Seneste Nyt

Nyheder

  1. Ti børnehaver og legepladser skal undersøges: Region kan ikke afvise risiko for PFAS-forurening

    Region Syddanmark vil nu have gennemgået jorden på fem børnehaver og offentlige legepladser på Fyn og fem i Jylland.

    Det skyldes, at de alle er placeret nær en tidligere fabrik eller losseplads, og at der derfor er risiko for PFAS-forurening.

    Det skriver regionen i en pressemeddelelse.

    Undersøgelserne vil begynde i påskeugen, hvor der er færrest, der benytter legepladserne, og et resultat ventes i maj. Indtil da kan børnene lege videre i områderne.

    - Det er vores fagfolks vurdering, at PFAS ikke udgør en akut risiko for børnenes leg med jorden. Derfor kan legepladserne godt benyttes som hidtil, indtil vi har modtaget undersøgelsernes resultater, siger Poul Erik Jensen (S), der er formand for Miljøudvalget i Region Syddanmark.

    Legepladserne er ifølge regionen tidligere blevet undersøgt for forurening, uden man fandt noget. Men det var før, PFAS blev et stof, som regionen undersøgte for.

    Du kan se listen over berørte legepladser her.

  2. Så er programmet fastsat: Dansk popgruppe åbner Roskilde Festival

    Blæst åbner Roskilde Festival. Fotoet er fra Gaffa Prisen 2023, hvor gruppen blev Årets Nye Navn. (Foto: © Bo Amstrup, Ritzau Scanpix)

    Der er lagt i kakkelovnen til fest og farver, når den danske popgruppe Blæst åbner Orange Scene på Roskilde Festival til sommer.

    Det fremgår af årets endelige program, som festivalen i dag har offentliggjort.

    Blæst lagde Roskilde Festivals Rising-scene ned sidste år, men blev i efteråret ramt af stress og aflyste alle koncerter. Nu er de fire bandmedlemmer klar til at åbne Festivalens største scene.

    Blandt nye navne på plakaten findes også Lizzo, Busta Rhymes og Atlanta-rapperen Latto.

    Den amerikanske sanger og rapper Lizzo er for mange fans blevet et forbillede for kropspositivisme, og hun passer godt til Roskildes program, mener programchef Anders Wahrén.

    - Årets program er sat sammen for at vise, at positiv forandring er mulig, hvilket gør Lizzo til det perfekte navn til at lukke sommerens festival på Orange Scene, siger han til Ritzau.

    En stor del af Roskildes musikprogram var allerede kendt.

    På plakaten står i forvejen Kendrick Lamar, Queens of the Stone Age, Lil Nas X, Tove Lo, Blur, Christine and the Queens og Rosalía.

  3. Hamilton har ikke planer om at forlade Mercedes

    38-årige Lewis Hamilton vil gerne fortsætte karrieren hos Mercedes. (Foto: © MARTIN KEEP, Ritzau Scanpix)

    Rygterne om Formel 1-stjernen Lewis Hamiltons mulige exit fra Mercedes har længe svirret, men nu maner den syvdobbelte verdensmester selv historien til jorden.

    - Holdet er som en familie, og jeg føler mig hjemme her. For at være ærlig ser jeg mig selv køre for Mercedes indtil mine sidste dage. Jeg har fantastiske kolleger og stærke relationer på holdet.

    - Jeg vil bidrage til at få holdet fremad. Hvis der nogensinde kommer et punkt, hvor jeg ikke kan det længere, er det måske tid til, at der kommer en yngre kører ind, siger Lewis Hamilton.

    Lewis Hamiltons kontrakt med Mercedes udløber til næste sæson, og selv om der endnu ikke er sat pen mod papir, så har teamchef Toto Wolff garanteret, at der vil ske drastiske ændringer med bilen, så de seneste sæsoners skuffende resultater ikke vil gentage sig.

    Det kan du læse mere om herunder.

  4. Ledigheden herhjemme stiger igen - men den er fortsat meget lav

    For fjerde måned i træk kommer der flere ledige hænder på det danske arbejdsmarked.

    Tal fra Danmarks Statistik viser, at ledigheden stiger igen og nu er på 81.700 ledige, som er en stigning på 500 fra januar til februar.

    Ledighedsprocenten på 2,8 er uændret.

    Stigningen er begrænset, siger Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank.

    Han er heller ikke overrasket over tallet, skriver han i en kommentar til Ritzau.

