Naja Lyberth har lagt benene op i de kolde stigbøjler på sygehuset i den grønlandske by Maniitsoq. Lægen i den hvide kittel griber ud efter et af de gynækologiske redskaber på bakken.

- Det var ligesom at have knive inde i mig. Det føltes som et overgreb. At staten tog min mødom.

Året er 1976, og Naja er 14 år gammel.

Selvom hun endnu ikke er seksuelt aktiv, er hun ved at få lagt en spiral op, så hun ikke risikerer at blive gravid.

Hun er ligesom resten af pigerne fra klassen blevet sendt på sygehuset af den danske distriktslæge, som dagen inden har besøgt deres skole.

- Vi fik hver især at vide, at vi skulle op til sygehuset og få lagt spiral op. Der var ikke noget vejledning, vi blev ikke spurgt. Mine forældre blev ikke spurgt.

I 46 år har det været en oplevelse, som Naja har båret rundt på alene, men nu ved hun, at hun og pigerne i hendes klasse langt fra var de eneste.

De dyre grønlandske børn

Da Grønland i 1953 overgår fra at være en dansk koloni til at være et dansk amt, og dermed en ligestillet del af Danmark, sætter den danske stat en stor moderniseringsproces i gang.

Der bliver bygget en masse nye boliger, skoler etableres, og grønlændernes sundhed skal fremmes med danske læger i spidsen.

Arkivmateriale. Optagelser af sundhedsvæsnet i Grønland, 1953.

Men udviklingen skaber et problem for Danmark.

For i takt med, at forholdene bliver bedre, og sundhedsvæsenet forbedres, overlever flere nyfødte, og antallet af levendefødte stiger op gennem 1950’erne og 1960’erne. Antallet topper i 1966, hvor der fødes 1.781 grønlandske børn, som overlever. En stigning på knap 80 procent på 15 år.

De mange børn er dyre for Danmark, for der skal bruges langt flere penge på blandt andet daginstitutioner, skoler og sundhedsfaciliteter.

Det handler dog ikke kun om kroner og øre. Myndighederne er også bekymret for, at de grønlandske kvinder bliver unge, enlige mødre.

I en rapport fra 1965, skrevet af det danske grønlandsministerie, vækker det bekymring, at der årligt fødes 500 børn udenfor ægteskabet i Grønland - det er mere end hvert fjerde barn på det tidspunkt. Til sammenligning bliver knap ni procent af de danske børn i perioden 1961-1965 født udenfor ægteskab.

Udklip fra Grønlandsavisen, 1966.

Samtidig viser rapporten, at en tredjedel af mødrene er under 20 år. Den danske stat beslutter derfor, at der må gøres noget.

Spiraler i tusindvis

Det er derfor, at Naja ligger der på briksen i Maniitsoq hos den danske læge i 1976.

For ti år inden – i 1966 – igangsætter Grønlandsministeriet og Sundhedsstyrelsen en storstilet familieplanlægningsindsats, hvor myndighederne forsøger at kontrollere antallet af fødsler.

Våbnet er spiralen, en mere permanent præventionsform end kondomet og p-pillen, som man tidligere har forsøgt sig med i Grønland uden det store held.

Og målet?

At så mange fødedygtige grønlandske kvinder som muligt skal have en spiral.

Hurtigst muligt.

I kampagnens første fem år oplægges der tusindvis af spiraler i de grønlandske kvinder og unge piger helt ned til 13 år.

Selvom et af formålene med spiralerne er, at de skal beskytte de grønlandske piger og kvinder, så oplever mange det helt modsat.

De oplever traumatiserende gynækologiske indgreb, gener, smerter.

For den zigzaggende orm af plastik, spiralen, der har navnet Lippes Loop, er både større og mere kringlet at sætte op, end de spiraler vi kender i dag, og den er slet ikke beregnet til kvinder, som ikke har født.

- Det var et helvede. Det var et fremmedlegeme, jeg havde i mig i flere år, og jeg måtte gå hjem fra skole på grund af store menstruationssmerter. Det var så smertefuldt. Jeg havde fået menstruation før spiralen, men det var noget andet. Efter spiralen gjorde det bare vanvittigt ondt, husker Naja.


Lippes Loop er formet som en spiral, og har altså givet navn til præventionsformen, hvor kvinder får oplagt spiral i livmoderen. Den fungerer som prævention, fordi den er et fremmedlegeme i livmoderen, så kroppen forsøger at frastøde den, hvilket også frastøder sædceller og befrugtede æg.

I dag bruger man primært de mindre, t-formede kobberspiraler og hormonspiraler. Kobberet i en kobberspiral stopper sædcellerne i at komme frem til livmodermunden, mens hormonerne i en hormonspiral sørger for, at sædceller ikke trænger ind i livmodermunden. Begge slags spiraler føres op i en sammenfoldet tilstand i et tyndt plastikrør, hvorefter den folder sig ud.

Nutidens spiraler er altså langt nemmere og mere skånsomme at lægge op og kan også bruges af kvinder, der ikke har født.

Flere kvinder fortæller uafhængigt af hinanden, at spiraler er blevet lagt op helt uden deres vidende. Det kunne eksempelvis ske til efterfødselsbesøg, mens lægerne alligevel undersøgte livmoderen. Eller i forbindelse med en abort.

Samtidig oplevede andre, at de ikke havde et reelt valg.

- Jeg kunne ikke kæmpe imod. Jeg var ikke opdraget til at sige autoriteter imod. Jeg ville ønske, at jeg havde gjort det, men det kunne jeg ikke som 14-årig, fortæller Naja.

