• Af Annegerd Lerche Kristiansen
  • 17. juli 2018
Scroll for at læse

Det kan virke paradoksalt. Der er intet, vi hellere vil end at slappe af. Ferielæsningen ligger klar, badevandet lokker — og det eneste, vi skal foretage os er egentlig bare at nyde roen og tiden væk fra den travle hverdag.

Alligevel kan det være svært at koble helt fra for os danskere.

Mere end en million af os er i hvert fald tilgængelige for vores arbejdsgivere og kollegaer døgnet rundt i ferien — eller tjekker som minimum arbejdsmails eller -sms’er dagligt. Og godt halvdelen af os arbejder under ferien. Faktisk er det kun omkring hver femte dansker, der slipper jobbet helt, når vi holder feriefri.

Når ferien så er slut, og vi burde være veludhvilede og afslappede, begynder stressen for mange os, viser tallene.

Omkring hver syvende dansker i arbejde føler sig ofte eller hele tiden stresset, mens hver fjerde dansker lever med et højt stressniveau. Samlet set bliver 500.000 danskere hvert år ramt af stress, og det er især unge kvinder mellem 16 og 24 år, der føler sig udsat — her lever 40 procent med et højt stressniveau.

Samtidig ser det ikke ud til, at stressniveauet er på vej til at mindskes. Siden de første stressundersøgelser blev lavet i slutningen af 1980’erne, er tallet kun gået opad. Dengang følte omkring fem procent sig stressede. I dag er det omkring 17 procent af befolkningen, der føler sig stressede ofte eller hele tiden.

Imens stress og jag fylder i mange af vores liv, forsøger vi i stigende grad selv at finde en vej til det rolige liv. Søger man på mindfulness på netboghandlen saxo.com dukker mere end 4.000 resultater op, og forsøger man sig med med søgeordet meditation, dukker flere end 26.000 resultater op.

Har man brug for mere gennemgribende indgreb på vej mod et stressfrit liv, er mulighederne der også. Efterspørgslen efter det stille liv har eksempelvis ført til stilhedsretreats, hvor deltagerne bruger flere dage i komplet tavshed og med meditation på programmet. Seneste skud på stammen er digitale detoxes, som nu er kommet til Danmark. Her befinder man sig 24 timer i en skov uden adgang til sin computer, tablet eller telefon — men til gengæld med rigelig adgang til natur og afslapning.

… Og er alle de muligheder ikke det helt rigtige, er der en helt anden mulighed. Lige her. Klik dig ind på de forskellige muligheder for afslapning her nedenfor, træk vejret dybt.

Og slap af.

Kilder: Ingeniørforeningen IDA, Videncenter for arbejdsmiljø, Den nationale sundhedsprofil 2017, YouGov.

Credit


Design: Morten Fogde Christensen


Kode: Thomas Rix


Videoeffekter: Morten Fogde Christensen og Aslak Elias Kelkka


Tekster, lyd og video: Annegerd Lerche Kristiansen


Video-assist: Marie Allerslev Eriksen


Video-kilde: DR, Colorbox


Afslapningsøvelser: Autoriseret psykolog og cand.psych Vibeke Lunding-Gregersen, Mindwork. En særlig tak til hende.


Musik: Brian Eno og Harold Budd, Mozart: ‘Eine KleineNachtmusik - 2’, Cistercienserkoret fra Stift Heiligenkreuz Klostret, Sambodhi Prem: ‘Forest of Dreams’


Redaktør for digitale fortællinger og heeeelt afslappet: Kim Schou