Når ventetiden bliver ubærlig


Julie, Christine og Rie frygter at miste deres ufødte børn.

Af Marie Sæhl
10. JAN. 2019

På Rigshospitalets svangregang ligger kvinder, der har problemer med graviditeten. Ofte i flere måneder, hvor de ikke må andet end ligge stille og ruge på deres små babyer. De bekymrer sig, græder sig i søvn, bliver veninder, og de får og mister.

Mød tre af dem her.

Julie føler skyld over ikke at kunne bære et barn

Julie Lund Vornøe (36 år)

Julie har været her før. Da hun fik sin datter Esther forrige år, blev hun også indlagt, fordi de var bange for, at hun skulle føde for tidligt. Hun nåede at ligge der to uger, inden Esther kom til verden — ni uger for tidligt. Hun har det i dag godt og er sund og rask. Esther er hjemme i huset i udkanten af København sammen med Julies kæreste Kasper, mens Julie ligger her.

Den her gang venter hun en dreng, men hun er kun 23 uger henne.

Julie har altid haft let ved at blive gravid, men hendes krop har svært ved at holde på dem lige så længe, som den skal. Før Esther blev født, havde hun fået tre aborter.

Julie har fået at vide af lægerne, at hun skal ligge stille. Og det gør hun. Hun rejser sig kun for at gå på toilettet. Ellers ligger hun bomstille. Hvis hun vågner om natten og har det varmt, sparker hun ikke dynen af, som man normalt ville gøre. Den bevægelse ville kræve, at hun brugte mavemusklerne. Det tør hun ikke for tænk, hvis det lige var den bevægelse, der satte gang i det hele. Når hun skal vende sig i sengen, prøver hun at slappe af i kroppen og i stedet tage fat i siden af sengen med armene og hive sig rundt. Når hun går på toilettet, foregår det med så få bevægelser som muligt, let foroverbøjet og i sneglefart . Hun må ligne en underlig udgave af dronning Ingrid, tænker hun. Egentlig har lægerne sagt, at hun gerne må gå i bad, men indtil videre har Julie ikke turdet, fordi hun bliver så nervøs, hver eneste gang hun skal op at gå.

Julie opdagede at noget var galt, da hun var på toilettet og så en lille, nærmest mikroskopisk, orange-lyserød plet i sit trusseindlæg. Det lignede lidt et stykke grapefrugt, og det bekymrede ikke rigtig Julie, for der havde ikke været nogen tegn på, at denne her graviditet skulle ende som den med Esther. Tværtimod havde hun tænkt, at denne her gang ville det blive så let, og hende og Kasper har allerede været ude at købe en ny bil og autosæde, så de er klar til at blive en til. Alligevel ringede hun til Rigshospitalet og fortalte om pletten, for hun vidste, at Kasper, der selv er sygeplejerske, ville have sagt, at det burde hun gøre.

Julie kom ind til et ekstra tjek med det samme, og da lægen under scanningen sagde, at han lige skulle hente en kollega, vidste Julie godt, at det ikke var godt. Beskeden lød, at hendes livmoderhals var forkortet igen, og at de kunne se en lille muskelblødning, som ikke skulle være der. De målte også Julies infektionstal og kunne se, at hun havde blærebetændelse. Det gjorde Julie bange, for det var netop en blærebetændelse, der havde sat gang i Esthers fødsel.

Så nu ligger hun her og får drop med penicillin to gange om dagen for at slå blærebetændelsen ned. Selv om hun kun har ligget her nogle dage, kender hun rutinen så godt, at hun selv kan justere på droppet, når det løber for hurtigt eller langsomt.

Det er ikke kun droppet, Julie ved meget om. Hun ved det meste om sin tilstand, for hun læser og læser. På sin telefon finder hun undersøgelser, hun kender alle de nødvendige fagtermer, også på engelsk, så hun kan læse studier fra udlandet. Hun holder selv øje med infektionstallene og kender statistikkerne for, hvornår for tidligt fødte klarer sig i de forskellige uger.

Lige nu er han for lille til at klare sig, men hun håber, at han i det mindste bliver derinde til uge 28, så er chancerne for, at han klarer den gode. Tanken om det holder hende oppe.

