I Tumaco glemmer folk hurtigt

Mens fredsforhandlingerne mellem den colombianske regering og guerrillagruppen FARC nærmer sig en afslutning, fortsætter livet i det FARC-kontrollerede kvarter Viento Libre som normalt.

I Tumaco glemmer folk hurtigt

Mens fredsforhandlingerne mellem den colombianske regering og guerrillagruppen FARC nærmer sig en afslutning, fortsætter livet i det FARC-kontrollerede kvarter Viento Libre som normalt.

  • Af Lise Josefsen Hermann/ Foto og video: Roberto Espinosa F.
  • 17. juli 2016
Scroll for at læse

Bølgerne skvulper blidt ind mod kysten, mens solen varmer sandet. Lige ud for kysten præger en lille tropisk ø horisonten.

På stranden el Morro i den colombianske by Tumaco er der en stemning af ferie og afslapning.

Pludselig løber tre hunde arrigt og gøende efter en mand, der kommer gående på stranden. Han slipper for hundebid, men får sig en forskrækkelse. Men episoden ender ikke der - ikke i Tumaco.

I stedet for at gå sin vej, går manden sydende af raseri i gang med at samle store kampesten op fra jorden.

Han får også fat i en stor kniv. I vildskab går han i gang med at kaste om sig med de store sten og jagte hundene på stranden.

De når heldigvis at flygte i tide. Vi kan kun forestille os, hvad han ville gøre, hvis det lykkedes ham at fange dem.

Volden og vildskaben lurer lige under overfladen.

Velkommen til Tumaco.

Her har Colombias mere end 50 år lange væbnede konflikt sat sit mærkbare fingeraftryk.

Knap halvdelen af befolkningen i Tumaco er internt fordrevne. Og Colombia er dét land i verden med flest interne flygtninge med 6,9 millioner.

Vi besøger kvarteret Viento Libre – Frie Vind. Det er efter sigende det farligste kvarter i Tumaco - en by der i forvejen er kendt for at være rigtig farlig.

Der er flere hundrede mord om året i denne by på under 200.000 indbyggere, og Tumaco er plaget af narkoforbrydere og andre kriminelle grupper.

FARC FARC – Fuerzas Armadas Revolucionarias de Colombia, er en marxistisk oprørsgruppe.

Gruppen har eksisteret i 52 år.

Siden 2012 har FARC siddet i seriøse fredsforhandlinger med Colombias regering.

Der anslåes at være 7-8000 medlemmer af guerrillagruppen, som er den største i Colombia og i Latinamerika

Den 23. juni underskrev FARC en historisk aftale om bilateral og definitiv våbenhvile med den colombianske regering. Mange kaldte det krigens sidste dag.

Desuden aftalte parterne en folkeafstemning om fredsaftalen til september, sikkerhed for FARCs guerrillaer, som træder ud i det civile liv og hvordan afleveringen af FARCs våben skal foregå.

Guerrillagruppen FARC kontrollerer Viento Libre - kun få kilometer fra kommunekontor, politistation og militærbase.

Her hersker der andre regler.

I et vejkryds med slikbutik og supermarked er de usynlige grænser, får vi at vide. Vi skal den vej. Ned til FARC.

Jairo Rúben Quiñones er community leder i det afrocolombianske samfund i stillehavsregionen.

Han fortæller, at Viento Libre på få år har ændret sig fra at være et fiskerkvarter til i dag praktisk talt at være en FARC-lejr inde midt i Tumaco.

Ifølge ham er kvarteret et symbol på konflikten i byen:

Vi forlader Jairo Rúben Quiñones og tager hen for at mødes med FARC-lederen i Viento Libre.

En smilende ung kraftigt bygget fyr i shorts, fodboldtrøje og klipklappere kommer os smilende i møde og rækker hånden frem for at hilse.

Edison Guerrero ligner en hvilken som helst ung mand på 26 år. Men der er noget med øjnene. De blanke øjne fortæller en anden historie - en historie om anger.

- Hvis der er nogen, der siger, at de ikke angrer, så lyver de, siger han.

FARC har 20-25 fuldgyldige medlemmer i Viento Libre. Der bor mere end 700 familier i kvarteret.

Viento Libre består, ligesom resten området, af en stor del afro-colombiansk befolkning.

Edison er med til at bestemme hvem af kvarterets FARC-medlemmer, der skal gøre det ”beskidte arbejde”.

Hvad det beskidte arbejde præcist består af, fortæller han aldrig direkte under interviewet.

Edisons vej ind i FARC begynder for 10 år siden, da han var 16 år gammel.

Han gik ud af skolen i sjette klasse, efter hans forældre var blevet skilt. Dengang blev kvarteret hærget af kriminelle bander, og det var umuligt at gå uden for en dør.

