Nyhedsbrev december 2016

En nytårshilsen fra DR Panelet

Foto: /Scanpix 2016 (© Scanpix)

Med julen lagt vel bag os og et nyt år i horisonten er det for de fleste vedkommende blevet tid til at gøre status over 2016 – og det gælder selvfølgelig også for DR Panelet.

Først og fremmest vil vi gerne sige tusind tak for, at du bruger tid og energi på at fortælle os netop din mening om DR og vores daglige arbejde. For selvom vores undersøgelser ofte er baseret på store stikprøver og mange besvarelser, er det ofte i detaljerne, at vi finder de mest interessante betragtninger fra vores seere, lyttere og brugere. Og netop det helt unikke indblik i dine og de andre deltageres præferencer og medieadfærd skaber grundlag for, at vi blandt andet kan skarprette vores nyheder på tv, radio og net, arbejde målrettet med dækningen af store sportsbegivenheder som OL, udvikle vores dokumentarer og dramaserier – og ikke mindst fokusere indsatsen for vores indhold til børn og unge.

Medieudviklingen i Danmark

Vores medieadfærd ændrer sig hurtigere end nogensinde før i disse år, og for en stor del af os er en hverdag uden en smartphone eller en tablet nærmest utænkelig. Samtidig har vi på ganske få år vænnet os til muligheden for selv at kunne til- og fravælge medieindhold hvor og hvornår, det passer os, og vi lader os ikke længere styre af faste udgivelses- og sendetidspunkter. Denne teknologiske udvikling, som har haft stor indflydelse på brugernes adfærd, kommer samtidig til at stille store krav til selve programindholdet på tv, radio og net. I DR Panelet betyder det, at en stadig større del af vores undersøgelser ikke kun handler om, hvad du synes om det, der bliver sendt på tværs af vores kanaler, men også om måden, der bliver udsendt på.

I 2016 har vi i DR Panelet kigget nærmere på danskernes brug af streaming - altså hvor, hvornår og ikke mindst hvorfor man vælger at se tv-indhold på andre platforme og andre tidspunkter, end det bliver sendt. Vi er samtidig dykket ned i brugernes holdning til sikkerhed på nettet, og hvad der sker med de data, man automatisk efterlader, når man besøger et website. Og vi har kigget nærmere på opfattelsen af, hvad der egentlig skal til, før man kan kalde noget for ”breaking news”.

Resultaterne af disse undersøgelser kan ikke umiddelbart ses som håndgribelige ændringer i vores programmer, men ligger i højere grad til grund for den løbende udvikling på tværs af DR. I DR Medieforskning samler vi denne viden og udgiver årligt vores Medieudviklings-rapport, der gennem en række artikler sætter spot på nogle af de største og mest interessante ændringer i det danske mediebillede – men også de områder, hvor udviklingen slet ikke er så vidtrækkende, som vi måske går og tror.

I Medieudviklingen 2016, der udkommer torsdag d. 19. januar, kan du blandt andet læse om udviklingen indenfor specielt tv og radio, hvor streaming og tidsforskudt sening og lytning får stadig større betydning. Vi sætter spot på mobiltelefonens rolle i danskernes internetbrug, og vi ser nærmere på hvordan og hvor meget, vi egentlig bruger den gode gamle fjernebetjening. Der er overraskende resultater om de unges brug af radio, og så kan du afslutningsvis teste dig selv og finde ud af, hvilken digital mediepersonlighed du og en række kendte danskere har.

Du finder Medieudviklingen på dr.dk/medieforskning, hvor du allerede nu kan læse artikler fra vores tidligere udgivelser og mere om DR Medieforsknings arbejde.

Husk, at du også kan få daglige updates om danskernes mediebrug på DR Medieforsknings Twitter på https://twitter.com/DRforskerne

2017 bliver historisk

Med 2016 godt i hus ser vi frem til at tage hul på 2017, der blandt andet kommer til at stå i Danmarkshistoriens tegn. Sammen med Nationalmuseet, Slots- og Kulturstyrelsen og museer og kulturinstitutioner landet over vil DR dedikere en stor del af året på at fortælle Danmarks historie fra istiden og frem til i dag. Flagskibet bliver tv-serien ”Historien om Danmark” i 12 afsnit, mens en lang række programmer og produkter på tv, radio og net henover året vil tage hvert deres greb på danskernes historie.

Vi glæder os til at dele fortællingen med jer alle sammen – og ikke mindst høre din mening om det hele.

Ny kontakt til DR Panelet

Som en del af DR’s strategi om en tættere dialog med brugerne, har vi ændret måden, du kontakter DR Panelet på, når du har spørgsmål eller kommentarer til vores undersøgelser.

Fremadrettet skal du ikke længere skrive til vores hotline, men i stedet besøge vores kontaktside på dr.dk/drpanelet og vælge ”Kontakt” i toppen af sitet. Du kan også altid følge kontaktlinket, der står nederst i alle invitationsmails, du modtager fra os.

Vi har lavet denne ændring for at sikre, at de mange henvendelser, vi modtager dagligt, når frem til den rette DR-medarbejder og dermed bliver besvaret korrekt og fyldestgørende.

Med disse ord ønsker vi alle DR Panelets deltagere et rigtig godt nytår!

Med venlig hilsen

Michael Oxfeldt DR Panelet