Børn i Grønland og på Færøerne skal kode med ultra:bit

Omkring 1700 elever i Grønland og på Færøerne bliver i 2019 en del af ultra:bit og får udleveret mikrocomputeren BBC micro:bit.

Nu kommer ultra:bit også til Grønland og Færøerne med tilbud om BBC micro:bits og undervisningsmateriale. (Foto: Robert Wengler © ©Robert Wengler)

I efteråret 2019 vil omkring 1700 elever i Grønland og på Færøerne få tilbud om at få en mikrocomputer på størrelse med en tændstikæske, en såkaldt BBC micro:bit. Eleverne bliver dermed en del af ultra:bit, som DR i samarbejde med CFU (Centre for Undervisningsmidler) og med støtte fra Industriens Fond har lanceret i Danmark ved dette skoleårs begyndelse.

Mere end 60.000 4. klasses elever har allerede modtaget deres mikrocomputere, og er i fuld gang med at lære både at kode og afkode teknologien med hjælp fra undervisningsmaterialer og børneprogrammer om teknologi og kreativitet fra DR Ultra og DR Skole.

Grønland og Færøerne deltager i ultra:bit fra efteråret 2019 og modtager som led i projektet BBC micro:bits og får adgang til undervisningsmateriale på DR Skole. I første omgang er det 4. klasser på Færøerne og 5. klasser på Grønland (svarende til 4. klassetrin i Danmark), der får mikro-computere, men børn på hele mellemtrinnet vil kunne deltage i ultra:bit over de næste år. Lærere vil desuden få tilbud om kurser, og børnene får mulighed for at se DR Ultras programmer med fokus på teknologi, så de bliver inspireret til at bruge deres mikrocomputere til at løse hverdagens små og store udfordringer.

Både i Grønland og Færøerne er man glade for samarbejdet.

Styrelseschef i Uddannelsesstyrelsen i Grønland, Simon Lennert siger:

- Vi er meget glade for at kunne deltage ultra:bit. Dette projekt giver eleverne og lærerne mulighed for at udforske og arbejde med de kompetencer de har brug for i det 21. århundrede. Der er ingen tvivl om at digitaliseringen er kommet for at blive, også i Grønland. Det er et af Uddannelsesstyrelsens mål, at fremtidens unge skal have kompetencerne til at bruge digital teknologi til at kunne håndtere informationer samt samarbejde om og skabe kreativt indhold.

Børn er storforbrugere af teknologi, og ultra:bit skal være med til at inspirere en hel årgang til at være kreative medskabere af teknologi med deres egen mikrocomputer, som kan programmeres til en række funktioner og aktiviteter.

- Det, at vi kan være med i dette projekt, giver os en fantastisk mulighed for at inspirere lærere og elever til at arbejde mere med kodning i skolen. Det giver dem en god mulighed for at være skabende og eksperimenterende med teknologien og ikke kun være forbrugere af den, siger IT-leder, Gundur Mortensen fra den færøske uddannelsesinstitution NÁM, der står for at uddele micro:bits på Færøerne.

Industriens Fond støtter ultra:bit i hele Rigsfællesskabet samt på skoler i Sydslesvig, som også har ønsket at være med i projektet.

- ultra:bit er blevet godt modtaget i hele landet, og jo flere børn vi kan inspirere til at arbejde og være kreative samt kritiske og innovative med kodning desto bedre. ultra:bit er en enestående mulighed for at inspirere børn, forældre og lærere gennem skabelsen af løsninger med kodning og teknologi. Det er kompetencer, der er særligt vigtige i fremtiden, siger bestyrelsesformand i Industriens Fond, Sten Scheibye.

ultra:bit i skolen og hverdagen

I ultra:bit indgår en hel række elementer udviklet af DR og en lang række samarbejdspartnere fra it- og uddannelsesverdenen.

ultra:bit blev lanceret august 2018, og DR Skole har udviklet undervisningsforløb til en række fag, som understøttes af Fælles Mål i både matematik, natur og teknologi, håndværk og design, dansk og understøttende undervisning. Skolerne har adgang til DR Skoles undervisningsforløb, tv-programmer på DR Ultra og kompetenceudvikling af lærerne.

DR Ultra sender en række programmer, hvor mikrocomputeren spiller en rolle. De populære ’NØRD’-programmer har for eksempel fokus på teknologi i den nye sæson. Derudover har den populære fiktionsserie ’Klassen’ inddraget mikrocomputeren i en række afsnit og i ’KreaKampen’, ’Designtalenterne’ og ‘Ultras sorte kageshow’ er ultra:bit ligeledes blevet inddraget.

Se og læs mere om ultra:bit her.