Den 2. oktober 1951 sendte Statsradiofonien sin første tv-udsendelse. Den bestod af en tale af radiorådsformand Julius Bomholt, en ugerevy med nyheder og et uddrag af teaterforestillingen ’Harlekins tryllestav’, som gik på Det Kongelige Teater med Poul Reichhardt i hovedrollen.

Det var en forsøgsudsendelse, studiet var lille, og udstyret delvist ombygget til danske forhold, men scenen var sat: Teatret var kommet direkte ind i folks stuer, og det var kommet for at blive. Hør Henning Moritzen fortælle om den allerførste udsendelse i ’Gyldne Gensyn’ fra 17. januar 2000:

For at forstå vilkårene for tv-teatret i begyndelsen, må man spole tiden tilbage til hørespillene helt ved Statsradiofoniens begyndelse. Allerede dengang var driftsleder Emil Holm klar over, at hvis man skulle lave radiodramatik, så nyttede det ikke noget blot at transmittere fra teaterforestillinger rundt om i landet. Man var nødt til at lave helt nye radioforestillinger, som var skrevet med tanke på de særlige betingelser ved radioen, hvor man skal kunne høre, hvad der foregår. Emil Holm udskrev derfor allerede i 1928 en hørespilskonkurrence for manuskriptforfattere, og han holdt foredrag for dem om, hvad den særlige genre krævede af manuskriptet.

Hørespillet som genre blev hurtigt stærk, men op igennem tiden opgav man dog ikke helt at sende teaterforestillinger fra de forskellige teatre rundt om i landet. Teatrene var nemlig vilde med at blive transmitteret i radioen, især når en forestilling havde gået et stykke tid, og publikumsinteressen var dalende. Men teatertransmissionerne var ikke så vellidte af radioledelsen.

Felix Nørgaard, der tiltrådte stillingen som chef for den dramatisk-litterære afdeling i 1953, udtalte på et radiorådsmøde den 19. januar 1954: - Teatertransmissioner virker som regel teknisk meget ufuldkomne. Afstanden mellem denne form for udsendelser og de radiofonisk meget omhyggeligt tilrettelagte hørespiludsendelser bliver større og større. Man bør kun transmittere, når dialogen er så værdifuld, at man glemmer de tekniske mangler.

Teatrene var ofte afhængige af den reklame, en transmission kunne give dem, og Statsradiofonien kunne ikke afvise dem fuldstændigt på grund af sin forpligtelse til at udbrede kulturen til den danske befolkning. Men i 1951 havde man oprettet radiomagasinet ’Dramatisk Forum’, hvor man fik nyheder om de teaterstykker, der var på scenerne rundt om i landet. Dermed blev det nemmere kun at udsende de mest radioegnede teaterstykker i deres helhed, for i det nye magasin fik teatrene dermed den omtale, de havde brug for.

Fjernsynsteatret i begyndelsen

Fjernsynsteatret, som det hed i begyndelsen, havde samme udfordringer som hørespillet i de første år. Det var en anden genre end både teater og film, og der var kun skrevet få teaterstykker direkte for fjernsynsteater, og dermed var manuskripternes kvalitet ikke så stor endnu.

Felix Nørgaard, der den 15. juli 1948 skrev en kronik i Politiken om BBC’s tv-teater, opfattede teater i fjernsynet som en genre, der lå midt imellem film og teater. På tv-teatret kunne man bruge filmens virkemidler med nærbilleder, mens man brugte teatrets kontinuitet, idet hele stykket blev opført live i fjernsynet i de første mange år.

Jens Frederik Lawaetz, der på daværende tidspunkt var afdelingschef for tv, konstaterede i 1955 i en radioudsendelse om fjernsynets muligheder, at det særlige ved at opføre teater på tv var, at man kunne zoome ind på ansigterne af dem, der talte på scenen. Han nævnte, at fjernsynet godt kunne bruge teatrets repertoire, men man kunne ikke bruge teatrets scenegang, fordi teatret skulle bruge hele scenen, mens fjernsynets kameraer koncentrerede kameravinklerne om de talende skuespillere. Han forklarede, at fjernsynsteatret lignede filmen i nærbilledet og hørespillet i intimiteten.

I de første år i 1950’erne var det sparsomt, hvor mange teaterforestillinger, der blev opført i fjernsynet, og det var især det folkelige teater, som for eksempel komedier, der blev transmitteret. Men også Kaj Munks enakter-forestillinger fandt vej til fjernsynsskærmen. For eksempel opførte man den 30. marts 1956 to korte stykker af Kaj Munk, ’De Herrer Dommere’ - instrueret af Kai Wilton, og eventyret ’Døden, instrueret af Gabriel Axel. Udsendelsen blev sendt live og er ikke bevaret, men fotografier fra de to tv-spil kan ses øverst i artiklen.

