Dem, vi taler om

Indvandrerkvinderne Sharifo, Ambrin og Jamila fortæller, hvorfor de er på kontanthjælp

Dem, vi taler om

Indvandrerkvinderne Sharifo, Ambrin og Jamila fortæller, hvorfor de er på kontanthjælp

  • Af Laura Friis Wang
Scroll for at læse

Sharifo Mohameds sorte kjole bølger omkring hende, mens hun går frem og tilbage mellem spisebordet og køkkenvasken i sit lille rækkehus i Brønshøj.

Rundt om bordet sidder hendes børn på to, fem, ni, 11, 12 og 15 år og spiser morgenmad. Hendes ældste datter, Hanan, hjælper den yngste, Abas, med at færdiggøre den lille skål chokopops, der står foran ham, inden hun går i gang med at rydde af bordet med sin mor.

Ved siden af hoveddøren står fire skoletasker klar med madpakker i. Dem har Sharifo Mohamed lavet, da hun stod op klokken fem i morges. Nu er klokken halv otte, og skolebørnene farer ud af døren.

– God dag, råber deres mor efter dem og bliver tilbage med de to mindste, som hun skal aflevere i vuggestue og børnehave.

Sharifo Mohamed kom til Danmark, da hun var 19 år, som familiesammenført med sin far, der var flygtet fra borgerkrigen i Somalia nogle år forinden. Hun har ikke nogen uddannelse hjemmefra. Allerede som 14-årig blev hun gift i sit hjemland og fik året efter sin første datter, som hun efterlod hos sin mor, da hun rejste nordpå.

Siden hun kom til Danmark har hun født fem børn og fået sin ældste datter til landet. I de 11 år, hun har boet her, har hun aldrig haft et arbejde.

I løbet af de seneste 30 år er kvinderne jævnligt dukket op i debatten om indvandring og integration. Især når det drejer sig om deres deltagelse på arbejdsmarkedet. Siden 1970’erne, hvor de første arbejdsmigranter for alvor begyndte at komme til Danmark, har kvinderne haltet efter deres mænd, når det kommer til beskæftigelse.

På trods af mange integrationstiltag og en ændret arbejdsmarkedspolitik er udfordringen stadig stor i dag. Og ikke mindst et varmt emne i den politiske debat. Med regeringens ghettoplan vil politikerne ”gøre op med en passiv forsørgelseskultur”, som de udtrykker det. Og så sent som i denne uge har beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) lanceret et nyt udspil med 20 initiativer, der strammer sanktionerne for borgere på kontanthjælp. Blandt andet på grund af det, han selv kalder for "årtiers forfejlet integrationspolitik".

– For mange ikke-vestlige indvandrere bliver forsørget af det offentlige, og det er rystende, at der er eksempler på ikke-vestlige indvandrere, som har boet her i ti år eller mere og fået kontanthjælp uden aldrig at have haft et job i Danmark, siger ministeren.

Disse kvinder bliver omtalt og diskuteret. Men vi hører dem sjældent selv komme med en forklaring på deres situation.

Her står tre af de kvinder, det hele handler om, frem og fortæller.

INDVANDRERE OG BESKÆFTIGELSE Indvandrere og efterkommere kostede i 2015 statskassen 33 milliarder kroner.

40.000 flere ville være i arbejde, hvis ikkevestlige indvandrerkvinde havde samme beskæftigelsesfrekvens som danske, jævnaldrende kvinder.

Blot 44 procent af kvindelige indvandrere fra ikkevestlige lande var i beskæftigelse i 3. kvartal af 2017. Til sammenligning gjaldt det for 74 procent af de danske kvinder.

Kilder: Finansministeriet og Rockwoolfonden

Klokken ti om morgenen er 40-årige Ambrin Asif Riaz i gang med at lave aftensmad. Hun står i sit køkken i en lejlighed i Københavns Nordvestkvarter og rører rundt i en boblende gryde med gul karry. Radioen er tændt på et pakistansk madlavningsprogram, hvor værten fortæller om yoghurt- og mælkeprodukter.

Ambrin Asif Riaz slipper grydeskeen, åbner køleskabet og fisker en gammel isbakke ud, hvor der ligger dej til pakistansk fladbrød, chapati. Hun begynder at ælte den med hænderne, ruller den ud på bordet i en cirkel med en kagerulle og putter den på panden med smør.

