Kampen om børnenes opmærksomhed

I et år hvor medieforbruget bar præg af corona-pandemiens påvirkning, fik en begivenhed som mange børn, barnlige sjæle og medieanalytikere havde imødeset i spænding måske ikke helt den opmærksomhed, som man havde forventet. 15. september var det D-dag. Eller D+ dag. D for Disney, en af verdens allerstørste mediekoncerner, som gik i land i Danmark med et bugnende indholdskatalog. Disney+ er blot den foreløbige kulmination på en udvikling, som har stået på længe. Kampen om børnenes opmærksomhed er intensiveret, og nutidens unger har en næsten endeløs mediebuffet at kaste sig over.

(Foto: Agnete Schilchtkrull © DR Medieforskning)

Tiden hvor børnene måtte kaste længselsfulde blikke mod uret og vente på fjernsyn for dig er for længst forbi. Da denne artikels signatur var knægt i 1980’erne, var medietilbuddet begrænset. Der var en enkelt kanal på fjernsynet, som sendte en halv times Børnetime dagligt, og den blev oftest suppleret med den ugentlige udgave af Anders And og Co. That’s all folks! De øvrige medier, radioen og aviserne, var forbeholdt mine forældre, og de sjældne ture i sommerhuse, hvor tyske kanaler var forekommende på apparaterne, opfattede jeg som værende så fantastisk, at jeg stod op før fanden fik sko på, for at indtage alt hvad jeg kunne nå, inden jeg modstræbende blev slæbt ud i naturen.

Ikke at nutidens børn vil tro på den historie. For de er anderledes vant til, at der 24 timer i døgnet er en endeløs indholdsstrøm at kaste sig ud i, lige fra DR’s to (snart tre) dedikerede børneuniverser, Ramasjang, Ultra og Minisjang, over indholdet på danske og udenlandske streamingtjenester, til de store mængder af mere eller mindre relevant indhold på YouTube og livestreams på Twitch for at nævne nogle få. For dem forekommer en mediebuffet med en enkelt eller få retter som urealistisk science fiction.

Den endeløse buffet

Hvor mængden af børnerelevant indhold tidligere var begrænset, er den nu nærmest endeløs. Ser man fx på YouTube, er mængden af indhold uoverskueligt stort, og der er indhold til stort set alle aldersgrupper og interesser. Det burde derfor ikke være så overraskende, at flere end 3 ud af 4 børn mellem 4 og 14 år benytter YouTube hver eneste uge. YouTubes oftest korte klip suppleres af de store streamingplatforme: Netflix (60 % ugentligt), DRTV (48 % ugentligt) og Viaplay (29 % ugentligt). Og i oktober 2020 proklamerede TV 2, at man havde indgået et samarbejde med Nordisk Film om børneuniverset Oiii, så mon ikke også at TV 2 Play (16 %) forventer mere af børnenes opmærksomhed i den nære fremtid.

Tv-skærmen og tabletten er blot nogle af de platforme, børnenes opmærksomhed er rettet mod. Gaming fylder også i børnenes forbrug og på tværs af aldersgrupper og køn. Brugen stiger i takt med at børnene bliver ældre og selvbestemmende over deres medieforbrug. Drenge bruger dog mere tid på digitale spil og fordeler deres brug på både telefon, spillekonsol og computer, mens pigerne primært bruger telefonen. Sociale medier fylder også godt op i børnenes mediepalet. I 2020 faldt talen ofte på TikTok, som var her, der og alle vegne. Men TikTok er med 48 % ugentlige brugere blandt de 9-14-årige ikke det eneste sociale medie, som har tag i børnene. Snapchat bruges af 3 ud af 5 i aldersgruppen, mens Facebook og Instagram benyttes af ca. hver tredje. Og her har vi ikke talt alle de yngre brugere med, som lyver sig ældre for at kunne oprette en profil.

Selvom DR’s børnetilbud som fx Ramasjang stadig står klart frem i mængden af tilbud, så er der ingen tvivl om, at opmærksomheden i dag er delt mellem langt flere medietyper og -tilbud end tidligere. På trods af at DR’s indhold og Egmont-koncernens udgivelser om Andebys beboere fortsat eksisterer og er højt skattet af de mindste samfundsborgere, så er de i dag blot et par tilbud i en overflod af indholdstilbud rettet mod børnene.