    - Vi skal i den kedelige udvikling huske på, at ledigheden kommer fra det laveste siden 2008. Det betyder, at ledigheden fortsat er meget lav, og det ændrer de seneste måneders stigende ledighed ikke på, skriver han.

  5. Flere frygtes døde, efter to militærhelikoptere stødte sammen i USA

    To helikoptere fra den amerikanske hær er stødt sammen under en militærøvelse i delstaten Kentucky i det østlige USA.

    Det oplyser en talsmand for hæren, skriver Reuters.

    Hvad der er sket med de ombordværende er foreløbig ikke belyst, men ifølge guvernøren i delstaten, Andy Beshear, så kan der være dødsofre.

    - Vi har modtaget nogle barske nyheder fra Fort Campbell, og af de foreløbige rapporter om et helikoptersammenstød må der forventes dødsofre, skriver han tidligt torsdag lokal tid på Twitter.

    Det er fortsat uklart, hvad der gik galt under øvelsen.

  6. Kendt helt fra Hollywood-film: Løsladte Paul Rusesabagina er tilbage i USA

    Paul Rusesabagina blev i 2021 iømt 25 års fængsel for terrorisme ved en domstol i Rwanda. Hans støtter mener, at retssagen var fyldt med fup og uregelmæssigheder. Her ses han iført håndjern ankomme til retten sidste år. (arkiv) (Foto: © CLEMENT UWIRINGIYIMANA, Ritzau Scanpix)

    Den fængslede Paul Rusesabagina fra 'Hotel Rwanda' er kommet tilbage til USA, efter han for nylig fik sin fængselsdom på 25 år omstødt.

    Rusesabaginas person blev verdensberømt på grund af Hollywood-filmen 'Hotel Rwanda', hvor han portrætteres som en helt under folkemordet i landet i 1994.

    - Jeg er meget glad for at byde Paul Rusesabagina velkommen tilbage til USA. Det er godt at have ham tilbage på amerikansk jord og genforenet med sin familie og venner, som længe har ventet på, at denne dag ville oprinde, skriver rådgiver i Det Hvide Hus Jake Sullivan på Twitter.

    Rusesabagina har levet mange år i eksil og har været en kritiker af Rwandas præsident, Paul Kagame.

    Han er medstifter af oppositionspartiet Rwandas Bevægelse for Demokratisk Forandring (MRCD), og en gren af partiet blev i 2018 og 2019 anklaget for at stå bag angreb på landsbyer i det sydlige Rwanda.

    Paul Rusesabagina afviste at have noget med angrebene at gøre, men blev alligevel dømt.

  7. Regnbuestribede anførerbind bliver forbudt ved VM, hævder tysk holdleder

    Det tyske landshold, der har været særdeles vokale om deres intentioner om at bruge et regnbuestribet anførerbind ved det kommende VM i fodbold for kvinder, kan godt glemme det.

    Sådan lyder udmeldingen fra landsholdets holdleder, Maika Fischer.

    - FIFA har informeret os om, at alle deltagende lande skal bære FIFA's anførerbind med FIFA-kampagnen, fortæller den tyske landstræner Maika Fischer.

    I stedet skal alle lande, ifølge Fischer, bære Fifas officielle anførerbind. Hun siger samtidig, at Tyskland ikke vil modsætte sig Fifas regler.

    Ved herrernes VM i Qatar ville flere hold, herunder både Tyskland og Danmark, bære et anførerbind med teksten "One Love" for at vise støtte til mangfoldighed.

    Det afviste Fifa, der desuden truede med at give et gult kort til anførere, der bar armbindet.

    Dansk Boldspil Union (DBU) afventer en udmelding fra Fifa, men ifølge Svenska Dagbladet, der har været i kontakt med det internationale fodboldforbund, så har Fifa ikke taget en endelig beslutning.

  8. Narkobarons flodheste skal flyttes: Det koster nu Colombia tocifret millionbeløb

    70 flodheste, der stammer fra Escobars køb i 80'erne, skal nu flyttes. (Foto: © Fernando Vergara, Copyright 2022 The Associated Press. All rights reserved.)

    Hvad gør man, hvis man har virkelig mange penge, men ikke rigtig ved, hvad man skal bruge dem på?