– Danskerne er dygtige til mange ting, men ikke til at lave chapati, siger Ambrin Asif Riaz med et glimt i øjnene.

For 21 år siden kom hun til Danmark. Hun var blot 18 år, da en pakistansk mand fra Danmark fik øje på hende til et bryllup i Pakistan og bad om at blive gift med hende. Det sagde hendes forældre ja til, for der var prestige i at blive gift med en, der boede i udlandet.

Ambrin Asif Riaz kan huske, at hun var sikker på, at hun ville blive meget rig, når hun kom til Danmark. Når pakistanere bosat i udlandet kom til Pakistan, havde de mange flere penge end hendes egen familie, husker hun. Hun glædede sig til, at hun skulle være hans fine hustru i hjemmet. Men virkeligheden viste sig at være en anden.

Den 19-årige Ambrin Asif Riaz flyttede ind sammen med sin svigerfamilie i en treværelses lejlighed i København, hvor der ud over hendes nye mand, boede hendes tre svogre og svigerforældre.

Hver morgen tog hendes mand afsted i skole for at uddanne sig til pædagogmedhjælper. Ambrin Asif Riaz blev derhjemme. Dagene gik med at se fjernsyn og savne sin familie i Pakistan. På et tidspunkt spurgte hendes mand, om hun ville tage en uddannelse, så hun kunne få et job. Det chokerede hende.

– Jeg tænkte, at han er vokset op i Danmark og er rig, og så kan jeg sidde derhjemme og hygge mig. Det tænkte jeg, for sådan gør de rige kvinder i Pakistan.

Ambrin Asif Riaz var ikke glad for at bo hos sin svigerfamilie. Det endte med, at hendes mand stoppede sin uddannelse for at få kontanthjælp, så de havde nok penge til at finde deres eget sted at bo.

Efter et års ægteskab fødte Ambrin Asif Riaz en datter.
I dag er datteren, Maria, 20 år. I øjeblikket bor hun hos sine forældre sammen med sin ni måneder gamle datter, Fatima. Hver dag hjælpes mor og datter ad med det huslige og hygger sig med hinanden.

Ambrin Asif Riaz går ind i værelset ved siden af og kommer tilbage med en bunke kjoler fra Pakistan. Hun ifører sig en lilla sari og snurrer rundt til ære for datteren og barnebarnet.

– Den minder mig om mit hjemland, siger hun.

I løbet af de seneste 30 år er antallet af ikke-vestlige indvandrere blevet femdoblet

I midten af 1970’erne begyndte flere kvinder fra ikkevestlige lande at komme til Danmark via familiesammenføring. I begyndelsen var der ikke stor fokus på at integrere dem eller deres mænd. En stor del af indvandrerne var arbejdsmigranter, og der var en tro på, at de kom, arbejdede og tog hjem igen.

Derfor fik kvinderne også lov til at gå derhjemme, uden at staten blandede sig, så længe deres mand forsørgede dem. Mange af dem fik derfor ikke et netværk i Danmark, de lærte ikke sproget og kom ikke ud på arbejdsmarkedet.

Men mange indvandrere var kommet for at blive.

Efterhånden blev der mere fokus på de familiesammenførte kvinder. Man indførte et treårigt integrationsprogram i slutningen af 1990’erne, og i 2002 stemte Folketinget den omstridte 24-årsregel igennem. Den skulle forhindre danske statsborgere eller andre med dansk opholdstilladelse i at gifte sig med en partner fra udlandet under 24 år.

Ud over at stramme reglerne for, hvem der kunne komme til landet, fik Danmark en mere aktiv arbejdsmarkedspolitik, som også fik betydning for ikkevestlige indvandrere.

Man begyndte at bruge både pisk og gulerod for at få flere i arbejde. Og selv om man så resultater af de forskellige tiltag, gik én ting igen, viser flere studier, som SFI står bag: Beskæftigelseseffekten var langt større for de ikkevestlige mænd end for kvinderne.

Politiske tiltag For at få flere borgere væk fra offentlig forsørgelse blev følgende initiativer blandt andet sat i gang:

- Nedsættelse af offentlige ydelser.

- Oprettelse af offentlige og private tidsbegrænsede ansættelser med løntilskud.

- Tilbud om virksomhedspraktik, vejledning og uddannelse.