Men der er stadig fem uger til da, og det går lidt op og ned med håbet. I går var en god dag. Da lægerne scannede hende kunne de se, at den lille fyr inde i maven var stor i forhold til sin alder. 600 gram. Og derfor besluttede lægerne at give Julie lungemodner, som gør for tidligt
fødte i stand til bedre at trække vejret, selv om de normalt først giver det fra ugen efter.

Men Julie og Kasper bliver også bedt om at tage stilling til, hvad de vil gøre, hvis det går galt. Børneteamet, som tager sig af de for tidligt fødte, kommer forbi stuen en aften for at høre, hvad de skal gøre, hvis fødslen skulle gå i gang i løbet af de næste uger.

Inden har de haft en masse svære samtaler. De er kommet frem til, at de gerne vil have, at lægerne forsøger at redde ham, men ikke hvis det betyder, at han bliver så handicappet, at de ikke selv vil kunne tage sig af ham. For Julie er det vigtigt, at hun ved, at de har kæmpet for at redde ham. At de har gjort et forsøg.

Da Julie skal have sin medicin om morgenen, kan jordemoderen fortælle, at Julies infektionstal er nede på 34. Det er godt, men de skal helst lidt længere ned, før det er helt godt. Det ved hun.

— For at gøre dig helt rolig, har vi også bestilt en undersøgelse af det til i morgen, siger jordemoderen.

— Jamen, I skal bestille en til hver dag i resten af forløbet. Jeg skal vide, at jeg når inden for referancerammen på 20, siger Julie bestemt og tilføjer med et skævt smil. - Jeg vil bare gerne vide, at alt er i orden. Og Google hjælper mig virkelig til at være en irriterende patient, sorry.

— Man skal også være obs, siger jordemoderen og smiler venligt.

— Øh ja, siger Julie - og jeg er så bare helt vildt obs.

— Det tager vi ikke som noget slemt, siger jordemoderen.

Hver morgen efter lægens morgenrunde ser Julie Go’ Morgen Danmark for at få lidt hverdag ind på stuen. Hun risikerer at skulle ligge her i flere måneder, så hun forsøger at skabe nogle gode rutiner, som får dagen til at glide.

Hun spiser morgenmad, laver nogle venepumpeøvelser for ikke at få for meget vand i kroppen. Så vender hun sig lige så stille rundt på siden og tænder sin computer og arbejder lidt.

Julie har ikke sagt til sit arbejde, at hun er indlagt, for hun håber stadig, at hun kan komme hjem og ligge, når infektionen er ude af kroppen. Og hun kan sagtens arbejde hjemmefra. Julie er HR-ansvarlig for et af firmaerne, der arbejder på metroen i København, og det meste af arbejdet kan klares fra computeren. Hun ligger på siden og taster kun med den ene hånd og sørger for at slappe af i resten af kroppen.

Ud på dagen er der frokost. Maden på Rigshospitalet er ikke et højdepunkt for Julie. Hun er veganer, og det er ikke altid let at få noget ordentligt at spise. Selv om hun får at vide, at der er veganermad, så sker det ret tit, at der alligevel er æg eller mælk eller andre produkter fra dyr i maden, og så må hun nøjes med de helt simple ting som broccoli, ris, gulerødder.

Julie bryder sig ikke om at spise noget fra dyr. Allerede da hun var 15 år holdt hun op med at spise kød, og efterhånden kan hun slet ikke få sig til at spise noget fra dyr. Det har været lidt svært at finde ud af, hvordan hendes datter Esther skal spise, for Kasper er ikke veganer. Tværtimod er han medlem at en flæskestegsklub, som han har sammen med sine gamle gymnasievenner.

Kasper er bange for, at Esther bliver mobbet, hvis hun ikke spiser kød, og han synes, at hun skal have lov at spise en masse forskellige fødevarer. Når de diskuterer lige netop det, messer Julie inde i hovedet: “det er VORES barn. Ikke kun mit” og, at Kasper har lige så meget ret til at bestemme, som hun har. Og hun ved godt, at han strækker sig langt på mange områder.

Der er ingen andre på stue 2, mens Julie ligger der. Det er både godt og skidt. På den ene side får tankerne lov at løbe. Helt ukontrolleret, så hun nogle gange når alt for langt ud. På den anden side er det rart, når hun engang imellem bryder helt sammen, at der ikke er andre, man skal forholde sig til. At man kan græde i fred.

En af jordemødrene lægger mærke til, at Julie ikke har det så godt, og hun foreslår, at en af psykologerne, der er tilknyttet afdelingen, kommer forbi.

