Kampen om de ufødte børn

Retten til abort er stadig et hedt emne i USA. Særligt i bibelbæltet hvor lovgivere har gjort det så besværligt som muligt.

Kampen om de ufødte børn

Retten til abort er stadig et hedt emne i USA. Særligt i bibelbæltet hvor lovgivere har gjort det så besværligt som muligt.

  • Af Marianne Lentz og Anders Reuter
Scroll for at læse

Doktor Willie Parker smører gelé på maven af den gravide kvinde og scanner det blottede maveskind med ultralydsscanneren.

Egentlig skulle han remse alle fostrets små organer op for kvinden, men de er endnu ikke udviklet, så han nøjes med at forklare, at fosteret nu er på størrelse med en lille donut.

Vi befinder os på en af de tre tilbageværende abortklinikker i staten Alabama i det sydøstlige USA. Alabama ligger midt i det amerikanske bibelbælte, hvor den konservative protestantiske kristendom står stærkt og spiller en dominerende rolle både politisk og kulturelt.

Kvinden på briksen er kommet for at få en abort, men loven i Albama kræver, at Dr. Parker skal tilbyde hende at se scanningsbilledet af det bare seks uger gamle foster.

Ideen er, at kvinden skal ændre mening, droppe aborten og få barnet i stedet.

Abort er nemlig stadig et kontroversielt emne i store dele af USA, hvor både befolkningen og politikerne er delt i valgkampen.

Mens Barack Obama har været demokratisk præsident i snart otte år, har der i en lang række delstater, specielt i Bibelbæltet, været et konservativt, republikansk flertal.

Her har man siden 2011 vedtaget knap 300 love, der gør det sværere at få en abort – både ved at ramme klinikkerne med en vedvarende strøm af nye lovkrav og ved at ramme kvinderne og indskrænke deres reelle muligheder for at få en abort.

En af de nye love i Alabama kræver, at kvinden skal vente 48 timer fra den første konsultation på klinikken, til aborten kan gennemføres.

I andre stater er ventetiden 24 timer og i andre helt op til 72 timer. Så kan hun nå at tænke sig om, hedder det.

For de fattigste kvinder kan det være en afgørende forhindring at køre i timevis hver vej, få fri fra job, skaffe pasning til deres andre børn og betale for overnatning i en anden by.
Oveni kommer udgifterne til selve aborten, som koster mellem 3.000 og 10.000 kroner.

Ifølge en tillægsparagraf i den amerikanske forfatning, den såkaldte Hyde Amendment, som blev vedtaget første gang i 1976, må føderale midler ikke bruges på abort.

Derfor står det for kvindens egen regning at få en abort – noget, der har haft store konsekvenser for de politisk svageste kvinder, især sorte, latinoer og teenagere.

Jamie Hughes på 25 sidder i venteværelset på West Alabama Women’s Center og venter på, at det bliver hendes tur.

Hun havde ikke brug for den lovpligtige betænkningstid på 48 timer.

Da hun blev gravid for tredje gang, indså hun hurtigt, at hun ikke kunne beholde barnet. I forvejen er hun alene med to døtre, en på seks år og en på fire måneder, Janaiah og Belisah.

I dag er hun kørt halvanden time fra Birmingham, Alabama for at komme til klinikken.

Hun har allerede været her for to dage siden, og i dag skal hun have indgrebet overstået. Hun er nervøs og bange for, at det skal gøre ondt. Men hun ikke desto er hun mindre fast besluttet.

Hun kan ikke beholde barnet, det er der hverken tid, råd eller overskud til.

Derfor er hun taknemmelig for abortklinikkerne. Hun synes ikke, at andre mennesker har ret til at bestemme over hendes krop, og at abortmodstanderne skal stoppe med at prædike om Gud.

- Jeg er ret sikker på, at folk har hørt om Gud. Jeg er ret sikker på, at alle har overvejet deres situation og tænkt over det valg, de træffer. Lovgiverne hernede vil tage vores ret til at vælge fra os.

De overvejende kristne abortmodstandere betragter abort som en synd på linje med mord.

En af bevægelsens mest markante tilhængere er præsten Rusty Lee Thomas. Som præst møder han mange kvinder, der har fået en abort.

De får ifølge ham et mentalt og spirituelt sammenbrud, når det går op for dem, hvad de har gjort. Deres liv bliver ødelagt, mener han.

- Det er at øve vold på en kvindes anatomi, for når en kvinde er gravid, er hun i en tilstand af sorg, siger han. Og hvis hun aborterer, kommer hun aldrig ud af den sorg.

