Licens bliver til skat: DR’s licenskontor lukker efter næsten 100 års arbejde

Fremover foregår betalingen til public service-medier via skatten. Men hvordan opstod i grunden konstruktionen med at betale licens, som danskerne har gjort fra 1925 og frem til nu? Her kommer historien om licensen.

  • Den første pejlevogn i 1969 var et folkevognsrugbrød. Udstyret var bærbart og derfor let at bruge. Foto: DR Arkiv. (Foto: Dr arkiv)
  • DR har opkrævet licens siden starten i 1925, og sådan så licenskontoret ud i 1927, da Statsradiofonien holdt til i Købmagergade i København. Foto: DR Arkiv
  • Tivolis kapelmester Frederik Schnedler-Petersen og frue var blandt de første radiolyttere i 1925. Foto: DR Arkiv (© DR)
  • Medarbejdere på licenskontoret i 1965. Dengang lå licenskontoret i Valdemarsgade på Vesterbro i København. Foto: DR Arkiv.
  • Pejlevognen som den så ud, da licensinspektørerne overtog Støjtjenestens volvoer. Foto: DR Arkiv. (Foto: Valdemar Vedel)
1 / 5

I Danmark har vi igennem næsten 100 år betalt licens for at have muligheden for at lytte til radio og se fjernsyn. Gennem tiden er licensen blevet opkrævet via licenskontoret i DR, men pr. 1. januar 2022 er det politisk besluttet, at betalingen i stedet sker via skatten. Historien om licensen har tråde helt tilbage til de allerførste radioforsøg i Danmark i 1920’erne.

DR blev oprettet den 1. april 1925 som dét, der dengang hed Statsradiofonien. Men radiovirksomhed var allerede i fuld gang i årene før. Danske radioklubber var opstået i 1922, og fra 1923, hvor der kom en ny radiolov, udsendte blandt andre Dansk Radio-Klub jævnlige udsendelser fra Lyngby, fra Frihavnen og senere også fra Ryvang Radio.

Den udsendelse, man kalder Danmarks første, blev udsendt den 29. oktober 1922 fra Københavns Frihavn til en gruppe indbudte ingeniører, journalister og andre, der interesserede sig for radio. I Frihavnen havde Dansk Radioklub (det var en anden klub end den førnævnte – og uden bindestreg) oprettet et lille studie, hvor en række musikere skulle optræde foran en mikrofon, der var koblet sammen med en sendemast. Redaktør Otto Schray skulle indlede udsendelsen, og han lavede senere en rekonstruktion af, hvordan han havde speaket i udsendelsen. Hør hvordan det lød her i klippet:

0:00

Desværre var der tekniske problemer med udsendelsen, så publikummet i salen fik intet at høre ved den første lejlighed. Men ved en demonstration ganske kort tid efter, nemlig den 3. november 1922, indbød Politiken til en ny radioaften. Denne gang var det den konkurrerende Dansk Radio-Klub (med bindestreg), der havde arrangeret begivenheden i Politikens Foredragssal, hvor publikum endelig fik radiobølgernes fulde effekt at høre. Lovprisningen fra Politikens journalist i avisen dagen efter var stor. Han kaldte med rette oplevelsen for ’en historisk aften’, og han startede sin anmeldelse således:

Ifølge artiklen havde formanden for Dansk Radio-Klub, konstruktør Hr. Schwensen, afsluttet udsendelsen med et ønske om, at radioklubberne måtte stå sammen om at føre radioen til sejr, også i Danmark. Artiklen anførte også et håb om, at de nye radioklubber ville hjælpe med at få gjort radiolytning lovligt i Danmark.

De to klubber slog sig faktisk hurtigt sammen under navnet Dansk Radio-Klub, og denne nye klub lavede efter et stykke tid med jævnlige radioudsendelser en slags abonnementsordning for medlemmerne, så det blev økonomisk muligt at udsende flere programmer til de betalende lyttere. Denne ordning ses som en slags forløber for licensen, som den kom til at se ud i Statsradiofonien i 1925.