Det hjælper at snakke. Især at få sat ord på den skyldfølelse, Julie har haft, siden hun blev indlagt. Følelsen af at være forkert eller ikke slå til. At være en kvinde og ikke engang kunne bære et barn. Biologisk er hun lavet til det, og så dur hun ikke til det. Hun er bange for at skuffe Kasper, fordi hun ikke bare kan levere det, hun skal, til deres drøm om en stor familie.

Selv om det ser ud til, at Julies infektion er kommet under kontrol, går det galt ugen efter. Julie begynder at få ondt i maven. Det trækker lidt i hendes side, og smerterne stråler ned mod hendes ben. Hun synes, det minder lidt om dengang, hun skulle føde Esther. En slags ve-agtige smerter, men samtidig kan det bare være almindelige graviditetssmerter.

Fordi hun har en infektion, vil lægerne helst ikke kigge op i hende af frygt for, at det kan sætte noget i gang. Julie må bare slappe af og ligge endnu mere stille. Alligevel har hun på fornemmelsen, at noget er galt. Hun googler for tidlig fødte uge 23, som er den uge hun er i, og ved godt, at lægerne ikke vil kunne redde den lille, hvis han kommer nu.

Om aftenen bliver smerterne værre, og Julie synes, at hun kan mærke noget bevæge sig inden i på en anderledes måde. Hun ringer i klokken, og lidt efter bliver hun kørt over til en scanning for at se, om alt er godt. På scanningsstuen leder lægen efter en lampe. Hun har besluttet sig for at kigge op i Julie, selv om der er en risiko ved det.

Det tager for evigt med den lampe, synes Julie, der bare gerne hurtigt vil have at vide, at alt er godt. At der ikke var noget alligevel. Men det er der. Da lægen endelig kigger op, går der kun en sekund, før hun siger, at hun kan se en fod.

Julie går i panik, for så ved hun, at der ikke er noget at gøre. Lægerne kører hende ned mod fødestuen, børneteamet bliver tilkaldt, mens Julie bare skriger nej, nej, nej, ikke endnu, det er unfair, det er alt for tidligt. Det må ikke ske.

Hun kan ikke huske det hele bagefter. Kun panikken og følelsen af, at alt går i stykker. Samtidig tænker hun, at den lille skal hurtigt ud, så de i det mindste kan forsøge at redde ham. Jordemødrene ringer efter Kasper. Han kommer med det samme, men når først ind ad døren på fødestuen, da deres lille dreng er kommet ud, og lægerne står og forsøger at redde ham. Men han er for lille, siger de, efter at have kæmpet noget tid.

Julie og Kasper bliver flyttet over i en dobbeltseng på fødestuen og får lov at få det lille menneske over til sig. Han trækker stadig vejret, laver små lyde og bevægelser. De ligger med ham hud mod hud, som man gør efter fødslen.

Julie synes, han ligner Kasper, og selv om hun ved, at hun ikke får det, gentager hun hele tiden, at hun så gerne bare vil have ham med hjem. De snakker om, hvor fin og smuk han er, og de siger til ham, at de elsker ham højt og så gerne ville have haft ham med hjem til Esther.

Julie kan huske, at hun med Esther ikke med det samme mærkede den altoverskyggende moderkærlighed. Det kom ikke bag på hende, for hun vidste, at kroppen først skal lære, hvad den lige har frembragt. Denne her gang mærker hun den til gengæld med det samme. Hendes krop genkender alle følelserne fra Esther.

Efter noget tid kommer personalet tilbage, og nu trækker den lille ikke længere vejret, og Julie og Kasper siger farvel til ham.

De beslutter sig for, at hans aske skal strøes i skoven bag ved deres hus, hvor de tit går tur med Esther, og Julie skriver et lille brev til ham.

"Kære skønneste dejligste smukkeste lille dig. Du kom alt for tidligt til verden. Før vi lærte hinanden at kende slukkede dit lille lys, og vores tid med hinanden blev kort, alt for kort. Tanken om at du aldrig vil nå at vokse op sammen med Esther og være en del af den familie, der lige netop var tiltænkt dig, er mig ubeskrivelig smertefuld.Vi elsker dig og vil altid tænke på dig og have dig i vores hjerter. God rejse hvor du end du skal hen."