Derfor er han ikke i tvivl. Retssystemet og højesteretsdommen fra 1973 – Roe vs. Wade - der gør abort til en grundlovssikret ret, skal blokeres i delstaterne.

Guvernører, lovgivere, politichefer skal handle for forhindre, at uskyldige, ufødte børn får, hvad han kalder en dødsstraf. For Rusty Lee Thomas gør det ikke nogen forskel, at barnet ligger i livmoderen.

Det er stadig mord – abort svarer til at meje nogen ned med en maskinpistol. Derfor mener Rusty Lee Thomas også, at kvinder, der vælger en abort, bør dømmes for mord.

En af dem er Christian Lafferty, der som 17-årig fik en abort.

Dengang boede hun med sin familie i den lille by Waynesborough, Mississippi, og hun havde lige slået op med sin fire år ældre kæreste.

Forholdet var voldeligt, og Christian havde endelig fået nok, da kæresten havde slået hende og udstyret hende med to blå øjne. To uger senere fandt hun ud af, at hun var gravid.

Hendes forældre rådede hende til at få en abort, men ekskæresten og hans familie ville have, at hun skulle beholde barnet.

Drengens mor gik på de sociale medier og fortalte alle i den lille by, at Christian ville slå hendes barnebarn ihjel, og at Christian var morder.

I dag er Christian glad for, at hun fik aborten. Hvis hun havde beholdt barnet, ville hun aldrig have fået en uddannelse og i stedet havde siddet fast i den lille by og et voldeligt, destruktivt parforhold.

Hun har set det ske for mange af sine gamle gymnasiekammerater.

Nogle af dem har allerede tre børn. Hvis det ikke var så stigmatiseret at få en abort, ville de måske ikke sidde fast som de gør, siger hun.

Abortspørgsmålet har altid været en del af amerikansk politik, og spøger også i den nuværende valgkamp, hvis udfald kan få store konsekvenser for kvinder, der ønsker en abort.

Selvom abort har været en grundlovssikret ret i USA siden 1973, har abortmodstanderne gennem årene gentagne gange forsøgt at få den omstødt. Indtil videre uden held.

Men den nye præsident skal udpege en højesteretsdommer, og hvis valget falder på republikaneren Donald Trump, kan han ende med at udpege en konservativ dommer, der kan omstøde den historiske dom.

På klinikken i West Alabama Women's Center går livet dog videre. Siden åbningen i 1993 har klinikken været udsat for lidt af hvert.

En række lokale læger, advokater og prominente folk fra lokalområdet har indrykket en annonce, hvor de med henvisning til et Bibelcitat modsætter sig driften af klinikken.

I 1994 kørte en mand sin bil igennem klinikkens facade, direkte ind i receptionen. I 1997 brændte den ned til grunden efter en påsat brand, og en aften for et par år siden blev der skudt gennem vinduerne.

Heldigvis kom ingen noget til.

Klinikken har også modtaget flere dødstrusler.

Klinikejer Gloria Gray har også betalt en høj personlig pris. Der er blandt andet blevet uddelt løbesedler i hendes kvarter om, at hun slår babyer ihjel.

Hun føler sig ikke velkommen i nogen kirke i byen – et tydeligt tegn på social eksklusion i de stærkt konservative, kristne sydstater. Og hendes egen søn, der er blevet gift med en præstedatter, har slået hånden af hende.

- Men alt det kan vi klare, siger hun.

- Det er langt sværere at kæmpe mod lovgivningen. For hver gang, vi indretter os efter den, så indfører de en ny lov.

Hun har drevet klinikken siden 1993 og set, hvordan modstanden har ændret karakter fra ulovlige overgreb som trusler, brandstiftelse og vold til i dag at gå via lovsystemet.

- De er blevet snu, siger Gloria Gray om abortmodstandernes nye taktik.

I dag er Gloria Gray 66 år og vil gerne på pension. Men på grund af de mange lovmæssige restriktioner, hænger klinikkens overlevelse i en tynd tråd.

Hun har indtil videre ikke haft held til at finde nogen, der vil overtage driften. Og hun kan ikke bære at se klinikken, der er en ud af tre tilbageværende klinikker i staten, lukke.

- Min mand siger, at jeg nok bliver båret ud i en ambulance. Jeg håber ikke det kommer dertil, siger hun.

Credit


Tekst og foto: Marianne Lentz og Anders Reuter

Webdokredaktør: Hans Christian Kromann