Ved et bord i køkkenet på Møllehaven Plejehjem sidder Jamila Nabih på 52 år. Hendes runde, smilende hoved er omringet af et beige hovedtørklæde, der går ned over skuldrene og dækker det øverste af hendes sorte kjole. På fødderne har hun et par Nike-sko.

– Kunne du tænke dig et stykke franskbrød mere? spørger hun en af plejehjemmets mandlige beboere. Hendes stemme er høj og tydelig, så han kan høre, hvad hun siger.

– Nej, svarer den mandlige beboer. Jamila smiler til ham og fylder i stedet hans vandglas op fra kanden på bordet.

Hver dag fra klokken 8 til 11 hjælper Jamila Nabih til på plejehjemmet. Hun sørger for, at de ældre beboere får deres morgenmad, snakker med dem, hjælper dem ind på stuerne og viser dem vej til toilettet, hvis de farer vild. Hun er i virksomhedspraktik.

Jamila Nabih er fra Marokko. Hun kom til Danmark sammen med sin etårige datter, da hun var 24 år. På det tidspunkt boede hendes mand, der også er marokkaner, allerede i Danmark. I de første år, efter hun kom hertil, fødte hun en datter mere, passede sine døtre og lærte dansk på sprogskole.

Da børnene blev ældre og kom i dagpleje og børnehave, begyndte hun at hjælpe til i sin mands forretning i Herning, der solgte udenlandske, arabiske varer.

En dame kommer krumrygget listende ind i køkkenet og sætter sig ved bordet.

– Godmorgen, hilser Jamila.

– Kunne du tænke dig noget yoghurt?

Hun rejser sig op, går over til køleskabet og hælder yoghurt i en skål, som hun serverer til den kvindelige beboer.

Jamila Nabih blev uddannet SOSU-assistent i 2004, da hendes mand solgte sin forretning. I ni år arbejdede hun på plejehjem. Det var hendes drømmejob, fortæller hun.

Men for fem år siden fik hun en diskusprolaps i ryggen, da hun skulle forflytte en ældre dame på sit arbejde. Hun måtte sygemelde sig og mistede senere sit job. Siden dengang har hun været frem og tilbage mellem virksomhedspraktik og jobcenteret.

Ryggen plager hende stadig, og hun er på smertestillende hver dag.

– Jeg vil gerne arbejde og ud og møde mennesker, men jeg kan ikke arbejde på lige fod med andre med min ryg. Så det er svært, siger hun.

Sharifo Mohameds femårige søn Omar sidder på køkkengulvet og kæmper med at få sin blå flyverdragt på.

– Han er stjernen i huset, siger Sharifo Mohamed stolt og kigger ned på ham. Klokken er lidt over otte, og hun skynder på sine to drenge, da hun selv skal møde klokken ni.

Hun går i et lokalt forankret beskæftigelsesforløb for etniske minoritetskvinder på kontanthjælp, der er erklæret aktivitetsparate. Tre gange om ugen skal de møde op på centeret i Københavns nordvestkvarter på Hans Knudsens Instituttet (HKI). Hvis hun kommer for sent eller ikke dukker op, bliver hun trukket i kontanthjælp.

Hun tager Omar og Abas i hånden og går ud af døren. I modsætning til deres ældre søskende, taler de to drenge ikke morens modersmål.

-Min mor taler kinesisk, siger Omar, når Sharifo Mohamed siger noget på somali.

Sharifo Mohamed er den første, der ankommer på HKI. I dag skal kvinderne pakke poser med sprøjter og desinficering til narkomaner i København, som bliver uddelt gratis rundt om i byen. Hun tager en plasticpose og putter en sprøjte, en pipette, vådservietter, desinficering og vat i. Gentager øvelsen igen og igen og igen.

Hvordan kan det være, at du ikke har haft et arbejde endnu?

– Fordi jeg altid har været gravid, været på barsel, været gravid, været på barsel, igen og igen og igen.

Hvorfor valgte du at få så mange børn i stedet for at gå i gang med en uddannelse eller få et arbejde?

– Før var mine øjne lukkede. Jeg tænkte, at mit liv skulle være sådan, at jeg passede børn. Først nu, hvor jeg har mødt mennesker, der siger, at jeg kan læse og få et andet liv, har jeg tænkt på det.

Hvem har sagt det til dig?

– På tv og socialrådgivere. Og mine venner, siger hun.

