Det er nok ikke let at være Joachim Löw. Tysklands træner har så mange gode spillere, at han næsten ikke ved, hvad han skal stille op med dem.

Hvis man kan vinde prøve-VM med B-holdet, har man trods alt et luksusproblem.

Det er ikke kun VM-titlen fra 2014, der placerer Tyskland blandt favoritterne i Rusland. De har et talent-samlebånd, der synes uendeligt.

Sidste sommer vandt de U-21 EM i Polen, uden overhovedet at stille deres bedste hold.

Mange af spillerne spillede for A-landsholdet til prøve-VM i Rusland. Löw havde taget dem med for at afprøve nye navne, så truppen var både ung og B-præget.

Tyskland vandt altså turneringen alligevel.

Den dominans har varet i et stykke tid nu. Tyskland har nået semifinalerne ved de sidste seks udgaver af EM og VM. Men succesen havde aldrig indtruffet, hvis ikke tysk fodbold først havde været nede og vende. Der skulle en krise til, før tyskerne så sig selv i spejlet.

Og sikken krise, det var.

I 2000 herskede nemlig total panik. Tyskland var blevet valgt som vært for VM i 2006, men hvis mesterskabet skulle blive en succes, skulle de bruge et hold, der kunne kæmpe med om titlen.

Den sommer var de røget ud af EM i Belgien og Holland i gruppespillet.

Stemningen omkring holdet blev bedre, da de nåede VM-slutrunden i Sydkorea og Japan i 2002, hvor de tabte 2-0 mod Brasilien. Men de var stadig blevet reddet af målmandskæmpen Oliver Kahn, og vejen til finalen havde budt på outsidere som Paraguay (1-0), USA (1-0) og Sydkorea (1-0).

Men ikke alle var klar over, at revolutionen allerede var i gang.

For allerede i 90erne var nogle begyndt at mistænke, at tysk fodbold havde et problem. Spillerne var løbestærke fightere, der kun troede på holdånd og vindermentalitet. Hvor hold i andre lande havde skiftet til fire backs og zoneforsvar, klamrede Tysklands klubber og landshold sig til sweepersystemet med mandsopdækning, en formation, der syntes forældet.

Talentudviklingen syntes også at være stagneret. Ingen af ungdomsholdene havde vundet noget siden U17-holdet tog EM-titlen i 1992.

Så i 1996 bad landstræner Berti Vogts fodboldforbundets præsident, Egidius Braun, om at investere mere i unge spillere. Først havde de dog brug for en plan. Manden, der fik ansvaret for at skabe den, var Dietrich Weise.

Weise var en utrættelig træner, der havde arbejdet med forbundets ungdomshold i slutningen af 70erne, og rejst landet tyndt i jagten på talent. Nu tog han på en ny rundtur for at inspicere den tyske talentudvikling.

Det han fandt, var ikke opmuntrende.

Weis så, at talenterne, der ikke spillede i professionelle klubber, gik tabt. Hvis de spillede for amatørhold, var de afhængige af at blive udviklet af de regionale fodboldforbund. Flere af disse forbund manglede både penge og personale til at vejlede talenterne.

Dermed kunne talenter nemt ramme muren, hvis de ikke blev opfanget af en professionel klub.

Selv i de professionelle klubber kunne talenterne stagnere. I begyndelsen af 90erne var Bundesliga-holdene rige, takket være en ny tv-aftale. Kun få af dem så grund til at investere i hjemlige talenter, der måske ville blomstre om et par år, når de lige så godt kunne hente stjerner, der kunne levere med det samme.

Således blev talenterne overskygget af dyr import. Fra 1992 til 1997 steg antallet af udenlandske spillere i Bundesligaen fra 17 procent til 34 procent.

Efter meget arbejde præsenterede Weise et program for Braun. Weise ønskede at etablere mere end 100 regionale træningscentre for at forbedre talentudviklingen på det lokale plan. Braun sagde, at forbundet ikke havde råd til det.

Faktisk var der få, der indså, at tysk fodbold var i krise.

I 1996 førte Vogts nemlig Tyskland til EM-titlen i England. Det følgende år vandt Borussia Dortmund Champions League, og Schalke 04 UEFA Cuppen. Triumferne stillede tysk fodbold i et godt lys, selvom forbundets struktur på lokalt plan var svag.

Der skulle et par fiaskoer til, før Tyskland vågnede op.

Den første kom ved VM i Frankrig i 1998. Tyskland tabte 3-0 til Kroatien i kvartfinalen og vendte hjem til en slagtning. En avis trykte et helt opsigelsesbrev og bad Vogts om at skrive under. Da støvet havde lagt sig, begyndte flere at efterlyse talenterne. Nogle mente, at problemet var socialt: Den tyske ungdom sad foran tv-skærmen i stedet for at dyrke sport.

Weise sagde, at det var noget vrøvl.

– Jeg fortalte Braun, at der var talenter nok i Tyskland. Vi nåede dem bare ikke, sagde Weise til Raphael Honigstein i Das Reboot, en bog om Tysklands fodboldrevolution.