Radiolytning for private bliver lovligt mod at betale afgift

Den 1. maj 1923 kom endelig den lov, der gjorde det muligt at modtage radiobølger for almindelige mennesker. Tidligere havde det kun været skibsfarten, der kunne ansøge om lov til at anvende radiotelegrafi. Loven indebar, at alle, der ejede et modtageapparat, inden udgangen af juni måned enten skulle melde sig på politistationen for at blive registreret som lyttere eller skaffe sig af med radiomodtageren. Regnskabschef A. C. Nielsen i Statsradiofonien fortalte i sin rapport om finansåret 1928/1929, at kun 3.209 personer ved lyttermandtallet i 1923 meldte sig som radiolyttere. Han regnede med, at antallet havde været meget større, men angsten for at blive pålagt et gebyr afholdt sandsynligvis mange fra at melde sig.

Men nu begyndte en krig om æteren. Nye radioklubber kom til, og i løbet af 1924 var der tre udbydere af radioudsendelser, der alle kæmpede om at få eneret til at udsende radio. Radiofoni lå under trafikminister Johannes Friis-Skottes opgaver i Ministeriet for Offentlige Anliggender, og ministeren så efterhånden med bekymring på de uregulerede forhold for udsendelse af radio. Ved sin side i ministeriet havde Friis-Skotte kammerherre og jurist Christian Lerche, og det var ham, der bad trafikministeren om at nedsætte en teknisk kommission, der skulle undersøge, hvordan man kunne regulere radiodriften.

I februar 1925 var kommissionen klar med et forslag: Friis-Skotte ønskede, at staten skulle overtage al radiodrift i et prøveår fra 1. april 1925. Der skulle nedsættes et radioråd, hvor kammerherre Lerche blev udpeget som radiorådsformand, og hvor radioklubberne også var repræsenteret. Radiodriften skulle finansieres ved hjælp af en licensafgift.

Radioklubberne var i begyndelsen ikke begejstrede for idéen om statsdrift. De havde jo håbet på at vinde retten til udsendelsesvirksomhed, og med statens indblanding følte de, at de mistede indflydelse. Radioklubberne kom derfor med et modforslag til statsdrift, hvor de foreslog, at radiofonien skulle være et privat aktieselskab med en aktiekapital på 500.000 kroner, og hvor lytterne ejede for 100.000 kroner, pressen for 100.000 og radioindustrien for 300.000 kroner.

Men Friis-Skotte fik skåret igennem, for han kunne se, at lytterne ville tabe i længden, hvis det kun var de første lyttere i 1925, der fik andel i aktierne. Via radiorådet ville radioklubber og lytterforeninger kunne få meget mere indflydelse, også i fremtiden. Han skulle dog først foreslå Folketingets finansudvalg, at staten skulle gå ind og give forskud til radiodriften, indtil licenssystemet var kommet godt i gang.

Johannes Friis-Skotte fortæller i en tale fra 1931 trykt i uddrag i Statsradiofoniens 15 års jubilæumsbog, at der på daværende tidspunkt i begyndelsen af 1925 var 8.626 registrerede lyttere, men han forsøgte at overbevise finansudvalget om, at radiofoni var ved at blive populært, og at man nok ville kunne forvente 50.000 lyttere i løbet af få år. De mest bekymrede mente, at det var uklogt af ministeren at fremsætte så tilfældigt et tal. Friis-Skotte ville blive holdt ansvarlig, hvis hans forudsigelser ikke kom til at holde stik, for radiodriften skulle finansieres udelukkende via licensindbetalingerne. Men han fik ret. Radiomediet blev populært, og to år senere var lyttertallet helt oppe på 130.000 lyttere.

