BILLEDER: Nu har der været liv i 'Huset på Christianshavn' i 50 år

Den 16. maj 1970 kunne seerne for første gang møde Meyer, flyttemand Olsen og de andre i 'Huset på Christianshavn', som DR2 fortsat viser. Serien endte også med at blive et hit i DDR.

  • Seerne var med, da Flyttemand Olsen (Poul Reichhardt) fyldte 50 år i DR's lørdagsserie i 1970'erne - 'Huset på Christianshavn'. Den fulgte livet i en etageejendom i den københavnske bydel. Dengang havde fru Olsen (Helle Virkner) bestemt, at der skulle være fest. Nu kan serien også selv fejre 50-års fødselsdag, for lørdag den 16. maj er det præcis et halvt århundrede siden, at serien havde premiere på DR's dengang ene TV-kanal. (Foto: DR / Rolf Konow © Type 2)
    1 / 15
  • Efter at DR's ene tv-kanal den aften havde budt på først Ingrid og Lillebror og senere TV-Avisen, som dengang blev sendt klokken 19.30, var det tid til premiere på serien, der skulle vise sig at blive den længste, som DR nogen sinde har lavet. I alt blev det til 14 sæsoner, 2520 minutter (eller 30 timers fjernsyn) - sendt over syv år fra 1970-1977. I det første afsnit , som var skrevet af Leif Panduro, flyttede Tue og Rikke ind i lejligheden på kvisten. Finn Storgaard og Kirsten Hansen-Møller (til højre) møder her dyrehandlerparret Clausen - spillet af Lis Løwert og Paul Haeen. (Foto: Foto: Nordisk Film)
    2 / 15
  • Det var instruktøren bag både Olsen-Banden-filmene og senere 'Matador', Erik Balling, som også instruerede langt de fleste afsnit af 'Huset på Christianshavn'. Her er han i gang med optagelserne til serien, som i høj grad foregik i Amagergade på netop Christianshavn. Her er han i værtshuset 'Rottehullet' - sammen med Bodil Udsen, og Arthur Jensen, manuskriptforfatter Johannes Møllehave, Ove Sprogøe, og delvis skjult programchef for TV-Underholdningsafdelingen i DR Niels Jørgen Kaiser. (Foto: WILLY HENRIKSEN © Scanpix)
    3 / 15
  • Det var ret markante kræfter, der stod bag manuskripterne til 'Huset på Christianshavn'. Udover Johannes Møllehave og Leif Panduro var det blandt andre Lise Nørgaard, Paul Hammerich, Henning Bahs, Knud Poulsen, Karen Smith og Jørgen Hartmann-Petersen, som P3's lyttere en overgang også lærte at kende som Habakuk. Nogle af emner var også ret tidsaktuelle - for eksempel var rigtig mange danskere på charterrejse til Spanien i 1970'erne, og det var Karla og Egon (Kirsten Walther og Willy Rathnov) også. (Foto: Rolf Konow © Type 2)
    4 / 15
  • I en serie, der var optaget i dag, ville det nok ikke gå at der blev drukket og røget så meget, som der for eksempel blev i 'Rottehullet' hos Emma - spillet af Bodil Udsen. Foto: Rolf Konow.