I hendes hjemland får kvinderne i gennemsnit syv børn. Sharifo Mohamed har fået sine seks med tre forskellige mænd, der også kommer fra Somalia. Hun ønsker hverken at blive gift igen eller få flere børn.

– At have en mand i huset er det samme som at have et ekstra barn. De er besværlige og hjælper ikke til. Så det er bedre ikke at have nogen, siger hun.

Det er formiddag, og Ambrin Asif Riaz sidder i skrædderstilling i sin sorte kunstlædersofa i stuen med sit barnebarn, Fatima, der spiser det hjemmebagte chapati. Hun har et lilla hovedtørklæde på og en tunika med blomster, der går ned under knæene. Indenunder har hun løse, sorte bukser på. Hun er lille og spinkel af bygning.

Stuen er indrettet med få møbler. Over for sofaen står et fladskærmsfjernsyn, på gulvet ligger et persisk tæppe, og i hjørnet er der en bogreol med få bøger på urdu og arabisk og et par enkelte på dansk.

Hun tager én af dem ud af hylden. Du lovede at vi skulle hjem, hedder den. Den er skrevet af den dansk-pakistanske journalist og forfatter Rushy Rashid og handler om den første generation af indvandrere i Danmark. Ambrins mand har fortalt hende alt om bogen – hun læser ikke selv dansk.

– Jeg elsker den. Den handler om os, siger hun.

Der går ikke én dag, hvor hun ikke savner Pakistan. De dage, hun er ked af det, skriver hun digte i en kinesisk notesbog med gult silkeomslag. Hun skriver om sin længsel efter hjemlandet, og hvor svært, hun synes, det er at bo i Danmark. Et af dem lyder sådan:

– Jeg forstår ikke dig. Du forstår ikke mig. Sådan skal jeg leve resten af mit liv.

Hvis du er ked af at bo her, hvorfor tager du så ikke tilbage til Pakistan?

– I Danmark får jeg 11.000 kroner om måneden. I Pakistan får jeg 0 kroner. Hvis jeg tager tilbage, skal jeg leve af græs.

I dag, hvor Ambrin Asif Riaz har lært, hvordan tingene hænger sammen i Danmark, fortryder hun, at hun ikke fik en uddannelse for 20 år siden.

Hun vil allerhelst være dagplejemor, men hendes sagsbehandler har gang på gang vurderet hende ”ikke egnet” på grund af hendes dansk. Hun fortæller, at hun har gået i sprogskole i mange år og har bestået den mundtlige prøve i dansk. Men hun har aldrig kunnet bestå den skriftlige.

Tre gange for 15 år siden har hun været i praktik i en børnehave i seks måneder, og hver gang er det gået godt, synes Ambrin Asif Riaz.

– Men de ville ikke ansætte mig bagefter. Det var hårdt at skulle starte et nyt sted og vide, at jeg ikke kunne blive. Så jeg gav op.

Regler for kontanthjælp De tre kvinder i artiklen er erklæret aktivitetsparate og modtager kontanthjælp.

Borgere bliver erklæret aktivitetsparate (i modsætning til at blive erklæret jobparate), hvis de har sociale eller sundhedsmæssige problemer. Det betyder, at de får ekstra hjælp og støtte til at kunne komme i arbejde på længere sigt.

Kommuner er ansvarlige for at lave indsatser, der får aktivitetsparate tættere på arbejdsmarkedet.

Et af midlerne er at tilbyde virksomhedspraktik i op til 13 uger.

Fire gange om året skal aktivitetsparate møde op på jobcenteret for at søge job.

Aktivitetsparate har sin egen sagsbehandler, som de løbende har kontakt til.

Kilde: Beskæftigelsesministeriet

Det er nu seks år siden, at Ambrin Asif Riaz sidst har haft et arbejde. Da var hun rengøringsassistent for Københavns Kommune. Efter halvandet år fik hun håndeksem og sagde op.

Lige nu er både hun og hendes mand, der lider af alvorlig sukkersyge og ifølge Ambrin Asif Riaz har svært ved at se, afhængige af deres kontanthjælp.

Har du dårlig samvittighed over, at du ikke bidrager mere til samfundet?

– Ja, meget. Hver dag. Min far har altid arbejdet og tjent penge til os. Han arbejdede fra klokken otte og kom hjem klokken ni om aftenen. Han arbejdede hele dagen og forsørgede seks mennesker. Jeg har ikke lært, at man skal have penge fra andre.

