Fodboldfeber, Minisjang og navneskift: Medieåret 2021 i den korte udgave

DR Medieforskning er snart klar med rapporten ’Medieudviklingen 2021’, hvor man blandt andet ser på medieåret 2021 i ’tweetform’. I anledning af årsskiftet har vi fået lov til at kigge med allerede nu.

(Foto: Paul ellis © Ritzau Scanpix)

2021 bar - ligesom 2020 - på godt og ondt præg af corona-pandemien med aflyste planer, behørig afstand og hjemmearbejde som nogle af konsekvenserne.

Alt imens gik livet videre i medieandedammen, hvor nye medietilbud og -muligheder dukkede op, ligesom vores medievaner ændrede sig i takt med dem, og alt efter om Danmark var åbent eller lukket.

DR Medieforskning har udvalgt en række store og små begivenheder samt nogle af de tal og tendenser, der har præget medieåret.

Den endelige liste kan du se, når DR Medieforskning om godt tre uger præsenterer ’Medieudviklingen 2021’ - den årlige rapport om udviklingen i danskernes brug af elektroniske medier.

6. januar: Amerikanske demonstranter stormer Capitol Building. Blandt andre har den afgående præsident, Donald Trump, samme dag rejst tvivl om udfaldet af det amerikanske præsidentvalg i november 2020. Facebook, Twitter og flere andre sociale medier blokerer kort efter Donald Trump fra deres platforme.

19. januar: Netflix runder 200 millioner abonnenter verden over. 58 procent af danskerne har abonnement på platformen, og 49 procent bruger den mindst ugentligt.

28. januar: Disney begrænser de mindste børns adgang til gamle klassikere som Peter Pan og Lady og Vagabonden, fordi filmene - ifølge Disney - bygger på blandt andet kulturelle og racistiske stereotyper. Streamingtjenesten Disney+ bruges mindst ugentligt af en ud af fem danskere og af godt og vel to ud af fem børn.

28. januar: Statsminister Mette Frederiksen forlænger på et pressemøde coronarestriktionerne vinteren ud. Danskerne har ved årets udgang i gennemsnit brugt cirka fem timer på at se pressemøder på DR1, TV 2 og/eller TV 2 NEWS.

31. januar: Danmarks håndboldherrer vinder VM i håndbold. 2,6 mio. tv-seere ser VM-finalen på DR1 eller TV 2. Det svarer til næsten hver anden dansker over 3 år. Da slutfløjtet lyder, er 2,9 mio. seere på plads bag skærmene for at tage del i festlighederne.

21. marts: Ekstra Bladet vælger at lukke !nationens kommentarspor på deres artikler, for at ’komme de mange anonyme og hadefulde kommentarer til livs’. Ifølge Dansk Online Index er der 500 mio. sidevisninger på eb.dk i marts måned. Det svarer til cirka 16 mio. daglige sidevisninger.

'Hjulene på bussen' på Minisjang er blevet set omkring en million gange. (Foto: Thomas Scavenius © Copenhagen Bombay)

29. marts: DR lancerer et nyt univers til de 1-3-årige børn. Minisjang bruges i 2021 af 29 procent af 1-3-årige børn ugentligt, og flere end 1 mio. gange er ’Hjulene på bussen’ samt flere andre sange og programmer blevet set ved årets udgang.

26. april: Thomas Vinterbergs ’Druk’ fra 2020 modtager en Oscar for ’Bedste internationale film’ ved det corona-ramte show i Los Angeles. ’Druk’ sælger 840.000 biografbilletter i Danmark, hvilket dog ikke er helt nok til at slå Ternet Ninja 2 med tæt på 1 mio. solgte billetter. Den animerede ninja slår i åbningsweekenden alle danske rekorder med godt en kvart mio. solgte billetter.

19. maj: AT&T’s Warner Media fusionerer med Discovery, der i Danmark blandt andet driver en række tv-kanaler og streamingtjenesten Discovery+. Discovery+ bruges ugentligt af 9 procent af danskerne ved udgangen af året.

26. maj: Amazon overtager filmselskabet MGM, der blandt andet har James Bond-franchisen i stalden. Amazon Prime Video bruges mindst ugentligt af 3 procent af danskerne.

27. maj: En dedikeret Radio4-vært rapporterer fra en genåbnet swingerklub og deltager undervejs selv i festlighederne. Relativt få lytter med live, men til gengæld bliver udsendelsen den mest lyttede danske podcast ugen efter - ifølge podcastindex.dk, med 605.000 streams og downloads.

27. maj: Et hyldestafsnit af ’Friends’ lægges på HBO Nordic, hvor de seks stjerner bliver mødt af ustoppelige klapsalver og sjove cameos. HBO Nordic bruges til og med oktober af 12 procent af danskerne, men erstattes herefter af HBO Max.