    5 / 15
  • 'Huset på Christianshavn' blev populær lørdagsunderholdning, men den var også omdiskuteret. Selv statsminister Anker Jørgensen, der voksede op på Christianshavn, blandede sig i debatten og mente, at DR-serien sine steder hyldede 'slumromantikken'. Det gjorde han i en tid, hvor mange ellers fik villa i forstæderne - men ikke flyttemand Olsen, dyrehandler Clausen, Karla, Egon og alle de andre. (Foto: Rolf Konow © Type 2)
    6 / 15
  • Også kønsrollerne blev diskuteret i årene lige efter 1968-oprøret. Flere af kvinderne i 'Huset på Christianshavn' var hjemmegående, men det blev der også ændret på i tidens løb, hvor Ellen Olsen - spillet af Helle Virkner - for eksempel får arbejde som buschauffør. (Foto: DR / Rolf Konow © Type 2)
    7 / 15
  • Serien gav arbejde til en lang række danske skuespillere i løbet af de syv år, den blev sendt, blandt andre Helle Virkner, Poul Reichhardt, Lis Løwert, Paul Hagen, Kirsten Walther, Arthur Jensen og Bodil Udsen. En af dem, som nogle måske ikke husker så godt fra serien, var Susse Wold, som Willy Rathnov (Egon) blev forelsket i, da han begyndte at gå til fransk. (© Framegrab)
    8 / 15
  • Vicevært Meyer - spillet af Arthur Jensen - havde altid sit hyr med kuglen på gelænderet i ejendommen. (Foto: DR Arkiv.)
    9 / 15
  • Både Meyer og også Emma (Bodil Udsen) i værtshuset 'Rottehullet' endte faktisk også med at blive velkendte navne i det daværende DDR. 'Huset på Christianshavn's beboere var aldeles ufarlige rent politisk, og derfor gik 'Oh, diese Mieter', som serien hed i Østtyskland, over skærmen i DDR fra 1975-1982. Nogle af afsnittene i DDR blev afkortet, og de blev ikke sendt i samme rækkefølge som i Danmark. Derudover sendte DDR også alene de 48 af dem. Den dag i dag er der stadig en østtysk fanside til serien på adressen www.oh-diese-mieter.de. (Foto: DR / Rolf Konow © Type 2)
    10 / 15
  • Én af dem, der har nydt godt af, at serien også var en seermagnet i Østtyskland, er Jes Holtsø, der spillede William - flyttemand Olsens søn. Østtyskerne kender ham også som Børge i Olsen-Banden, som de ligeledes har set, og derfor giver Jes Holtsø stadig koncerter i det østlige Tyskland i dag, hvor han udgiver plader og synger folk og blues. (Foto: Rolf Konow © Type 2)
    11 / 15
  • Der knytter sig mange gode historier til serien, som Nordisk Film producerede for DR. Ifølge sitet danskefilm.dk var Olsens flyttevogn for eksempel så udrangeret, at man overhovedet ikke måtte køre i den. Den ankom til optagelserne på en trailer, og de gange, den fik lov til at køre i trafikken, havde politiet behørigt afspærret gaderne. (Foto: DR / Rolf Konow © Type 2)
    12 / 15
  • Det sidste af de 84 afsnit af 'Huset på Christianshavn' blev vist den 31. december 1977, og undervejs blev der også lavet en film fra gaden på Christianshavn - nemlig filmen 'Ballade på Christianshavn' i 1971, som også var instrueret af Erik Balling. Poul Reichhardt var den skuespiller af alle, som var med i flest afsnit af 'Huset på Christianshavn', da han spillede med i 83 afsnit, mens hans kone i serien - Helle Virkner - var med i 78. (Foto: Rolf Konow © Type 2)
    13 / 15
  • På DR2 er der fortsat mulighed for at møde dyrehandler Clausen og alle de andre fra 'Huset på Christianshavn' en gang om ugen. Lige nu er det hver fredag mellem klokken 18.30 og 20.00 - næste gang er den 15. maj, og udsendelserne har fortsat godt tag i seerne. Ofte følger et sted mellem 100.000 og 150.000 med, så 'Huset på Christianshavn' er blandt ugens 5-10 mest sete programmer på DR2. (Foto: DR / Rolf Konow © Type 2)
    14 / 15
  • På dr.dk/bonanza finder du samtlige afsnit af 'Huset på Christianshavn', ligesom en række af de afsnit, som DR har vist senest også er at finde på DRTV. (Foto: DR / Rolf Konow © Type 2)
    15 / 15
Facebook
Twitter