I dag: Julie og Kasper har efter fødslen af deres lille dreng været til samtaler på Rigshospitalet. Lægerne har fundet ud af, at det er Julies forkortede livmoderhals, der fører til, at hun får blærebetændelse. Hvis hun bliver gravid igen, vil de derfor lægge en cerclage på hende, så livmoderhalsen bliver holdt sammen. Lige nu ved Julie og Kasper ikke, om de tør prøve igen. Men de drømmer stadig om at få en stor børneflok.

Christine mistede sin første datter. Nu frygter hun også at miste drengen, hun bærer i maven

Christine Beck Nielsen (30 år)

Christine keder sig. Hun ligger i hospitalssengen på sin stue, hvor hun har ligget i to uger. Her sker ikke meget. Tiden snegler sig afsted. Men en dag kommer en lyshåret pige ind på stuen. Hun hedder Rie viser, det sig, da hun lidt forsigtigt kommer over og sætter sig på stolen hos Christine og spørger, hvorfor hun er indlagt.

De to klikker med det samme, og Christine har slet ikke noget imod Ries ligefremme spørgsmål og ikke noget imod at fortælle hende sin historie.
Hun fortæller den helt fra starten. Hvordan hun sidste år mistede sin lille pige, der blev født for tidligt. Christines livmoderhals havde forkortet sig, og hun var begyndt at åbne sig, selvom hun kun var fem måneder henne.

I dag kan hun godt fortælle om fødslen af Melanie, som Christine og hendes mand Peter kaldte deres lille pige, uden at græde. Undtagen når hun kommer til det stykke, hvor hun fik Melanie op på brystet. En lille fin pige, der på alle måder var helt færdig, men bare ikke stor nok til at klare sig.

— Når jeg kommer dertil, begynder jeg altid at græde. Jeg ved ikke hvorfor, siger Christine.

— Måske fordi det er der, man plejer at blive glad? siger Rie.

— Ja, det har du nok ret i, siger Christine.

Nu er hun gravid for anden gang, og igen har hendes livmoderhals forkortet sig. Det blev opdaget ved en af de mange rutinescanninger, som Christine skulle igennem på grund af hendes forhistorie. Den er slap og uduelig, som Christine selv muntert udtrykker sig om sin livmoderhals.

Heldigvis opdagede de det i tide denne her gang, og Christine har nu fået lagt en cerclage - en sammensyning, der holder livmoderhalsen sammen. De næste tre måneder skal hun ligge stille. Hun må kun rejse sig for at gå på toilettet og for at hente morgenmad.

Modsat Christine må Rie gerne gå rundt. Det er perfekt, for det værste for Christine har været, at hun ingen steder har kunnet gå, mens hun har ligget her. Hvis hun ville have noget fra kiosken, har det kun været muligt de få dage, hendes mand kommer forbi. Det kan Rie nu gøre for dem. En dag går hun i kiosken og køber en is til dem. En anden dag får de Ries søster til at komme med sushi. Kun makiruller med ris og grøntsager, for de må ikke spise rå fisk.

Mens Rie er på stuen hos Christine, går det hele lidt lettere. Dagene føles ikke helt så lange, og de to kvinder kender efterhånden hinanden. De har meget mere til fælles end komplikationerne med deres graviditet. De elsker for eksempel hunde og har hver to styks, som er som børn for dem.

De bor også begge to langt væk fra Rigshospitalet. Rie i Nykøbing Sjælland og Christine på Lolland, så deres familier og venner kommer ikke lige forbi hver dag. Og så har de det begge to frygtelig varmt hele tiden.
Deres babymaver er små varmedunke, så de bliver hurtigt enige om, at vinduerne på stuen helst skal være åbne dag og nat. De fniser, når personalet kommer ind i termotøj og myndigt lukker de åbne vinduer, som Rie straks skynder sig at åbne igen. Og når Christines mand Peter ringer og spørger, hvad Christine har lavet, siger hun højt: “jo, nu skal du høre! Mig og Rie har lige været ude at løbe en maraton,” og så flækker de af grin.

Med der går kun en lille uges tid, så bliver Rie overflyttet til sygehuset i Holbæk, og Christine ligger igen alene på stuen og keder sig. Christine bryder sig hverken om at læse bøger eller magasiner. Hun er heller ikke specielt vild med at se tv - kun når der kommer “Landmand Søger Kærlighed”. I stedet får hun tiden til at gå med at kigge op i loftet eller ind i telefonen.