    Hvis man hed Pablo Escobar i 1980'erne, købte man et par afrikanske flodheste. Men da narkobaronen døde nogle år senere, blev flodhestene overladt til at bevæge sig frit i området Antioquia i Colombia, og nu står myndighederne over for en større udfordring.

    Det skriver The Guardian.

    Som årene er gået, har dyrene parret sig, og selvom myndighederne har forsøgt at holde bestanden nede, er det nu endt med 70 flodheste i området.

    Nu skal de store dyr flyttes, og det bliver ikke helt billigt: 3,5 millioner dollar svarende til omkring 24 millioner kroner.

    Planen er i første omgang at fange og flytte næsten halvdelen af flodhestene de kommende måneder. På sigt skal ti af dem til et reservat i det nordlige Mexico, mens resten skal til et endnu unavngivet anlæg i Indien, skriver avisen.

  9. Torsdag bliver grå, blæsende og våd

    Der venter en dag uden sol, og nogen steder omkring 20 millimeter regn. Foto: Poul Helt (Foto: © Poul Helt, @ Poul Helt)

    Der venter en dag, hvor regnjakke og paraply giver god mening at have med sig dagen igennem.

    Næsten hele landet står op til regnvejr, og det varer ved i en del timer endnu. I eftermiddag er det efterhånden trukket væk fra os, men der kommer en hale af byger til os resten af dagen.

    Temperaturen ligger dagen igennem på niveau mellem 4 og 9 grader, længst mod nord lidt køligere, mens de sydlige egne kan nå 10 grader.

    Vinden er taget til i styrke og er let til frisk fra sydvest, langs kysterne op til hård vind.

  10. Tarantino: Manuskriptet til min sidste film er færdigt

    Quentin Tarantino er født i den amerikanske stat Tennessee i 1963. (Foto: © HENRY NICHOLLS, Ritzau Scanpix)

    Den amerikanske filminstruktør Quentin Tarantino har manuskriptet klar til sin tiende - og ifølge eget udsagn - sidste film.

    - Jeg har færdiggjort manuskriptet til det, der bliver min sidste film, siger 60-årige Tarantino ifølge nyhedsbureauet AFP onsdag under et besøg i Paris.

    Hans seneste film er "Once Upon a Time... in Hollywood" fra 2019.

    Det var hans niende film i rækken, hvis man tæller de to "Kill Bill"-film som én, skriver Ritzau.

    Tarantino har mange gange bebudet, at han vil nøjes med at instruere ti film i løbet af sin karriere. Den tiende film, som får navnet "The Movie Critic" ("Filmkritikeren"), kommer til at udspille sig i 1977, tilføjer han.

    Løftet om at holde sig til ti film agter han at holde, fortalte Tarantino i november til CNN.

    - Jeg er en entertainer. Jeg vil stoppe, mens I ønsker mere, sagde han.

  11. Kina og Brasilien dropper dollaren i handlen med hinanden

    Det bliver ikke længere med dollaren som valuta, når Kina og Brasilien for fremtiden skal handle med hinanden.

    Det oplyser Brasiliens regering ifølge nyhedsbureauet AFP.

    Aftalen mellem de to lande skal gøre handlen mellem Kina, USA's største økonomiske rival på verdensscenen, og Brasilien, Latinamerikas største økonomi, mere enkel.

    Den betyder samtidig, at landene kan handle og lave finansielle transaktioner direkte med hinanden ved at veksle yuan til reais og omvendt.

    De behøver altså ikke længere at gå igennem dollaren først.

    - Forventningen er, at det vil sænke omkostningerne, fremme endnu mere bilateral handel og gøre det lettere at lave investeringer, oplyser ApexBrasil, det brasilianske handels- og investeringsagentur, i en meddelelse.

  12. Mexico udpeger otte mulige ansvarlige for brand på migrantcenter

    Mexicanske anklagere har nu identificeret otte personer, der kan være medansvarlige for, at 39 mennesker mistede livet, da en brand brød ud på et mexicansk detentionscenter.

    Det oplyser landets sikkerhedsminister, Rosa Icela Rodriguez, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

    De otte mulige ansvarlige er to betjente fra landets føderale politi, en statslig immigrationsmedarbejder og fem ansatte i et privat sikkerhedsfirma, siger ministeren.

    Hun fremhæver blandt andet, at der "klart er sket en alvorlig forbrydelse", fordi cellerne, hvor migranterne befandt sig, ikke blev åbnet. De kunne dermed ikke komme væk fra flammerne.

