Redningsmanden

Ved VM så man Portugals problemer, når Cristiano Ronaldo ikke er i form. Ved EM hviler et større ansvar end nogensinde på den 31-åriges skuldre.

Redningsmanden

Ved VM så man Portugals problemer, når Cristiano Ronaldo ikke er i form. Ved EM hviler et større ansvar end nogensinde på den 31-åriges skuldre.

Scroll eller brug piltasterne for at læse

Ronaldo har været en nøglespiller for Portugal, siden han scorede et af de mål, der sendte holdet i EM-finalen på hjemmebane i 2004.


Den dengang lidt spinkle 19-årige er siden blevet holdets anfører og mest scorende spiller gennem tiderne.

Portugiserne har ikke vundet nogen af de seks slutrunder, Ronaldo har været med i, men tre semifinaler – i 2004, 2006 og 2012 – er ingen ringe statistik.

Mange af hans mål er tilmed sat ind på afgørende tidspunkter.

Ved EM i 2012 vendte han 0-1 til 2-1 mod Holland, så Portugal nåede kvartfinalen. Der sendte han Tjekkiet hjem, inden Portugal tabte på straffe til Spanien.

Så enestående var Ronaldo, at den fremstående engelske journalist Martin Samuel sammenlignede hans præstationer med, hvordan Diego Maradona førte Argentina til VM-titlen i 1986.

– Han fortjener sit eget monument i Lissabon, sagde Maradona selv.

Også Portugals VM-billet to år senere kom takket være anføreren. I første playoffkamp mod Sverige headede han vindermålet ind, hvorefter han begik et sensationelt hattrick i returkampen.

Men slutrunden i Brasilien illustrerede også Portugals problemer, når Ronaldo er ude af form. De var elendige, og blev sendt hjem efter gruppespillet.

Ronaldo spillede ved VM på trods af en skade, delvist fordi han følte sig for vigtig til at sidde over.

Hvis vi havde haft to eller tre Cristiano Ronaldoer på holdet, kunne jeg have taget det mere med ro. Men det har vi ikke.
CRISTIANO RONALDO

Kald det bare arrogance, men vejen til Frankrig viste, at Ronaldo havde en pointe – især da han sørgede for 1-0 sejrene mod Danmark og Armenien.

I Danmark scorede han fem minutter inde i overtiden.

Ude mod Armenien sikrede han desuden tre point med et strålende hattrick.

Til tider var viljen og målbevidstheden så stor, at han praktisk talt scorede helt på egen hånd, som i Armenien.

Vi vidste, vi var oppe imod et godt hold. Heldigvis har vi en spiller som Cristiano, som kan afgøre kampe på et sekund.
JOÃO MOUTINHO, MIDTBANESPILLER

Da Ronaldo brændte et straffe i en træningskamp mod Bulgarien i marts, turde træneren Fernando Santos ikke en gang spekulere over en eventuel måltørke på landsholdet.

– Han gemmer sine mål til EM, forsikrede Santos.

Det krydser hele landet fingre for, for den form, han udviste i Brasilien, kommer ikke til at række i Frankrig. Denne sommer får Portugal brug for sin anfører i topform.

De har brug for deres Maradona.

Credit


Tekst: Thore Haugstad

Video: Jonathan Lavik og René Just Poulsen

Grafik: Mari Grafsrønningen og Morten Christopher Solem

Billeder: 1: Scanpix/Rafael Marchante, 2: Scanpix/Mike Finn-kelcey, 3: Scanpix/Patricia De Melo Moreira, 5: Scanpix/Patrick Hertzog, 6: Scanpix/Carlo Hermann Carlo , 7: Scanpix/TT News Agency/Pontus Lundahl, 8: Scanpix/Raphael Alves, 9: Scanpix/José Sena Goulão, 10: Scanpix/Mario Cruz, 11: Scanpix/Hugo Delgado, 13: Scanpix/Francisco Leong, 15: Scanpix/Francisco Leong, 16: Scanpix/Rafael Marchante

Redaktion: Maya Nissen, Christina Reyman og Alexander Sjöberg

Webdokredaktør: Hans Christian Kromann

Lavet i samarbejde med NRK med støtte fra Nordvision.