Hvorfor får du så ikke et arbejde igen?

– Der er ikke noget rigtigt arbejde til mig ud over rengøring, og det kan jeg ikke med min eksem, siger hun.

Ville dit liv blive bedre, hvis du fik et arbejde?

– Måske. Men det er meget hårdt at gøre rent.

Hver tredje måned skal hun møde op på jobcenteret og søge job. Det er ikke nemt for hende, siger hun, for hun skriver ikke godt på dansk, og trods mange forsøg på at lære det, har hun svært ved at betjene en computer.

Solen skinner gennem vinduet i plejehjemmets køkken på Nørrebro. Når Jamila Nabih er i praktik, kan hun ud af vinduet kigge over på Panuminstituttet og Rigshospitalet, hvor hendes 23-årige datter er i gang med at læse medicin. Hendes ældste datter på 27 år er allerede færdiguddannet læge og arbejder på Herlev Hospital. Jamila Nabih er stolt af sine døtre.

– Jeg er glad for, at de er nået så langt, siger hun.

De bor stadig hjemme, for de har ikke haft tid til at finde sig en mand endnu med den lange og krævende uddannelse, de har taget, fortæller Jamila Nabih. Men så kan de også hjælpe deres mor med det fysisk krævende arbejde, der er i hjemmet.

Den mandlige beboer på plejehjemmet sidder stadig ved bordet. Han stirrer ned på sin tomme tallerken, hvor der før lå et franskbrød.

– Må jeg gå ud i gården, spørger han pludseligt. Det er det alt for koldt til, svarer Jamila Nabih.

– Jeg mener på toilettet, siger han. En kvindelig beboer, der sidder og drikker proteindrik med et sugerør ved siden af ham, griner over misforståelsen. Jamila Nabih følger ham derud.

Til marts er hun færdig i virksomhedspraktik. Herefter ved hun ikke, hvad der skal ske med hende. Efter så mange år uden et arbejde er hun træt af at skulle forklare til sagsbehandlere, at hun ikke er arbejdsløs, fordi hun ikke vil arbejde - men fordi hun ikke kan. For halvandet år siden mistede hun sine sygedagpenge og kom på kontanthjælp.

Vil du gerne have førtidspension?

– Nej. Det er ikke mit mål. Men jeg vil gerne videre og vide, hvad der skal ske med mig i fremtiden.

Sharifo Mohamed er i gang med at sætte klistermærker på poserne til narkomanerne, da Halima - også fra Somalia - kommer ind ad døren. Hun går over mod vinduet og begynder at lime poserne sammen på en stor maskine.

– Salaam, hilser Sharifo Mohamed, og 50-årige Halima svarer kortfattet. Hun trykker hårdt ned på limmaskinen.

– Hun er ikke glad i dag, konstaterer Sharifo Mohamed.

– Mange, jeg møder her, er i dårligt humør.

Første gang hun kom på centeret, blev hun modløs. Hver dag skulle hun høre på, at de andre kvinder følte sig syge og trætte. Med sine 31 år er Sharifo Mohamed en af de yngste på holdet.

Halima har spændt sin telefon fast mellem øret og sit stramtsiddende hovedtørklæde og taler i telefon med ét af sine 12 børn, mens hun arbejder. En beskæftigelseskonsulent kommer ind til kvinderne og fortæller, at hun er på vej ud for at besøge en kvinde, der også er tilmeldt projektet og i øjeblikket er i virksomhedspraktik i Kvickly.

Sharifo Mohamed får at vide, at Kvickly mangler arbejdskraft, og at hun også kan komme til at arbejde der. Hun smiler sit sædvanlige smil og ryster afværgende på hovedet. Senere på dagen spørger jeg hende, hvorfor hun ikke vil arbejde dér.

– Min religion siger, at kvinder ikke må røre ved svinekød og ved alkohol, siger hun.

Kunne du ikke gøre det for at komme i gang på arbejdsmarkedet?

– Jeg vil gerne tage en uddannelse først, siger hun.

Arbejde og uddannelse for indvandrerkvinder To ud af tre ikkevestlige indvandrerkvinder har ikke taget nogen uddannelse i Danmark.

39 procent af kvinderne har kun en grundskoleuddannelse fra hjemlandet.