På Facebook er hun med i en facebookgruppe for mødre, der har termin i samme måned som hende. Men også i andre måneder, for hun ved jo ikke, hvornår babyen kommer. Der er mange hundrede - nogle gange over 1.000 kvinder i hver gruppe - som diskuterer alt om graviditet, børn og fødsler. Efter lidt tid bliver det for meget for Christine at se på alle de helt almindelige graviditeter, når hun selv ligger her.

Så kigger hun på ting til børneværelset. Hun forestiller sig, at værelset skal males i støvblå og lysegrå. Hun har bestilt nogle bogstaver i beton, hvor der står OLIVER, for det skal hendes dreng hedde. Andet har hun ikke købt. Det tør hun ikke.

Christines mand Peter bryder sig ikke om, at hun ligger helt alene på Rigshospitalet. De to plejer at lave alting sammen. Alting. Skal de i byggemarkedet efter skruer, så kører de begge to.

Men siden Christine blev indlagt, har de kun set hinanden et par gange om ugen. Peter kan ikke nå forbi Rigshospitalet mere end det. Han arbejder som håndværker i Nordsjælland og har hver dag to timers transport til og fra arbejde.

I stedet sms’er de meget og snakker i telefon. Også når han lige har været på besøg. Faktisk er det næsten der, Christine savner ham mest, så hun ringer tit lige, når han er gået ud af døren. Så snakker de, til han er kommet hjem til huset på Lolland.

Da Christine er kommet hen over uge 28, får hun lov at komme hjem til sig selv. Det er godt at komme hjem, men også lidt utrygt, at der ikke er en jordemor at spørge, hvis det pludselig gør ondt. Christine har hele tiden en følelse at, af der er noget galt med hendes mave. Og hun kan ikke lade være at tænke, at hvis hun mister sin lille dreng, så mister hun sig selv. Det eneste, der beroliger, er, når hun mærker ham sparke.

Christine har altid været en ulykkessfugl, og hun kan ikke forstå, at cerclagen nok holder, og hun kommer til at føde et raskt og sundt barn.

Lige siden hun blev gravid, er hun flere gange om dagen gået på toilettet. Ikke fordi hun skal tisse, men for at tjekke, om der er blod på papiret. Det var sådan, hun opdagede, at der var noget galt, da hun ventede Melanie.

Efter hun er kommet hjem, er hun begyndt at gøre det mere. Men det er også hendes eneste last. Da hun var gravid med Melanie, havde hun købt en doptone, så hun selv kunne lytte til hjertelyden, og flere gange tog hun den lange tur ind til København for at få en ekstra scanning.

Hun vidste godt, at det dengang tog lidt overhånd, men hun havde en stærk følelse af at have brug for at se Melanie. Tit fortalte hun først Peter om scanningen, lige inden pengene for dem blev trukket på kontoen. Den her gang har hun forsøgt at beherske sig, og Peter har talt med hende om, at doptonen bare ville gøre hende mere bekymret. For hvad nu, hvis hun ikke lige kan finde hjertelyden.

Til sin egen overraskelse går Christine hele tiden ud. De sidste uger er fyldt med tanker om fødslen. Peter skal med og holde Christine i hånden, og så har de aftalt, at han skal klippe navlesnoren. Christine gad godt, hvis hun vidste, hvornår hun skulle føde. Hun vil gerne nå i bad og have barberet sine ben, så jordemorderen ikke stikker sig på sådan en spids javertus. Hun kan bedst lide det, når hun har styr på alle detajler.

På terminsdagen får Christine taget vandet. Derefter får hun at vide, at de skal køre hjem og komme tilbage nogle timer senere. De når hjem og lufter hundene. Så begynder veerne, og så går det stærkt. Mindre end tre timer senere er lille Oliver kommet til verden. 3060 gram og 49 centimeter.

Peter græder, da han ser den lille, men det gør Christine ikke. Hun er lykkelig og stolt, men der kommer ingen tårer. Det er mærkeligt, for hun var sikker på, at hun ville være helt grædefærdig. Så tænker hun, at det måske er hendes krops måde at huske fødslen af Melanie på. Eller måske at det er fordi, det i så lang tid har været så fjernt for hende, at netop det her skulle lykkes.

At hun ligger her med en lille smuk dreng på sin mave, der er hendes. Det er helt ubegribeligt.


I dag: Christine er på barsel med Oliver.

