Vi klikkede på Kronprinsen og så fodbold: Sådan var medieåret 2018 i tal

DR Medieforskning har taget mediebrillerne på og kigget tilbage på året, der gik. Her følger en række af de historier og tal, der har været med til at tegne 2018.

Kronprinsparret har leveret stoffet til de mest læste historier på dr.dk i 2018. Her er de fra Kronprins Frederiks 50 års dag i maj. Foto: Agnete Schlichtkrull.

I slutningen af januar udgiver DR Medieforskning rapporten ’Medieudviklingen 2018’, hvor man ser på danskernes medieforbrug og tendenser i mediebilledet lige nu.

Her gør medieforskerne blandt andet medieåret 2018 op i tal og tweets, og dr.dk/omdr har fået lov til at smugkigge i deres status over medieforbruget på udvalgte dage det seneste år.

1. JANUAR: For 11. og sidste gang skydes det populære underholdningsformat ’X Factor’ i gang på DR1, og 1,2 millioner danskere følger i snit sidste sæson. TV 2 melder kort forinden ud, at de har sikret sig rettighederne til formatet fremover.

23. JANUAR: Netflix’ markedsværdi krydser 100 milliarder dollar. Herhjemme er Netflix fortsat den største streamingtjeneste med en ugentlig dækning på 40 procent.

13. FEBRUAR: Prins Henrik sover stille ind. Dagen derpå sendes godt 90 timers tv om prinsen, og knap hver anden dansker følger med på traditionel tv.

26. FEBRUAR: Taleradio oplever en renæssance i disse år, og P1 når det bedste resultat siden lyttermålingens start med 601.000 daglige lyttere.

17. MARTS: Det afsløres, at Cambridge Analytica har høstet data fra op mod 90 millioner Facebook-profiler, blandt andet til brug i forbindelse med det amerikanske valg i 2016. Mark Zuckerberg undskylder og vidner senere foran det amerikanske senat. 75 procent af danskerne har en Facebook-profil, og 63 procent bruger Facebook dagligt.

96 procent af alle børn mellem 3 og 6 år bruger hver uge indhold fra DR – blandt andet Onkel Reje. (Foto: Agnete Schlichtkrull)

1. APRIL: B&U fylder 50 år. 96 procent af de 3-6-årige og 93 procent af de 7-12-årige bruger ugentligt indhold fra DR i 2018.

5. APRIL: Regeringen præsenterer sit udspil til medieforliget, som indgås som et smalt forlig med DF i juni. Regeringen vil, udover at skære DR med 20 procent, blandt andet styrke digitale og regionale medier, oprette to nye public service-kanaler og øge public service-puljen fra 35 til 101 millioner kroner.

23. APRIL: Google fremlægger ny lydstrategi, som blandt andet består i at integrere podcast i Googles søgemaskine samt en ny podcastapp til Android. 18 procent af danskerne lytter til podcast ugentligt, hvilket er en tredobling på seks år.

16. MAJ: Tekst-TV fylder 35 år, og hver fjerde dansker benytter ugentligt tjenesten. Regeringen var i sin tid betænkelig forud for lanceringen af det nye fænomen: ”Indførelsen af teletekst-systemerne kan føre til, at familien får mindre tid til at være sammen,” skrev regeringen dengang.

25. MAJ: EU’s persondataforordning, i folkemunde GDPR, træder i kraft. Det forbigår kun 5 procent af danskernes opmærksomhed. En undersøgelse beskrevet i ’Medieudviklingen 2018’ viser, at CPR-nummer, seksuel orientering og personlig indkomst er de personlige oplysninger, danskerne værner mest om.

26. MAJ: Kronprins Frederik fylder 50 år. Artiklen med Kronprinsesse Marys tale, som hun senere modtager en pris for, bliver årets næstmest læste artikel på dr.dk med over 315.000 brugere – kun overgået af artiklen om fødselarens optræden på Smukfest i august.

