Mads Steffensens 2020: Monopolet blev coronatilpasset og Danmark sang sammen

For selv den garvede vært Mads Steffensen har 2020 været et år med markant ændrede planer og et fællessang-projekt, der overraskede alle. Her fortæller han, om året der er gået og et sidespor i karrieren, han aldrig vil glemme.

Mads Steffensen og Phillip Faber har med 'Fællessang - hver for sig' været et samlingspunkt for danskerne under corona. (Foto: Benita Marcussen/DR)

’Lyse nætter’, ’Tusind stykker’ og ’Rudolf med den røde tud’. Et af de få samlingspunkter vi har haft i år, har været ’Fællessang – hver for sig’ 10 fredage i foråret og ni fredage i efteråret og vinteren. Året 2020 har for mange været et helt specielt år med coronapandemi, mundbind og afstand til andre mennesker. Men et helt nyt koncept, såre simpelt og dog med stor effekt, har samlet danskerne på tværs af landet.

En af hovedpersonerne, Mads Steffensen, havde ikke regnet med, at hans år stod i fællessangens tegn. Det blev dog den nye virkelighed, da Danmark i marts skulle blive hjemme for alles skyld. Hvad der skulle have været et enkelt program, blev til tre, som blev til 10.

- Den største oplevelse for mig i år var da, der blev sunget ’Tusind stykker’ i fællessang. Alle kunstnerne rundt omkring sang med live, og det blev klippet sammen med en masse seere, der havde sendt lydbidder ind. Når jeg er færdig med fællessang, kører jeg hjem, og 10 timer senere står jeg herude igen for at lave ’Mads og Monopolet’. Lige inden jeg skulle sende om lørdagen, så jeg klippet igen. Selvom jeg havde været der, oplevet det live og ovenikøbet sunget lidt med, blev jeg rørt igen. Det klip summerer ret godt op, hvad 2020 er for mig, siger Mads Steffensen.

Kan man tale om højlydte naboer under en pandemi?

Inden Mads Steffensen endte som vært for fællessang, skulle der tages stilling til, om lørdagsprogrammet på P4 ’Mads og Monopolet’ kunne fortsætte, selvom landet var lukket.

- Da det blev besluttet, at ’Monopolet’ skulle fortsætte - på trods af nedlukningen, havde jeg en diskussion med min chef, men også med mig selv, om det var en god idé. Hvis vi husker, hvordan vi havde det i marts, hvor vi ikke har den viden og de rutiner, vi har i dag, kunne vi overhovedet tale om personlige dilemmaer midt i en pandemi? Om Preben og Berit, om man skal opsøge sin biologiske far, eller at naboerne larmer ovenpå, siger Mads Steffensen.

Med to panelister i stedet for tre, hver deres kaffekande og portionsanrettet morgenmad fortsatte monopolet med at debattere de indsendte dilemmaer. Mads Steffensen er glad for, at ’Mads og Monopolet’ endte med at sende lørdag som normalt.

- Som jeg sagde til lytterne, skal man se programmet som et skud af normalitet i en hverdag, der er alt andet end normal. De reaktioner, vi fik fra lytterne, var positive – de var glade for at have os som et fast holdepunkt, fortæller han.

Kender du coronatypen?

Optagelserne på Mads Steffensens andet program ’Kender du typen?’ måtte aflyses, inden det igen vendte tilbage i en sommerhus- og coronasikker udgave. En meter mellem Mads Steffensen og eksperterne Anne Glad og Flemming Møldrup, ingen kram eller håndtryk, når den kendte blev afsløret.

I efteråret har ’Kender du typen?’ haft travlt med at indhente det forsømte med nye episoder, da det igen blev muligt at optage.

Mads Steffensen er derfor én af de heldige, der ikke har manglet arbejde i løbet af året. Når juleferien rammer fredag den 18. december, har fællessang-værten været live på skærmen 19 fredage i træk. Inden anden omgang af ’Fællessang – hver for sig’ var han vært for underholdningsprogrammet ’Alle for 1’. Hver lørdag er han i radioen, og om tirsdagene toner han frem i ’Kender du typen?’.

Se eller gense Mads Steffensens højdepunkt fra 2020, da der blev sunget 'Tusind stykker' i 'Fællessang - hver for sig':

’Det er Danmark, der ringer’

På trods af Mads Steffensens sædvanlige programmer i nye udgaver, kommer man ikke udenom, at ’Fællessang – hver for sig’ har været den største omvæltning for den garvede vært. Sammen med Phillip Faber er de to blevet hyldet som et samlingspunkt, da Danmark mest manglede et.

For Mads Steffensen har det været overvældende, hvor meget fællessang kan i al sin enkelthed.

- Der er mange ting ved ’Fællessang – hver for sig’, som er enormt spændende. Vi fandt ud af, at det var præcis det danskerne manglede. Vi har lært, at fællessang kan hjælpe på den mentale sundhed. Vi har lært om vores historie, hvad vi kommer af. Jeg er stolt af, at vi i DR tør synge viser og salmer fra den danske sangskat klokken 20.00 fredag aften. Programmet er helt slow, nærværende og enkelt, og er på den måde faktisk ret nyskabende, uddyber han.

Hver fredag er vi blevet inviteret ind hos danske kunstnere, der har sunget deres egne eller fortolket andres sange. Det har været øjenåbnende for Mads Steffensen, hvor mange dygtige kunstnere Danmark besidder, og hvor meget der har været brug for dem.

- Kunstnerne åbnede deres hjem op, da vi havde brug for det. Jeg ser sådan et skønt billede for mig af Michael Falch, der sidder i uldstrømper i sit hjem. Når vi ringede til kunstnerne for at høre, om de ville være med, sagde vi ’Det er Danmark, der ringer’. Vi er blevet mindet om, hvor vigtig kunst og kultur er, siger han.

2021 står for døren og som mange andre, håber Mads Steffensen, at det nye år byder på en vaccine og mere normalitet. ’Fællessang – hver for sig’ har dog været en oplevelse, han altid vil huske som et af sine højdepunkter i karrieren.

- Når jeg ser tilbage, er fællessang noget af det, jeg er virkelig stolt af at have været med til. DR var med til at løfte en stor opgave på en dejlig, overraskende måde. Det var ikke tænkt og konceptualiseret – det kom fra hjertet. Det vil jeg huske i resten af min karriere, siger han.

FacebookTwitter