BILLEDER: Han har både heddet Palle og kørt 'Taxa' for DR - Anders W. Berthelsen fylder 50

Anders W. Berthelsen fik sit store, folkelige gennembrud i DR's serie 'Taxa' - og siden har han været med i en række DR-dramaserier. Lørdag fylder han 50 år.

  • Han var noget yngre, og der blev også røget smøger i vognen, da Anders W. Berthelsen fra 1997-1999 for alvor fik sit folkelige gennembrud i DR's dramaserie 'Taxa'. Siden er det blevet til en lang række roller i DR's serier - af vidt forskellige karakter. Lørdag den 28. september kan Anders W. Berthelsen, der voksede op i Kolding, fejre sin 50 års fødselsdag. (Foto: Ulla Voigt)
    1 / 12
  • I serien 'Taxa' spillede Anders W. Berthelsen den lidt rå chauffør René Boye Larsen, som var Preben og Lizzies søn. Han var med i omkring 20 af de 56 afsnit, og undervejs spillede han blandt andre sammen med Søren Pilmark. (Foto: Ulla Voigt © Ulla Voigt)
    2 / 12
  • Mens Anders W. Berthelsen hed René i 'Taxa', var navnet Palle From i serien 'Krøniken', som DR sendte fra 2004 til 2007, og som handlede om efterkrigstidens Danmark. Serien er stadig den dag i dag den mest sete danske TV-serie i den tid, der er blevet målt seertal i Danmark, og nogle af afsnittene samlede mellem 2,5 og 2,7 millioner seere. Palle var arbejdersøn, der undervejs både stillede op som folketingskandidat og blev direktør i Arbejdernes Landsbank. (© Mike Kollöffel, DR)
    3 / 12
  • I serien var Søs (Maibritt Saerens) Palles kone - og her hygger de sammen med Ida (Anne Louise Hassing) i Karen og Børges kolonihave. Både i 2004 og 2005 blev han kåret som 'Årets mandlige tv-skuespiller' ved TV-festival, som er TV-branchens hædersfest. (© Mike Kollöffel, DR)
    4 / 12
  • Anders W. Berthelsen har også lavet radiodrama for DR som her i 2007, hvor han medvirkede i forestillingen 'Rygepausen' sammen med Troels Lyby og Nicolas Bro. Selv om Anders W. Berthelsen gik i gang med EFG, er han skuespilleruddannet fra Statens Teaterskole i 1994. (Foto: Agnete Schlichtkrull)
    5 / 12
  • Seerne har også kunnet møde Anders W. Berthelsen i andre roller end som skuespiller på skærmen. I 2009 var han med UNICEF Danmark i Swaziland, hvor midlerne fra Danmarks Indsamling blev brugt til at hjælpe forældreløse og udsatte børn. (© Kenneth Christensen)
    6 / 12
  • I 2014 var Anders W. Berthelsen også med i 'Danmarks Indsamling'. Her kunne seerne blandt andet nyde skønsang med Peter Frödin og Anders W. Berthelsen i 'Cambodja Karaoke'. (Foto: Agnete Schlichtkrull)
    7 / 12
  • I DR's populære dramaserie 'Forbrydelsen III' i 2012 - hvor Sofie Gråbøl havde hovedrollen, spillede Anders W. Berthelsen en helt ny rolle. Da var han Mr. Bad Guy - skibsrederen Robert Zeuthen. (© Tine Harden)
    8 / 12
  • Det er sjældent, at skuespillere skal spille sig selv, når de medvirker i DR's dramaserier. Men det var ikke desto mindre, hvad Anders W. Berthelsen skulle i komedieserien 'Ditte og Louise' i 2015. (© Manuel Claro)
    9 / 12
  • Anders W. Berthelsen spillede også sig selv i anden sæson af 'Ditte og Louise' i 2016, hvor han ligefrem fik fingeren af Louise Mieritz i 7. afsnit med titlen 'Ensom dame 40 år'. (© Manuel Claro)
    10 / 12
  • I DR1's programmer 'Ved du, hvem du er?', hvor kendte danskere gravede i deres fortid og forskede i deres slægt, fik Anders W. Berthelsen sig en overraskelse. Han troede, at hans oldefar blev kørt over af en damptromle, men sandheden viste sig at være en anden - men lige så grusom. (© Carsten Overbye, DR)
    11 / 12
  • Én af de seneste roller, Anders W. Berthelsen har haft for DR, var i børneserien 'Kanonkongen Freja', som blev sendt på DR Ramasjang i 2016. Lige nu er det mere i biograferne, han er aktuel - nemlig som medinstruktør på filmen 'Ser du månen, Daniel?', der er lavet efter Puk Damsgårds bog. Den bliver ved en senere lejlighed vist på en af DR's TV-kanaler. (Foto: NA © Type 2)
    12 / 12
Facebook
Twitter