Johannes Friis-Skotte var stolt af konstruktionen med et radioråd i Statsradiofonien. I hans tale fra 1931 i jubilæumsbogen fra 1940 står der:

Næste gang, man holdt lyttermandtal, var ved indførelsen af licensordningen ved Statsradiofoniens tilblivelse. 20. april 1925 blev en bekendtgørelse udsendt om, at alle lyttere inden 15. maj via postkontor eller telegrafstation skulle indbetale licens; 15 kroner for et lampeapparat eller 10 kroner for den dårligere modtager krystalapparatet. Kun 21.459 lyttere betalte. I den tidligere nævnte rapport om finansåret 1928/1929 mente man, at en del lyttere havde afholdt sig fra at betale i 1925, fordi modtageforholdene stadig var meget dårlige rundt om i landet. Men i rapporten kunne man til gengæld glæde sig over, at der i september 1929 var registreret 284.532 husstande med radiomodtager. Det svarede til mere end hvert tredje hjem, der havde radio, og cirka hvert andet hjem i hovedstaden.

Licensen skal indkræves

Det blev Statsradiofonien og ikke staten, der fik ansvaret for at indkræve licensen. I de første mange år gjorde man det i samarbejde med politiet, der skulle udstede bøder til folk med radio, der ikke havde betalt deres licens. Man kaldte de forsømmelige lyttere for ’plankeværkslyttere’, og i dette lille sjove klip fra 1956 har man taget navnet meget bogstaveligt for at illustrere, hvordan plankeværkslytteren, der lytter med over hegnet, så ud:

Radioudsendelser blev meget hurtigt en vigtig kilde til oplysning og underholdning, og man var opmærksom på, at nogle havde svært ved at betale licensen. Derfor kunne der blive tale om henstand i betalingerne, hvis man var arbejdsløs eller havde få midler at leve for. Desuden oprettede man i 1929 en radio-hjælpefond, hvor man på licens-indbetalingskortet kunne klæbe frimærker. Frimærkernes værdi gik til hjælpefonden, der uddelte radioapparater til værdigt trængende, der var fattige, syge eller gamle. I det ovenstående klip fortælles der også om succesen med disse indsamlinger.

Afsløret af naboer

I DR’s 15 års jubilæumsbog fortælles der i en af artiklerne om en dag i radiofonibygningen, der dengang lå i Stærekassen i Det Kgl. Teater. I artiklen beskrives også arbejdet på licenskontoret. I 1940 var det kontorchef Scheel, der havde ansvaret for at få plankeværkslyttere til at betale licens. De blev både afsløret, ved at folk skrev breve ind til Statsradiofonien for at fortælle om naboer, der ikke betalte licens, men der blev også iværksat egentlige kampagner. Her er en beskrivelse af kontorchef Scheels arbejde med inddrivelse af licens:

Bøden for dem, der blev afsløret, lå i 1940 på 40 kroner for det første år, og 10 kroner for hvert ekstra år, man ikke havde betalt licens.

Som man kan fornemme, var det et stort arbejde at finde ud af, hvem der lyttede til radio ulovligt. Licenskampagner blev et effektivt middel til at få flere til at betale licens, og der blev produceret årlige licensudsendelser, hvor reportageholdet var med ude hos lytterne for at finde skyldnere.

Opfindelse var opspind

Statsradiofoniens havde i 1949 indkøbt et apparat, der hed et programmeter, som kunne måle, hvilke udsendelser, som blev aflyttet mest. Fiffige reportagefolk fik nu den idé, at man i den kommende licenskampagne kunne bilde folk ind, at Statsradiofoniens ingeniører havde videreudviklet apparatet, så det kunne pejle sig frem til plankeværkslytterne via reportagevognen. Opfindelsen var opspind, men licensudsendelsen var effektiv og virkede troværdig.

I udsendelsen fra november 1949 demonstrerer ingeniør Lauridsen, hvordan apparatet fungerer. Lyt til klippet her:

0:00

Hør også klippet fra samme udsendelse, hvor fru Nielsen undrer sig over, hvordan inspektøren har fundet ud af, at hun har en radio:

0:00

Fjernsynet kommer, og licensen udvides

I oktober 1951 begyndte Statsradiofonien at producere fjernsyn. Op igennem 1950’erne begyndte folk at anskaffe sig tv-apparater, men det gik langsomt, både fordi det var en stor udgift at købe et fjernsyn, men antennemasterne, der skulle udsende fjernsynssignalet, var i begyndelsen meget dårlige, og først da den store Gladsaxe-sender blev taget i brug i maj 1955, og en ny sender i Sønder Højrup på Fyn samme år, begyndte det at blive nemmere at modtage fjernsyn.

