Det var en historisk taler, der gik på talerstolen en søndag formiddag i efteråret 2010, da Socialdemokratiet holdt partikongres det sædvanlige sted – Aalborg Kultur- og Kongrescenter.

Talerstolen er altid forbeholdt partiets egne folk. Men ikke denne gang. SF's formand, Villy Søvndal, var inviteret med. Deri lå det historiske. Og partiformand Helle Thorning-Schmidts velkomst var overstrømmende.

– Tag godt imod min kammerat, min ven – Villy Søvndal, lød opfordringen fra Socialdemokratiets formand.

Villy Søvndal indtog talerstolen i mørkeblå skjorte og velsiddende grå habitjakke.

– Det siges, at vi to på en måde smitter af på hinanden. Du er blevet lidt rødere, og jeg er blevet lidt mere velklædt. Jeg tror, begge dele er rigtigt, sagde han til Helle Thorning-Schmidt.

Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal under Socialdemokraternes partikongres i 2010.

I det hele taget var Søvndals tale til Socialdemokraterne både politisk og personlig. Han takkede Thorning for deres ”fælles rejse og fantastiske samarbejde” og for den ”folkebevægelse”, de var ved at skabe sammen.

Helle Thorning-Schmidt kvitterede med en stor buket blomster, bogstavelig talt. Og så takkede hun SF for at være blevet et helt andet parti, rent politisk, i tiden frem til 2010 – og det folketingsvalg, der ventede i 2011.

– Jeres rejse er historisk og vil vedblive med at give historiske resultater, lød det fra Helle Thorning-Schmidt.

Villy Søvndal taler på Socialdemokratiets kongres i 2010

På dette tidspunkt var hun en politiker med kurs mod statsministerposten. Og SF var for allerførste gang et parti med kurs mod ministerposter. En kurs, der var skabt i det tætte samarbejde med Socialdemokratiet, men også ved i nogen grad at udviske SF's profil som selvstændigt parti.

Missionen lykkedes. SF blev regeringsparti for første gang. I 2011. Det var endnu mere historisk end Søvndals tale i Aalborg.

Men senere gik det galt, både mellem S og SF og internt i SF.

Et årti senere befinder SF sig på bagkanten at en lang genopbygning oven på regeringstiden – og et brat fald ud af magtens inderste cirkler.

Faldet var så hårdt at det i sig selv blev historisk. Nu er SF endelig videre. Villy Søvndal er ude af national politik og erstattet af Pia Olsen Dyhr. Tilbagegang er erstattet af medvind.

Det handler igen om indflydelse – nu på en ny socialdemokratisk partileder. Og der drømmes igen ministerdrømme i SF. Selv om det gik grueligt galt sidst.

Villy Søvndal til egen afskedsreception i januar 2014.

Drama i DGI-Byen

Ballade var der masser af, da SF løb sur i rollen som regeringsparti.

Balladen overskyggede det, der ellers var en vigtig mærkedag i partiets historie.

Det var en formand, der sagde farvel – men det var en oprørsk vikar, der løb med opmærksomheden, da SF den 28. januar 2014 holdt reception i et lokale ved Snapstinget på Christiansborg.

En vikar fra helvede, ifølge ham selv.

Symbolikken var tyk. SF holdt afskedsreception for Villy Søvndal – manden, der førte SF i regering for første gang i partiets historie.

Nu var hans tid i dansk politik på national plan pludselig ovre, ramt af alvorlig sygdom og svækket af SF's interne krig om regeringsdeltagelsen.

SF's Thor Möger Pedersen klar til kram med dagens hovedperson under VIlly Søvndals afskedsreception.

Receptionen var velbesøgt. Blandt talerne var statsminister Helle Thorning-Schmidt, der kaldte Villy Søvndal ” min wingman” og fortalte en anekdote om et fælles besøg på McDonalds.

Men dagens mand i mediebilledet var vikaren, Karsten Hønge, der gav en stribe markante interviews – lige uden for Søvndals reception i den såkaldte ”Medlemmernes Spisesal”.

Fra sin position som indkaldt suppleant i Folketinget, blev Hønge manden, der satte ord på den frustration, der bredte sig som en skovbrand i SF efter mere end to års regeringsdeltagelse.

– Det er på tide, at vi nu tager en diskussionen. Hvad er formålet med at have SF i regering? lød det fra Hønge, mens gæsterne til Søvndals afskedsreception gik forbi.