Endelig iværksatte forbundet Weises program. De oprettede 121 træningscentre over hele landet, som tilbød 4.000 spillere, mellem 13 og 17 år, to timers individuel træning om ugen. Målet var, at ingen børn i Tyskland skulle bo mere end 25 km fra et center.

Mange var dog skeptiske. Men så kom EM i 2000.


Ingen havde forudset, at Tyskland kunne ende sidst i gruppen. Holdet tabte til England for første gang i 15 år, og blev knust 3-0 af Portugals reserver. Efterfølgende trykte en tysk avis et billede af Frankrigs mesterlige playmaker, Zinedine Zidane.

– Dette er en fodboldspiller, sagde billedteksten.

Ved siden af Zidane var et andet foto af en Bratwurst klædt i tysk nationaldragt.

– Dette er en tysk landsholdsspiller, lød teksten.

Uli Hesse, forfatter til Tor!: The Story of German Football, kaldte turneringen for landets "klart værste slutrundepræstation siden VM i 1938". Gennemsnitsalderen på Tysklands hold havde endda været 30 år.

Hvor var den generation, der skulle ændre udviklingen?

Samme år steg andelen af udenlandske spillere i Bundesligaen til 50 procent. I april 2001 blev Energie Cottbus den første Bundesliga-klub til at stille med en startellever uden en eneste tysker.

Først nu indså forbundet situationens alvor. Samme år gjorde de det derfor obligatorisk for Bundesliga-klubber, at have et ungdomsakademi. I 2002 blev de samme regler indført i anden division. Akademierne skulle nu have hold ned til U12-niveau, og ansætte ungdomstrænere på fuld tid. Akademierne fik også karakterer. Dem, der scorede højest, modtog mest støtte.

Hvis klubben nægtede, kunne forbundet fratage dem licensen til at spille i ligaen og cuppen. Klubberne havde næsten ikke noget valg.

Naturligt nok var flere skeptiske i starten. Ikke alle ønskede at prioritere talentudviklingen. Men så skete der noget, der gjorde akademierne nødvendige alligevel.


Siden begyndelsen af 90erne havde Bundesligaens tv-partner, Kirch Media, postet penge i tysk fodbold. I 2002 gik virksomheden konkurs.

Pludselig stod klubberne med enorme huller i budgetterne. De fleste havde taget tv-pengene med i deres beregninger. Nogle havde allerede brugt pengene. Ifølge David Goldblatt, i bogen The Ball is Round, stod Bundesliga-klubberne med en samlet gæld på 600 millioner euro.

I 1998 havde Bundesligaen tilmed introduceret "50+1"-reglen, som forhindrer klubberne i at blive overtaget af udenlandske ejere. Man kunne altså ikke bare finde sig en rig russer, der kunne betale gælden.

I stedet måtte klubberne sælge de udenlandske spillere med de høje lønninger. Flere havde knap nok råd til at købe erstatninger. De hold, der trods alt havde lidt penge, havde slet ikke nok til at matche de engelske klubber på transfermarkedet.

Så klubberne havde i praksis kun én mulighed tilbage: De måtte føre de billige unge op.

De måtte stole på akademiet.


Mens alt dette skete, udvidede fodboldforbundet deres eget projekt. Det udvidede sit centraliserede netværk af 121 træningscentre til 366, og bemandede dem med 1300 trænere på fuldtidskontrakter. Alle havde mindst B-licens, den tredjehøjeste træneruddannelse under UEFA.

Centrene var et sikkerhedsnet, der skulle opfange de talenter, der ikke blev udviklet af de professionelle klubber. Selv hvis et stort talent voksede op på et øde bjerg langt væk fra storbyen, var ideen at et af centrene skulle opsnappe ham. De spejdere, der besøgte centrene, kunne se 650.000 spillere hvert år.

I praksis hjalp fodboldforbundet klubberne med at rekruttere talenter.

Der ville imidlertid gå noget tid, før disse talenter nåede gennem systemet. Så ved EM i 2004 drog Tyskland igen slukørede hjem efter gruppespillet. Træneren Rudi Völler sagde tak for denne gang.

Men da fodboldforbundet ledte efter en erstatning, var der ingen, der ønskede at tage jobbet.

Kandidaterne kunne nemlig se, hvor det bar henad. Presset under VM på hjemmebane ville være enormt. Holdet var på vildspor, og der var to år tilbage.

Projektet syntes dømt til at fejle.

Han skulle vise sig at være kreativ, entusiastisk og super positiv. Alt sammen nødvendige kvaliteter i forhold til den udfordring, der ventede.

– Jeg mener, landsholdet har et stort potentiale. Ved EM gav spillerne alt, og gjorde det supergodt, sagde Klinsmann i sit første interview.

Han var klar over, hvad opgaven lød på: Hele landsholdets struktur skulle rives ned og genopbygges. Snart skabte Klinsmann nye roller i forbundet og hentede eksperter fra andre sportsgrene ind. Han smed gamle spillere på porten. Han bragte nye talenter ind.

Og ikke mindst: Han gav holdet en ny spillestil.

