Og næste dag tog Anders Fogh Rasmussen fat på det, han havde haft ambitioner om det meste af sit liv: de sidste skridt hen mod statsministerposten. Med andre ord: Han passede sit arbejde, som han havde lært det hjemmefra. På landet.

Drengen fra Hvidding mellem Randers og Viborg var kommet langt, før der kunne festes på færgen nogle få hundrede meter fra Christiansborg.

Det var hans parti, Venstre, også.

Danmark fik en venstremand som statsminister, der var formet både på roemarken og universitetet. Han blev Venstres længst siddende statsminister og den partiformand, der fuldførte Venstres skifte fra et landbrugsparti til et parti, der rækker ud efter vælgere i hele landet.

Poul Hartling

Poul Hartling stod i spidsen for Venstre, da et af historiens største chok-valg ramte Christiansborg i 1973. Jordskredsvalget, blev det kaldt.

Inden da havde det danske politiske system i mange år været relativt stabilt og samfundet oplevet økonomisk fremgang lige siden 2. verdenskrig. Men ved Jordskredsvalget satte hundredtusindvis af vælgere pludselig spørgsmålstegn ved, om det danske samfund gik i en rigtig retning med indtrædelsen i EF (EU), stadig flere offentligt ansatte og et skattetryk, der fulgte med op.

Poul Hartling dannede en ren Venstre-regering, der kun holdt et år. Omtrent lige så kort som den historiske SV-regering, Venstre og Socialdemokratiet dannede senere i årtiet.

40 år senere er ideen om en regering bestående af Venstre og Socialdemokratiet dukket op igen fra blandt andre nogle af Venstres borgmestre. Ældre Venstrefolk ryster på hovedet af ideen om en gentagelse.

På med kedeldragten og bøllehatten. Bagdelen ned på den trebenede malkeskammel. Fat om koens patter. Alt sammen, mens en større flok pressefotografer knipser løs. Kommer der mælk i spanden? Det skal der meget gerne.

Stedet var en gård på Århus-egnen. Tidspunktet var januar 1984, og der var valgkamp i Danmark.

I spidsen for Venstre stod for første gang Uffe Elleman-Jensen, økonom og tidligere tv-journalist. Han var havnet i den klassiske Venstre-diskussion om by og land. Så da han i løbet af valgkampen blev spurgt i radioen, om han kunne malke en ko, var der kun ét muligt svar: Ja. Det kunne han godt.

Heldigvis var Uffe Ellemann-Jensen ud af bondeslægt og havde lært malkningens kunst som barn. Og heldigvis skræmte pressefotograferne ikke livet af den sortbrogede ko.

Der kom faktisk mælk i spanden. Dejlig varm, frisk, mælk.

Pressefolkene havde ikke lyst til at smage. Men Venstres formand drak noget af mælken og delte resten med et par kattekillinger. Klar til at føre valgkamp igen.

Valget i 1984 blev en triumf for det borgerlige Danmark, ligesom 1980'erne blev det borgerlige - i dag ville man sige blå - Danmarks årti. Men ikke med Venstre i spidsen.

Forhenværende statsminister Poul Schlüter (Det Konservative Folkeparti).

Venstres ledere stod i skyggen af årtiets konservative statsminister Poul Schlüter. Men noget var sat i gang i Venstre: Rejsen fra land til by.

Midlet var at appellere til vælgere i hele landet ved at tale om hele landet. Land og by. Bonde og akademiker. Målet var at ende i Statsministeriet.

Venstres Uffe Ellemann-Jensen (t.v.) og Socialdemokratiets Poul Nyrup Rasmussen (t.h.)

Uffe Ellemann-Jensen kom i 1998 millimeter tæt på at blive den første Venstre-statsminister i årtier.

Kampen stod mod socialdemokraten Poul Nyrup Rasmussen, Danmarks statsminister gennem 90erne. De to kunne ikke lide hinanden.

Avisforside med Uffe Ellemann-Jensen fra marts 1998.

Uffe Ellemann-Jensen nåede aldrig det sidste stykke op i toppen af dansk politik. Måske droppede nogle vælgere ham, da han på Ekstra Bladets forside på valgdagen i 1998 proklamerede at "den er hjemme".

Det var den ikke, og Uffe Ellemann-Jensen trak sig dagen efter valget. Men han havde spillet en afgørende rolle i Venstres udvikling og gjort partiet tiltrækkende for mange vælgere i byerne.

Claus Hjort Frederiksen (m.f.) og Lars Løkke Rasmussen (t.h.) giver den siddende Anders Fogh Rasmussen et stående bifald efter hans forfremmelse til formand i 1998.

Venstres nye slogan blev taget i brug i 2001.

De mere skjulte elementer i processen var vigtigere. Venstre brugte store penge på at måle sig frem til vælgernes holdninger til en masse spørgsmål. Og Venstre brugte store kræfter på at få vælgerne til at føle, at Venstre var et parti for alle. Ung og gammel. By og land ikke mindst.

Venstre skulle skabe forventning hos danskerne. Ikke frygt. Væk med al liberalistisk snak om privatisering og brugerbetaling. Op med paraderne over for alle beskyldninger om, at Anders Fogh Rasmussen med inspiration i sin berygtede minimalstatsbog "Fra socialstat til minimalstat" fra 1993 ville amputere velfærden.

Og så opfandt Fogh kontraktpolitikken. Et løfte om, at politikken efter et valg altid svarer til, hvad der siges før valget. Konkret kom det til udtryk i skattestoppet, der skulle sikre borgerne mod enhver skattestigning.