Karsten Hønge blev manden, der satte ord på den frustration, der bredte sig som en skovbrand i SF.

Dén diskussion var reelt allerede langt fremme. Blot to dage senere tog Villy Søvndals afløser Annette Vilhelmsen konsekvensen – hun trak SF ud af S-SF-regeringen.

Forud var gået et par døgns fortættet drama, der for altid vil være et lavpunkt i SF's historie.

SF'erne havde allerede vredet sig under topskattelettelser og andre regeringstiltag, der var groet langt fra SF's have. De havde allerede begrædt SF-fingeraftryk, der aldrig blev sat, eksempelvis en betalingsring om København. Et delvist salg af energiselskabet DONG til banken Goldman Sachs fik filmen til at knække helt.

Sammenbruddet kom på et aftengruppemøde i DGI-byen i København, 29. januar. Det var mirakuløst lykkedes Vilhelmsen at få SF's landsledelse til at godkende DONG-salget, som langt over 100.000 mennesker havde kritiseret i en underskriftsindsamling. Og som mange havde demonstreret mod på Christiansborg Slotsplads.

Men da hun samlede SF's folketingsgruppe i DGI-byen, gik det galt. Politisk ordfører Lisbeth Bech Poulsen meddelte først, at hun forlod sin post på grund af DONG-salget. Den midlertidige gruppeformand Karina Lorentzen nedlagde også sit hverv.

SF's Lisbeth Bech Poulsen efter aftengruppemøde i SF's folketingsgruppe den 29. januar 2014.

Det hele endte i skænderi. Nogle råbte, andre græd. Det var umuligt at få vished for, at alle SF'ere vil stemme med regeringen, når DONG-salget næste dag skulle diskuteres i Folketinget. Enkelte gik hjem. Senere gik alle hjem. Frustrerede og irriterede. De gjorde det én ad gangen – til journalist-kynisk glæde for de mange mediefolk, der var til stede i DGI-byen. Både TV2's og DR's kameraer snurrede lystigt, mens SF's regeringsprojekt faldt i grus.

Blandt de mest frustrerede var SF's formand gennem 14 år frem til 2005. Han var hastet hjem til kolde Vesterbro fra varme Ethiopien og var hamrende træt.

– Hold op, det er latterligt. Nu skal jeg hjem og sove, råbte Holger K. Nielsen på vej ud i den kolde nat.

Holger K. Nielsen taler med pressen efter aftengruppemødet.

Men ingen af SF'erne sov meget den nat.

Næste morgen trak Annette Vilhelmsen sit parti ud af regeringen og gik selv af som partiformand.

Annette Vilhelmsen annoncerer SF's udtrædelse af regeringen på pressemøde.

I løbet af få dage forlod en stribe top-SF'ere partiet. Men ikke Pia Olsen Dyhr, der havde været transportminister. Nu var det hendes tur til at stå i spidsen.

Pia Olsen Dyhr og Annette Vilhelmsen til ekstraordinært landsmøde i marts 2014.

I Social­demokratiets skygge

Pia Olsen Dyhr blev SF's formand i 2014 efter Vilhelmsen og er det stadig. Hun deler samme udfordringer, som alle SF-formænd har stået over for:

SF har ikke på egen hånd kunnet række ud efter magten, men har måttet arbejde via det store parti, Socialdemokratiet – eller i det mindste har måttet prøve at påvirke Socialdemokratiet.

Og at man vil ”trække Socialdemokratiet til venstre”, som det især blev sagt i SF's første år, efter partiet blev dannet. Drømmen om et ”arbejderflertal” var vigtig i de år.

Fra starten var SF skabt i protest mod forholdene i et helt tredje parti, DKP, Danmarks Kommunistiske Parti, der var tæt og ukritisk knyttet til det kommunistiske Sovjetunionen.

DKP havde smidt sin formand gennem årtier, Aksel Larsen, ud, fordi han ville væk fra tilknytningen til Sovjetunionen. Larsen dannede i stedet et nyt parti, der skulle være både socialistisk og folkeligt.

Aksel Larsen med sine partifæller i SF.

Han førte valgkamp i 1960 fra sin sygeseng med brækket ben – og forførte store venstreorienterede vælgergrupper, der ikke var kommunister, men heller ikke gad socialdemokraterne. Deriblandt mange unge og mange, der allermest var optaget af Den Kolde Krigs trussel om atomkrig i Europa.