Rie troede ikke, hun kunne blive gravid. Nu er hun det – men indlagt og bange for at miste

Rie Laursen (31 år)

Lægen følger Rie ind på en firemandsstue. Der er mørkt og stille og lugter sterilt af hospital. Klokken er langt over midnat, og kvinderne i de andre senge sover. Rie skubber forsigtigt sin sportstaske ind under sengen, inden hun lægger sig op i den. Hun kan høre de andre kvinders åndedræt. Ellers er her stille.

Lægen siger lavmælt godnat og går ud. Da døren lukker, begynder Rie at græde. Hun trykker hovedet helt ned i puden for, at hendes hulken ikke skal vække de andre. Hun ville ønske, der var nogen at snakke med lige nu. Tankerne flyver rundt i hovedet på hende, og hun føler sig helt alene.

Rie har kun vidst, at hun var gravid i 14 dage, selv om hun er seks måneder henne. Hun havde altid tænkt, at hun ikke kunne blive gravid, for hvis hun kunne, var hun nok blevet det. I stedet har hun været lykkelig for at være bonusmor for sin kærestes to børn, som hun altid har haft et tæt forhold til.

Men så var det, at en veninde sagde, at hun så virkelig gravid ud. Rie svarede, at hun bare var blevet lidt tyk, hvilket passede meget godt med, at hendes fod havde været brækket, og hun derfor ikke havde bevæget sig så meget. Men da flere veninder sagde det samme, tog hun en test. Den var positiv.

Nu ligger hun her på Rigshospitalets svangregang. Lægerne mener, at hun har svangerskabsforgiftning. Hvad det præcis betyder, ved Rie ikke. Udover at det er noget, der får blodtrykket til at stige voldsomt og derfor kan være farligt.

Mange andre ville måske hive telefonen frem og slå “svangerskabsforgiftning” op på nettet, men det kan Rie ikke. Hun er ordblind. Så ordblind at hun ikke kan læse en linje, og derfor ved hun ikke mere, end hvad lægerne i løbet af de sidste timer har fortalt hende. Ikke noget man blev særlig meget klogere af.

Lægen har sagt, at med en svangerskabsforgiftning kan det gå alle veje. Måske kan hun snart komme hjem igen, men det kan også fra den ene time til den næste blive så slemt, at babyen pludselig skal ud.

Alle de tanker kører rundt i Ries hoved. Dør barnet, hvis hun føder nu? Og hvis det overlever, bliver det så et normalt barn? Eller et handicappet, der skal sidde i kørestol resten af livet? Rie var ellers lige begyndt at glæde sig, efter chokket over overhovedet at skulle være mor havde lagt sig, men nu virker det hele uoverskueligt.

Først ud på morgenen falder hun i søvn. Hun vågner igen, da de andre på stuen begynder at pusle rundt. Hun kan ikke se dem, for de er bag hver deres forhæng, og ingen af dem taler sammen. Rie ville ellers ønske, at en eller anden spurgte, hvordan hun havde det.

— Hvad er der med dig? spørger sygeplejersken, da hun kommer for at tage Ries blodtryk og ser hendes forgrædte ansigt.

Rie bryder sig ikke om at skulle have særbehandling. Hun ved godt, at alle de andre kvinder på stuen sikkert er lige så kede af det som hende, men alligevel får hun forklaret jordemoderen, at hun ikke har sovet, og at hun har adhd og derfor ikke så godt kan holde til at ligge lige op af skabene, hvor alle de andre på stuen har deres ting.

Jordemoderen lover at se, hvad hun kan gøre, og lidt over middag bliver Ries seng trillet et par stuer ned ad gangen til en tomandsstue, hvor hun får vinduespladsen med udsigt over et lille stykke grønt græs og træer.

Hun kravler op i sengen og kigger sig omkring.

— Hov, jeg tror ikke, din seng er låst. Du er på vej herover, lyder det pludselig på syngende lollandsk fra nabosengen.

Det er Christine, Ries nye nabo, og hun har ret. Sengen har umærkeligt bevæget sig hen over gulvet og er ved at køre ind i nabosengen.

I løbet af formiddagen udveksler de to historier. Rie føler sig underligt rolig efter at have hørt, hvor meget Christine har været igennem af fertilitetsbehandlinger, og at hun også har mistet sin lille pige. Før følte hun sig helt alene, men nu virker hendes egen historie pludselig ikke så ubærlig.

