Hyletonen i Adams hoved

Ifølge den Den Nationale Sundhedsprofil er andelen af danskere med tinnitus steget med 25 procent siden 2010. Teenageren Adam Møllgaard Henriksen er en af de hårdt ramte.

Hyletonen i Adams hoved

Ifølge den Den Nationale Sundhedsprofil er andelen af danskere med tinnitus steget med 25 procent siden 2010. Teenageren Adam Møllgaard Henriksen er en af de hårdt ramte.

  • Af Af Christian Olesen, Sebastian Engelberth Hansen og Tobias Nicolai
Scroll for at læse

En lydmur rammer Adam. Aftenens åbningsnummer, 'Bad Craziness', sætter salen i gang. Sved og ild og et lysshow bringer blodet i kog sammen med guitarsoloer og skrigende vokaler.

Det er det højeste, Adam nogensinde har hørt.

Det er oktober 2015, og Adam er 15 år gammel. Han er til koncert i Boxen i Herning med sin ven Nikolaj. På scenen blæser D-A-D deres musik ud over tusindvis af gæster, men Adam sidder ikke i nærheden af højtalerne, så han tænker ikke over, om musikken er for høj. Ørepropper har han ingen af, og der er vist heller ikke andre, der bruger dem, så vidt Adam kan se.

Et par numre inde i koncerten kigger han rundt. Er det kun ham, der synes, det er for meget? Han kan ikke længere høre bassisten spille, og lyden bliver mere og mere mudret.

Det virker ikke til, at Nikolaj lægger mærke til, hvor højt det er. For Adam føles det, som om trommehinderne ikke kan følge med. Det her kan godt gå hen og blive noget lort, tænker han, men han skubber tanken væk igen. Hvis han går ud, misser han jo koncerten.

Efter to timer rinder aftenens sidste nummer ud. Selvom Adam står midt i et snakkende og syngende menneskemylder på vej mod udgangen, kan han næsten ikke høre dem.

Al lyd klumper sig sammen, og en anden langt klarere lyd træder frem inde i hovedet og tager over.

Iiiiiiiiiiiiiiii, siger det.

Adam spørger Nikolaj, om han hører lyden. Det gør han ikke, og Adam kan næsten ikke forstå, hvad han siger.

Det lyder, som om der er en spand over hans hoved, det hele bliver mumlende, mudret og uforståeligt, og inde i hovedet er der bare den hvinende lyd.

Flere og flere danskere bliver ramt af den hvinende lyd, der satte sig fast i Adams hoved i oktober 2015.

Ifølge den Nationale Sundhedsprofil 2017, som er udarbejdet af Sundhedsstyrelsen og Statens Institut for Folkesundhed, er antallet af danskere med tinnitus eller eftervirkninger af tinnitus steget fra 10,1 til 12,7 procent fra 2010 til 2017.

Knap 16 procent af mænd og knap 10 procent af kvinder lider af tinnitus i større eller mindre grad - det svarer ifølge Sundhedsprofilen til 600.000 danskere.

Selvom tinnitus er mest udbredt blandt ældre mænd, finder stigningen sted i alle aldersgrupper - også blandt helt unge mennesker som Adam.

De fleste tinnitusramte lever uden de store gener. 17–19 procent oplever det som irriterende i hverdagen, mens 1–3 procent er voldsomt påvirket af deres tinnitus. Den sidste kategori havnede Adam i for to et halvt år siden.

Tinnitus kan lyde som en hyletone, susen, ringen eller noget helt fjerde. Lydene er subjektive og opleves kun af personen selv, så behandling og irritationsniveau ændrer sig fra person til person.

( Du kan se eksempler på, hvordan tinnitus kan lyde her. )

Far, hvis det bliver ved med at være der, gider jeg ikke leve mere.

De to teenagedrenge er kommet hjem til Nikolaj, hvor Adam skal overnatte.

Det er midt om natten, og Adam ringer til sin far i ren panik over lyden.

Faren Henrik har selv tinnitus efter et langt arbejdsliv i industrien. Han er sur over, at Adam ikke gik ud, men når det bare er fra en koncert, går det nok over dagen efter. Adam går i seng, men lyden gør det svært at sove.

Om morgenen vågner hyletonen før hans egen bevidsthed. Adam ringer til sin far igen.

- Far, hvis det bliver ved med at være der, gider jeg ikke leve mere, siger Adam.

I videoen herunder kan du høre Adams tre tinnituslyde

Han har selv identificeret lydene ved hjælp af en tinnitus-tuner på Audionotch.com. Advarsel! Lyden i denne video kan være ubehagelig og bør ikke høres på højt lydniveau.

Ordet tinnitus stammer fra det latinske ”tinnere”, der betyder at ringe. Tinnitus foregår i hjernen, der selv producerer lydene. Det sker som en misforstået reaktion på, at hjernen ikke modtager det, den plejer fra øret. Det er signaler på bestemte frekvenser, der ikke længere sendes til hjernen.

Hjernen kompenserer ved at udfylde det tomrum af lyd, og det er denne kompensering, der udgør tinnitus. Selve tinnitussen kan høres af den ramte person i enten ét øre, dem begge eller et sted inde i hovedet.

Tinnitus opstår oftest af påvirkninger udefra eller af aldersbetinget hørenedsættelse. Den hyppigste årsag er lyd i for lang tid eller på for højt et niveau. Den kan komme pludseligt som i Adams tilfælde eller snigende over mange år som i hans fars tilfælde.

Tabellen her viser, hvor meget lyd der skal til over tid for at skade hørelsen.