TV-mediet var nyt i den valgkamp, og det passede til ham. Larsen havde charme og talte fynsk.

– Jeg vil tillade mig at begynde med at sende en hilsen til min gamle mor, sagde han fra sin sygeseng med hornbriller på næsen og silkeklud om halsen.

Stifteren af SF, Aksel Larsen, snakker til danskerne fra sin sygeseng.

Det lød ikke voldsomt socialistisk, men det virkede.

Fra valget i 1960 – hvor det blev til 11 mandater i Folketinget – var SF en faktor i dansk politik. Partiet lige til venstre for Socialdemokratiet.

Gammel reklamefilm for SF.

I et par år efter 1966 var SF i direkte samarbejde med en S-regering, dog uden ministerposter. Det Røde Kabinet kaldte man det. Også dengang tog det så hårdt på SF, at partiet gik i stykker.

Nogle SF'ere dannede et nyt parti, Venstresocialisterne – men SF kom igennem krisen.

Folkeafstemningen om dansk medlemskab af EF (nu EU) i 1972 trak mange til nej-partiet SF, der fik gode valg i løbet af 1970'erne og 1980'erne. Hvad ingen dog kunne vide i 1972, var, at på sin vis skulle SF blive det mest indflydelsesrige parti i Danmark, hvad angår EU-spørgsmål, i flere årtier.

For da SF i 1992 sagde nej til unionen, så sagde Danmark også nej. Og da SF året efter sagde ja til en anden model, så sagde Danmark også ja.
Vælgerne fulgte SF's formand Holger (K. Nielsen). Og hans kone.

Holger og hans daværende hustru, Kirsten, på valgdagen, 2. juni 1992.

Nej til unionen og ja til forbehold - SF lagde kursen

Hele fem gange måtte SF-formand Holger K. lade som om, han smed den lille sammenfoldede stemmeseddel ned i den trækasse med lås og sprække, der var stillet op på hans valgsted i Jonstrupvang ved Ballerup.

Fotograferne skulle liiiige have et ekstra skud, før de var tilfredse.

Holger K. Nielsen poserer foran stemmeboksen til ære for fotograferne 2. juni 1992.

Det var også en vigtig dag i Danmarks historie, den 2. juni 1992 - for der var folkeafstemning om EU's unionstraktat, Maastricht-traktaten.

SF havde anbefalet et nej, og det kunne ikke udelukkes, at danskerne ville gå den samme vej.

Derfor var dagen også vigtig for Holger K. Nielsen, der havde både barn og hustru i hånden, da han dukkede op på valgstedet.

Hustruen var ufrivilligt blevet en del af valgkampen, da SF's slogan ”Holger og konen siger nej til unionen” gik sin sejrsgang.

Det endelige valgresultat, som det tog sig ud på tv.

På valgaftenen stod det klart, at den borgerlige VKR-regering og Socialdemokratiet og deres 130 mandater i Folketinget havde tabt.

Nej-siden med SF i spidsen havde vundet. Derfor blev det SF's lod at hjælpe både Danmark og EU videre – i endnu et tæt parløb med Socialdemokratiet.

Det blev til et nationalt kompromis, der blev til den såkaldte Edinburgh-aftale og de fire EU-forbehold, der stadig gælder. Og det cementerede SF's vigtige placering i EU-politikken, som viste sig i senere folkeafstemninger – også da SF lagde kursen om. Partiet fremstår i dag som et af de mest positive over for Danmarks deltagelse i det europæiske samarbejde.

Dengang i 1992 håbede nogle af SF'erne, at samarbejdet om EU-politikken kunne bane vejen for et tættere samarbejde med Socialdemokratiet og de radikale, måske ligefrem et regeringssamarbejde. De blev snydt. Der skulle gå over 20 år, før SF kom i regering – og dernæst ud igen.

I mellemtiden har udlændingepolitikken erobret en stor del af interessen i dansk politik, og Dansk Folkeparti har indtaget en hovedrolle. Begge dele har sat sit præg på det SF i version 2018, der nu møder vælgerne under ledelse af Pia Olsen Dyhr.

To partiformænd. Pia Olsen Dyhr og Kristian Thulesen Dahl.

