(Foto: MORTEN JUHL © Scanpix)

'Det er genialt det dér' - Legendarisk landskamp-kommentator fyldte 80

Søndag fyldte DR's mangeårige sportsvært og fodboldkommentator Svend Gehrs 80 år. Han er ligefrem blevet kaldt 'Danmarks nationalstemme'.

  • Hvis du så landskamp-fodbold i fjernsynet i 1970'erne, 1980'erne og 1990'erne, er der stor chance for, at det var Svend Gehrs, der kommenterede kampene, og at du synes, han er 'lyden af landskamp'. Svend Gehrs kommenterede for eksempel som her på billedet, da der var fodbold-VM i 1986. Søndag den 24. maj fyldte Svend Gehrs 80 år. (Foto: DR Sporten © DR Sporten)
    1 / 10
  • Tipsbladet har ligefrem kaldt Svend Gehrs for 'Danmarks nationalstemme' - stemmen, som mange forbinder med store danske fodboldsejre. Det var for eksempel ham, der kommenterede på DR, da Danmark slog Sovjetunionen 4-2 i Parken i København den 5. juni 1985. Han er også kendt fra en række andre landskampe eller fra tipskampe, som DR1 for eksempel viste i 'Sportslørdag' eller 'Tipslørdag', der blev sendt gennem snart 30 år. (Foto: Karl Nord © Scanpix)
    2 / 10
  • - Og så skyder han. Nej, han venter. Jaaaa, Michael Laudrup. Det er genialt, dét der! Sådan lød en nu legendarisk speak fra Svend Gehrs. Han kom med den, da Michael Laudrup med en smuk scoring bragte Danmark på 3-1 i storsejren over Uruguay i de glade dage ved i VM i Mexico i 1986. DR sendte kampen. (Foto: [Scanpix:Finn Frandsen])
    3 / 10
  • Svend Gehrs er uddannet journalist efter den gamle mesterlære på Bornholms Tidende. Fra 1963 fulgte fem år på Ekstra Bladet, før han kom til DR i 1968 og var der i næsten 30 år. Her ses han sammen med nogle af kollegerne fra DR Sporten i 1978: Hans Grønfeldt, Jørgen Steen Nielsen, Niels Christian Niels-Christiansen, Finn Kobberø og yderst til højre Svend Gehrs selv. (Foto: Kurt Petersen © Scanpix)
    4 / 10
  • Svend Gehrs var uløseligt forbundet med at kommentere fodbold, fra han fik chancen i DR ved verdensmesterskaberne i 1970. Men han beskæftigede sig nu også med en del anden sport hos DR gennem de næsten 30 år. På dette pressebillede lægger han sammen med Jan Rosendal (til højre) op til at kommentere langrend. (Foto: Dr arkiv)
    5 / 10
  • Svend Gehrs fik sit helt eget afsnit af DR's programserie 'Monopolets Helte', og han spillede også en central rolle, da Natasja Crone og Morten Løkkegård i 2001 var vært for DR's store jubilæumsshow, da der den 2. oktober det år havde været sendt fjernsyn i Danmark i 50 år. Blandt de medvirkende var blandt andre Peter Qvortrup Geisling, Camilla Ottesen, Hans Otto Bisgaard, Otto Leisner, Piet van Deurs, Monica Ritterband og fødselar Svend Gehrs. (© Jakob Boserup)
    6 / 10
  • Svend Gehrs arbejdede for TV3 fra 1998 til 2005, hvor han gik på pension. Netop i 2005 kunne seerne opleve ham i årets førsteudgave af 'aHA!', hvor Svend Gehrs og tidligere fodboldlandsholdsspiller Preben Elkjær dystede mod Suzanne Bjerrehuus og sønnen Oliver. Jarl Friis-Mikkelsen var vært for programmerne. (Foto: Kirsten Ellebæk)
    7 / 10
  • Efter Svend Gehrs er gået på pension, har han øst af sin kommentator-erfaring - også i DR. I 2008 besøgte han for eksempel DR Byen og daværende DR-vært Betina Bjerring, der blev lært op i at kommentere beachvolley til OL i Beijing det år. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © DR)
    8 / 10
  • Svend Gehrs er blevet brugt som fodboldekspert og -kommentator mange gange i årenes løb. Både i programserier om fodbold og i film. I 2011 medvirkende han i programserien 'Landsholdets legender' på 3+, hvor billedet stammer fra. Men Svend Gehrs har også medvirket i seks film og en TV-serie som det, han var i sin tid i årevis i DR: sportskommentator. I filmene 'Alt på et bræt' (1977), 'Skytten' (1977), 'Let's get lost' (1997), 'Sommeren '92' (2015) og 'En helt almindelig familie' (2020) er han enten radiovært eller sportskommentator, og det samme er han i tegnefilmen 'Lille Kylling' (2005) og TV-serien 'Sygeplejeskolen' fra 2018. (Foto: KELD NAVNTOFT © Scanpix)
    9 / 10
  • Svend Gehrs er her i Parken i København, hvor han har tilbragt utroligt mange timer i årenes løb, og hvor hans afskedsreception også blev holdt. Han har ved siden af TV-arbejdet også skrevet flere bøger om fodbold gennem de nu 80 år. Ved at søge på Svend Gehrs på dr.dk/bonanza kan du se og genhøre sportskommentatoren fra en lang række af fortidens kampe. (Foto: MORTEN JUHL © Scanpix)
    10 / 10
Facebook
Twitter