Ved verdens ende

Året rundt er seks mænd udstationeret på Station Nord for at sikre rigsfællesskabets interesser.

Ved verdens ende

Året rundt er seks mænd udstationeret på Station Nord for at sikre rigsfællesskabets interesser.

  • Af Gitte Hansen
  • 11. nov. 2016
Scroll for at læse

Et smæld fra geværet – og fuldtræfferen sender røde sprøjt langt omkring.

Det kunne være alvor. Det kunne være blod. Men denne gang er det tomatpuré fra en dåse, der nu er flænset til ukendelighed.

Mændene øver sig i at skyde med skarpt, fordi de bor så højt mod nord, at isbjørne er en reél trussel.

Skuddene kan høres fem kilometer væk i den grønne barakby, som de seks mænd kalder hjem.

Her peger et skilt mod nord og viser, at der er 933 km til Nordpolen. Måske er det derfor, de fandt på, at stedet skulle hedde Station Nord.

Mændene er stationsspecialister. En slags soldater udstationeret her på Grønland. Ikke i en krig, men i kamp mod 40 minusgrader, polarnat, hylende snestorme – og altså isbjørne.

De er der for at håndhæve vores og grønlændernes ret til det store, kolde, hvide land.

I daglig tale kaldes stationsspecialisterne for Fupper. Ingen kan rigtig svare på hvorfor. Men det hedder de.

Der er seks ad gangen på basen, der ligger i Nordøstgrønland på Prinsesse Ingeborgs halvø, 81 grader nord.

Station Nord består af 35 grønne barakker, der ligger spredt ud i området. I sommermånederne bor der op mod 50 mennesker i byen, men om vinteren er den tom.

Bygningerne er næsten ens, men skilte afslører deres funktion.

Tømrershoppen er det store tømrerværksted, og maddepotet bliver kaldt 7-Eleven. Der er også blevet plads til en bar og en souvenirshop, selv om turister er et meget sjældent syn.

Alle døre åbner indad, så man kan grave sig ud, når sneen lægger sig helt op til taget. Og håndtagene skal trykkes opad, så isbjørnene ikke kan åbne dem udefra.

En af beboerne er Poul Friis Jørgensen fra Holstebro.

En tæt mand i camouflagetøj, der ikke har valgt at lade skægget og håret gro langt, som det ellers ser ud til at være trenden her på stationen.

Han har tidligere været udsendt til Afghanistan, men nu er han ansat af Arktisk kommando til 26 måneder tjeneste her i Nordøstgrønland, hvor fjenden er en anden.

- Vi er her på Moder Naturs præmisser, det er hende, der bestemmer her, fortæller han.

Poul Friis Jørgensen var tiltrukket af at skulle leve 26 måneder, hvor man skal klare alle alt selv.

Desuden havde han lyst til at gå offline. Og det er han.

Glem alt om internet, mobildækning og et almindeligt tv-signal. Ingen Facebook, ingen SMS'er, ingen Netflix. Kommunikation foregår ved hjælp af gammeldags post eller via satellit, og det er dyrt.

Meget rammende lyder stationens motto: 'Ensom men stærk'.

- Jeg har fem gode kammerater, så ensom er jeg ikke. Men min psyke er vist nok stærk. Det har man brug for her, fortæller Poul Friis Jørgensen.

En række rustne bliktønder med røde pinde flankerer en vej, der går fra Station Nord stik syd.

Vejen er et bevis på, at selv barske Fupper kan få polarkuller.

Under et af de lange ophold blev ensomheden for meget for én Fup, som i desperation gav sig til at anlægge en grusvej til Danmark.

Han nåede to kilometer, og selvom der stadig er 3.015 kilometer tilbage, før man når til Værløse, har vejen fået navnet Danmarksvej.

Så slemt har det ikke været for Poul Friis Jørgensen.

Det er 13 måneder siden, han vinkede farvel til de nærmeste på flyvestation Aalborg.
Dagen efter hans 29-års fødselsdag.

30-års dagen blev fejret med de andre Fupper på Station Nord, der gav ham en masse peber, og selvfølgelig en mandshøj peberkværn af tønder, som hører sig til en 30-årig ugift mand.

Hjemme i Holstebro venter kæresten Anita, som han har kendt i 10 år.