Det nye medie var dyrt at producere. Derfor skulle folk med fjernsyn også betale mere i licens, men der var kun 800 tv-seere i 1953, og antallet nåede op på sølle 15.838 i 1956, så tv-licensen kunne slet ikke dække udgifterne til tv-produktion. Derfor havde man været nødt til at låne millioner af kroner i Radiospredningsfonden, og det vakte en del kritik, for hvorfor skulle de mange radiolyttere betale til de meget få og privilegerede tv-seere.

I Danmarks Radios 50 års jubilæumsbog er der et citat fra Lolland-Falsters Venstreblad i 1956 fra en meget tv-kritisk artikel. Blandt andet kunne man læse:

Men Radiorådet stod fast: Tv var kommet for at blive, og da tv-dækningen efterhånden blev forbedret begyndte seerantallet at tage fart. I 1959 havde 250.510 anmeldt deres tv-apparat til licenskontoret. Fjernsynet var kommet for at blive.

Sortseerne kommer til

Det var stadig et stort arbejde at opkræve licens fra folk, der ikke betalte frivilligt. Efterhånden som fjernsynet blev mere almindeligt, fik licenskontoret brug for nye metoder til at spore sortseere. Løsningen kom i 1969, hvor Danmarks Radios første, ægte pejlevogn blev sendt ud på arbejde.

Det var Knud Ørsted, der i 1969 arbejdede på licenskontoret og senere blev arrangementschef i DR, som fik inspiration til pejlevognen i England, hvor BBC kørte rundt med en såkaldt ’detector van’ for at spore sortseere.

Danmarks Radios pejlevogne havde udstyr, der mindede om det udstyr, som DR’s støjtjeneste i forvejen kørte ud med. Støjtjenesten hjalp dog folk med at spore forstyrrelser i seernes tv-signaler, pejlevognen afslørede, om fjernsynet var tændt. Men pejlevognens mandskab var også bevæbnet med lister over folk, der ikke havde betalt licens, så de havde et godt udgangspunkt for, hvor de skulle køre hen. I begyndelsen var pejlevognen et folkevognsrugbrød, senere blev det støjtjenestens Volvoer, der blev taget i brug.

Se hvordan den første pejlevogn fungerede i klippet fra november 1969:

Knud Ørsted fortalte ved pejlevognens 50 års-jubilæum i 2019 til dr.dk/omdr:

Knud Ørsted fortalte også, at pejlevognen kørte frem til 1990, hvor mulighederne for at fange signalerne var tv-apparaterne blev dårligere, efterhånden som folk fik mere teknisk udstyr i hjemmet. Men licensinspektørerne fortsatte med at banke på hos folk, der ikke havde betalt licens.

Som supplement til pejlevognen, blev der også sendt adskillige licenskampagner op igennem årtierne, ofte med en humoristisk tilgang til at betale licens.

Se Ulf Pilgaard i ’Sortseerkrigen’ fra 1979, hvor man også ser Volvo-pejlevognen komme kørende.

Medielicens og finansiering via skatten

I 2007 var tiden løbet fra, at kun folk med radio- og tv-apparat skulle betale licens. Med internetadgang blev det lettere og lettere at se radio og tv uden at have et klassisk modtagerapparat i stuen. En computer eller tablet med internetadgang var nok. Derfor indførte den daværende regering den nye medielicens, som også dækkede adgang til radio og tv via internettet. I 2007 anslog man, at 97 procent af befolkningen var licenspligtige.

Regeringen under Lars Løkke Rasmussen besluttede ved medieforlig i 2018, at radio- og tv-forbrug i Danmark ikke længere skal finansieres via licens men til gengæld via borgernes skattefradrag, der sænkes. Denne nye ordning indføres fuldt ud den 1. januar 2022, og i årene op til er medielicensen gradvist blevet lavere. Derfor har DR netop lukket licenskontoret efter næsten 97 års virke.

  • Artiklens skribent, Louise Broch, er researcher og arkivar i DR Arkiv.

FacebookTwitter