Meyers kost fra Christianshavn på auktion: Solgt for 27.000 kroner

Arthur Jensens kost fra DR's serie 'Huset på Christianshavn' var fredag under hammeren.

  • Normalt er gamle koste ikke ret meget værd, og det er i hvert fald sjældent, at de ender på auktion. Ikke desto mindre var vicevært Meyers fejekost fra DR's 84 afsnit af 'Huset på Christianshavn' fredag under hammeren hos auktionsfirmaet Lauritz. Her vurderede man på forhånd, at den slidte kost kunne indbringe 30.000 kroner. Det kom næsten til at holde stik, for køberen endte med at få den for 27.000 kroner. Dertil skal lægges salær og hammerslagsgebyr.
    1 / 3
  • Da optagelserne til serien startede i 1970, lånte holdet bag 'Huset på Christianshavn' en godt slidt kost hos Brugsen på Christianshavns Torv. Syv år senere blev den leveret tilbage til uddeleren med påskriften: 'Tak for laan' - signeret 9. december 1977 af Arthur Jensen, der spillede Meyer i 'Huset på Christianshavn', som netop for nylig har kunnet fejre 50-års dagen for premieren 16. maj 1970.
    2 / 3
  • Den ukendte køber af kosten, får også gamle avisklip med, hvor kosten optræder. Det var muligt at byde på Meyers fejekost hos auktionsfirmaet Lauritz frem til fredag den 26. juni klokken 14.00, og allerede få timer senere, er der mulighed for at se den i aktion. Da sender DR2 ugens tre afsnit af den gamle serie fra klokken 18.35-20.00. (Foto: Dr arkiv)
    3 / 3
Facebook
Twitter