    De otte personer er ikke mistænkt for at starte selve branden. Det var migranterne selv, der gjorde det, efter de fik at vide, at de ville blive deporteret, har Mexicos præsident tidligere sagt.

  13. Ti personer omkommet i brand på færge i Filippinerne

    Ti mennesker er døde, ni er såret, og 230 er blevet reddet, efter et passagerskib brød i brand ud for den sydfilippinske provins Basilan.

    Det skriver Reuters.

    Branden begyndte i kabiner med klimaanlæg, melder chefen for kystvagten i det sydlige Mindanao, Rejard Marfe. Skibet har plads til op til 430 personer.

    Der skal nu foretages en sikkerhedsvurdering, og det skal undersøges, om der er tegn på olielæk i området.

    Det er desværre ikke første gang i nyere tid, at Filippinerne oplever fatale skibsbrande.

    I maj sidste år døde mindst syv mennesker under en brand på et skib med 134 mennesker om bord, beretter Ritzau.

  14. Topembedsmand i EU sendes til anden afdeling efter betalte rejser til Qatar

    Henrik Hololei, som er generaldirektør i EU-Kommissionens transportafdeling, er blevet omplaceret til en anden afdeling efter en sag om betalte rejser til Qatar.

    Det oplyser EU-talsperson Eric Mamer ifølge nyhedsbureauet Reuters.

    Embedsmanden har ni gange fløjet gratis på business til Qatar mellem 2015 og 2021. Flere af rejserne har angiveligt været betalt af den qatarske regering eller af organisationer tæt på regeringen, skriver mediet Politico.

    Flere af rejserne foregik, mens kommissionen forhandlede med oliestaten om en større luftfartsaftale.

    Sagen er ikke den første af sin slags. I slutningen af 2022 blev en række personer i og omkring Europa-Parlamentet afsløret i angiveligt at have taget imod penge fra Qatar og Marokko for så til gengæld at forsvare de to lande i parlamentet.

  15. Kong Charles vil styrke forholdet mellem Tyskland og Storbritannien

    Kong Charles' besøg i Tyskland er hans første officielle udlandsbesøg som konge. Men det er langtfra hans første besøg i Tyskland. Ifølge det tyske nyhedsbureau dpa har han været der omkring 40 gange, inden han blev konge. (Foto: © Bernd Von Jutrczenka, Associated Press)

    Ved sit første udenlandske statsbesøg som konge af Storbritannien holdt kong Charles i dag en tale på blanding af tysk og engelsk.

    Til en statsmiddag ved besøget i Tyskland talte kong Charles blandt andet om forholdet mellem de to lande og sagde, at han er "aldeles sikker på", at forholdet vil "vokse sig endnu stærkere", skriver The Guardian.

    Ifølge Ritzau talte han også om krigen i Ukraine og understregede, at begge lande ønsker at "beskytte og fremme fælles demokratiske værdier".

    - Dette står repræsenteret klart i dag, mens vi står sammen med Ukraine i forsvaret for frihed og suverænitet over for uprovokeret aggression, siger kong Charles.

  16. Flere end 20 unge døde efter væbnet angreb på partimøde i DR Congo

    Flere end 20 unge mennesker har mistet livet i et væbnet angreb i byen Lubumbashi i den sydlige del af DR Congo.

    De var alle medlemmer af partiet National Union of Congolese Federalists (UNAFEC), som ifølge AFP og Ritzau har oplyst om dødsfaldene. Angrebene fandt sted i fredags, lyder meldingen.

    - Folk i militæruniformer, der blev vist rundt af en civil, fandt vores unge mennesker, der hvor de jævligt holdt møder, og begyndte at skyde løs, siger partiets formand, Jean Umba Lungange, ifølge AFP.

    Gruppen blev angrebet, da de var samlet på et partimøde. Nogle blev dræbt af skud, andre druknede i en nærliggende flod, da de forsøgte at flygte.

    En talsperson for militæret i den pågældende region i DR Congo oplyser til nyhedsbureauet AFP, at militæret ikke har kendskab til angrebet.

    På det seneste har der været en del uroligheder og adskillige voldelige angreb i det afrikanske land.

  17. Nashville mindes ofre for skoleskyderi

    I mandags blev tre børn og tre voksne dræbt under et skoleskyderi i Nashville i den amerikanske delstat Tennessee, hvor der i dag afholdes mindecermoni.