Desværre får de to kun en uge sammen på Riget, så bliver Rie overflyttet til Holbæk Sygehus. Hun har klaret sig hen over uge 28, og hvis hun skulle føde nu, kan de godt tage sig af det på neonatalafdelingen i Holbæk.

Det er både godt og skidt. Rie kommer tættere på sin kæreste hjemme i Nykøbing Sjælland, men hun er ked at ikke at skulle ligge sammen med Christine længere. Hun har en fornemmelse af, at hun ikke havde klaret det hele, hvis det ikke havde været for snakkene med Christine.

Allerede ugen efter føder Rie en lille pige. Efter hun er blevet flyttet til Holbæk, har hun fået det dårligere, og efter to uger er det så slemt, at hun føler kroppen er ved at stå helt af. Hun har svært ved at trække vejret, det gør ondt at ligge ned og endnu mere ondt at gå rundt.

Lægerne holder øje med hende døgnet rundt. De vil gerne have, at babyen i maven bliver derinde så længe som muligt, men er samtidig nervøse for Rie.

En aften kommer de ind og siger, at Ries blodprøver er blevet så dårlige, at de ikke tør beholde babyen i maven længere. De vil gerne lave et kejsersnit med det samme.

Rie er i uge 29, og selv om det er ti uger for tidligt er hun klar. Hun stoler på, at lægerne ved, hvad de gør. Og desuden kan hun mærke på sin krop, at det er den rigtige beslutning. I hvert fald, hvis hun selv skal overleve.

Hun kigger ned af sig selv og tænker, at hun ligner en, der er ved at dø. Hun er opsvulmet som en gigantisk vandballon. Hendes ansigt er næsten helt udvisket, og hendes fødder er så fyldte med vand, at de ikke kan presses ned i et par klipklapper.

Rie ringer efter sin søster, der skal med til fødslen. Hendes kæreste er bange for nåle, så de har besluttet, at han skal vente udenfor, for Rie kan ikke overskue, hvis hun også skal tage sig af ham, når hun selv har det så dårligt.

Selve indgrebet går hurtigt, og klokken 1.27 om natten kan Rie høre sin datter skrige.

Det er den bedste lyd, for så ved Rie, at lungerne fungerer, og alt er godt, selv om hun er kommet over 10 uger for tidligt.

Rie får kun lov at kysse den lille hurtigt, inden hun bliver kørt ned på neonatal sammen med Ries kæreste, der smider trøjen og lægger den lille pige op på sit bryst. Rie bliver syet og bagefter kørt på intensiv, hvor hun skal have et drop for at undgå, at hun går i krampe.

Der går et døgn, inden Rie får lov at se sin datter igen i en halv time. Rie græder så meget, at hun næsten ikke føler, at hun får set hende.

De næste tre dage ligger hun på intensiv, mens hendes kæreste er sammen med lille Josefine, som de har kaldt deres datter.

Rie er ked af det, og hendes søster bliver nødt til at komme ud og være sammen med hende. Hun føler sig som en lortemor, der ikke kan være der for sin datter.

Så tit det kan lade sig gøre, kommer hendes kæreste og viser hende billeder af den Josefine, der er så lille, at hun kan ligge i hans hænder. 1175 gram vejer hun.

Da Rie er mere stabil, bliver hun flyttet hen på barselsgangen, der ligger tættere på neonatal, og først efter 11 dage får hun lov at bo nede hos sin datter. Det er mærkeligt for hende, at det i al den tid er sygeplejerskerne og hendes kæreste, der har klaret alt.

Det føles helt forkert, at hun er moren, men den, der ved mindst om det lille væsen. Hun synes, det er akavet, når sygeplejerskerne spørger, om det er okay, at de gør dit og dat med Josefine. “Ja, selvfølgelig er det det. De ved jo godt, at det skal gøres, så hvorfor spørger de,” tænker hun.

Der går et par dage, men så finder hun langsomt sig selv som mor og giver sig lov til at nyde det lille væsen, der nu er hendes.


I dag: Rie går hjemme med Josefine, som har det godt og er sund og rask.

Credit


Tekst: Marie Sæhl


Grafik: Mette Ehlers


Redigering: Annegerd Lerche Kristiansen


Indtaling: Anne Mette Hjortsø Philipsen


Redaktør for digitale fortællinger: Kim Schou