Radioreportagen fylder 90: Da hørebilledet blev en del af hverdagen i dagligstuen

For 90 år siden udsendte Statsradiofonien for første gang en hel udsendelse som direkte reportage, og herefter blev de såkaldte hørebilleder yderst populære blandt lytterne. Så populære, at udsendelsernes ophavsmand blev kåret som lytternes yndling af ’Se og Hør’.

  • Aksel Dahlerup blev i 1931 tilknyttet Statsradiofonien som radioreporter, og fra 1932 blev han fastansat. Han lavede sine reportager ’Hørebilleder fra Dagliglivet’ helt frem til tyskerne overtog Statsradiofonien i 1943 under Besættelsen. Fra 1959 til 1967 var han Danmarks Radios første radiodirektør. Foto: DR Arkiv.
  • Tuborg-direktør Einar Dessau var helt fra 1909 brændende interesseret i radio. Han opfordrede Statsradiofonien til at lave reportagen fra Tuborg-bryggeriet. Statsradiofonien ikke måtte reklamere, så bryggeriet og direktøren optrådte anonymt i udsendelsen. Men Dessau var initiativrig. Han udsendte inden udsendelsen tusindvis af brevkort ud til befolkningen, hvorpå der stod: Lyt til Udsendelsen i Aften ”Et besøg på et Bryggeri”. Ærbødigst Tuborgs Fabrikker. Foto: DR Arkiv.
  • Overmekaniker Victor Nielsen ses med den første reportagevogn fra 1931 foran Stærekassen på Det Kgl. Teater, hvor Statsradiofonien netop var flyttet ind. Foto: DR Arkiv.
  • Her er den nye reportagevogn fra 1934 i aktion på det årlige dyrskue i Roskilde. Den direkte transmission bliver styret fra reportagevognen af assistent Amorsen. Foto: DR Arkiv.
  • I 1980’erne så en af Radioavisens reportagevogne således ud. Journalist Ulla Borberg rapporterer fra vognen med den store antenne på taget. Foto: DR Arkiv.
1 / 5

Til maj er det 90 år siden, at den første danske radioreportage blev født. Statsradiofonien havde helt fra begyndelsen i 1925 arbejdet med direkte transmissioner, som kunne sendes fra for eksempel danserestauranter og kirker ude i byen. Men det var ikke enkelt at rapportere fra steder, der ikke var koblet på telefonkabelnettet i forvejen.

Der blev i de første år efter Statsradiofoniens oprettelse trukket transmissionslinjer, der gjorde det nemmere og bedre at udsende radio, men hvis en reporter ville lave en reportage ude fra byen, var han stadig afhængig af at være i nærheden af ledningsnettet. Dog kunne en lille, mobil antenne, som man kunne opstille, hvor man ønskede det, udvide reporterens virkeområde. Den første reportagevogn, der kunne transportere grej rundt i landet, blev taget i brug i 1931.

Først nogle år senere, i 1934, fik Statsradiofonien en mere avanceret reportagevogn med kortbølgesender, der gjorde den mindre afhængig af ledningsnettet. Den nye og moderne vogn havde sin egen pladeskærer, så nu blev det også muligt at optage mikrofonlyden på lakplader på reportagestedet, og pladerne kunne derefter afspilles senere i en direkte udsendelse.

Inden da fandtes der zinkplader, men man har sandsynligvis ikke optaget ret meget i de første år af Statsradiofoniens liv, og de tidlige plader var sarte. Der findes ikke bevarede radiooptagelser før 1931. Selv da den første reportagevogn kom til i 1931, kunne man stadig kun optage ved hjælp af skæreapparater i Statsradiofoniens faste studier.

Den første reportageudsendelse

Den udsendelse, der bliver betegnet som den allerførste reportageudsendelse, var journalisten Aksel Dahlerups reportage fra Tuborg-bryggeriet i 1931. Det krævede et enormt forarbejde at lave en sådan reportage, for et stort bryggeri var ikke et enkelt studie, og den moderne reportagevogn var endnu ikke bygget. Hvis lytterne skulle tages med rundt i de forskellige haller, krævede det et helt net af ledninger og mikrofoner, og en nøje tilrettelæggelse af reportagens indhold med et fastlagt manuskript for de medvirkende.

