Fra DR's gamle fotoalbum: Stumfilmsdivaen sluttede af med mange ord i radioen

Den 11. september var det 140 år siden, at én af verdens første filmstjerner - danske Asta Nielsen - blev født. I filmene sagde hun ingenting, men hun endte med at lave masser af programmer i DR, hvor hun læste sine erindringer.

  • Asta Nielsen var én af verdens allerførste filmstjerner, og allerede i 1910'erne - længe inden DR fandtes - var hun en af stumfilmens største navne. Ikke bare i Danmark, men også i resten af verden og Tyskland, hvor hun flyttede til i 1916. Lørdag den 11. september var det 140 år siden, at Asta Sophie Amalie Nielsen blev født under trange kår på Gammel Kongevej på Frederiksberg som datter af en arbejdsmand og en vaskekone. Før sin død som 90-årig i 1972 havde DR's lyttere mulighed for at høre Asta Nielsen selv fortælle sine erindringer, og der var så rigeligt at berette om. Det var totalt et tilfælde, at Asta Nielsen havnede i skuespil. Hendes storesøster gav hende en dag en billet til Dagmarteatret i København, og det blev et totalt vendepunkt for hende. Billedet her stammer fra programmet 'Die Asta', som Niels Birger Wamberg lavede i 1971. Foto: DR Arkiv.
    1 / 7
  • Asta Nielsen debuterede foran kameraerne allerede i 1910 i stumfilmen 'Afgrunden', og det var både Asta Nielsens personlige og dansk stumfilms europæiske gennembrud. (Foto: NF © Scanpix Danmark)
    2 / 7
  • Asta Nielsen endte med at blive kaldt både 'Die Asta' i Tyskland og 'The Asta' i engelsktalende lande. Hun var international filmdiva som en af de allerførste, så der var nok at berette om, da hun over 17 programmer hos DR bestemt ikke var stum. Foto: DR Arkiv.
    3 / 7
  • Asta Nielsen læste selv sine erindringer, som i sin tid også blev udgivet i bogform i 'Den Tiende Muse'. De første 10 afsnit i radioen blev sendt i 1968 - de sidste syv i 1972. Der var nok at berette om - den fattige opvækst i både København og Malmø, det at være verdensstjerne, Janteloven og også det tyskerhad, Asta Nielsen oplevede. Før krigen havde hun hilst på Hitler, og Goebbels havde forsøgt at hverve hende til nazistisk propaganda. Det blev dog et nej tak fra Asta Nielsen, men specielt efter Anden Verdenskrig var det ikke velanset, at ens karriere havde været i Tyskland i en lang periode. Foto: DR Arkiv.
    4 / 7
  • Faktisk havde P1's lyttere kunnet høre sidste afsnit af Asta Nielsens erindringer - oplæst af hende selv, tre måneder før hun døde på Frederiksberg Hospital. Asta Nielsen boede på Peter Bangsvej på Frederiksberg de sidste 32 år af sit liv. Her er der også i dag en mindeplade for hende ud for nummer 61, ligesom der også er det på Fasanenstrasse i Berlin, hvor hun boede i 1930'erne. Foto: DR Arkiv.
    5 / 7
  • Også efter sin død har DR's seere og lyttere kunnet se og høre mere om Asta Nielsens brogede liv. Nu afdøde Vera Gebuhr havde den store rolle som den aldrende Asta Nielsen i Torben Skjødt Jensens film 'Afgrunden', som DR var med til at producere i 2004. Her blev Vera Gebuhr efterfølgende belønnet med en Golden Swan som en særlig 'Lifetime Achievement Award' ved Copenhagen International Film Festival for blandt andet den rolle. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Bjarne Bergius Hermansen)
    6 / 7
  • I 2018 lavede P1 podcastserien 'Asta og Frede', som du fortsat kan høre på DR Lyd. Serien handler om et kort afsnit af filmdivaen Asta Nielsens liv. Det er en tid, hvor hun savner et publikum efter at hun i næsten et kvart århundrede har været verdensstjerne. I 50'ernes København møder hun Frede Schmidt, der er en bøsse i slutningen af 30'erne. Han er indehaveren af en lille butik på Hauser Plads, hvor han sælger antikvariske bøger, lp-plader, filmplakater, postkort med erotiske motiver og andre kuriosa. De to bliver venner, måske fordi Frede skal sælge noget for hende (en Hitler-autograf). Men Frede gør noget, han ikke fortæller til Asta. Over to år optager han alle sine telefonsamtaler med hende uden at sige det til hende. 80 timers optagelser er der. Ind i historien fletter sig en eftersøgning af, hvordan Asta forlod Tyskland. Asta Nielsen døde, 90 år gammel, den 25. maj 1972. Siden 1994 har man i Valby kunnet begive sig ned ad Asta Nielsen Strædet - tæt på det Nordisk Film, hvor hendes filmkarriere i sin tid blev grundlagt. (Foto: Foto modtaget af Gianna Giacomello © Gianna Giacomello)
    7 / 7
Facebook
Twitter