    Blandt de dræbte var tre niårige skoleelever, skolens rektor og to ansatte på skolen.

    Mange af statens indbyggere er berørte af hændelsen, fortæller statens guvernør i en video på Twitter.

    - Jeg forstår, at der er smerte. Jeg forstår desperationen efter svar, siger Bill Lee.

    Han tilføjer, at "dette ikke er tidspunktet for had og vrede".

    Han fortæller også, at hans kone har været tætte venner og tidligere kollegaer med to af de dræbte, som underviste på skolen.

    • FILE PHOTO: A vehicle is towed from the property as community members pray while visiting a memorial at the school entrance after a deadly shooting at the Covenant School in Nashville, Tennessee, U.S. March 29, 2023. REUTERS/Cheney Orr/File Photo (Foto: © CHENEY ORR, Ritzau Scanpix)
    • Students from the nearby Harpeth Hall School pray while visiting a memorial at the school entrance after a deadly shooting at the Covenant School in Nashville, Tennessee, U.S. March 29, 2023. REUTERS/Cheney Orr (Foto: © CHENEY ORR, Ritzau Scanpix)
    • Community members embrace while visiting a memorial at the school entrance after a deadly shooting at the Covenant School in Nashville, Tennessee, U.S. March 29, 2023. REUTERS/Cheney Orr (Foto: © CHENEY ORR, Ritzau Scanpix)
    1 / 3
  18. Restaurantkæderne Brdr. Price og A Hereford Beefstouw lockouter 3F-medlemmer

    Medlemmer af fagforeningen 3F, der arbejder på restauranterne Brdr. Price og A Hereford Beefstouw, er i dag blevet lockoutet.

    Gruppen af medarbejdere bliver udelukket fra arbejdet efter længere tids problemer med at nå til enighed om en ny overenskomst.

    Mere specifikt ønsker restaurantkæderne ifølge Kosmopol at differentiere mellem de faglærte og ufaglærtes løn.

    - Vi mener, der skal være forskel på mindstelønnen for en uddannet tjener og for en ufaglært tjener uden erfaring. Systemet er så skævt, at en ufaglært tjener uden erfaring skal have en mindsteløn, der er 12 kroner højere end en faglært kok og receptionist, siger Katia Østergaard, som forhandler for restauranterne, til regionalmediet.

    Ifølge 3F København har restauranterne krævet en ny overenskomst, hvor de ufaglærte tjeneres løn sættes 30 procent ned.

    Hverken restauranternes forhandler og 3F København kan oplyse, hvor mange medarbejdere, der lockoutes, men det er "relativt få", siger Katia Østergaard til TV 2 Kosmopol.

    En del af dem, der ville blive ramt, har nemlig søgt over til andre restauranter, der har en overenskomst.

  19. Får grønt lys til at bruge 454 millioner ekstra på supersygehus i Odense

    Region Syddanmark har fået grønt lys af Indenrigs- og Sundhedsministeriet til at bruge 454 millioner kroner ekstra på byggeriet af det nye universitetshospital i Odense.

    Det oplyser regionen i en pressemeddelelse.

    Den samlede ramme for byggeriet er nu på 8,2 milliarder kroner.

    Region Syddanmark har peget på inflation, konsekvenserne af covid-19 og krigen i Ukraine som årsager til forsinkelserne og øgede udgifter.

    - Det er udefrakommende forhold, som Region Syddanmark ikke har haft en jordisk chance for at forudse, siger fungerende regionsrådsformand Bo Libergren (V).

    I sidste måned kom det frem, at 400 rum på det nye supersygehus var blevet ramt af skimmelsvamp, og at arbejdet med at få bugt med det ville tage omkring et halvt år.

    Regionen siger, at byggeriet skrider frem efter planen, og at hospitalet ventes at stå klart i august til november 2024. Og at patienterne kan rykke ind sidst i 2025.

  20. Industrigiganter: Anti-LGBT-lovgivning kan skade Ugandas økonomi

    Google, Meta og Microsoft er blandt en lang række af virksomheder, som i dag stiller sig frem og kritiserer Ugandas anti-LGBT-lovgivning, som i sidste uge trådte i kraft.

    Dette gør industrigiganterne igennem koalitionen 'Open for Business', som arbejder for LGBT-rettigheder verden over.

    - Det er en bekymring for globale forretninger og investorer, som opererer i landet eller har planer om at investere, skriver medlemmerne i en samlet pressemeddelse.

