Fra 2020: To hovedindgange til DR’s tv-programmer

DR’s tv-kanaler DR Ultra og DR3 rykker fra nytår over på streamingtilbuddet DRTV, som fra 2020 i højere grad vil opleves som en hovedindgang til DR’s tv-indhold på linje med DR1.

DR lukker til nytår flere traditionelle tv-kanaler som en del af spare- og udviklingsplanen, der udspringer af seneste medieforlig og de politisk besluttede besparelser på DR. En del af programmerne og indholdet fra disse kanaler vil fra nytår flytte over på DR’s streamingtilbud, DRTV.

Den 2. januar lukker DR Ultra, DR3 og DRK som flowkanaler. Mens DRK helt stopper, flytter indholdet til store børn og unge, under DR Ultra og DR3, permanent over på DRTV. Samtidig kommer der programmer, under navnet DR2+, rettet mod streamere af kultur- og samfundsstof.

På grund af ændringerne vil man derfor opleve, at DRTV sammen med DR1 fremover være hovedindgangene til DR’s tv-indhold.

DRTV vil som altid indeholde tv-programmer fra DR. En del ligger allerede på DRTV, inden de sendes på en flow-kanal, og de fleste programmer kan du også se efter, de har været vist i fjernsynet. Som noget nyt vil dramaserier kunne opleves længere.

På DRTV er det også muligt at se direkte udsendelser og en masse aktuelt indhold fra flow-kanalerne DR1, DR2 og DR Ramasjang.

Der er mange måder at se DRTV på. Du kan finde DRTV på både dit fjernsyn, på din computer, på din smartphone eller din tablet. Det kræver blot, at du har adgang til internettet.