Smartphones spiller som regel op til 100 decibel, når der skrues helt op. Efter blot 15 minutter med 100 decibel høj musik direkte i øregangen risikerer man permanent høreskade. Det er ofte på det niveau, livekoncerter spilles, hvis man måler i nærheden af højtalerne.

Verdenssundhedsorganisationen WHO vurderer, at et storforbrug af musik, lydbøger og podcasts sætter 1,1 milliarder teenagere og unge i risiko for høretab.

Adam bor hjemme ved sine forældre i Lønborg i Vestjylland.

På hans store værelse står et dybrødt trommesæt med et sæt høreværn ventende på lilletrommen. Rundt i værelset hænger talrige hjemmebyggede højtalere, og langs væggen står et computerbord med en iMac. Vinduet er på klem, men hvis det blæser, bliver der lukket for ikke at provokere tinnitussen.

I dag indretter han sit liv efter, at høje lyde er forbudte uden høreværn eller ørepropper. Men i begyndelsen tilintetgjorde tinnitussen ham næsten.

- Jeg blev ved med at spørge mine forældre, hvornår den gik væk, selvom de selvfølgelig ikke vidste det. Vi troede jo, at tinnitussen ville stoppe, fordi den var kommet så spontant. Min mor beroligede mig med, at det kunne være, den var væk i morgen eller i overmorgen, og min far beroligede mig også. Men han var ikke så sikker, for han har jo tinnitus selv.

Adam græd hver aften i dagene efter koncerten.

Da han senere kom i skole igen, var det med sin fars høreværn på midt i klassen. Når de andre snakkede i munden på hinanden, og hvis der var gruppearbejde, eller klassen så en film, var Adam ikke med. Så sad han på gangen eller i et andet rum og lavede opgaver for sig selv.

Han var panisk angst for lyde i fire måneder. Når en bil kørte forbi, var det ikke til at holde ud, og lyden af en føntørrer var nær ved at slå ham ihjel. Han stoppede med at spille på instrumenter, som han ellers elskede.

Teenageren Adam sad derhjemme på værelset.

På hans fødselsdag var det kun hans bedsteforældre, der var på besøg, men han kunne ikke holde ud at være ved bordet. I stedet var han plantet på sofaen på sit værelse, og så kunne de andre komme ned til ham én ad gangen. Han fik en dyr synthesizer i gave, men kunne ikke holde ud at spille på den.

Tinnitusramte oplever tit at blive overladt til sig selv.

Der eksisterer ikke en kur, men der findes metoder, som kan mindske ubehaget hos den enkelte. Metoderne tæller alt fra akupunktur og mindfullness til mere klassiske behandlingsformer som høreapparater. For selvom man ikke kan fjerne tinnitussen, kan den i mange tilfælde blive lindret.

Behandlingen fokuserer ofte på at fjerne fokus fra tinnitus og at fjerne de ubehagelige følelser, der forbindes med lydene. De viser sig for eksempel, når mennesker med tinnitus skal sove. Stress og søvnmangel forstærker tinnitus, som igen forstærker søvnmangel. Derfor hjælper en fast døgnrytme ofte en smule.

Har man tinnitus og hørenedsættelse samtidig, kan et almindeligt høreapparat være en stor hjælp. Det øger nemlig mængden af lyde, hjernen lader gå igennem hørefiltret og mindsker risikoen for, at tinnitus får opmærksomhed.

Adams forældre undersøgte alle tænkelige behandlinger — både anerkendte og alternative. Intet virkede. Nogle gange blev han hjemme fra skole, og i fritiden var han altid på værelset. Alene.

- Der er ikke mange, der forstår, at man har den lyd i hovedet hele tiden, men mine venner prøvede. Jeg isolerede mig meget. Jeg fandt ud af, at jeg kunne være lidt social ved at spille computer. Det virkede, når jeg lukkede døren, vinduerne og skruede helt ned på det laveste niveau i hovedtelefonerne.

Efter de første fire måneder faldt Adams tinnitus i intensitet. Den stoppede med at være en høj monoton tone, der konstant overdøvede alt. Tinnitussen mistede sit herredømme over teenageren.

Adams tinnitus har i dag tre lyde. Den ene kommer, hvis der er vind, trafik eller højfrekvente lyde i nærheden. Det er en lys hyletone lidt ligesom et gammelt billedrørsfjernsyn.

Jeg er stadig bange for, at lyden fra den første tid vender tilbage.
Adam


Hvis han spiller trommer med ørepropper i, dukker en dyb brummen op. Hvis Adam bliver udsat for mange forskellige lyde, er tinnitussen en hissende hvid støj.

- Jeg er stadig bange for, at lyden fra den første tid vender tilbage. Jeg tager mine forholdsregler, men jeg er bange for, at jeg glemmer, hvordan det var og ikke tager hensyn, når jeg skal. For hvis det havde varet otte måneder i stedet for fire, havde jeg nok ikke været her i dag. Jeg havde ingen livskvalitet.

I dag er 17-årige Adams hverdag ligesom de fleste andre teenageres. Han er i lære som motorcykelmekaniker og kan igen spille på instrumenter. Han har stadig formstøbte ørepropper med sig overalt, hvor han går, og bruger dem, hver gang lidt larm eller høj musik er i nærheden.

Tinnitussen viser ingen tegn på at forsvinde.

Credit


Tekst: Christian Olesen og Sebastian Engelberth Hansen


Foto og video: Tobias Nicolai


Grafik: Mads Rafte Hein


Webfeature-redaktør: Maya Nissen


Du kan se eksempler på, hvordan tinnitus kan lyde her.