Mødet ved Graceland og drømmen om S-DF-SF-flertallet

De mødtes uden for Randers, ved den udgave af Elvis Presleys hus, Graceland, der står lidt uden for byen – på alle parametre uendeligt langt fra originalen i Memphis, Tennessee.

Socialisten og folkepartisten. Pia Olsen Dyhr og Kristian Thulesen Dahl. Midt i valgkampen i juni 2015.

SF'erne havde været på jagt efter nye venner efter det forliste samarbejde med Socialdemokratiet og de radikale i regeringsårene.

Kristian Thulesen Dahl og Pia Olsen Dyhr mødtes for at give håndslag på at afvise forringelser i dagpengesystemet. Socialdemokraterne var ikke orienteret på forhånd. Dagen efter gik de to partiformænd sammen på gadekampagne i Vejle for at sælge budskabet og besegle deres politiske samarbejde.

Pia Olsen Dyhr og Kristan Thulesen Dahl bliver interviewet sammen om dagpengespørgsmål.

De så fælles på dagpengene. Og signalet var let at få øje på – et tættere samarbejde mellem SF og DF.

Dét holdt ikke helt, da det igen blev hverdag på Christiansborg igen, og SF'erne følte sig snydt af Dansk Folkeparti i dagpengespørgsmålet. Dog ikke mere end at SF i dag generelt betragter Dansk Folkeparti som et parti, der i sagtens kan laves politik med.

Det gælder blandt inden for velfærdspolitikken. Altså i bund og grund… diskussionen om, hvor stor den offentlige sektor skal være. Og hvilke ydelser, den skal tilbyde børn, unge og gamle.

Pia Olsen Dyhr med Venstres Jakob Ellemann-Jensen (t.v.), Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl (m.f) og Venstres Kristian Jensen (t.h.)

Ved valget i juni 2019 mødte SF vælgerne med et budskab, der handlede om en langt stærkere kamp mod klimaet – og ikke mindst om langt flere voksne ansatte i daginstitutionerne. Minimumsnormeringer, lød kravet fra demonstrerende forældre. Og SF-formand Pia Olsen Dyhr var ikke den, der sagde nej til at tale til demonstrationerne.

I den vigtige udlændingepolitik balancerer SF i disse år på en svær streg. SF vil have flere kvoteflygtninge og bedre integration. Men SF taler i dag åbent om behovet for at fastholde en ganske stram udlændingepolitik og lægge pres på indvandrere, der ikke gør nok for at blive en del af det danske samfund. Et eksempel er SF's tilslutning til dele af VLAK-regeringens ghettoplan, som også Socialdemokratiet støttede.

Valgresultatet på grundlovsdag 2019 bekræftede at SF igen havde fat i solide vælgergrupper. Vigtigst af alt kvinder og offentligt ansatte – som det har været i årtier, når det gælder SF.

Pia Olsen Dyhr taler ved SF's valgfest på Borups Højskole

Det blev til en fordobling af SFs mandater i Folketinget – fra syv til 14. Og det blev igen til en situation, hvor SF skulle støtte en socialdemokratisk statsminister. Denne gang uden selv at indgå i regeringen.

I stedet indtager SF efter valget i 2019 den mere klassiske rolle som støtteparti. SF var med til at skrive det såkaldte Forståelsespapir, der har lagt skinnerne ud for den socialdemokratiske mindretalsregering, som Mette Frederiksen står i spidsen for. Og SF kan så søge at løse den klassiske opgave – at prøve at trække Socialdemokratiet i SFs retning.

Dét er i sig selv en svær parlamentarisk øvelse i et tæt befolket Folketinget. At støtte og samtidig holde en høj, selvstændig profil. SF indtager rollen som det absolut mest loyale støtteparti til Frederiksen-regeringen – mindre højtråbende og kritisk end de radikale og Enhedslisten. Og stolte af det.

På de indre linjer drømmer flere SFere om at dén rolle igen kan veksles til en position som regeringsparti, hvis Mette Frederiksen bider sig fast i Statsministeriet. Denne gang uden den ballade, som var ved at koste SF livet første gang, partiet prøvede kræfter med regeringsansvar.

Credit


Skrevet af: Jens Ringberg


Redigeret af: Annegerd Lerche Kristiansen og Maya Nissen


Design og grafik: Emil Thorbjörnsson og Simone Møller


Programmering: Johannes Wehner


Foto: Scanpix


Redaktør for digitale fortællinger: Kim Schou


Få historien om partiet