DR i 2013

Premiere på DR Ultra og DR3, flere debatskabende programmer på DR1 og meget mere.

(Foto: Kirsten Løffler Reich © DR)

2013 bød på premiere på tv-kanalen DR Ultra med nyheder i børnehøjde, lancering af den eksperimenterende public service-kanal for yngre seere, DR3, og markant flere debatskabende programmer om det danske samfund på DR1. Her får du et udpluk af året, der gik.

Velkommen til DR Ultra og DR 3

Omlægningen af DRs seks tv-kanaler i 2013 er en af de største forandringer i DR tv’s historie.

DR skabte to selvstændige børneuniverser, DR Ramasjang til små børn, mens de større børn på den nye kanal DR Ultra fik en ny kanal blandt andet med nyheder formidlet til skolebørn. Også kanalen DR3 målrettet yngre voksne så dagens lys i 2013. DR HD og DR Update lukkede.

Omlægningen betød også styrkelse af nyheder, aktualitet og kultur. DR K fik profil med fokus på kultur, historie, tro og eksistens, DR2 skiftede profil til samfundskanal, og hovedkanalen DR1 fik styrket fokus på aktualitet og debat.

Ultra Nyt (Foto: Agnete Schlichtkrull © Type 1)

DR omlagde sine tv-kanaler med en ambition om, at alle danskere – uanset hvem de er, og hvor de er i livet – kan finde relevante og appellerende public service-tilbud.

Læs om DR-året der gik

Tre publikationer beskriver DR i 2013: Publikationen ’DR i 2013’ giver et samlet overblik over de vigtigste begivenheder og fakta for året, ’DRs årsrapport 2013’ har hovedvægt på økonomi, mens ’DRs public service-redegørelse 2013’ gennemgår, hvordan DR lever op til kravene i public service-kontrakten med Kulturministeren. Download publikationerne øverst på denne side.

Flere danske programmer og mere aktualitet

Antallet af sendetimer med danske programmer på DRs tv-kanaler er i 2013 steget med 48 procent, når man fraregner nyhedssløjferne på den nu lukkede DR Update. Det er særligt på DR2 og på DR K, der er sket store stigninger i de danske timer.

Også styrkelsen af debat og aktualitet på DRs tv-kanaler slog markant igennem i 2013. DR sendte 2.384 timers aktualitet og debat på tv, hvilket er en stigning på 41 procent.

Ultra Nyt (Foto: Agnete Schlichtkrull © Type 1)

Brugerne er tilfredse med DR

Seerne har taget godt imod tv-kanalomlægningens styrkede public service-tilbud. Efter en årrække med vigende seertilslutning har flere fået lyst til at kigge med, og ifølge public service-redgørelsen er tilfredsheden med DRs indhold er høj. 74 procent er tilfredse eller meget tilfredse med DRs indhold, og 82 procent mener, at DRs eksistens som public service-institution er vigtig for befolkningen.

New Nordic Noir

I foråret 2013 fulgte seerne tredje sæson af ’Borgen’, hvor Birgitte Nyborg kæmpede for at skabe et nyt parti og et nyt liv efter sin skilsmisse. Gennemsnitlig fulgte knap halvanden millioner seere – unge som gamle – de politiske og personlige kampe hver uge.

Kommunal- og regionsvalget 2013

I 2013 valgte DR at dække kommunal- og regionsvalget markant, så alle borgere fik lejlighed til at opleve og deltage i den demokratiske debat. Eksempelvis engagerede tv-programmet ’Gaden hvor det offentlige forsvandt’ vælgere i prioriteringsdebatten, P4 sendte op mod 500 timers valgradio, og på dr.dk blev ’Kandidatdatabasen’ – en service, hvor danskerne kunne matche egne holdninger med kandidaternes – anvendt flere end to en halv million gange.

3 timers fjernsyn om dagen

Tv-sening på fjernsyn er faldet med 8 procent fra 2012 til 2013. En del tv-sening er flyttet over på net, og derfor er faldet reelt mindre. Fjernsynet er stadig den mest populære platform at se tv på, og i Danmark ser vi i gennemsnit 3 timer fjernsyn om dagen.

Nyheder 2013

DR har som kerneopgave at levere uafhængig, upartisk og alsidig nyhedsdækning. I aftenfladen mellem kl. 17.00 og 24.00 sendte DR følgende nyhedstimer:

  • DR sendte 5.082 timers nyheder på tv

  • DR sendte 15.536 timers nyheder på radio

DR radiofakta 2013

Fire af fem benytter DR Radio hver uge.

  • P4 er danskernes foretrukne radiotilbud

  • DR sender faste nyhedsudsendelser på P1, P2, P3, P4, P5, P6 Beat, P7 Mix og P8 Jazz.

  • 90 procent af befolkningen har adgang til digital radio. 25 procent af radiolytningen i Danmark er nu digital.

  • DR Radio sendte i 2013 44.366 timer på analog radio og 78.840 timer på digital radio. Samlet set er det 123.206 timers radio.

DR.dk

Dr.dk har tre centrale indholdsområder: Radio, tv og nyheder samt en række særlige tilbud fx undervisningsmaterialer til grundskole og gymnasium. Desuden har dr.dk en række særlige tilbud til børn, nemlig ’Oline’ til de mindste, ’Ramasjang’ til de lidt større og ’Ultra’ til de store børn.

Tv på net steg med 20 procent

I 2013 så borgerne godt 20 procent flere timers online-tv på dr.dk i forhold til 2012. Nogle af de populære programmer fra fjernsynet blev også populære online, fx ’Borgen’, ’Broen’, ’Gift ved første blik’, ’9.z mod Kina’, ’Pendlerkids’, ’Monte Carlo elsker Putin’ og årets julekalender ’Pagten’.

Ultra Nyt (Foto: Mike Kollöffel © Type 1)

DRs tv-tilbud kan opleves såvel i fjernsynet som på nettet. Du kan se TV-Avisen live på mobilen, når du sidder i toget eller du kan finde dét tv-program på DR NU, som du ikke nåede at se i fjernsynet.

DRs ensembler

I 2013 er DRs ensembler blevet styrket på en række vigtige områder: I mødet med befolkningen rundt om i Danmark, ved en musikalsk sommerfestival og ved en markant publikumstilvækst til koncerter i . Herudover er den internationale turnévirksomhed blevet udvidet.

Koncerthuset

I 2013 blev næsten 300 koncert-, radio- og tv-produktioner afholdt i Koncerthuset, og interessen fra publikum har aldrig været større. Mere end 300.000 mennesker har besøgt Koncerthusets arrangementer i 2013. Det er dobbelt så mange, som da Koncerthuset åbnede i 2009.

Antallet af koncertgæster til klassiske koncerter er fordoblet siden 2009, og antallet af koncerter med rytmisk musik er tredoblet. Dertil kommer, at de fleste koncerter transmitteres på radio, tv og web og derved kan nydes af hele befolkningen hjemmefra.

Ultra Nyt (Foto: Agnete Schlichtkrull © Type 1)
Facebook
Twitter