elendig. Vi er heldige, hvis vi taber 3-0, sagde Bell.

Selvom Nepomnyashchy vidste, at Bell havde ret, blev han rasende. Han gik ud og købte alle de France Football-aviser, der kunne købes nær lejren, så spillerne ikke kunne komme til at læse det. Så vragede han Bell mod Argentina. N'Kono fik at vide, at han skulle spille fem timer før kickoff.

Men midt i kaosset havde Nepomnyashchy en plan. Fordi Argentina var regerende mestre vidste han, at de regnede med at nå finalen.

– Det de argentinske stjerner frygtede mest var, at blive skadet i starten af turneringen. Jeg fortalte spillerne, at de ville være bange for os, hvis vi virkelig gik til den. Planen var, at spille så hårdt som muligt, selvom det betød at give frispark, sagde Nepomnyashchy til The Blizzard.

Maradona så det komme: Han stillede op med benskinner både foran og bagpå. I alt begik Cameroun 30 frispark. De var dygtige nok til at holde Argentina til 0-0 i en time, før forsvareren André Kana-Biyik blev udvist for at have fældet den hurtige wing Claudio Caniggia.

Men så blev synderen reddet af sin egen bror. Da et frispark dumpede ned i feltet, steg François Omam-Biyik til vejrs og headede direkte til Nery Pumpido, som fumlede bolden over stregen. 1-0.

Et par minutter inden slutfløjtet gik Caniggia i kontraangreb. Emmanuel Kundé forsøgte at stoppe ham, men Caniggia snublede videre. Så kastede Victor N'Dip sig ind i en tackling, Caniggia kun lige kunne glide af på. Lige da Caniggia var ved at falde, tog Benjamin Massing ham ud med en tackling i hoftehøjde. Den var så hård, at Massing mistede sin højre sko.

Mens Caniggia lå og vred sig i græsset, fik Massing sit andet gule kort.

Med ni mand vandt Cameroun 1-0.

– Jeg tror ikke, de havde til hensigt at tæve os for at vinde... Hvis Cameroun vandt, var det simpelthen fordi de var bedst, sagde Maradona.

Maradona antydede også, at dommeren kunne have gjort mere. Det samme gjorde Italien 12 år senere.

5: Udnyt modstanderens frustration: Sydkorea 2-1 Italien, 2002

Selvom Sydkorea var værter sammen med Japan ved VM 2002, regnede få med, at de ville vinde ottendedelsfinalen. Italien havde trods alt nået EM-finalen to år tidligere.

Men italienerne følte, at de havde hele verden imod sig. I gruppespillet fik de fire mål annulleret, hvoraf mindst tre var fejlkendelser.

Fire minutter inde i kampen mod Sydkorea følte de sig igen uretfærdigt behandlet. Ecuadorianske Byron Moreno gav nemlig Sydkorea straffe, efter Christian Panucci havde trukket Seol Ki-hyeon ned ved et frispark. Hivet i trøjen var strafbart, men det var en type forseelse, der ofte blev overset.

Til gengæld kastede Gianluigi Buffon sig til højre og slog straffesparket fra Ahn Jung-Hwan væk.

Italien burde have øget deres føring, men brændte i flæng. Skud efter skud gik ved siden af. Omstilling efter omstilling blev spildt. Så gik Francesco Totti i jorden uden for feltet, uden at få frispark. På sidelinjen sparkede træner Giovanni Trapattoni til en vandflaske.

– TYVERI! lød forsiden på italienske Corriere dello Sport.

– Intet hold i VM-historien er blevet så uretfærdigt behandlet, skrev Corriere della Sera.

Dele af Italiens presse var overbevist om, at FIFA havde smidt dem ud. Selv medlemmer af landets regering slagtede Moreno. Snart hævdede pressen, at Moreno var taget på en dyr ferie og havde købt en luksusbil. Moreno svarede, at han havde boet i sin søsters hus i USA. Bilen var en Opel Corsa til en værdi af 10.000 dollars.

Nogle italienske kommentatorer understregede også, at Italien skulle have spillet bedre. Holdet havde været for defensivt, brændt chancer og spildt energi på Moreno.

I Sydkorea var der få, der klagede. Marginalerne havde måske været med dem, men det havde ikke betydet meget, hvis ikke holdet havde kæmpet til det sidste. Da favoritten var i vanskeligheder, da Goliat virkede sårbar, havde Sydkorea slået til og udnyttet situationen.

Der skal trods alt mere end held til en stor VM-sensation. Færdighed er også nødvendigt.