Der var godt nok ikke lagkage og kakao under opsejling - eller flag hejst ved DR Byen onsdag. Den 1. februar kunne en af hverdagens mest sete stykker design ellers fejre sin første runde fødselsdag. For da fylder DR’s nuværende sort-hvide logo 10 år. Og selv om de færreste måske tænker på det, bliver det set af størstedelen af befolkningen hver uge – for eksempel i hjørnet af tv-skærmen som en del af DR’s kanallogoer, i toppen af DR’s hjemmeside dr.dk, udenpå DR’s bygninger, på DR’s biler, brevpapir og mange andre steder.
Faktisk har DR’s nuværende logo i skrivende stund levet lidt længere, end de foregående tre har gjort. De tre seneste opdateringer har nemlig været i 1996, 2005, 2009 og 2013. DR blev etableret i 1925, og faktisk klarede Statsradiofonien/Danmarks Radio sig uden logo i de første små 40 år. Helt præcist fik DR et logo i 1964, og lige fra 1964 til 2013 var de røde og hvide farver centrale i logoet, der i dag alene findes i sort og hvidt.
Inspiration fra frimærker
DR’s første logo for 59 år siden blev skabt af Connie Linck, der var grafisk tegner i Radiohuset. Hun fandt sin inspiration til DR’s første logo fra noget så eksotisk som skrifttyperne på syd- og mellemamerikanske frimærker. Mere præcist lod hun sig inspirere af frimærker fra Bolivia, Chile og Costa Rica.
Logoet viste sig at holde længe – i hvert fald set med nutidens briller. Det andet og næste logo kom helt præcist den 30. august 1996, hvor DR lancerede DR2. Logoet var stadig rødt, men R’et var åbent, og logoet gjorde sig bedre på en skærm, nu hvor danskerne pludselig skulle vide, om de for eksempel havde stillet ind på DR1 eller DR2.
For tredje gang i DR’s historie kommer der nyt koncernlogo den 1. juni 2005 – og her er tanken helt klart, at det skal gøre sig bedre på de nye medier, som på det tidspunkt stadig var internettet, DR’s to tv-kanaler, tekst-tv og flere andre steder.
Ville sende andre signaler
Meldingen fra DR’s daværende kommunikationschef var, at logoet fra 1996 var ved at være forældet, og derfor ikke passede til de signaler, DR gerne ville sende. Den ansvarlige for DR-logoet i 2005 var Masoud Alavi, der på det tidspunkt var sektionskoordinator i DR Design og også havde stået for grafikken til TV Avisen, som var blevet præsenteret i august 2004.
- Når DR om et års tid flytter i DR Byen, er der behov for at sætte DR-logoet på alt fra bygninger til brevpapir. Derfor vil det være naturligt at skifte det, samtidig med at der alligevel skal bruges penge på det frem for om et år eller to, forklarede kommunikationschef Troels Brøndsted ved den lejlighed.
Udskiftningen kom samtidig med, at DR i 2005 skød kampagnen ’DR ikke som de andre' i gang. Den kastede blandt andet biografreklamer for DR af sig, hvor det nye logo optrådte. Håbet var her, at danskerne ville være med til at diskutere DR’s public service-rolle, opgaver og udfordringer.
Rød røg ud i 2013
Fra 2009 til 2013 fandtes der både en rød/hvid og en sort/hvid-udgave af logoet fra 2005, men efter 49 år med rød farve i DR’s visuelle identitet, fik farven sparket i 2013, hvor DR’s nuværende logo blandt andet så tv-skærmens lys.
- Vores logoer er ikke blot et mærkat, vi sætter i hjørnet af skærmen eller på vores bygninger. Logoet er rygraden i DR’s visuelle identitet. Derfor har vi udviklet ét DR-logo, som giver en klar afsendersignatur, der følger med tiden og de nye krav, som bliver stillet til vores logo. Det er for eksempel vigtigt, at vi står knivskarpt på tv-skærmen og dr.dk samt på de nye medier som tablets, smartphones og apps, for det er primært her, DR’s brugere møder os, sagde direktør i DR Medier Gitte Rabøl i forbindelse med lanceringen den 1. februar for 10 år siden.
Det var også i 2013, at DR for første gang satte store DR-skilte op på siden af DR Byen, så man faktisk langvejs fra kunne se, ’at DR bor her’. Det havde der ikke været hidtil.
Én af de ihærdige i den forbindelse var DR’s daværende designredaktør Anders Thulin, og firmaet Kontrapunkt var med til at skabe logoet i dets nuværende form. En af de væsentlige forklaringer på, at DR fik sit nye logo netop den 1. februar 2013, var, at DR stod foran at lancere kanaler som DR3 og DR Ultra ved den lejlighed. Men også at DR efterhånden havde fået mange forskellige visuelle udtryk udadtil. Derfor gav et samlet design mening, så man altid var sikker på, at noget faktisk var fra DR.
Diskret logo
I en af anmeldelserne i 2013 så arkitekt Holger Dahl på kommunikationsforum.dk kvaliteter i, at DR’s nye logo trak tråde til det gamle.
- Jeg kan godt følge tanken om at holde sig til et diskret logo, når virkeligheden er så konstant forandrende, skrev han ved den lejlighed.
Selv om meget er forandret i DR siden 1. februar 2013, har logoet altså ikke gjort det. Så onsdag har det været i brug i 10 år – også på flere medier og tilbud, som slet ikke fandtes, da det blev født i sin tid.