Den varme sommer betød, at TV-forbruget var i bund. Ikke mindst den 2. juni, hvor vi kun så 96 minutter hver i gennemsnit. Billedet er fra Bellevue Strand ved Klampenborg. (Foto: Agnete Schlichtkrull)

2. JUNI: En rekordvarm sommer får danskerne til at flygte udenfor, hvorfor tv-seningen sætter den ene negative rekord efter den anden. Vi skal 13 år tilbage for at finde en dag, hvor tv-seningen er lavere end de 96 minutter, som danskerne i snit bruger foran tv’et denne lørdag.

14. JUNI: VM-slutrunden i fodbold sparkes i gang i Rusland, og der er dansk deltagelse ved en slutrunde for første gang siden 2012. 85 procent af danskerne følger VM i medierne, og selvom traditionelt tv står for langt størstedelen af tidsforbruget, øges dækningen på digitale platforme og streaming.

1. JULI: Danmark taber ottendedelsfinalen til Kroatien efter straffespark. Kampen bliver det mest sete tv-program i fire år med over to millioner seere.

9. AUGUST: Kronprins Frederik optræder kortvarigt til en Nephew-koncert på Smukfest, og videoklippet går landet rundt. Artiklen med videoklippet bliver den mest læste på dr.dk og i nyhedsapp’en til dato med omkring 478.000 brugere og 282.000 videoafspilninger.

29. AUGUST: YouTube Premium og Facebook Watch annonceres i Danmark, hvor kampen om streaming-kunder og originalt indhold spidser yderligere til. 51 procent af danskerne bruger YouTube ugentligt.

18. SEPTEMBER: Spareplanen i DR meldes ud. DR slukker fra år 2020 for DR K, DR Ultra og DR3 på flow. DR K slås sammen med DR2, der får en digital pendant ved navn DR2+, mens DR Ultra og DR3 fortsætter som rene digitale tilbud. Radiokanalerne P6 BEAT, P7 MIX og P8 Jazz lukker. I 2018 bruger 94 procent af danskerne ugentligt indhold fra DR.

27. SEPTEMBER: Google fylder 20 år. Der foretages hver måned 100 milliarder søgninger på verdensplan.

Over 1,5 millioner seere og lyttere fulgte med i mindekoncerten for Kim Larsen fra Rådhuspladsen, hvor mange også var mødt op. Foto: Bjarne Bergius Hermansen.

30. SEPTEMBER: Kim Larsen sover ind efter længerevarende sygdom. Mindekoncerten fra Rådhuspladsen følges af 1,4 millioner seere på DR1, 65.000 via live-stream på DRTV og 100.000 lyttere på P4 – dertil kommer alle de seere, der stod foran storskærmene landet rundt.

1. OKTOBER: Lykkehjulet gør comeback på dansk tv i anledning af TV 2’s 30-års jubilæum. TV 2 er fortsat danskernes foretrukne tv-kanal.

18. OKTOBER: DR og Politiken breaker, i samarbejde med andre europæiske medier, historien om svindel med udbytteskat i Europa. Dokumentaren ’Mændene der plyndrede Europa’ ses af tæt på 700.000 seere den efterfølgende uge, og historien kører i medier verden over.

5. NOVEMBER: Superligaen og Dreamhack fløjter eSuperligaen i gang, en FIFA-pendant til Superligaen. 260.000 seere følger i alt turneringen på Canal 9 i november. Til sammenligning følger 400.000 seere de tre rigtige Superliga-kampe på samme kanal i november.

23. NOVEMBER: Black Friday skaber kø i flere fysiske butikker landet over, men også på nettet. Dankortbrugen på nettet udgør 17 procent af de cirka to milliarder kroner, der forbruges på dagen. Omtrent halvdelen af danskerne handler på nettet hver måned.

1. DECEMBER: Den søde juletid er over os, og tv-kanalerne bugner af juletilbud i form af julekalendere og -film. DR sender syv julekalendere, TV 2-kanalerne sender fire, og Kanal 4 sender hver dag fra 29. oktober flere julefilm dagligt – i alt 400 timers julefjernsyn i løbet af to måneder.

24. DECEMBER: Julekalendere og ’Disneys Juleshow’ er stærkt medvirkende til, at danskerne i snit ser 38 minutters tv mellem klokken 14.00 og 18.00 juleaftensdag. Tv-seningen stiger i december med cirka 11 procent sammenlignet med årets første 11 måneder.

Facebook
Twitter