Nyhedsbrev december 2020

Juleaften står lige for døren, og selvom julen i år på mange måder bliver anderledes end normalt, skal du ikke snydes for en hilsen fra DR Panelet.

(Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Selvom Covid-19 har spillet en afgørende rolle i samfundet, og også har fyldt meget i DR Panelets aktivitet hen over året, har vi heldigvis også kunnet beskæftige os med andre ting, og I har deltaget beredvilligt og svaret med en entusiasme som aldrig før. Det er vi taknemmelige for, for uden jer ville det være svært for os at få en fornemmelse af, hvad vi i DR gør godt – og hvad der kan gøres bedre. Tusind tak for det!

Noget for alle – men ikke nødvendigvis på samme tid

Mediebrugen bliver stadig mere specialiseret, og den tid hvor vi alle så det samme i fjernsynet eller hørte det samme i radioen på det samme tidspunkt, er en saga blot. Selvom de store tv- og radiokanaler stadig eksisterer – de fleste endda i bedste velgående – er danskernes brug af digitale medier langt mere individuel end tidligere. Vi har i årets løb sammen med jer testet en lang række af DR’s nye digitale produkter, og I har blandt andet gjort os markant klogere på, hvad skal til for at lave gode podcasts hvad enten det handler om nye måder at formidle nyhedshistorier på i Genstart, fodboldnørderi i Foldboldlisten eller hårrejsende kriminalfortællinger i true crime-podcasten Djævlen i detaljen. I har samtidig givet os vigtige input til udviklingen af det nye dr.dk, som i efteråret fik nyt udtryk, ligesom vi sammen har testet en række nye visuelle funktioner og greb på DR’s streamingtjeneste DRTV. Og det er ikke kun de voksne i panelet, der har hjulpet til; også de allermindst har (sammen med deres forældre) været med til at definere, hvordan DR’s nye univers til de mindste børn, Minisjang, skal se ud, når det lanceres i foråret 2021.

Værdi over volumen

Når man udvikler nye digitale tilbud til færre, men måske mere dedikerede brugere, er antallet af seere, lyttere og læsere ikke nødvendigvis længere en naturlig indikator for, om brugerne kan lide indholdet eller ej. For når vi ikke alle ser, hører eller læser indholdet på samme tidspunkt eller på samme platform, men i højere grad end tidligere selv definerer, hvilket medieindhold vi vil bruge på et givent tidspunkt, er det faktisk vigtigere at fokusere på, hvilken værdi indholdet skaber for den enkelte bruger.

DR Medieforskning har i årets løb med DR Panelets hjælp arbejdet med nye måder at evaluere og opsamle brugernes holdning til DR’s indhold på tværs af tv, radio og net. Det har blandt andet udmøntet sig i en række personlige interview med paneldeltagere, hvor vi blandt andet har talt med jer om, hvad man gerne vil have ud af at bruge forskelligt medieindhold. Der er selvsagt masser af individuelle behov, der skal opfælles, men fælles for jer alle er, at man – måske ikke overraskende - fokuserer på, at man selv er tilfreds med indholdet eller oplevelsen. Der er selvfølgelig forskel på forskellige typer af indhold, og man stiller typisk helt andre krav til fx en radioavis mandag morgen end man gør til et underholdningsprogram lørdag aften – men uagtet hvad, stilles der krav til kvaliteten. Tilfredsheden kan blandt andet måles på, om man oplever at den tid, man bruger på at se et program, læse en artikel eller lytte til en podcast, er givet godt ud og ikke mindst, om man oplever indholdet som relevant. Og det er netop med det her lille ord ”relevans”, at I i DR Panelet har hjulpet os godt på vej. For relevans kan betyde mange ting, og hvad der føles relevant for mig, er ikke nødvendigvis relevant for dig. På samme måde kan det opleves lige så relevant at få ny viden om det amerikanske præsidentvalg i den seneste episode af Genstart – fordi man måske mangler den sidste nye information - som det kan føles relevant at gense et afsnit eller to af Matador på DRTV, fordi man faktisk bare har brug for at læne sig tilbage, slappe af og blive underholdt.

Udbyttet man får af at se tv, høre radio og læse nyheder er med andre ord en individuel størrelse, og vi kommer fremadrettet til at dykke endnu dybere ned i begreberne for sammen med jer at blive klogere på, hvad der egentlig skaber værdi.

Du kan læse mere om individuel værdi i denne artikel fra DR Medieforsknings årlige rapport om danskernes mediebrug Medieudviklingen 2019.

Og nu vi taler om Medieudviklingen, så er den nye udgave lige på trapperne. Medieudviklingen 2020, som tager et dyk ned i danskernes mediebrug i et år præget af Corona, amerikansk præsidentvalg og #metoo, udkommer d 21. januar og kan læses her.

Men inden vi når så langt, skal vi først fejre julen og nytåret – også selvom det måske bliver på en anden måde end normalt. Uanset om højtiden skal fejres sammen eller hver for sig, ønsker vi her fra DR Panelet jer alle sammen en glædelig jul og et godt nytår.

Mange hilsner

Michael Oxfeldt DR Panelet