Nyhedsbrev juli 2021

Der er i skrivende stund godt 23 grader i DR Byen og mange er allerede gået på en velfortjent sommerferie. Inden det bliver vores tur til at holde fri her i DR Panelet, vil vi benytte stilheden i storrumskontoret til at sende en varm sommerhilsen ud til jer alle sammen.

Foto Keld Navntoft/Ritzau Scanpix 2021 (Foto: KELD NAVNTOFT © Ritzau Scanpix)

Selvom den første halvdel af året fortsat har været præget af Corona, hjemmearbejde, logistiske udfordringer og videomøder, så har jeres indspark og tilbagemeldinger på DR’s indhold været en uvurderlig hjælp i arbejdet med at levere de bedste programmer og produkter til den danske befolkning.

Rundt i hele DR

På trods af alle de produktionsmæssige udfordringer som særligt forårets lockdown har afstedkommet, er det alligevel lykkedes os sammen med jer at komme godt og grundigt rundt i DR’s portefølje. På tv-siden har I givet os et kritisk blik på blandt andet den nye udgave af ’21 Søndag’, gået ’Tæt på Sandheden’ og set programmets vært Jonathan Spang efter i sømmene, givet gode råd til redaktionen bag et nyt underholdningsshow, der på daværende tidspunkt endnu kun var på tegnebrættet, samt givet feedback på de tre første afsnit af en ny satireserie, som rammer skærmen til efteråret. Men DR er jo ikke kun tv, og på lydsiden har I blandt nærlyttet og givet jeres mening til kende om serier som ’Hjerteflimmer for voksne’ og ’Det perfekte offer’, ligesom P6 Beats musikprofil har været en tur under den lydmæssige lup. Også en række af DR’s digitale produkter har været en tur forbi DR Panelet, og vi har i små grupper af børn og deres forældre testet vores nye univers for de allermindste ’Minisjang’, sammen med de unge kigget på deres oplevelse af vores streamingtjeneste DRTV, og fået masser af gode indspark til, hvad man forventer af DR’s digitale kulturdækning.

”Og de 12 point går til…”

En af forårets lidt anderledes opgaver i DR Panelet var at lade panelet fungere som backup ved afstemningsprocessen ved dettes års danske Melodi Grand Prix. De seneste år er vinderen blevet fundet på baggrund af seernes stemmer kombineret med stemmerne fra en udvalgt musikalsk fagjury. I år var der imidlertid ingen fagjury i showet, og beslutningen om, hvem vi skulle sende afsted til Eurovision i Rotterdam, lå alene i seernes hænder. Det betød med andre ord, at der ikke var nogen form for backup, hvis afstemningen via SMS og appen skulle fejle, og vi valgte derfor at invitere en stor repræsentativ gruppe af godt 1.000 medlemmer fra DR Panelet til at gennemføre afstemningen sideløbende med den officielle afstemning.

Teknikken holdt heldigvis hele vejen igennem og det blev ikke nødvendigt at tage resultaterne fra nødberedskabet i brug. Det havde imidlertid ikke gjort den store forskel, for resultatet af afstemningen i DR Panelet var helt identisk med det officielle resultat med Fyr & Flamme som vinderen, og Chief 1 og Thomas Buttenschøn på 2. pladsen samt Jean Michel, der tog 3. pladsen.

”Hvorfor hører jeg aldrig fra jer?”

Der sidder sikkert nogen derude og undrer sig over, hvorfor de sjældent hører noget fra DR Panelet, når der nu bliver lavet så mange undersøgelser. Og det er desværre rigtig, at der er nogen medlemmer af DR Panelet, der bliver kontaktet i mindre grad end andre.

Afhængig af hvilken type af undersøgelse, der er tale om, udvælger vi typisk deltagerne på to forskellige måder: Er der tale om en undersøgelse, der kræver, at man ser fx ’Nak & Æd’ eller besøger kultursektionen på dr.dk dagligt, prøver vi at pin pointe deltagerne ud fra dette, for ikke at skulle forstyrre unødigt mange brugere. Er der omvendt tale om en undersøgelse, der fx skal afdække hele befolkningens kendskab til DR’s podcasts, udvælges deltagerne helt nøgternt ud fra en repræsentativ fordeling på tværs af fx køn og alder. Disse to metoder sikrer, at vi kommer i kontakt med og hører fra alle typer brugere – gammel som ung.

Når der så alligevel er deltagere i panelet, der sjældent hører fra os, skyldes det, at der er langt flere deltagere i DR Panelet over 40 år end under. Det betyder, at særligt de yngste paneldeltagere bliver udtrukket til flere undersøgelser end de ældre - simpelthen fordi vi har færre yngre i panelet, mens der kan gå længere tid imellem at man bliver udtrukket, hvis man er over 40 år.

Vi arbejder hele tiden på at udjævne denne skævhed, men det betyder nødvendigvis, at vi ikke kan invitere alle panelets deltagere med samme frekvens. Har du imidlertid spørgsmål eller kommentarer til DR generelt, er du altid velkommen til at skrive til os her. Du kan desuden læse mere om alle de andre måder, vi samarbejder med brugerne på her.

Med disse ord vil vi ønsker jer alle sammen en rigtig god sommer, og glæder os til sammen med jer at tage hul på en ny sæson i DR Panelet på den anden side.

Mange hilsner

Michael Oxfeldt DR Panelet