Fra Tibet-flag til politisk skandale

Tibetkommissionen kom med sin konklusion i december, men sagen om den ulovlige ordre fra politiet spøger stadig. Få et overblik.

Den såkaldte Tibet-kommission afviste i sin beretning fra december sidste år, at der kan placeres et ansvar hos hverken ministre eller embedsmænd i centraladministrationen, ved hoffet eller i toppen af Københavns Politi eller PET.

De havde ikke noget kendskab til den ordre, der betød, at politiet krænkede demonstranters ytringsfrihed i forbindelse med den kinesiske præsident Hu Jintaos besøg i København i 2012.

Ansvaret blev placeret hos en vicepolitiinspektør og en politikommissær. Men sagen spøger stadig, og senest er det kommet frem, at hele Københavns Politis øverste ledelse fik slettet deres mailkonti, inden Tibet-kommissionen blev sat til at undersøge, hvem der havde givet ordrer om ulovligt at forhindre kinesiske statsledere i at se pro-tibetanske demonstranter.

Herunder får du et kort overblik over sagen, som den har udviklet sig indtil nu:

14. Juni 2012: Statsbesøg fra Kina

Kinas præsident Hu Jintao er på statsbesøg i Danmark.

En række Tibet-aktivister bliver af politiet forhindret i at vise det tibetanske flag for præsidenten.

Støtteforeningen Tibet-Komiteen mener, at de enkelte politibetjente har fået ordre på at skærme præsidenten for demonstranter.

15. August 2012 : Bødskov: Politi fik ikke instrukser

Daværende justitsminister Morten Bødskov (S) svarer Folketinget, at "Københavns Politi har informeret mig om, at de ikke havde modtaget instrukser, som havde til formål at begrænse ytrings- og forsamlingsfriheden".

Dette skal senere vise sig at være forkert.

4.-7. Juni 2013 : Kinabesøg igen

Kinas fjerde øverste leder Yu Zhengsheng er i Danmark.

Ifølge Støttekomiteen for Tibet bliver tre Tibet-aktivister forhindret i at vise Tibet-flag ved Avedøreværket og ved Christiansborg.

26. Juni 2013 : Bødskov erkender

Justitsminister Morten Bødskov (S) erkender i et svar til Folketinget, at "flere personer er blevet frataget tibetansk flag".

Politiet henviser til, at det skete for at afværge fare for forstyrrelse af den offentlige orden.

Dette skal også senere vise sig at være forkert.

August 2013 : Aktivist får medhold

Seks aktivister har lagt sag an mod Københavns Politi i forbindelse med Kina-besøget i 2012.

En vicepolitiinspektør vidner i retten og fortæller, at Kina var bange for "at tabe ansigt", blandt andet fordi "at der er en bekymring fra kinesisk side, fordi de ser anderledes på demonstrationer end vi gør i Danmark".

En af seks aktivister får byrettens ord for, at han ulovligt blev tilbageholdt under Kina-besøget.

April 2014 : Politiets lydfiler

Folketingets Retsudvalg beder Københavns Politi om lydfiler fra radiokommunikationen under besøget i 2012.

Det afviser politi med henvisning til, at det vil tage for lang tid at finde.

September 2015 : Lydfiler fremlægges

Tibet-aktivisterne har anket deres sag til landsretten, som pålægger Københavns Politi at fremlægge lydfiler fra radiokommunikationen.

Lydfilerne dokumenterer, at betjente på gaden flere gange bliver beordret til at tage tibetanske flag fra folk.

- Tag flaget fra dem, kom, lyder det blandt andet.

24. September. 2015 : Politifolk står frem

Tre politifolk, som fjernede et tibetansk flag fra en borger i 2012, og som politiet har kaldt uidentificeret, melder sig til fagbladet Dansk Politi.

- Det var en ordre oppefra. Og vi bad om at få den gentaget, fordi det ikke var helt i overensstemmelse med grundlovssikrede rettigheder.

- Det har vi alle fortalt og givet os til kende, så jeg synes, at det er ubehageligt, at der lige pludselig kører debat i visse medier om, at vi ikke kan identificeres, eller at der ikke var tale om en ordre. Det var der, siger den 29-årige betjent.

28. September. 2015 : Politidirektør tager affære

Lydfilerne får nuværende politidirektør i København Thorkild Fogde til at kontakte Rigspolitiet.

Højst usædvanligt beder han samtidig Den Uafhængige Politiklagemyndighed, DUP, om at undersøge Tibet-sagen.

2. Oktober 2015 : Pind nedsætter kommission

Daværende justitsminister Søren Pind (V) offentliggør dele af en såkaldt operationsbefaling fra besøget i 2012.

Det tyder nu på, at Københavns Politi har givet Folketinget forkerte oplysninger.

Det fremgår af operationsbefalingen til statsbesøget, at politienhederne skulle sørge for, at eventuelle demonstranter ikke kunne ses fra den kinesiske præsidents kortege.

Søren Pind nedsætter en undersøgelseskommission, der skal være færdig i slutningen af 2017.

Oktober 2016 : Embedsmænd kendte til sagen

Radio 24Syv citerer fra dokumenter, som angiveligt bliver undersøgt af Tibet-Kommissionen.

Radio 24Syv kan blandt andet fortælle, hvordan embedsmænd i Justitsministeriet i kølvandet på det kinesiske besøg i 2012 forsøgte at råbe op om, at der var noget galt.

3. November 2016 : Første forhør

De første forhør i Tibet-kommissionen starter. En lang række eks-ministre, departementchefer og politichefer skal afhøres i lokaler på Fremtidsvej i Søborg.

I alt skal 58 personer afgive forklaring. Blandt andre tidligere udenrigsminister Villy Søvndal (SF) og tidligere PET-chef Jakob Scharf.

Tibet-Kommissionen skal undersøge, hvordan en ordre om at skærpe den kinesiske kortege endte i politiets operationsbefaling.

Kommissionen kan også komme med forslag til at forhindre fremtidige sager.

18.december 2017: Tibetkommissionens rapport

Tibetkommission konkluderer i en rapport, at Københavns Politi har handlet ulovligt og krænket demonstranters ret til at forsamle og ytre sig.

To ledende politifolk udpeges som ansvarlige.

Credit


Tekst: Mette Mayli Albæk

Redaktør: Charlotte Persøe


Topbillede: En række Tibet-aktivister blev af politiet forhindret i at vise det tibanske flag for Kinas præsident under et statsbesøg i Danmark. Foto: Denns Lehmann, Scanpix