Nyhedsbrev december 2021

Selvom december måned for andet år i træk nærmest igen er blevet synonym med testkøer, mundbind og aflyste julefrokoster, skal du ikke snydes for en god gammeldags julehilsen fra os i DR Panelet. For selvom 2021 blev endnu et år i coronaens tegn, har verden – og dermed også medierne – heldigvis handlet om andet. Og som altid har dine indspark til DR’s måde at skildre verden på gjort en forskel.

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix (Foto: Henning Bagger © Ritzau Scanpix)

Men hvor stor en forskel, gør det egentlig at være med i DR Panelet, spørger du måske dig selv? Det var i hvert fald det spørgsmål, jeg fik af min mor, sidst vi talte sammen. Hun har selv været en del af panelet i flere år, og synes som så mange andre, at det er sjovt at være med i undersøgelser og komme lidt med bag ”kulisserne” i vores arbejde med at udvikle DR.

Havde vi ikke mulighed for at dele vores indhold med jer, og høre hvad I har på hjerte, inden de færdige programmer og produkter rammer skærmene og højtalerne ude i hjemmene, ville DR’S journalister og indholdsfolk alt for ofte arbejde i blinde med risiko for ikke at være i sync med, hvad der i virkeligheden rører sig på tværs af landet.

Brugerinddragelse fra start til slut

Et af de projekter hvor man i særlig høj grad kommer til at kunne mærke brugernes aftryk, er i udviklingen af DR’s nye dramaserie til unge, som får premiere i starten af næste år. Her er en stor gruppe unge DR-panelister mellem 15 og 24 år helt fra produktionens spæde start blevet inviteret helt med ind i maskinrummet hos DR Drama og har fået mulighed for at komme med input til seriens karakterer, læse med på manuskriptet, se de allerførste optagelser – og vil på sigt også være med til at udvælge, hvilken musik, der skal bruges i serien og hvordan serien skal lanceres til foråret.

Det er første gang, vi skaber så tæt et samarbejde mellem brugerne og programudviklingen i DR Panelets historie, men de gode erfaringerne vi indtil videre har fået ud af dette projekt gennem den meget tætte kontakt til brugerne og den direkte adgang til deres tanker og holdninger, betyder at vi helt sikkert kommer til at gøre endnu mere brug af lignende udviklingsmetoder i fremtiden.

Hvad har indkøbsvaner og politik dog med min mediebrug at gøre?

Som medlem af DR Panelet har du måske oplevet i løbet af efteråret at blive inviteret til undersøgelser, som handlede mere om dine indkøbsvaner, din adfærd, din tro og politiske holdninger, end de har handlet om din holdning til DR’s indhold. Det kan umiddelbart virke underligt - men der ligger faktisk tanker bag.

Når vi gennemfører undersøgelser i DR Panelet, kigger vi typisk på brugernes svar i nogle forskellige grupperinger. Det kan fx være i forskellige aldersgrupper, geografisk tilhørsforhold, køn, uddannelse mm.

Udover disse såkaldte demografiske variable, giver det også i nogle tilfælde mening at kigge på mere adfærds- og holdningsbaserede grupperinger, så som om man fx er mere digital og udviklingsmæssigt orienteret end resten af befolkningen, om man er meget fokuseret omkring fællesskabet eller i højere grad typen, der bedst kan lide at klare sig selv etc. Derudover kan det også være interessant at kigge på, om tro fx betyder noget i ens liv og på hvilken fløj, man ligger rent politisk.

Denne type af grupperinger kaldes adfærdsmæssig segmentering og giver et ekstra lag af viden oven i de mere mediebrugsrettede spørgsmål, vi typisk stiller. Segmenteringen er med til at gøre os klogere på, om der er bestemte målgrupper, vi giver for meget eller for lidt opmærksomhed med vores indhold; har vi fx tilstrækkeligt meget indhold til de særligt digitalt mindede og teknologi-interesserede brugere, som primært benytter vores streamingtjenester DRTV og DR Lyd. Eller har vi omvendt lidt for meget på hylderne til de brugere, for hvem samfundsstof eller familieforhold har størst betydning.

Det er vigtigt for os at understrege, at dine svar i disse segmenteringsundersøgelser (og i øvrigt i alle andre undersøgelser i DR Panelet) aldrig bliver behandlet enkeltstående, men blandes og analyseres anonymt sammen med alle de øvrige besvarelser. Derudover er det til enhver tid frivilligt om man har lyst til at deltage i denne type undersøgelser, ligesom at spørgsmål omkring tro og politik også blot kan springes over, hvis man ikke ønsker at besvare dem.

Tak for i år

Vi håber, det står lysende klart, hvilken værdi dine svar skaber og at vi sætter stor pris på din deltagelse i DR Panelet, og vil med disse ord blot ønske dig og hele din familie en rigtig god jul og et godt nytår.

DR Panelet holder selv ferie hen over julen, men er klar med nye undersøgelser igen fra mandag d. 3. januar.

Mange hilsner

Michael Oxfeldt

DR Panelet