1978
TV-Avisen sendes nu i farver. Og DR sender allerførste afsnit af tv-serien ’Matador’.
1981
Provinsafdelingen i Århus samles i nyt radio/tv-hus. Den regionale Kanal 94 i Vejle etableres, og dermed har DR ni regionalradioer.
1983
TV-Avisen flytter fra Radiohuset til TV-Byen, og DR har premiere på tekst-tv. TV Syd oprettes af DR på forsøgsbasis som landets første regional-tv-station.
1984
DR får konkurrence, da lokalradio og -tv begynder at sende flere steder i landet.
1987
Radiorådet bliver erstattet af en DR-bestyrelse på 11 medlemmer. Der bliver desuden nedsat et rådgivende programråd på 30 medlemmer.
1988
DRs monopol på landsdækkende tv brydes, da det reklame- og delvist licensfinansierede TV 2 med hovedkvarter i Odense begynder at sende. P3 bliver døgnradio.
1990
DR begynder at sende til de nye RDS-bilradioer, bl.a. lokale trafikmeldinger.
1992
Regionalradioernes DanmarksKanalen (nu P4) etableres på P2 i dagtimerne.
1995
DR Radio sender de første digitale forsøgsudsendelser.
1996
Som første danske tv-station får DR TV et tokanal-system, så DR 1 og DR 2 i bedste aftensendetid kan tilbyde både brede og smalle programmer. DR 2 må dog sendes pr. satellit og kan derfor kun modtages via kabel eller parabol. DR går på Internettet med sit nye tredje medie, DR Online - nu dr.dk, som allerede første år når op på ca. 20.000 brugere dagligt.
1997
Som led i DRs digitale radioforsøg udstationeres 500 specialbyggede DAB-radioer i danske hjem.
1998
P2musik bliver døgnradio - med klassisk natradio parallelt med P3s natradio. DR Nyheder etableres ved sammenlægning af TV-Avisen, Radioavisen, Orientering m.m. DR Online er største danske nyhedsudbyder på Internettet og får døgnbemanding.
1999
DRs bestyrelse træffer principbeslutning om, at DRs fremtidige planlægning baseres på en samling af alle DRs aktiviteter i hovedstadsområdet i et nyt multimedie-hus i Ørestaden. DR Klassisk oprettes som DRs fjerde radiokanal, der som forsøgsordning må sendes pr. satellit og derfor kun kan modtages via kabel eller parabol.
2000
DR fejrer 75-året for Statsradiofoniens start, bl.a. med 50 timers radio-tilbageblik på selve jubilæumsdagen den 1. april.
DR lægger sine landsdækkende radiokanaler ud på nettet, så de også her kan høres direkte, og hver af de ni regionalradioer får en netportal med seneste regionale nyheder.
Arkitektfirmaet Vilhelm Lauritzen vinder den internationale konkurrence om den overordnede udformning af det nye DR-mediehus i Ørestad Nord.
Radiohuset og TV-Byen i Gladsaxe - som begge også er tegnet af Vilhelm Lauritzen - bliver solgt for en samlet pris på 790 mio. kr., men DR bliver boende som lejer, indtil det nye mediehus i Ørestad er klar i 2006-2007.