    Kritikken kommer i kølvandet på, at Ugandas parlament har vedtaget en lov, som gør "et bredere spektrum af LGBT+-aktiviteter strafbare", herunder "forsøg på homoseksualitet".

    De seneste cirka ti år har sex mellem personer af samme køn været strafbart med livsvarigt fængsel i Uganda.

  21. Atomvagthund: Øget militær aktivitet nær Ukraines største atomkraftværk

    Chefen for Det Internationale Atomenergiagentur, Rafael Mariano Grossi, har i dag været på sit andet besøg ved atomkraftværket i Zaporizjzja.

    Omkring kraftværket, som er Ukraines og Europas største og kontrolleret af russerne, er der sket en øget militær aktivitet, advarer atomchefen.

    - Det er tydeligt, at den militære aktivitet øges i hele denne region. Enhver forholdsregel bør blive taget, så kraftværket ikke bliver angrebet, siger han ifølge The Guardian.

    FN-organet har flere gange advaret om mulige konsekvenser ved krigshandlinger nær kraftværket.

    Grossi håber, at Rusland og Ukraine kan blive enige om nogle sikkerhedsregler. Men forhandlingerne har indtil videre ikke ledt til noget, og de russiske styrker nægter at forlade kraftværket.

  22. Syv personer fængslet i sager om 'mulige terrorangreb' i Belgien

    Syv personer er blevet fængslet i forbindelse med "mulige terrorangreb" i Belgien.

    Der er tale om fem belgiere samt en tyrker og en bulgarer.

    Fem af dem er blevet sigtet for "forberedelse af en terrorhandling", lyder det fra den belgiske anklagemyndighed.

    Ifølge nyhedsbureauet AFP skulle der også være foretaget razziaer af flere hjem i hovedstaden Bruxelles samt byerne Antwerpen og Eupen.

  23. Ny aftale skal sikre kortere ventetid til psykologhjælp

    Danske Regioner og Dansk Psykolog Forening har indgået en aftale, som de håber kan nedbringe ventetiderne for psykologhjælp med offentligt tilskud.

    - Aftalen skal sikre, at psykologerne kan samarbejde med andre aktører i sundhedsvæsenet, så kvalitet og sammenhæng for patienterne forbedres, siger Eva Secher Mathiasen, formand for Dansk Psykolog Forening.

    Der er også afsat flere penge til psykologordningen.

    Aftalen omfatter dog ikke den vederlagsfrie ordning til unge mellem 18 til 24 år, hvor der lige nu er månedlange ventetider til psykologbehandling.

    Ifølge Dansk Psykolog Forening rækker pengene i ordningen ikke til de mange unge, der har behov for hjælp.

  24. Pave Frans er på hospitalet i Rom - har infektion i luftvejene

    Den katolske kirkes overhoved, pave Frans, er indlagt på Gemelli-hospitalet i Rom.

    Han har en infektion i luftvejene, oplyser Vatikanet i en pressemeddelelse ifølge nyhedsbureauet Reuters.

    Paven skal derfor blive på hospitalet i et par dage, lyder det.

    Tidligere på aftenen oplyste pavens talsmand Matteo Bruni, at pave Frans' hospitalsbesøg skete i forbindelse med en planlagt rutinemæssig undersøgelse. Men det står altså værre til end det for den 86-årige pave.

    Han deltog tidligere på dagen i en ugentlig audiens i Vatikanet, hvor han virkede frisk, skriver nyhedsbureauet.

    Opdateret efter oplysning om, at paven er indlagt med en infektion.

  25. Ruslands ambassadør i Sverige kaldes til samtale efter militære trusler

    Det svenske udenrigsministerium har kaldt Ruslands ambassadør i Sverige, Viktor Tatarintsev, til samtale.

    Det sker efter udmeldinger om en militær gengældelse, hvis Sverige bliver optaget i Nato. Det oplyser udenrigsminister Tobias Billström ifølge SVT.

    Ambassadøren har i et indlæg publiceret af ambassaden i går aftes skrevet, at det vil få konsekvenser for Sverige, hvis landet bliver optaget i Nato.

    - De nye medlemmer af den fjendtlige blok bliver et legitimt mål for Ruslands gengældelsesforanstaltninger, herunder militære, lyder det fra ambassadøren ifølge SVT.

