Nyhedsbrev juli 2017

En sommerhilsen fra DR Panelet

(Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

Selvom himlen over DR Byen ser smågrå ud, og de hjemlige badevandstemperaturer stadig lader meget tilbage at ønske, kan vi ikke komme uden om, at det endnu engang er blevet sommer og dermed tid til at samle op på årets første måneder i DR Panelet. Foråret har budt på en perlerække af undersøgelser om alt fra test af DR’s nye dramaserie over danskernes brug af breaking news til mediernes dækning af det franske præsidentvalg. Som altid har jeres input og tilbagemeldinger givet os de bedste forudsætninger for at rette vores programmer til i større eller mindre grad – eller simpelthen bare lade tingene være, som de er. For hvorfor ændre på noget, der i bund og grund fungerer fint?

Udvikling af DR’s digitale produkter

Men DR er meget andet end vores tv- og radioprogrammer, og et af DR Panelets helt store fokusområder har i løbet af foråret været evalueringer af de forskellige digitale indholdsområder og funktioner på dr.dk og i vores apps. Når vi evaluerer brugen af vores digitale produkter eller tester nye funktionaliteter, foregår det typisk på to forskellige måder: Vi laver for det første en overordnet spørgeskemaundersøgelse, der skal hjælpe med at kortlægge brugernes præferencer for sitet eller i appen – herunder det umiddelbare indtryk af produktet, hvad der fungerer godt, og hvad der kunne være bedre i den daglige brug. Svarene fra spørgeskemaundersøgelserne kombinerer vi efterfølgende med resultaterne fra en række personlige brugstests, hvor vi inviterer testbrugere til fysisk at afprøve produkterne sammen med os. Disse brugstests giver os et indgående billede af, hvordan man som bruger typisk navigerer rundt på sitet eller i app’en, og vi får samtidig et rigtig godt indtryk af eventuelle uhensigtsmæssigheder i opbygningen, eller om der er brugsmønstre, som vi helt har overset. DR Panelet har i løbet af foråret blandt andet testet videnskabsområdet på dr.dk samt nyheds- og radio-app’en, hvilket har ført til en række større ændringer i såvel indhold som design og funktionalitet på alle tre produkter. En helt tredje måde at teste nye funktioner på er ved at lade en større gruppe brugere afprøve nye digitale produkter over en periode på 3-4 uger. Undervejs i testperioden giver vi brugerne en række opgaver og stiller spørgsmål til deres brug af produktet, men ideen bag den lange testperiode er primært at lade produktet få en naturlig plads i brugernes hverdag, og dermed give et endnu bedre billede af, hvad der fungerer godt og dårligt i det daglige og ikke bare i en kunstig testsituation.

Et af de produkter, vi har testet på denne måde, er vores nye nyhedsfunktion i Messenger, der er specielt udviklet til de yngste nyhedsbrugere. Testen viste blandt andet, at der er stor efterspørgsel på et nyhedsprodukt særligt målrettet de unge, som for det første udvælger nyheder med relevans for de unges liv – og som samtidig fortæller nyhederne i et sprog og med et perspektiv, der tapper ind i de unge brugeres eget liv.

De yngste mediebrugere ved, hvad de vil have

Og netop relevans og identifikation bliver stadigt vigtigere, når vi taler om de yngste mediebrugere. Den tid, hvor børnene bare satte sig ned og ukritisk så, hvad der blev vist i fjernsynet – eller hvor mor og fars mening om indholdet var den eneste rigtige - er for længst passé, og de yngste mediebrugere er i dag lige så forvænnede med selv at kunne vælge det indhold, de gerne vil se, som de voksne. Derfor inddrager vi i DR Panelet i stadig højere grad de ”rigtige” brugere – altså børnene – når vi tester nyt indhold til de yngste målgrupper. Vi har hen over foråret lavet undersøgelser om nye programmer til hhv. DR Ramasjang og DR Ultra, samt givet en række 8-12- årige seere et smugkig på de første to afsnit af årets julekalender ”Snefald” på DR1.

Det siger sig selv, at vi ikke kan stille de samme typer af spørgsmål til de yngste brugere, som vi ellers normalt gør brug af, når vi laver undersøgelser blandt voksne. Men omvendt oplever vi, at børnene er meget mere kontante i deres tilbagemeldinger, og vi får ofte nogle helt anderledes umiddelbare og utvetydige reaktioner, på det vi viser dem - og efter en test med børn er vi sjældent i tvivl om, hvorvidt et program eller et digitalt produkt falder i god jord eller ej.

Det er afgørende i vores arbejde, at børnene og de yngste mediebrugere også bliver hørt, og vi håber derfor, at alle I forældre i DR Panelet også i fremtiden sammen med jeres børn vil være med til at gøre vores programmer og produkter endnu bedre.

DR Panelet ønsker alle vores medlemmer en rigtig god sommer, og vi glæder os til at tage hul på efterårssæsonen sammen med jer, når vi starter op igen efter ferien.

Mange hilsner Michael Oxfeldt DR Panelet