- Hun kunne godt leve med, at jeg tog herop, selvom det ikke er en behagelig situation for et forhold. Hun gav mig lov, og det er jeg rigtig glad for. Det var en fælles beslutning. Det er vigtigt at have styr på sit bagland, inden man siger ja.

Fuppernes opgaver er mange.

Først fremmest skal de holde Stations Nords landingsbane åben året rundt, så forskere og Forsvaret kan benytte den.

Derudover skal de være med til at håndhæve Danmarks suverænitet i den store nationalpark, der udgør hele det nordøstlige Grønland. Et område større end hele Frankrig.

Ingen russere eller nordmænd eller canadiere skal kunne gøre krav på området, selvom de måske godt kunne tænke sig af få adgang til en undergrund, der kan rumme både olie og gas.

I sommermånederne skal Fupperne også holde styr på, om de op mod 50 forskere og andre gæster har papirer som indrejse- og opholdstilladelse i orden.

Men når sommeren er ovre, forsvinder alle gæsterne med det sidste fly, og så begynder den sande prøvelse for Fupperne.

Sidst i oktober går solen ned for sidste gang i fire måneder og indhyller Station Nord i mørke døgnet rundt.

- Hvis man er mørkeræd, skal man ikke tage til Station Nord. Man kan mærke, at man går et gear ned, det hele flyder lidt ud i et. Det er specielt, siger Poul Friis Jørgensen.

Kanylen rammer forkert – helt igennem blodåren. Det sker igen – og igen.

Nok græder unge mænd i camouflagetøj ikke over at blive stukket i, men sveden pibler frem på Poul Friis Jørgensens testpersoner og afslører, at det gør lidt ondt.

Når Fupperne er alene, skal han være skadestue og læge. I nødstilfælde kan der blive sendt et fly til stationen, men der går mange timer eller dage, før det ankommer.

Derfor øver Poul Friis Jørgensen sig i at lægge drop på de andre Fupper for at holde sig skarp.

- Det er en spændende del af jobbet. Jeg er uddannet tømrer, det her er noget helt andet, men jeg kan godt lide at hjælpe, siger Poul Friis Jørgensen.

Før Fupperne bliver sendt til Station Nord, skal de igennem et halvt års træning.

Udover et udvidet førstehjælpskursus skal de kommende Fuppere på madlavningskursus på Suhrs Husholdningsskole. Bagefter undervises de i konflikthåndtering, så de kan holde hinanden ud, når de er alene i mørket.

- Det kræver, at vi taler om selv de små problemer. Pludselig kan man blive vildt irriteret over, at en anden lægger kniven lige dér.

- Men heldigvis er vi udvalgt til at skulle passe sammen, fortæller Poul Friis Jørgensen.

I løbet af sommeren er der både kokke og friske forsyninger mens Station Nord er fyldt med gæster, men i mørketiden skal Fupperne klare sig med langtidsholdbar mad.

Sidste vinter forsøgte Poul Friis Jørgensen at dyrke lidt grønt i et hjørne af tømmerværkstedet ved hjælp af en pose jord fra Danmark.

- Jeg har overhovedet ikke grønne fingre, men jeg ville forsøge at dyrke lidt grønt for at have noget at lave i mørketiden. Så mine forældre sendte poser med jord herop, fortæller han.

Tomaterne slog fejl, men ved hjælp af lyslamper og daglig vanding kunne Poul Friis Jørgensen overraske de andre Fupper med frisk salat i rejecocktailen ved den årlige nytårsmiddag.

For Poul Friis Jørgensen er tiden i mørket ved at være ovre.

Hans første 13 måneder på basen er overstået, så nu skal han med flyet hjem til Danmark på en kort orlov, før han vender tilbage for at færdiggøre sin tjeneste på Station Nord.

Han er klar til at tage revanche for de 13 måneder, han ikke har været sammen med Anita og familien. Klar til at dufte grønt græs og høre fuglesang og fejre sin 30 års fødselsdag en gang til.

Men kun i fire uger, så står den igen på midnatssol og mørketid i 13 måneder.

Du kan høre mere om livet på Station Nord i P1-featuren 'Kulde, kærlighed og kammeratskab'.

Flere Webdoks

Flere Webdoks

Se alle

Credit


Tekst: Gitte Hansen

Foto: Poul Friis Jørgensen og Gitte Hansen.

Webdokredaktør: Hans Christian Kromann