12. juni: Christian Eriksen kollapser i Parken foran hele fodboldverdenens forventningsfulde blikke til Danmarks første kamp ved EM. 1,7 mio. besøgende er forbi dr.dk, blandt andet for at følge med i Christian Eriksens tilstand. Dette medfører, at det bliver dr.dk’s mest besøgte døgn i 2021.

7. juli: Trods en uhyggelig start på turneringen står det danske landshold godt en måned senere i semifinalen mod England på Wembley. 2.218.000 danske tv-seere følger officielt med i kampen på DR’s platforme, mens der også er seere på Viaplay og mange, der er stimlet sammen foran storskærme, på barer med mere for at se med. Danmark taber efter forlænget spilletid. 9 ud af 10 danskere følger med i EM-slutrunden i løbet af juni og juli.

Viktor Axelsen blev fulgt af 800.000 seere, da han vandt OL-guld i badminton. Her er han fra hjemkomsten til Danmark. (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)

3. august: 800.000 tv-seere følger med, da Viktor Axelsen vinder OL-guld. 9 ud af 10 danskere følger med i OL i løbet af juli og august, og foruden badminton er blandt andet svømning, sejlads, cykling og håndbold populært.

10. september: De sidste coronarestriktioner forsvinder (for en stund). Tv-sening falder i efterårsmånederne til under to timer dagligt pr. dansker. Dette er første gang siden målingens begyndelse i 1992.

4. oktober: Facebook, Instagram og WhatsApp går ned efter en intern fejl. Beskedtjenesten Telegram hævder at have fået 70 mio. nye kunder som følge af nedbruddet, mens også brugen på danske nyhedssider stiger kraftigt. Ifølge Dansk Online Index stiger brugen af danske nyhedsmedier i gennemsnit med 12 procent denne dag sammenlignet med alle andre dage i oktober.

21. oktober: Radio LOUD, der nogle uger forinden har fået kritik af Radio- og tv-nævnet, bekendtgør, at de i 2022 skifter navn til 24syv – et navn meget lig navnet på den radiokanal, man i sin tid vandt et udbud over. 8.000 danskere lytter ugentligt til Radio LOUD i 2021.

26. oktober: HBO Nordic bliver til HBO Max. 17 procent af danskerne bruger mindst ugentligt HBO Max i november måned.

29. oktober: Endnu et navneskifte: Facebook, Inc. skifter navn til Meta ”to reflect its focus on building the metaverse”. 66 procennt af danskerne bruger dagligt Facebook i 2021.

16. november: Der afholdes kommunal- og regionsrådsvalg 2021. TV 2’s kandidattest tages 2 mio. gange frem mod valget, mens DR’s kandidattest tages 1,3 mio. gange. Begge tests tages flere gange end ved det seneste kommunal- og regionsrådsvalg i 2017.

29. november: Dokumentaren ’MeToo: Sexisme bag skærmen’ har premiere på streamingtjenesten Discovery+, efter at TV 2 har lagt projektet ned. TV2 er landets mest sete tv-kanal med 26,8 procent af den samlede traditionelle tv-sening.

30. november: Danskere uden armbåndsur må ud at se sig om efter et, for teleservicen Frk. Klokken har læst klokkeslættet op for sidste gang. Der blev ringet til Frk. Klokken 11,6 mio. gange alene i det første tjenesteår 1939, hvor frøkenen blev ringet op for første gang.

17. december: Deja-vu-pressemøde, da statsminister Mette Frederiksen melder en række nye coronarestriktioner ud for at forsinke smittetallene med den nye omicron-variant. Danskernes interesse i at følge pressemøderne live er faldet bemærkelsesværdigt, og kun 900.000 følger med i pressemødet. Det er cirka 1/3 af hvor mange, der fulgte med i coronapressemøderne i foråret 2020.

24. december: ’Disneys Juleshow’ er blevet restaurereret, og de knivskarpe billeder ses juleaftensdag af 1.159.000 seere på DR1 og DRTV. Det seertal er kun overgået en enkelt gang, og det var i 2020, hvor 1.326.000 så med.

31. december: Kantar måler for sidste gang danskernes tv-sening. Analyseinstituttet har stået for ’Seer-undersøgelsen i Danmark’ siden 1992 og har afrapporteret 10.958 dage. Men 25:59 (som det hedder i målingen) er foreløbigt det sidste minut, Kantar afrapporterer til den danske tv-branche. 1. januar overtager Nielsen målingen.

Foto øverst: Mikkel Damsgaard har scoret til 1-0 mod England på Wembley Arena i London, og holdkammeraterne jubler i semifinalen ved EM i fodbold den 7. juli 2021. 2.218.000 følger med på DR's platforme. Foto: Paul Ellis.

FacebookTwitter