Det var faktisk ikke Statsradiofonien og driftsleder Emil Holm, der kom på idéen. Det var Tuborg-bryggeriets direktør Einar Dessau, der var glødende interesseret i radio. I bogen ’En verden af lyd og billeder’ af Leif Ahm betegnes Dessau som verdens første radiolytter. Han havde allerede som radioamatør lyttet til radio via Lyngby Radio i 1909, inden det overhovedet blev tilladt for almindelige mennesker at lytte med.

Da Statsradiofoniens første driftsleder, Emil Holm, i 1931 spurgte Einar Dessau, om han kunne være interesseret i at holde et foredrag om ølbrygning i radioen, svarede han, at det var alt for kedeligt. Han ville have lydbilleder fra bryggeriet optaget på lydsporet fra en tonefilm med som krydderi i udsendelsen, hvis han skulle holde foredrag.

Men Emil Holm brød sig ikke om idéen. Ifølge Leif Ahm skulle Emil Holm have udbrudt:

- Hr. Dessau! I dansk radio kommer ikke henkogt lyd.

Emil Holm mente altså, at direkte radio var det fineste, man kunne give lytterne, og at optaget lyd ikke var interessant.

Dessau foreslog nu, at Statsradiofonien skulle lave en reportage fra selve bryggeriet, som kunne tage lytterne med rundt i de forskellige haller. Dette store radioforsøg indvilligede Emil Holm i, for han havde øje på en ung og dygtig reporter, som han gerne ville afprøve til sådan en stor opgave. Det var Aksel Dahlerup, og han havde allerede få uger før reportagen fra Tuborg været på to reportagerejser for Statsradiofonien. Den ene reportage var en stort anlagt udsendelse fra Hamborg, og den anden var en reportagetur med luftskibet ’ Graf Zeppelin’.

Den unge Dahlerup

Aksel Dahlerup var en af radiopionererne. Som ung journalist var han fra 1922 ansat på Nationaltidende, som var en del af de Ferslewske Blade, og det var her, han meget tidligt stiftede bekendtskab med radiomediet. Avisen havde nemlig ansat en radiotelegrafist, der skulle telegrafere nyheder ud til de unge radioamatører, der forsøgte at bygge radioapparater, og de havde brug for at modtage signaler for at justere apparaterne.

Dahlerup var meget betaget af dette forehavende, og han blev herefter hurtigt involveret i De Ferslewske Blades gudstjenestetransmissioner, hvor han fik lov til at indlede og afslutte udsendelserne, der blev udsendt fra et lille studie hos Post- og Telegrafvæsenet i Købmagergade i København. Sidenhen begyndte han som oplæser på Pressens Radioavis, hvor han som anonym speaker (stadig ansat af De Ferslewske Blade) læste nyhederne op.

De første reportageture

For at forstå, hvor svært det faktisk var et lave en direkte reportage i 1931, kan man læse Aksel Dahlerups erindringsbog ’Ved mikrofonen’, udgivet første gang i 1944. Her fortæller han i detaljer om sine oplevelser med de tidlige reportager.

Aksel Dahlerup var blevet inviteret med på en reportagerejse til Hamborg sammen med forfatter og redaktør Axel Breidahl, der var hovedreporter, og driftsleder Emil Holm og hans kone. Aksel Dahlerup var nødt til at være med på turen, for de to reportere skulle skiftes til at køre hen til et nyt sted i Hamborg for at sende live, og når den ene reporter var på farten, var den anden direkte i radioen.

Det krævede nøje tilrettelagte stikord til teknikerne, der skulle stille om til de forskellige reportagesteder, og tidsplanen skulle være helt stram. Transmissionen blev sendt til Danmark den 6. maj 1931 via ’Norddeutscher Rundfunk’, men den blev ikke en udpræget succes, for alle interview foregik på tysk, og der var ikke meget tid til at oversætte for de danske lyttere.

Emil Holm må have været svært tilfreds med den unge radioavisoplæser, der pludselig var kommet i marken, for lige så snart de var hjemme fra Hamborg, fik Aksel Dahlerup den næste opgave: Han skulle på rejse med luftskibet ’Graf Zeppelin’, der skulle flyve (eller sejle, som det blev kaldt) fra Lübeck den 14. maj 1931 og på rundtur ind over København og tilbage igen til Lübeck. Luftskibet hørte til i Berlin, og det blev fløjet planmæssigt til Lübeck, hvor Aksel Dahlerup skulle med om bord.