Teenagepige med to spiraler

387 kilometer nord for Maniitsoq ligger en anden ung pige, Elisibanguak Jeremiassen, på en operationsstue i byen Qasigiannguit.

Et år tidligere, i 1975, er hun som 13-årig blevet sendt til sygehuset af sin storesøster for at få sat en spiral op. En ubehagelig oplevelse for pigen, som tidligere har været udsat for seksuelle overgreb.

- Jeg var ked af det. Jeg var bange. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle føle. Vi skulle være lydige og gøre, som der blev sagt.

Spiraloplægningen giver ikke kun ar på sjælen. Elisibanguak får også voldsomme smerter i underlivet.

- Så fik jeg at vide, at smerten nok skulle forsvinde, men jeg havde konstante smerter.

Et år efter tager hun derfor til lægen, og da hendes underliv bliver undersøgt, er spiralen ikke til at se. Derfor får hun lagt en ny spiral op.

Til et senere lægebesøg viser et røntgenbillede dog, at den første spiral bare er kravlet længere op.

Nu har hun altså to spiraler i livmoderen, og derfor ligger hun på operationsstuen for at få opereret den ene spiral ud.

- Jeg blev ikke respekteret. Mine grænser blev overskredet, og det gjorde ondt. Min tillid kan ikke vende tilbage til der, hvor den var før.

Det er en smertelig fejl, at Elisibanguak får to spiraler, men det er ikke det eneste fejltrin, der bliver begået i perioden.

På kant med loven

I København er der begejstring for spiralerne, for de virker. I en tale til Folketinget i 1970 siger daværende grønlandsminister A.C Normann, at fødselstallet er på vej ned igen.

Succesen tilskriver han især spiralen.

Men selvom spiralerne virker efter hensigten, møder fremgangsmåden også kritik.

I 1969 begynder flere læger at stille spørgsmål ved, om det er lovligt at vejlede unge piger under 18 år om prævention uden samtykke fra deres forældre, som man i de seneste tre år har gjort nogle steder.

Derfor skriver den daværende landslæge i Grønland, Jørgen Bøggild, til Grønlandsministeriet med et forslag om, at man ændrer lovgivningen, så man kan fortsætte som hidtil. Allerede et år efter bliver loven ændret, så lægerne frit kan vejlede piger fra 15 år om prævention.

Naja og Elisibanguak er dog begge eksempler på, at endnu yngre piger også modtager såkaldt vejledning, der i praksis også tolkes som oplægning af spiraler.

For i en debat i det grønlandske Landsråd i 1973, hvor politikerne debatterer lovgivningen, bliver oplægning af spiraler nævnt som et eksempel på lægernes vejledning.

Derfor er det rent juridisk set svært at afgøre, om lægerne går for langt, når de oplægger spiraler som en del af vejledningen.

Uddrag fra lovændringen i 1973

"Vejledning om anvendelse af svangerskabsforebyggende metoder kan tilbydes og ydes til personer, der er under 18 år og ugift eller umyndiggjort i personlig henseende, uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver eller værgen. Bortset fra de i § 2. stk. 2, nævnte tilfælde gælder dette dog kun, såfremt den pågældende er fyldt 15 år."

Uagtet om lovgivningen er på plads, begynder andre lande at se skævt til spiralkampagnen i Grønland.

Et notat fra Udenrigsministeriet i 1974 viser, at myndighederne forbereder sig på, at Danmark kan få kritik til en international FN-konference om familieplanlægning for deres praksis i Grønland.

Blandt andet fordi Danmark aldrig har forelagt sagen for Landsrådet i Grønland, før man begyndte at udbrede spiralen. De danske myndigheder mener dog, at Landsrådet har givet stiltiende accept ved ikke at gøre modstand.

På FN-konferencen bliver familieplanlægning, som en måde at styre en befolkning på, generelt kritiseret. Især når det sker i tidligere kolonilande som Grønland. Derfor anbefaler FN, at alle lande skal respektere den enkeltes ret til selv at bestemme, hvor mange børn man vil have og hvornår.

Nu siger kvinderne fra

Efter Naja og Elisibanguak har fået sat spiral op i midten af 70’erne, ebber den målrettede og omfattende oplægning af spiraler langsomt ud. Men det gør minderne om spiralerne ikke.

Den dag i dag er det stadig svært for Elisibanguak at gå til lægen.

- Jeg har en vrede rettet mod læger. Det har gjort, at jeg ikke har haft lyst til at komme til mine aftalte tider.

Men her mere end 40 år senere er kvinderne endelig begyndt at snakke om det, der skete.

Dengang kunne de ikke sige fra, men det kan de nu, og det er vigtigt, mener Naja.

- Jeg vil gerne afkolonisere min egen krop. Det var, som om jeg var statens ejendom, min krop, mit underliv var statens ejendom, det var ikke mit. Nu kan jeg sige, at det er min krop.

Lyt til DR podcasten 'Spiralkampagnen' her, hvis du vil høre endnu mere om Najas, Elisibanguaks og flere andre kvinders historie, og blive klogere på, hvorfor og hvordan kampagnen blev udrullet.

Credit


Udgivet den 8. maj, 2022


Tekst: Helena Vinther Nielsen


Historie og research: Celine Klint og Anne Pilegaard, Monomono for DR


Interview: Ditte Bannor-Kristensen og Peter Qvortrup Geisling, DR Nyheder


Grafisk design: Ingeborg Munk Toft


Fotograf: Peter Langkilde


Programmering: Jesper Winther, Casper Glumsøe Bach og Tommy Faldt Pedersen


Redaktør: Lasse From og Maria Lise Behrendt


Billedkilder: Scanpix