Kampen mellem det folkelige og det moderne

Ib Koch-Olsen har skrevet om Radioteatrets gyldne år og TV-Teatret efter 1959 i bogudgivelsen ’De musiske udsendelser. DR 1925-1975’. Nedenstående afsnit er skrevet på baggrund af hans fortælling.

Eftersom Radioteatret og TV-Teatret arbejdede inden for samme genre - dog med andre virkemidler, foreslog Felix Nørgaard i 1954, at man slog de to afdelinger sammen til én. Hans argument var, at det var mest rationelt i et lille land som Danmark med begrænsede økonomiske og talentmæssige ressourcer. Idéen blev realiseret i 1959. På radiosiden havde man haft et dramaturgiat, en slags programredaktion, der besluttede, hvad der skulle opføres og bestilles af hørespil.

I 1959 blev et tilsvarende oprettet på tv-siden. Forfatter og valgmenighedspræst Erik Aalbæk Jensen blev den nye souschef for tv, og han blev dermed også en del af det nye tv-dramaturgiat, der fra 1960 også bestod af programsekretær Bjørn Lense-Møller og to år senere også af programsekretær Jørgen Engberg og teaterkritikeren Frederik Dessau. Desuden var en række instruktører ansat som konsulenter.

Dramaturgiaterne på både radio- og tv-siden fokuserede på at sende hørespil og tv-teater i høj kvalitet. Medlemmerne var unge og eksperimenterende, og dermed ikke altid så folkelige, som lytter- og seer-foreningerne og Radiorådet kunne ønske sig.

Konflikten mellem det folkelige og det moderne havde altid været der, og op gennem 1950’erne havde debatten ulmet, men i efteråret 1961 kom det til åben krise, da tv-dramaturgiatet foreslog Danmarks Radios programudvalg, at man skulle opføre tv-teaterstykker af blandt andre Jean Paul Sartre, Eugène Ionesco og Samuel Beckett. Det kom til en ophedet diskussion i Radiorådet om, hvordan balancen mellem det folkelige og det mere eksperimenterende i radio- og tv-teaterafdelingen skulle være.

Radiorådsformand Peder Nørgaard havde på et radiorådsmøde den 26. september 1961 udtalt, at han fandt de moderne stykker ’navlebeskuende’, og da han blev bedt om at uddybe dette, forklarede han, at det var stykker, som var ’egocentriske’ i deres skildring, og som lagde afgørende vægt på personernes særheder. Peder Nørgaard ønskede mere af det livsbekræftende, og at der blev bragt værker, som fremhævede det gode og det skønne, og som understregede, at livet trods alt var dejligt.

Ville indlede med foredrag

Men andre rådsmedlemmer mente, at det var vigtigt at bakke op om avantgardekunsten og det moderne, og at man måske kunne afhjælpe problemerne med, at ikke alle seere forstod stykkerne, ved at indlede opførelserne med et foredrag. Det blev også foreslået, at man skulle udsende stykkerne under fællesbetegnelsen ’Det eksperimenterende teater’, så seerne forstod, hvad der var i vente.

Radiorådets fløj af folk, der gik ind for mere folkelighed, havde en allieret i programdirektør Jens Frederik Lawaetz. Han skulle lægge tv- og radioprogrammerne, og han havde planlagt tv-ugeskemaet sådan, at man om lørdagen skulle sende lørdagsspil af underholdende karakter, om søndagen søndagsspil for hele familien, mens onsdagen var afsat til teaterstykker med mere frihed i udvalget. Derfor kunne han afvise moderne teaterstykker med begrundelsen, at der ikke var plads i ugeprogrammet, for disse skuespil skulle jo lægges i onsdagsfladen. Det vil sige, at TV-Teatret, som havde cirka 30 opførelser om året, skulle sørge for, at to-tredjedele af udsendelserne var folkelige. Lawaetz havde dermed det sidste ord, lige meget hvad dramaturgiaterne indstillede af programmer.

Til sidst blev det for meget for souschef Erik Aalbæk Jensen. Han sagde op og skrev i en kronik i Politiken den 29. december 1961:

- Som dansk tv drives i øjeblikket, handles der under diktat. Og det, der dikteres os, kan i hvert fald jeg ikke gå ind for. Jeg tror ikke på det. Jeg øjner endog en fare i det. Navnlig faren for at spille det, der gør flest muligt tilpas. Det mest uskadelige. Det mindst forpligtende.

At gå i offentligheden hjalp. Programchef Felix Nørgaard bakkede op om sin souschef, og efter endnu en debat i Radiorådet, fik Erik Aalbæk Jensen og dramaturgiatet større frihed til at vælge teaterstykkerne, og som konsekvens heraf blev lørdagsteatret aflivet. Han trak dermed sin afskedsbegæring tilbage.