Aftalen var, at Dahlerup skulle lave direkte reportage fra luftskibet, når det var i nærheden af København, hvor han ville kunne få forbindelse til sendemasterne. Eftersom det var svært at planlægge luftskibets rute helt præcist, kunne man heller ikke sige noget om, hvornår det fløj ind over København.

I programoversigten fra den 14. maj kunne man se følgende annoncering af udsendelsen:

Aksel Dahlerup havde en aftale med luftskibets direktør, dr. Eckener, om, at han skulle interviewe ham direkte i radioen, og at han ville tale på dansk, når tiden var inde.

Der blev nøje rapporteret om luftskibets færd bag linjerne, så teknikerne kunne være klar til at modtage transmissionen. Det blev beregnet, at transmissionen ville kunne foregå mellem 12.00 og 12.30. Da luftskibet endelig fløj over København, kunne Dahlerup ikke få direktøren til at være med i udsendelsen. Dahlerup fortæller:

- Til min Forbløffelse blev han aldeles rasende, da jeg kom for at bortføre ham. Var det allerede nu? Det havde han jo ikke givet Ordre til. Nej, ikke Tale om han vilde gaa ind i Telegrafrummet nu, hvor han ingenting kunne se. ”Ich muss doch die schöne Hauptstadt sehen!” raabte han og stampede i Dækket.

Slaget var tabt, men Aksel Dahlerup fik alligevel lavet sin reportage til de måbende lyttere, der fra København både kunne se luftskibet og høre om dets indretning i deres radio.

Dahlerup bliver ansat

Inden både Hamborg-turen og reportagen fra luftskibet, gav Emil Holm et tilbud, den unge journalist ikke kunne afslå. Emil Holm ville have Dahlerup til at være reporter på udsendelsen fra Tuborg og en række udsendelser med titlen ’Danske Virksomhedsbesøg’, og han lokkede med berømmelse: Dahlerup kunne ikke gøre sig håb om et flot honorar, men til gengæld ville han blive nævnt i programoversigten og blive ansat i Statsradiofonien i stedet for på de ’Ferslewske Blade’, hvor han kun havde en løsere tilknytning til radiomediet som oplæser.

Dahlerup tøvede kun kort tid, inden han sagde ja til opgaven. Det var bestemt prestigefyldt at blive nævnt i programmet, men det gjorde også, at han ikke længere kunne skjule sig i anonymitet, hvis noget gik galt.

For at gøre udsendelsen så levende som mulig, havde man udover reporteren hyret en skuespiller, der skulle stille spørgsmål som en tilfældig besøgende på bryggeriet. Det var direktør Einar Dessau, der skrev hele manuskriptet til den timelange udsendelse, og alle replikker blev klæbet op på papstykker, så vinden ikke kunne få papirerne til at rasle i mikrofonen, når reportagen flyttede sig fra hal til hal. Einar Dessau måtte skrive manuskriptet om adskillige gange, før alle var tilfredse.

Aksel Dahlerup fortæller i ’Ved Mikrofonen’, at idéen med en skuespiller som besøgende i reportagen var en kæmpe fejl, der ødelagde autenticiteten af udsendelsen:

- For at ”skabe lidt Liv” havde vi indlagt en Rolle som en Besøgende, en ”Dr. Bajer”, der fulgte med rundt for at se Bryggeriet. For det første virkede – og var – han overflødig (og det er en stor Fejl i en Radioudsendelse), og dernæst viste det sig, at jo mere han gjorde sig Umage med Fremsigelsen af sine små ”lette” Replikker, des mere mangelfuld blev Balancen mellem hans og vores Tilstedeværelse i Billedet. Den Følelse af Realitet, som vi maatte søge at skabe hos Tilhørerne med vor saglige, nøgterne Samtale, kom han uvægerligt til at spolere med hver eneste Replik, hans Rolle bød ham at fremsige.

Efter denne oplevelse, brugte Statsradiofonien aldrig mere skuespillere i reportageudsendelser.

Men den 22. maj 1931 kunne lytterne høre den allerførste reportage i serien ’Danske virksomhedsbesøg’.

Udsendelsen fra Tuborg blev en succes, fordi lytterne fik indblik i en verden, de ellers aldrig havde oplevet før. Direktør Dessau, der jo var meget interesseret i radiomediet, havde krævet, at man optog noget af udsendelsen på zinkplader. Denne primitive optagelse, der ikke kunne foregå via mikrofonen men kun fra signalet ud til lytterne, er den første bevarede optagelse i DR’s arkiv.