De såkaldte paramilitære, højreorienterede kriminelle grupper, Aguilas Negras og Rastrojos, hærgede i Tumaco. En del af Edisons venner og familiemedlemmer var med i grupperne.

- De slog mange uskyldige unge ihjel, og endnu flere forsvandt, fortæller han om dengang.

Børnene kunne ikke gå i skole, folk kunne ikke tage ud og handle eller gå på arbejde. Gaderne var tomme, og det samme var mange huse.

Sådan gik der lang tid, fortæller Edison.

Vi tager en pause i interviewet med Edison og går en tur rundt i Viento Libre.

De simple, skrøbelige træhuse står på stolper i mudderet.

Mellem husene er der brædder lagt ud, som en slags fortove.

Der er langt ned til muddermassen nedenunder, som ingen har lyst til at lære nærmere at kende.

En gruppe børn løber og leger med nogle pistoler, der er skåret ud i træ.

Tilbage hos Edison, fortæller han om det opbrud, der førte til, at FARC overtog kontrollen i Viento Libre.

- Så gjorde vi oprør. Vi tog den forkerte vej, men det var eneste udvej. De andre (grupper) begyndte at angribe os, og der er jo ingen, der vil dø. Det var enten mig eller dem.

I slutningen af 2011 kommer FARC til Viento Libre og begynder at angribe de paramilitære. Til sidst tager de kontrollen med området.

Der er regler for alting. Hvis jeg vil have et glas vand, vil til fest eller sidde her og tale med dig, skal jeg have tilladelse.
Edison Guerrero

Situationen ændrede sig i Viento Libre - i hvert fald for dem, der som Edison, sluttede sig til FARC.

- Så blev vi frie igen og kunne gå på gaden.

Men det med friheden er relativt.

- Der er regler for alting. Hvis jeg vil have et glas vand, vil til fest eller sidde her og tale med dig, skal jeg have tilladelse. Vi er en velorganiseret organisation. Ellers duer det ikke.

Brud på FARC's regler er sjældent uden konsekvenser for kvarterets beboere.

Hvis der er slagsmål, bliver folk straffet, for eksempel ved at de skal fjerne ukrudt, fortæller FARC-lederen.

Men det handler ikke kun om ukrudt.

Værre forseelser, som voldtægt eller salg af stoffer i kvarteret, straffes med døden - dog ikke uden, at sagen først bliver grundigt undersøgt, understreger Edison.

Jeg sendte nogle afsted for at slå min fætter ihjel. Eller min bedste ven. Eller min bedste vens ven.
Edison Guerrero

Nogle gange skal straffen føres ud i livet, uden, at den, der udfører dåden, ved hvorfor.

- Jeg har skulle gøre noget ved nogen, jeg ikke ved, hvem er eller hvorfor de skulle dø.

- Så kommer man hjem og tænder en cigaret. Hvorfor skulle jeg gøre det? Man lægger sig for at sove, men rejser sig igen. Hvorfor skulle han dø? Hvad har han gjort?

- Så kommer fortrydelsen. Når jeg sætter mig for at spise, spiser jeg aldrig op. På et tidspunkt, når jeg sætter skeen til tallerkenen, kommer jeg i tanke om noget, jeg har gjort. Så mister jeg appetitten. På grund af angeren.

- Så jeg holder mig mæt med kiks og sodavand.

I takt med, at han stadig mere åbent fortæller om angeren, sidder han mere og mere uroligt på stolen og begynder at kigge sig over skulderen ud mod gaden.

- Det værste er, når det går op for én, at det var uskyldige, man har slået ihjel. Man fortryder, fordi det nogle gange er folk, man kender, venners familie eller ens egen familie.

Man risikerer at blive skudt i ryggen eller i hovedet. Alt det gør, at man ikke sover roligt. At man har ondt i hovedet. Sådan er det.
Edion Guerrero

- Og man bliver nødt til det. Det er dit liv eller den andens. Der er også nogle gange, jeg sender andre afsted. Men jeg efterlades stadig med angeren. Jeg sendte nogle afsted for at slå min fætter ihjel. Eller min bedste ven. Eller min bedste vens ven.

- Når man gør sådan noget, så ved ens bedste ven jo også godt, at man har slået hans ven ihjel. Så har han jo ikke tillid til én på samme måde. Nogle gange tænker man - jeg skal lige tisse – og så risikerer man at blive skudt i ryggen eller i hovedet. Alt det gør, at man ikke sover roligt. At man har ondt i hovedet. Sådan er det.

- Hvis der er nogen, der siger, de aldrig har angret, så lyver de. Det kommer til én, når som helst.

Edison bliver betalt af FARC for at være leder i Viento Libre, fortæller han.

- Men de penge kommer fra afpresning af bønder. Det er ikke dine penge.

- Jeg skynder mig at komme af med dem igen. Man siger, at de penge er forbandede, fortæller han med en bekymret mine.