    Udenrigsminister Billström har indkaldt ambassadøren for at gøre det klart, at "Sveriges sikkerhedspolitik er bestemt af Sverige".

    - Det er vigtigt for Sverige at kunne protestere mod det, der er et åbenlyst forsøg på at påvirke, siger han ifølge SVT.

  26. Sjælden pink diamant på auktion - kan indbringe 240 millioner kroner

    • 'Den evige Diamant' bliver sendt rundt i flere lande forud for auktionen i New York. (Foto: © ANTHONY BEHAR/SIPA USA, Sipa USA)
    • En model har fået lov til at "prøve" den pink diamant. (Foto: © Ted Shaffrey, Copyright 2023 The Associated Press. All rights reserved.)
    1 / 2

    Auktionshuset Sotheby's in New York sætter nu en sjælden pink diamant på auktion.

    "Den Evige Pink" hedder ædelstenen, og den bliver anset for at være en af de mest klare pink diamanter, som nogensinde er kommet på auktion.

    Ifølge Sotheby's er diamanten 10.57 karat og bliver vurderet til 35 millioner dollar, eller 240 millioner kroner.

    Diamanten kommer på auktion den 8. juni i New York, men vil forinden komme rundt på en "verdensturne" - så hvis du vil se den sjældne diamant, så må du tage til enten Hong Kong, Dubai, Singapore, Shanghai, Taiwan eller Schweiz i den kommende tid.

    Eller du kan jo også bare købe den, når den kommer til salg i New York.

  27. Kronprinsesse Mary tager på eksportfremstød i Milano

    I april rejser kronprinsesse Mary til Milano i Italien, hvor hun vil indlede et erhvervsfremstød. Det skriver Kongehuset i en pressemeddelelse.

    Omdrejningspunktet er dansk design, og kronprinsessen indleder besøget ved udstillingen "This is Denmark" den 17. april.

    Udstillingen, der er en del af Milan Design Week 2023, har til formål at "øge opmærksomheden om dansk design og bæredygtighed for at fremme den danske eksport", lyder det i meddelelsen.

    Udover kronprinsessen deltager 17 danske virksomheder, Danmarks ambassadør i Rom og organisationerne Dansk Industri og Creative Denmark.

  28. Skyderier er den hyppigste dødsårsag for amerikanske børn og unge

    Skydevåben udgør den største årsag til, at børn og unge dør i USA.

    Skyderier var involveret i knap 19 procent af alle dødsfald blandt alle amerikanere på 18 år eller under i 2021.

    Det viser tal fra den amerikanske sundhedsmyndighed Centers for Disease Control and Prevention ifølge CNN.

    Knap 3.600 børn og unge døde i forbindelse med skyderier i 2021.

    Dermed har skydevåben igen overgået bilulykker, som ifølge statistikken har været den hyppigste dødsårsag for målgruppen i 20 år indtil år 2020.

    Nyheden kommer, få dage efter at endnu et skoleskyderi i USA har taget livet af flere børn.

    Seks personer - heriblandt tre børn - blev mandag dræbt i et skoleskyderi i Nashville i den amerikanske delstat Tennessee.

  29. Militæranalytiker mener, det er meget usandsynligt, at bjærget objekt kan kobles til eksplosion

    På 73 meters dybde har en røgbøje - eller en røggranat - ligget, og det har den gjort i en rum tid, før den i går blev bjærget.

    - Den er møgbegroet. Det er et tegn på, at den har ligget i vandet i lang tid, forklarer Johannes Riber, militæranalytiker ved Forsvarsakademiet.

    Han tilføjer, at den muligvis har ligget der længere end Nord Stream 2-rørledningen.

    Røgbøjen er et ganske normalt objekt, der bruges til visuel markering i åbne områder.

    - Den giver en masse røg, og nogle gang giver den også noget lys, da der kan komme flammer op af den.

    - Og så står den egentlig bare og blusser, indtil den løber tom.

    Billederne viser det objekt, der er blevet bjærget fra havbunden ved Nord Stream 2-rørledningen. Den var dækket af mos, da den blev fundet, hvilket indikerer, den har ligget i vandet længe. (Foto: © Forsvarsministeriet)

    Militæranalytikeren mener, at det er meget usandsynligt, at røgbøjen har haft noget med sprægningen af Nord Stream 2-rørledningen at gøre.

    - Så skulle det være i relation til at lægge rørledningerne, men det gør man ud fra en gps, forklarer han.