Rengøring er et af de mest almindelige job for ikkevestlige kvinder, der er kommet til Danmark som voksne.

Kilder: Rockwoolfonden, Danmarks Statistik

Sharifo Mohameds største drøm er at blive jordemoder.

Da hun som 15-årig skulle føde første gang, blev hun ført ind på en stue på hospitalet, hvor hun skulle klare fødslen helt alene, fortæller hun.

– Ingen hjalp mig, siger hun. Derfor vil hun gerne være jordemoder. Så hun kan hjælpe kvinder med at få en god fødsel.

Det er meget svært at blive jordemoder i Danmark. Kunne du forestille dig at tage et andet job, hvis ikke det lykkes?

– Ja, jordemoder er ikke så nemt. Så vil jeg gerne blive SOSU-assistent og arbejde på et plejehjem, siger hun.

Klokken 13 er Sharifo Mohamed færdig med at pakke sprøjteposer for i dag. Hun går ud til sin lille bil. For et halvt år siden fik hun kørekort, fordi hun havde svært ved at få hverdagen til at hænge sammen med seks børn og indkøb. Hun har fået bilen i gave af sin far.

– Han kører bus 5C, siger Sharifo Mohamed stolt.

Hun tænder motoren og skynder sig hjem, inden børnene kommer fra skole.

Uden for Ambrin Asif Riaz' stuevindue er der en byggeplads. I løbet af dagen sidder hun ofte i den brede vindueskarm og kigger på byggeriet skride frem. Ud over sin familie har hun ikke kontakt til mange mennesker, hverken danskere eller pakistanere, der bor i Danmark.

Hendes naboer er fra Danmark, fortæller hun, men hun vil ikke forstyrre dem, fordi de har et arbejde. Hun tænker, at de må have travlt.

Andre pakistanske kvinder i lokalsamfundet forsøger hun at undgå, fordi de ofte spørger hende, hvorfor hendes familie ikke har en bil, hvorfor hun har det samme tøj på som sidst, de så hende, eller hvorfor hun ikke har nogle guld- eller sølvsmykker på. Dem solgte hun for over ti år siden.

– De andre pakistanske kvinder har børn eller mænd, der ejer kiosker eller har taget lange uddannelser, siger Ambrin Asif Riaz.

Klokken 12 er hun færdig med at tilberede aftensmaden. Hun vil ud og gå en tur, så hun efterlader Fatima med sin mor i lejligheden. Tager en lidt for stor, mørklilla North Face-jakke på, trækker i et par lyserøde filtbukser under sin tunika og går ud af hoveddøren.

Klokken nærmer sig 11, og Jamila Nabih rydder af bordet, hvor plejehjemmets beboere har siddet og spist morgenmad. En ældre dame kommer og sætter sig. En af plejerne spørger Jamila Nabih, om hun vil hjælpe damen med at tage hendes piller sammen med yoghurten.

– Ja, ja, det skal jeg nok gøre, siger hun.

Jamila Nabih taler flydende dansk. Hjemmefra havde hun både lært fransk og engelsk i skolen, så hun var allerede godt fra start, da hun begyndte på sprogskolen i Danmark. Hendes danske sprog er ifølge hende selv grunden til, at hun kom ind på arbejdsmarkedet.

– Det er meget vigtigt at lære sproget. Ellers lærer du ingen at kende, og du får aldrig et arbejde i Danmark, siger hun.

Hun er ked af, at hun ikke kan arbejde, som hun gjorde engang. At hun sidder fast i systemet. Hun håber, at hun kan få et flexjob på et plejehjem nogle timer om ugen, indtil hun skal på pension.

– Det er meget vigtigt at være sammen med andre mennesker i sin hverdag, siger hun.

Når hun har fri fra plejehjemmet klokken 11, tager hun bussen hjem til Husum. På det tidspunkt har hun så ondt i ryggen efter at have været i gang i tre timer, at hun skal ligge ned og slappe af i nogle timer.

Heldigvis hjælper hendes døtre med at gøre aftensmaden klar.

EFTERKOMMERE ER OFTERE HVERKEN UNDER UDDANNELSE ELLER I BESKÆFTIGELSE Andelen af ikke-vestlige efterkommere under uddannelse er på linje med niveauet for personer af dansk oprindelse.