Aksel Dahlerup skrev i ’Ved Mikrofonen’:

- At Pladeoptagelsen blev saa daarlig skyldes ikke alene det daarlige SkæreMateriel, som dengang stod til Raadighed, men ogsaa, at det hele er optaget ”akustisk”, d.v.s. er aftaget fra en Radio-Højttaler, ikke nedført i Skæreren direkte fra en Mikrofonledning, som man nu gør det. Men disse primitive Lakplader fra 1931 kan endnu fortælle om den Naivitet, der prægede Udsendelsen … den Udsendelse, der blev Moder til alle Hørebilleder fra Dagliglivet og til Nutidens Reportager.

Hør de få minutters optagelse fra Tuborg-reportagen her:

0:00

Hørebillederne bliver til

Efter succesen med den første reportage, var det meningen, at Aksel Dahlerup skulle arbejde videre med en reportageserie fra danske virksomheder. Men den anden udsendelse, der var et besøg på et mælkeri, kom først i æteren den 9. december 1931.

Det skyldtes, at ’Pressens Radioavis’ var vrede over, at Statsradiofonien ville stjæle deres oplæser, så de forbød Aksel Dahlerup at skifte job før et halvt år senere. Da han endelig blev fastansat i starten af 1932, tog udsendelserne fra virksomhederne fart. I 1932 og 1933 blev der udsendt cirka 22 udsendelser i serien.

Men Aksel Dahlerup begyndte at føle, at programtitlen var lidt for smal. Det var spændende med virksomhederne, men Aksel Dahlerup ønskede også et komme ud til helt almindelige mennesker for at rapportere fra deres hverdag. Driftsleder Emil Holm var enig i den overvejelse, og sammen med Aksel Dahlerup ’opfandt’ han titlen: ’Hørebillede fra dagliglivet’.

Det er nu ikke helt korrekt, at det var Holm og Dahlerup, der fandt på ordet hørebillede. Det fremgår af de gamle programoversigter, at redaktionen, der stod bag ’Drengetime’ med Jens Frederik Lawaetz i spidsen, allerede i 1928 anvendte hørebilleder i udsendelserne. Det var små reportager fra det virkelige børneliv, det kunne være en togtur til hovedstaden, besøg på et ungdomsherberg, eller en optagelse fra Rådhuspladsen i København. Men da Aksel Dahlerup annekterede ordet hørebillede og brugte det som programtitel, blev det en yderst holdbar serie, der blev sendt i årevis. Lytterne kunne relatere sig til historierne fra dagliglivet, og Dahlerup var selv meget optaget af de mennesker, han mødte igennem sine mange år som reporter. Han fortæller:

- Tusinder af Mennesker, der har medvirket i de mange forskellige ”Hørebilleder”, har efterladt et Indtryk hos mig, saa at jeg kan se, at jeg kender dem, naar jeg møder dem igen; men hvor og hvornaar erindrer jeg først, naar de nævner mig ”Emnet”. Men saa genkender jeg dem ogsaa, for har man staaet sammen foran Mikrofonen og været helt optaget af den samme Sag – selvom det kun var i 5 Minutter – saa glemmer man ikke hinanden igen.

Aksel Dahlerup lavede, hvad man i dag ville kalde autentisk radio. Han viste ikke kun den pæne side af livet frem, han viste Danmark uden filter. Og fordi hans udsendelser var så vedkommende, blev han en meget kendt stemme i sin samtid. Så kendt, at han i en undersøgelse vandt over statsminister Stauning i popularitet, da en fynsk avis spurgte sine læsere, hvem de helst ville høre i radioen.

Populariteten gentog sig i en endnu større landsdækkende undersøgelse, lavet af ’Det nye Radioblad’, der i dag hedder ’Se og Hør’. Dahlerup vandt igen og fik en pokal, som han havde stående hjemme på flyglet. Fra at være en anonym nyhedsoplæser var den unge reporter blevet kendt.

En del af Aksel Dahlerups hørebilleder er blevet bevaret for eftertiden. Hør et klip fra hans reportage om tørvebondens familie i august 1939. Parret har 25 børn, og fru Nielsen fortæller om vilkårene for børnene i familien:

0:00
Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk