En ægte luksushabit

Stem ved at skrive "ting 9" i en sms og send til 1212 - det koster 1 kr plus almindelig takst.

Året 2018 bør huskes for de pæne personer eller firmaer, der har tiltusket sig enorme formuer, mener Ib Dejgaard fra Silkeborg.

En ægte luksushabit, Armani eller finere. Flot presset og hængt op på en fornem bøjle, men buksebenene, det nederste af jakken samt ærmerne skulle hænge i laser. Men ikke for meget. Der må nemlig ikke herske tvivl om habittens eksklusivitet.

Sådan beskriver Ib Dejgaard året 2018, hvis det var en ting. Han husker nemlig året for de pæne personer og firmaer, der nationalt eller internationalt hvidvaskede eller uretmæssigt tiltuskede sig enorme formuer.

"Det er et hint til alt det, der er foregået i den finansielle sektor og toppen af andre foretagender. Jeg kan ikke huske, hvem der lancerede begrebet banditter-i-habitter, men det er mennesker i pænt tøj, altså samfundets spidser, der er blevet en anelse flosset i kanten", forklarer han.

De østjyske dommere var direktør for Godsbanen i Aarhus Fleming Dybbøl, psykoterapeut i Horsens og tidligere medlem af Folketinget for Venstre Irene Simonsen, økologisk landmand ved Odder Lone Vitus og kogebogsforfatter og børnetv-vært fra Grenaa Micki Cheng.

De udvalgte Ib Dejgaards forslag blandt 61 forslag fra de østjyske lyttere.

Dommerne kaldte Ib Dejgaards forslag for helt fantastisk og gav begrundelsen:

- Det dækker over det hele og alt det, der har fyldt meget. Hvad enten det har været hvidvask, skatteunddragelse, man har lavet svindel med offentlige midler eller politikere, der har for mange vennetjenester.

Desuden opfordrer dommerne til, at Nationalmuseet får fat i en fra tidligere administrerende direktør for Danske Bank Thomas Borgens klædeskab.

"Den køber jeg", griner Ib Dejgaard.