Men andelen af ikke-vestlige efterkommere, der hverken er under uddannelse eller i beskæftigelse, er ni procentpoint større end niveauet blandt personer med dansk oprindelse.

Kvinder, der hverken er i uddannelse eller i beskæftigelse, 2014:


Kilde: Danmarks Statistik, 2014

Hoveddøren er åben ind til det røde rækkehus i Brønshøj. Sharifo Mohamed ligger på sine knæ med kost og fejebakke. Hver dag gør hun rent i et kvarter, inden børnene kommer hjem.

Klokken 14 går hun i gang med at lave aftensmad. Hun piller hvidløg med en stor køkkenkniv og lægger dem på en tallerken. Putter skrællerne ned i en tom chokopopsæske og går videre til rødløgene. Familien skal have kylling med ris.

– Jeg kan godt lide at vise mine børn, at jeg har tid, og at jeg har klaret alt. Jeg gider ikke at vise dem, at jeg har travlt. Når de vil have mig, skal jeg være klar.

Hun tager frosne kyllinger ud af fryseren. Lægger dem i et stort ovnfad og drysser dem med ”allaround-krydderi”, kommer sølvpapir over ovnfadet og sætter det i ovnen.

– Når de kommer hjem fra skole, er der mad på bordet, og så jeg har tid til at byde dem velkommen.

Sådan skal en god kvinde og mor opføre sig, mener hun.

Tror du, at det er derfor, at så mange somaliske kvinder ligesom dig ikke er i arbejde?

Hun tænker sig om.

– Nogle har ikke lyst, nogle passer børn, nogle vil ikke, og andre vil gerne, men kan ikke få det, siger hun.

Ambrin Asif Riaz går ud på Tagensvej, hvor bilerne suser forbi. På vejen passerer hun sin mand, de giver hinanden et knus. Han er på vej hjem fra et kursus i, hvordan han skal kontrollere sin sukkersyge.

Ambrin Asif Riaz går videre mod Bispebjergbakke til grønne arealer og nynner, mens hun går. På et tidspunkt sætter hun sig på en bænk og kigger på menneskene, der går forbi i parken.

Kan dit liv ikke blive lidt ensomt?

– Jo. Men det er bedre at være hjemme end at gå ud og møde mennesker, der ikke forstår mig, og hvor jeg ikke kan blande mig, fordi jeg ikke forstår dem.

Hun drømmer i stedet om, at hendes datter kan få et anderledes liv, end det hun lever nu.

– Jeg har fortalt hende, at mine valg ikke førte til et godt liv. Men det er op til hende, hvad hun vil med sit.

Klokken 15.30 begynder Sharifo Mohameds børn at komme ind ad døren én efter én.

Hanan har taget Abas med hjem fra vuggestuen. Han løber sin mor i møde for og giver hende et knus. Mens de spiser, spørger Sharifo Mohamed sine døtre, hvad de har lavet i skolen.

– Jeg har været på Nationalmuseet, og vi fik lov til at røre ved meget vigtige ting, siger Amina på 11 år. Pigerne går i ekstra lektiecafé hver dag, så de kan klare sig godt i skolen. Sharifo Mohamed er stolt af deres evner og siger, at de får gode karakterer.

Hun tager en håndfuld ris og et stykke kylling op i hånden. I modsætning til sine børn spiser hun med fingrene.

Hvis du får et arbejde eller begynder på en uddannelse, får du mindre tid til dine børn og det huslige. Hvordan har du det med det?

– Så laver jeg en ny plan. Mine børn er blevet større, og jeg har meget familie, der kan hjælpe mig med at passe dem, siger hun.

Nogle uger senere har Sharifo Mohamed besluttet, at hun vil begynde på Københavns voksenuddannelsescenter efter sommerferien. Det har taget hende 11 år at nå hertil. Indtil nu har hun været splittet mellem ønsket om at bidrage til det danske samfund og så ønsket om at være en god mor for sine seks børn og følge sit hjemlands traditioner.

Lidt endnu er hun derfor – ligesom Jamila Nabih og Ambrin Asif Riaz – en del af statistikken. En del af de 56 procent ikkevestlige indvandrerkvinder i Danmark, der står uden for arbejdsmarkedet.


Credit


Tekst: Laura Friis Wang


Foto: Martin Fält


Redigering: Annegerd Lerche Kristiansen & Kim Schou


Redaktør for digitale fortællinger: Kim Schou