    - Den er fundet på 70 meters dybde, og jeg kan simpelthen ikke se, hvad den har med Nord Stream 2 at gøre, og slet ikke med eksplosionen. Overhovedet, siger Johannes Riber.

    Objektet blev fundet tæt på rørledningen, der i september sidste år sammen med Nord Stream 1-rørledningen blev udsat for sabotage i form af fire sprængninger.

  30. Norge sløjfer au pair-ordning: Det er ikke længere kulturudveksling

    Det er slut med at have en au pair i Norge.

    Det siger arbejds- og inklusionsminister Marte Mjøs Persen ifølge den norske avis VG.

    - Det er en ordning, som ikke fungerer efter hensigten. Det er ikke længere en kulturudvekslingsordning, som det var en gang.

    - Ordningen bruges til at skaffe billig arbejdskraft i hjemmet, enten til børnepasning eller husarbejde, siger Persen til nyhedsbureauet NTB.

    Ordningen blev indført i Norge i 1969. Der er ifølge VG 1.100 personer, der arbejder som au pair i Norge.

    I Danmark er antallet af personer på au pair-ordningen faldet kraftigt de seneste år.

    Ifølge tal fra Udlændinge- og Integrationsministeriet var der 401 aupairer i Danmark pr. 31. august 2021.

  31. 17-årig varetægtsfængslet: Affyrede skud mod bolig i Odense

    En 17-årig ung mand er ved Retten i Odense blevet varetægtsfængslet i tre uger for at have affyret to skud mod en bolig i bydelen Seden i Odense tirsdag aften.

    Kort efter Fyns Politi fik en anmeldelse om, at der var hørt skud, ankom den første patrulje, som anholdte den 17-årige fra Aarhus-egnen.

    Politiet ved endnu ikke, hvorfor han affyrede skud, men kobler det på nuværende tidspunkt ikke sammen med bandekonflikten i Odense.

    Det siger vicepolitiinspektør i Fyns Politi Claus Andkjær.

    - Vi mener, at episoden kan være relateret til en helt konkret konflikt i en del af det kriminelle miljø.

    Fyns Politi vil nu være mere tilstede i Seden i forbindelse med en tryghedsskabende indsats.

  32. Forsvarer for tiltalt for Field's-skyderi: Alle ser frem til at kunne sætte et punktum

    Advokat Luise Høj, som er forsvarer for den 23-årige mand, der i dag er blevet tiltalt for at have skudt og dræbt tre personer i shoppingcenteret Field's, bekræfter, at hun i dag har modtaget sagens anklageskrift.

    - Sagen er på alle måder meget alvorlig og uhyre tragisk for alle involverede, siger forsvarsadvokaten til Ritzau.

    - Sagen er berammet og starter 12. juni. Jeg tænker, at alle - herunder også min klient - ser frem til at kunne sætte et punktum i denne sag - i hvert fald hvad angår straffesagen.

  33. Tyskland sender ny milliardstøtte til Ukraine

    Den tyske regering har besluttet at sende yderligere 12 milliarder euro - omkring 89 milliarder kroner - til Ukraine i form af militærstøtte. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

    3,2 milliarder euro bliver udbetalt i år, og de resterende 8,8 milliarder skal udbetales mellem 2024 og 2032, skriver nyhedsbureauet.

    - Med pengene kan Ukraine købe våben direkte med støtte fra den tyske regering, lyder det i en udtalelse fra den tyske regering.

    - Det er nødvendigt at støtte Ukraine i så lang tid som muligt.

  34. USA godkender første modgift til opioid-overdoser uden recept

    Massevis af amerikanere af afhængige af opioider, og i 2021 døde over 100.000 amerikanere af overdoser.

    Nu skal en ny medicin være med til at få statistikken vendt.

    I dag har Food and Drog Administration (FDA), som er den myndighed i USA, der har ansvaret for blandt andet lægemidler, godkendt en ny modgift mod overdoser, der kan blive solgt uden recept.

    Det skriver CNN. Stoffet naloxon, som er en antagonist til opioider, kommer i det nye produkt i næsespray-form.

    Og når det kan blive solgt direkte over disken, skal det blive lettere tilgængeligt og være med til at nedsætte antallet af overdoser, lyder det fra FDA.

    Det nye præparat kan bruges på alle - selv børn og spædbørn, lyder det.

Mere fra dr.dk