Bilen skyder op ad klippevæggen, slipper med alle fire hjul i et højdespring henover den sidste afsats, og med jord og udstødningsrøg sprøjtende ud til alle sider står bilen et øjeblik vægtløs i luften.

17-årige Guðmundur Elíasson sidder fastspændt inde i bilen med to sikkerhedsseler surret ind til overkroppen og armene låst fast med metalkæder.

– Når jeg sidder bag rettet, pumper adrenalinen ud i blodet. Når jeg hopper over en bakke, fyldes jeg med lykke. Det føles som en voldsom rutchebanetur, og det er fantastisk, siger han.

Torfæra betyder farligt eller ufremkommeligt terræn på islandsk, og motorsporten går i al sin enkelthed ud på, at hjemmebyggede firehjulstrækkere kører ræs op ad stejle skrænter og henover vandpassager gennem den øde islandske natur.

Men for ti år siden ramte finanskrisen Island som et hestespark og kastede den islandske økonomi ud i frit fald.

Vrede demonstranter stormede den islandske nationalbank, rigmænd gik i eksil i udlandet af frygt for vrede landsmænd og store biler blev brændt af i desperate forsøg på at hæve forsikringspenge.

For den dyre torfæra-sport, der er afhængig af sponsorbidrag og pengemænds velgørenhed, førte bankkrakket næsten til dødstødet.

Det til trods for, at det af mange bliver regnet for nationalsporten i Island.

Arrangementet ved Akranes bliver afholdt op ad bjerget Akrafjall øst for byen, og eneste pejling på stævnets hjemmeside er koordinaterne: 64°21’30.8 nord og 21°50’08.2 vest.

Det er i år 60 år siden, at de første officielle kapløb blev kørt i Island, og ingen af kørerne er professionelle. Til dagligt er de landmænd, tømrere og tankstationsbestyrere.

Oktober 2008 blev afslutningen på Islands økonomiske succes. Tusindvis af islændinge strejkede dagligt foran Altinget med krav om regeringens afgang, og da omfanget af den islandske nedsmeltning først stod klart for den islandske befolkning, tog de folkelige demonstrationer fart.

De var vendt mod både politikere og erhvervsfolk – de såkaldte ekspansionsvikinger.

Islands økonomi havde fulgt med globaliseringen, og islandske virksomheder havde udvidet deres investeringer i udlandet gennem opkøb af finansielle virksomheder, luftfartsselskaber og detailhandelskæder som det danske Magasin du Nord.

Det betød, at Island gik fra at være et af de rigeste lande i OECD målt i BNP per indbygger, til at landet stod foran et statsbankerot.

I begyndelsen af 2008 kostede en euro 90 islandske kroner, men i 2009 var prisen 195 islandske kroner.

Det var ødelæggende for økonomien. Ikke bare blev det umuligt at betale gæld i udlandet tilbage, det truede også med at skabe hyperinflation.

Den islandske stat var nødsaget til at oprette nye banker, der overtog store bankers virke, og en række restriktioner blev indført for at undgå totalt kollaps.

I dag, 10 år efter, er Island dog med hjælp af et boom i turismen ude af den finansielle krise, og de skarpe nødrestriktioner på den islandske økonomi er nu ophævet.

I landet er op mod 30 ledende bankfolk kommet i fængsel for deres roller i finanskrisen.

Selvom hestene i dag er udskiftet med biler, er det samme mentalitet, der ligger til grund for torfæra-sporten, mener Viðar Halldorsson, der er professor i sociologi ved Islands Universitet og blandt andet er forfatter til bogen Sport i Island.

– Islændinge, der var interesserede i biler og i naturen, kørte ud i den storslåede, vilde natur og for rundt uden regler. I Island har vi altid kunnet køre overalt, siger han.

Viðar Halldorsson mener, at lysten til at konkurrere er bundet tæt op på den islandske folkesjæl.

– Tilbage til de islandske sagaer og i islandsk sportshistorie har vi en lang tradition for konkurrence. Fordi der er så få af os, har vi altid kunnet lide at bevise, at vi var bedre end naboen, siger han.

Torfæra er ikke en billig sport at dyrke, og derfor har en række af bilerne sponsoraftaler med blandt andre amerikanske KFC og islandske entreprenør- og flyttefirmaer.

Hver bil koster nemlig mellem fem og ti millioner islandske kroner, hvilket svarer til 300 til 600 tusinder danske, og med de mange skader, der forekommer, når bilerne havarerer, løber vedligeholdelsen også op i millioner islandske kroner.

Hvis man ikke har store sponsorater i baghånden, har man ofte en familie bag sig, der er villig til at kaste penge i foretagenet, som det er tilfældet med Guðmundur Ótemjan.

53-årige Steinþór Mikkelsen er en kraftig mand med cowboy-hat og er en fast bestanddel af publikum til torfæra-arrangementer over hele Island. Han har overværet ræsene i over tre årtier og er dedikeret fan af sporten.

– Vi islændinge er ikke bange for at tage chancer. Det er derfor, vi er født til denne sport, siger han og fortsætter:

– Det her handler ikke kun om hestekræfter. Du har brug for evner og teknik for at kunne køre disse ruter og gennemføre.

For over tredive år siden forsøgte han sig selv som kører, men uden succes. Det er de familiære bånd i torfæra-miljøet, der får ham til at vende tilbage til arrangementerne.

– Nogle af dem, der kører nu, er sønner eller børnebørn af tidligere torfæra-mestre. Det er generationer, der kører her.

Steintors filippinske kone Maria Mikkelsen er efter sigende også en stor torfæra-fan.

Det bliver dog ikke i denne sæson, må han sande, mens han fortumlet kommer ud af den rygende bil, kigger sig desorienteret omkring og strækker så sine hænder mod himlen som tegn på, at han er uskadt.

Selvom det kun er et halvt år siden, han fik sit kørekort, er det ikke første gang, han er involveret i et voldsomt styrt med Ótemjan.

– Det er den mest fantastiske og sjoveste motorsport, jeg har prøvet. Forhåbentlig bliver jeg en dag islandsmester, siger han.

Det publikum, der for et øjeblik siden er blevet overhældt med sten og jord, lykønsker ham.