Men kampen mellem det folkelige og det moderne sluttede ikke der. Selv oppe i 1980’erne havde man samme dilemma omkring moderne teaterstykker i fjernsynet. Se her, hvad de almindelige seere og teaterkritikeren Henrik Lundgren sagde til tre udsendte teaterstykker fra TV-Teatret, blandt andet et teaterstykke af Elsa Gress; ’Erindring om fremtiden’, der blev opført i TV-Teatret 4. maj 1981.

Det moderne har også succes

Men ikke alt var så moderne, at seerne havde svært ved at forstå det. Leif Panduro var en af de forfattere, der virkelig forstod at lave manuskripter til tv. Han skrev i et hverdagssprog om almindelige mennesker, han tog tv-mediet seriøst, og han opfattede tv-arbejdet som det primære i sit litterære virke.

Panduro samarbejdede ofte med Palle Kjærulff-Schmidt, der var instruktør. De var et succesfuldt makkerpar, og de var stærke i forhold til tv-dramaturgiatet, der nogle gange kritiserede Panduros manuskripter for at være forvirrede. Men jo mere succesfuldt makkerparret blev, jo stærkere blev de, og dramaturgiatet blev flere gange underkendt af Bjørn Lense-Møller, der fra 1970 var blevet direktør for TV-Teatret.

Han turde ikke sige nej til de to, for folk ville gerne have Panduros tv-spil, og lex.dk skriver da også om Panduro: - I en årrække var Leif Panduro tvmediets betydeligste danske forfatter. Med sine 13 sædeskildrende og underholdende tv-spil fra ’En af dagene’ (1963) til ’Louises hus’ (1977) blev Leif Panduro velfærdsdanskernes yndlingsforfatter.

Hør her, hvad litteraturforsker John Christian Jørgensen fortæller om Panduro og Kjærulff-Schmidt og TV-Teatret til Keld Koplev her i ’Kulturmagasinet’ i 1990:

En ny genre, som for alvor fik folkelig opbakning, var tv-serien. Det nye format blev både prøvet af i Underholdningsafdelingen og TV-Teatret. En af de første tv-serier, TV-Teatret producerede i samarbejde med Nordvision (et samarbejde mellem de nordiske TV-stationer) var kriminalserien ’Ka’ De li’ Østers’ fra 1967 i seks dele af Leif Panduro og med Ebbe Langberg som instruktør. ’Livsens Ondskab’, skrevet af Gustav Wied, var en anden succes for TV-Teatret, her med et manuskript skrevet med en roman som forlæg, men skrevet direkte til tv-mediet.

Hør Henning Moritzen fortælle om ’Livsens Ondskab’ og den nye genre:

TV-Teatret blev lagt sammen med Underholdningsafdelingen i 1990. Sandsynligvis begyndte de to afdelinger at ligne hinanden mere og mere på det dramatiske område, og de enkeltstående teaterstykker skrevet til tv-mediet forsvandt efterhånden til fordel for serierne. Underholdningsafdelingen bestilte en af de helt store satsninger, nemlig underholdningsserien ’Huset på Christianshavn’ hos Nordisk Film.

Serien startede i 1970 og blev til 84 afsnit med samme makkerpar som ’Ka’ De li’ Østers’, nemlig Leif Panduro og Ebbe Langberg. Og i 1978 rullede seersuccessen ’Matador’ med Lise Nørgaard som manuskriptforfatter over skærmen for første gang, også her var serien bestilt hos Nordisk Film af Underholdningsafdelingen.

Men de folkekære serier i Underholdningsafdelingen forhindrede ikke TV-Teatret i at producere store mængder af enkeltstående tv-spil. Op igennem 1970’erne blev der produceret 274 dramatiske produktioner i TV-Teaterafdelingen, og ud af disse var 206 danske stykker.

Litteraturforsker John Christian Jørgensen var i ’Kulturmagasinet’ i 1990 bekymret for, at man ved sammenlægningen af TV-Teatret og Underholdningsafdelingen ikke ville turde satse på nye talentfulde manuskriptforfattere længere, når TV-Teatret lukkede.

Men de sidste 30 års dramaproduktion i DR har bevist, at man også med tv-serier kan lave banebrydende dramatik med unge manuskriptforfattere og ukendte skuespillere, der får deres gennembrud på tv-skærmen. Her kan for eksempel nævnes nogle af de tidligere ’Taxa’ (med premiere i 1997), ’Rejseholdet’ (2000) og ’Nikolaj og Julie’ (2002), og i nyere tid med stor international succes ’Forbrydelsen’ (med start i 2007) og ’Borgen’ (start 2010).

For tiden kan du se DR Fiktions serie ’Carmen Curlers’ på DRTV og DR1, og i P3-universet på DRTV kan du se den nye ungdomsserie ’Nordland ’99’. Og hvis du vil vide mere om dansk teaters 300-års jubilæum, kan du se dokumentarserien ’Dansk Teater 300 år’ - også på DRTV.