I årtier havde Tyskland været kendt for maskinagtig fodbold, der opnåede resultater, men også var omtrent så opmuntrende som en grå boligblok i Østberlin. Klinsmann indførte en aggressiv 4-4-2 med høj intensitet, og krævede så at U21-holdet gjorde det samme.

Desværre for ham var det ikke så let at overtale Bundesliga-klubberne.

Klinsmann bad nemlig Tysklands bedste klubtrænere om at spille på samme måde som landsholdet. Dette var problematisk: Trænerne var under pres i deres klubber, og kunne ikke prioritere Tyskland. Desuden havde flere af dem en anden filosofi end Klinsmanns.

– Alle var enige om, at tysk fodbold måtte ændre sig efter 2004, men der var ingen, der ønskede at følge vores principper, sagde Klinsmann til BBC.

Landsholdets resultater hjalp ikke. Året før VM tabte Tyskland til Slovakiet (2-0) og Tyrkiet (2-1). Da de så fik en lussing på 4-1 af Italien, var hele projektet i fare.

Hvis de ikke havde slået USA 4-1 i den næste kamp, havde forbundet med al sandsynlighed givet Klinsmann sparket – 79 dage før VM.

Heldigvis for Klinsmann blev VM en succes. Solen dukkede netop frem da turneringen startede, og de næste par uger fyldte folk gader og pladser med sang, fest og tyske flag. På banen kæmpede et ungt og spændende hold sig til semifinalerne, hvor de tabte knebent til Italien. Selvom det ikke blev til en ny VM-titel, havde landsholdet vundet nationens hjerter.

– Hele landet støttede os og sagde: "Ja, det er vores hold, sådan ønsker vi at spille," fortæller Klinsmann.

Så sagde Klinsmann op, udbrændt efter to intense år. Han insisterede på, at hans assistent skulle overtage projektet. Det var tid til Joachim Löw.


Löw havde spillet i den tyske andendivision i 80erne, før han begyndte en trænerkarriere, der bød på klubber i Tyrkiet og Østrig. I 2006 blev han Klinsmanns assistent. Med ham i chefstolen havde forbundet fundet en perfekt kombination: En skarp taktiker på seniorniveau og en enorm talentfabrik lokalt.

Der gik ikke længe, før det hårde arbejde bar frugt. I 2008 vandt Tyskland U19-VM. Samme år nåede Löw finalen ved EM, hvor Tyskland tabte 1-0 til Spanien efter at Fernando Torres havde løftet bolden over Jens Lehmann. Næste år vandt Tyskland EM-titlerne på både U17– og U21-niveau.

Før 2008 havde Tysklands ungdomshold altså absolut intet vundet siden 1992. Nu var de regerende europamestre i tre aldersklasser på én gang.

Ved VM i Sydafrika i 2010 tog Löw flere spillere fra U21-holdet med, herunder Mesut Özil, Manuel Neuer, Sami Khedira, Jérôme Boateng og Mats Hummels. Et energisk hold knuste England (4-1) og Argentina (4-0), før de blev stoppet i semifinalen, igen af Spanien, efter at forsvarskæmpen Carles Puyol havde stanget sejrsmålet ind efter et hjørnespark.

Efterfølgende udviklede Löw en mere boldbesiddende spillestil. Tyskland tabte endnu en semifinale ved EM i 2012 efter to mål af Italiens eksplosive angriber Mario Balotelli.

Men to år senere var det deres tur.


Triumfen ved VM i 2014 var kronen på det værk, Weise havde påbegyndt. Den viste blandt andet, at træningscentrene havde udviklet nye typer af spillere. Det tyske hold var spækket med teknikere som den elegante Özil, den rapfodede Mario Götze og den pasningssikre Toni Kroos – tre playmakere af højeste karat.

Der scorede stortalentet Mario Götze på en akrobatisk flugter i anden halvdel af den forlængede spilletid. De tyske fans gik amok. Comebacket efter EM-fiaskoerne blev fuldendt.

Det var landsholdets første VM-titel siden triumfen som Vesttyskland i Italien i 1990.

Kun få kan have været så tilfredse som Weise. Efter finalen sagde han, at mindst 10 spillere i VM-truppen aldrig var blevet opdaget uden hjælp fra forbundets regionale centre. Et eksempel var Kroos, som er fra Mecklenburg-Vorpommern – en region på grænsen til Danmark, der aldrig har haft for vane at producere topspillere.

– Ingen havde set ham, sagde Weise.


I dag kværner Weises talentmaskine videre. Forbundet driver fortsat deres træningscentre. Siden 2001 har klubberne i Bundesligaen brugt mere end en milliard euro på talentudvikling.

Resultaterne har været klare. Fra 2002/03 til 2015/16 faldt gennemsnitsalderen i ligaen fra 27,1 til 24,5.

I samme periode er andelen af tyske spillere steget fra 50% til 66%.

Det var sådanne tal, der lå bag Tysklands triumfer ved U21-mesterskabet og prøve-VM sidste år, og som nu gør landsholdets fremtid så lovende. Indtil videre er den store vinder Löw, der har så mange gode spillere at vælge imellem i Rusland.

Det eneste positive for rivalerne er, at han kun kan bruge 11 af dem ad gangen.