”Du må få dem til at grine, for ellers slår de dig ihjel”

DRs satiresatsning på de sociale medier toppede i 2017 med flere millioner visninger.

Lasse Schøber og Søren Hviid Melsen laver satirevideoer på P3 og DR3’s facebooksider. (Foto: Agnete Schlichtkrull)

2017 var året, hvor de to komikere Lasse Schøber og Søren Hviid Melsen slog igennem med deres satirevideoer på P3 og DR3’s facebooksider.

Deres mest sete video, ’Skattekontoret,’ har over fem millioner views, titusindvis af likes, og kommentarsporene bugner af folk, der tagger hinanden, diskuterer eller roser videoen. Det er sjældent, man finder negative kommentarer blandt de ofte over 6000, der postes. Og det er ikke en sjældenhed, at det går så godt for duoens satirevideoer: Flere har over en million views på Facebook.

Satireredaktionen består kun af de to. Udfordringen ligger i at rykke hurtigt, når der er opstået en ny sag eller tendens, som er værd at kommentere på.

”Det er os, der skriver det, filmer det og klipper det,” siger Lasse Schøber og fortsætter:

”Men nu har vi gjort det her i snart to år, og vi er blevet så godt sammentømrede og har udviklet meget på vores formater, at vi kan have en video klar på to til tre dage. Det er en stor forbedring, der er sket i 2017.”

Vi bestemmer selv

Både Lasse Schøber og Søren Hviid Melsen har oplevet, at folk både inden- og udenfor DR har spurgt dem, hvad de laver udover satirevideoerne.

”Til det er jeg nødt til at sige, at jeg sgu ikke laver andet,” griner Søren Hviid Melsen og fortsætter:

”Der er jo virkelig meget arbejde i det. Men jeg har en idé om, at mange stadig undervurderer Facebook som platform. Når vi laver nogle ting, der rammer rent, så når vi ofte meget langt ud og skaber debat blandt folk. Der er ikke meget flow-tv, som når det samme antal visninger, vi gør. Det har givet os muligheden for at få folk til at interessere sig for nogle nye ting.”

Han nævner videoen ’Nazister skal drive S-togene,’ som et eksempel på et satireindslag, der informerer om et samfundsrelevant emne, nemlig driften af den offentlige transport. Derudover har duoen også lavet videoer om blandt andet maskeringsforbuddet, statsgæld og kommunalvalget. De ellers tunge emner bliver givet et morsomt tvist, der åbenlyst får folk til at ville se med.

”Selvom vi efterhånden når ud til så mange mennesker, er der ikke nogen oppefra, der forsøger at styre os ved at sige, hvad vi må og ikke må. Vi bestemmer selv, og det, tror jeg, er med til at gøre os sjovere,” siger Lasse Schøber.

”Vi ved, hvor grænsen er, og vi går gerne en lille smule over den. Vi skal bare forklare, hvorfor vi gør det, og så vil folk forhåbentlig tage positivt imod det. Det har de gjort indtil videre.”

Det hele begyndte med…

Da Lasse Schøber, som skrev sit speciale om satire i DR, blev ansat hos P3 for omkring tre år siden, var kanalen endnu ikke begyndt at have video på de sociale medier. Men så fandt man på at sætte kameraer op i radiostudierne. De filmede værterne, mens de sendte, og bagefter blev en samling af klip fra programmet lagt op på Facebook.

Lasse Schøber producerede videoerne for radioprogrammet ’Gandhi’ på P3, som efterhånden også foregik uden for studiet og fulgte et manuskript.

”Så viste det sig selvfølgelig, at jo mere man gjorde ud af videoerne, jo mere blev man også belønnet for det. Så snart Søren kom til, lavede vi en tomandsredaktion, der skulle hæve niveauet. Fra allerførste video kunne vi se, at det var den vej, det skulle gå,” siger Lasse Schøber.

Søren Hviid Melsen fortæller:

”Jeg kom ind i DR gennem talentholdsordningen på et åbenlyst satirekort. Men dengang var der ikke nogen steder i DR, hvor man for alvor arbejdede med satire. Så jeg gik tålmodigt og ventede. Da der endelig blev slået en stilling op, søgte jeg den og fik den.”

DRs nye fokus på satirevideoer faldt sammen med, at Facebook de seneste par år havde ændret sine algoritmer til i høj grad at prioritere video på nyhedsfeedet. Det skabte et godt fundament for duoens videosatsning, som gradvist fik mere og mere opmærksomhed. I 2017 peakede populariteten.

Hvad kan satire?

”Jeg tænker på det klassiske ordsprog,” begynder Søren Hviid Melsen og sætter sig lidt frem på stolen.

”’Hvis du vil sige sandheden til folk, må du få dem til at grine, for ellers slår de dig ihjel.’”

De griner begge to.

”Det er stadig relevant i dag, synes jeg. Med satire har man lov til at gå meget længere med sin kritik. For selvom man er hård, så er man altid beskyttet af det fiktionelle element og det morsomme. Det er fedt. Journalister kan kun spørge politikerne: ’Hvorfor gjorde I det?’ Vi kan sige: ’Hold kæft, det var noget lort, I lavede,’” siger Søren Hviid Melsen.

Begge er de overbeviste om, at en af grundene til, at deres videoer er så gode, er fordi ingen af dem har særlig stærke politiske holdninger.

”Vi har en naturligt objektiv holdning til de fleste sager, netop fordi vi ikke går så super meget op i politik. Det gør det nemmere at navigere i problematikkerne, fordi vi ikke har nogen følelser i klemme selv. Vores friske øjne kommer af, at vi begge to er så ligeglade,” siger Lasse Schøber.

Søren Hviid Melsen understreger:

”Vi bliver irriterede, hvis folk har lavet noget lort. Det er uanset, hvem de er. Og så går vi ud og kommenterer på det ved at lave noget sjovt.”

Facebook
Twitter