Siden 2012 har FARC og Colombias regering siddet i seriøse fredsforhandlinger. Parterne indgik for kort tid siden en historisk aftale om bilateral og definitiv våbenhvile.

Våbenhvilen var det sidste store skridt mod en endelig fredsaftale.

Men kritiske røster udtrykker bekymring for, om menige FARC-medlemmer fra steder som for eksempel Tumaco, vil følge trop og nedlægge våbnene.

For os, der ikke er vilde med at være her, er det en god idé. Vi er mange, der er trætte af det.
Edison Guerrero om en fredsaftale

En bekymring, som Edison deler:

- Nogle vil synes, det er fint – andre vil ikke. For os, der ikke er vilde med at være her, er det en god idé. Vi er mange, der er trætte af det. Vi siger til os selv, jeg vil ikke være med længere. Men lige nu kan vi ikke komme ud af det.

- Det vil være fedt, hvis vi, som nogle siger, får hus og arbejde. Andre vil hellere være banditter. Men i FARC er vi ikke banditter. Vi vil bare have, at alle har det godt.

Og dét med fremtiden efter en fredsaftale er noget, der fylder hos Edison og de andre hos FARC.

- Der er ikke rigtigt andet at lave her. Man kan være motorcykeltaxa-chauffør, fisker eller landmand. Eller komme i en (FARC-)lejr.

- Der er ikke andet.

Edison fortæller, at han selv godt kunne tænke sig at arbejde som sikkerhedsvagt - hvis han da kan få arbejde.

- Her i Colombia vil der altid være nogen, der diskriminerer os. Det vil være svært. Måske vil de tro, at vi vil slå dem ihjel.

- Men jeg er sikker på, at der også er mange, der gerne vil arbejde med os.

John Cabezas, der er menneskeretsansvarlig hos politiet i Tumaco, nikker genkendende til situationen, som Edison beskriver.

- Jeg kan da godt forstå, hvis nogle går i narko-branchen eller med i kriminelle grupper. Her er jo ikke andet at lave, siger han.

Catalina Hinestroza er lokal leder i Viento Libre, og hun peger også på FARC-medlemmernes fremtidige arbejdsliv, som en vigtig del af løsningen på konflikten.

- Regeringen er nødt til at hjælpe med at tilbyde os et alternativ til, at folk er med i de her bander.

- Noget skal folk jo leve af, siger hun.

Hun tror ikke på, at en aftale er nok til at skabe fred i Tumaco:

FARC og regeringen blev i juni enige om 23 koncentrations-zoner og otte midlertidige lejre, hvor guerrillaen skal være de første tre måneder efter en underskrevet fredsaftale.

Her skal FARC gradvist aflevere deres våben til repræsentanter for FN i løbet af samme periode.

En vigtig del af aftalen handler om, hvordan staten sikrer, at det er sikkert for dem at gøre netop dét.

I det hele taget kommer fredsprocessens succes meget an på regeringen, mener Edison:

Når der kommer en fredsaftale, må jeg tage væk.
Edison Guerrero

- Hvis regeringen holder deres løfter, så gør vi det også. Men hvis ikke de gør, og hvis vores børn er sultne, så sælger vi os selvfølgelig til højestbydende.

Edison tænker tilbage på tiden i Viento Libre, før FARC kom hertil. Han er bekymret for, hvad der vil følge i kølvandet på en fredsaftale.

- Jeg ved ikke med andre steder, men i Tumaco vil en fredsaftale sætte gang i en masse vold. Her vil komme mange bander, som sandsynligvis vil gå i krig og tage over, hvor FARC slipper.

- Når der kommer en fredsaftale, må jeg tage væk. For der vil komme andre grupper, og det mest logiske vil da være, at de vil slå os ihjel.

Der er dog én fordel ved at bo i Tumaco, når man er en del af den væbnede konflikt, hvis man spørger Edison Guerrero.

- Tumaco er også et godt sted at være efter fredsaftalen, for folk glemmer hurtigt. Inde i byen, er der mange, der har gjort alt muligt, som nu render rundt som kristne eller fiskere.

- Tumaco glemmer hurtigt. Ligesom vi er glemt af resten af landet, så glemmer vi også hurtigt.

Credit


Tekst: Lise Josefsen Hermann


Video og foto:Roberto Espinosa F.


Webdokredaktør: Maya Nissen




* Teksten er baseret på interviewet med FARC-lederen og er derfor primært et udtryk for FARC's synspunkter.

* Alle interviews er foretaget forud for aftalen om våbenhvilen, som blev indgået torsdag den 23. juni 2016.

* Den endelige aftale forventes underskrevet indenfor kort tid.

* DR's journalist har ikke fået tilladelse til at fotografere Edison Guerrero, og han er derfor ikke afbilledet i webdok'en.