Det virkede. Venstre endte med at stå i spidsen for Danmark i et helt årti. Hele vejen igennem i tæt samarbejde med den nye magtfaktor på Christiansborg, Dansk Folkeparti.

Samarbejdet med Dansk Folkeparti fulgte en enkel formel: Foghs regeringer fik store dele af sin økonomiske politik igennem. Dansk Folkeparti tog sig betalt i form af udlændingestramninger og penge til de ældre.

Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl (t.v.) med daværende statsminister, Anders Fogh Rasmussen, i Folketinget.

Diskussionerne om integration og ghettodannelser fandtes ikke, da Venstres vælgere næsten alle boede på landet. De fyldte heller ikke meget, da danskerne i store tal bevægede sig fra land til by, for da var indvandringen minimal.

Men da landområderne var ved at være tømt for arbejdskraft, kom indvandrerne. Og senere flygtningene. Og for det moderne Venstre blev udlændingepolitikken vigtig. Både for det gode samarbejde med Dansk Folkeparti og i forhold til vælgerne.

Anders Fogh Rasmussen forsvarer 24-års-reglen på talerstolen i Folketinget.

Udlændingepolitikken har slidt på Venstre, som på de andre gamle partier og er blevet ved med at gøre det. Men Venstre har også flyttet sig sammen med resten af det politiske Danmark på det område. Venstre siger i dag ja til forslag, der tidligere ville have været uacceptable for partiet.

Et eksempel: I 1990'erne ville det have været utænkeligt for Venstre, med hele den liberale arv i rygsækken, at støtte et tildækningsforbud (burka), men i foråret 2018 sagde Venstres folketingsgruppe ja til netop sådan et forbud.

Ved valget skal Venstres kandidater derfor stå på mål for regler om påklædning: Ikke alle med stor begejstring.

Et andet aspekt i samarbejdet med Dansk Folkeparti var den økonomiske politik. Den var stram, understregede Fogh og igen.

Men faktisk voksede den offentlige sektor i størrelse – og alle forsøg internt i Venstre på at hæve den liberale fane blev slået ned med hård hånd. Det handlede om at holde på magten frem for alt.

Som statsminister havde Anders Fogh Rasmussen ét svar på al kritik uanset indhold.

- Der er ikke noget at komme efter, lød svaret igen og igen.

Anders Fogh Rasmussen afviser beskyldninger med den ofte brugte frase: "Der er ikke noget at komme efter."

Sådan var svaret også, da rygterne om, at Fogh ville søge en international toppost, begyndte at køre. Han var ikke kandidat. Men det var han så alligevel. Og i 2009 blev Fogh afløst som formand for Venstre og statsminister af Lars Løkke Rasmussen.

- Det her er en stor dag for lille Lars fra Græsted, sagde Lars Løkke Rasmussen på Venstres ekstraordinære landsmøde i Odense en dag i efteråret 2009.

Lars Løkke Rasmussen på talerstolen i Folketinget.

Nu var partiet hans, ligesom statsministerposten. En stor mundfuld for en lille mand.

Løkke var ellers erfaren nok, med en karriere i kommunal- og regionalpolitik, med otte år som minister og med et dybt kendskab til Venstres partiorganisation.

Lars Løkke Rasmussen efter valgnederlaget i 2011.

I dag har Lars Løkke Rasmussen kurs mod et 10-års jubilæum som Venstres formand, når han nu møder vælgerne igen. Men nogle timer en tirsdag i juni 2014 så det ud til at være slut i utide. Han blev tvunget i knæ af sine sager, som de blev kaldt. Eller "bilagssager".

De kom i flere bølger. Først blev han indhentet af gamle bilag fra tiden som amtsborgmester i Frederiksborg Amt, hvor der blev røget cigaretter og gået på casino på amtets regning. Så kom balladen om luksusrejser for den internationale klimaorganisation GGGI. Og så kom tøjsagen.

Lars Løkke Rasmussen i TV-Avisen efter hovedbestyrelsesmødet i 2014, hvor det af mange blev spået, at han ville trække sig.

Bagefter genvandt Løkke statsministerposten i 2015.

Den første periode – fra 2009 til 2011 – havde han haft posten i arv og til låns. I 2015, skulle han forme sit helt eget politiske projekt.

Men Løkke Rasmussen har siden 2015 stået i spidsen for et splittet borgerligt Danmark. Hans og Venstres rolle har været at holde sammen på partierne, og det har været svært nok. Blandt andet fordi Løkkes støtteparti, Dansk Folkeparti, ikke støtter meget.

Løkke søger nu at holde magten på Venstres hænder ved at stå for økonomisk vækst, stram udlændingepolitik, stabilitet og lederskab.

Som ung viceborgmester i Græsted stod Løkke i spidsen for privatiseringer og skattelettelser. Men nu går Venstre til valg som et meget pragmatisk parti, der ikke bruger kræfter på ideologiske kampråb.

Kampagne med Lars Løkke Rasmussen fra 2018.

Det gælder om ikke at støde vælgere fra sig. Det bliver eksempelvis ikke Venstre, der råber højest om skattelettelser i valgkampen. Partiet taler mere om penge til velfærd i det offentlige. Og et gammelt mål om, at det offentliges forbrug af skattekroner ikke må stige, det er simpelthen opgivet.

Og så har Venstre de seneste år talt meget om "et Danmark i balance". Af samme grund er op mod 8.000 statslige arbejdspladser flyttet fra hovedstaden til provinsen. Dét har til gengæld skabt surhed i København, så Venstre har nu lovet at være mere opmærksom på hovedstaden.

Venstre kan stadig ikke undvære landet – men mister magten uden byerne.