Børn bliver erfarne medieforbrugere

At der er blevet mere indhold at vælge imellem, betyder også, at børnene i højere grad er blevet mere erfarne forbrugere. Hvor de alleryngste børn naturligvis fortsat er meget påvirkede af forældrene, så har de ældste børn langt højere frihed til at vælge det indhold til, som er meningsfuldt for dem. Derfor kan de relativt nemt skifte mellem den rene adspredelse i TikTok-videoer eller på YouTube, fortsætte med den serie de følger med i på Netflix til fx at blive klædt på af Ultra Nyt på DRTV. På den måde er mange af de tilbud, man ved første øjekast blot ville kategorisere som noget for børn, faktisk meget forskellige oplevelser for de mindste danske mediebrugere. Noget gør man sammen med andre, andet for sig selv, noget for at blive klogere og meget igen blot for at undgå kedsomhed. Så selvom Netflix og YouTube er benyttet af mange, så bliver de ikke nødvendigvis brugt med det samme formål. Og selvom man ser sjove fails på YouTube, kan de fleste også finde ud af at se Ultra Nyt på DRTV.

Inden forældresegmenterne kaster sig over fortabshistorier om sædernes forfald må man altså konstatere, at selvom børnene bombarderes med flere forskellige indtryk og tilbud i dag, så er der også meget der tyder på, at de børneårgange som vokser op i disse år, bliver trænet i at navigere i de forskellige tilbud. Når det er sagt, er det naturligvis vanskeligere at trænge gennem med et budskab, når der er så meget indhold der byder sig til.

Derudover skal man også huske, at mange af de nye tilbud til børnene ikke er lavet med danske børn i tankerne, men derimod er skabt til en global enhedskultur, hvis en sådan rent faktisk findes, og med henblik på at vise reklamer for de mindste forbrugere. Udfordringerne hermed blev tydelige for enhver i årets løb, hvor Google i en periode blokerede for adgangen til DR’s børneindhold, da den internationale techgigant mente, at danske børn tog skade af at se en lakridspibe, og at Onkel Reje burde være forbudt for børn.

Fremtidens forældre varsler forandringer

Det er ingen nyhed, at børn i dag har langt flere medietilbud, end børn i 1980'erne. Smartphones og tablets har efterhånden mere end et årti på bagen, og praktisk talt alle børnefamiliehusstande i Danmark har taget apparaterne til sig. Samtidig fortsætter danskerne med at skifte fra flow-medier til on demand-medier, og den udvikling har også været i gang længe. Det betyder med andre ord, at nogle af de unge som i dag står overfor forældreskabet, er blandt dem, som man indimellem betegner som digital natives; en generation som er vokset op med iPhones, iPads og internet som fuldstændig naturlige hverdagsting. De husker ikke Børnetime og har endda svært ved at forestille sig en verden, hvor der kun var én tv-kanal.

At de er vokset op med de mange muligheder, får naturligvis indflydelse på den medie-opdragelse de vil praktisere overfor deres egne børn. For selvom medieudviklingen går stærkt i disse år, så har forældrene stadig en nøglerolle overfor børnene – også når det kommer til mediebrug. De første mange år er det forældrene, der tænder tv’et, åbner for iPad’en eller tænder for podcasten. Og selv efter børnene er blevet mere selvbestemmende, har forældrene indflydelse gennem de værdier og vaner, de har givet børnene. Og hvor tidligere generationer er vokset op med DR’s børnetilbud som det mest markante tilbud blandt få andre, er de vordende forældre nu og i de kommende år vokset op med DR’s tilbud som et blandt mange. Der er fortsat stor veneration for DR’s børneindhold blandt danske forældre, men mange er vokset op velvidende, at også børneindhold fra andre kilder kan være attraktivt. Så selvom kampen om børnenes opmærksomhed er skærpet de senere år, er det nok så væsentligt at forholde sig til det mediebillede, som børneforældre er blevet mødt med i samme periode.

Facebook
Twitter