Tilbage i 2004 kunne DR’s Krøniken samle over to millioner seere foran skærmen søndag aften. Men man skal ikke længere tilbage end 2017 for at finde programmer som X Factor og Vild med dans med over en million seere på en fredag aften. Alligevel har tendensen i mange år været ganske klar: Antallet af tv-programmer, som har formået at tiltrække en million eller flere danskere og dermed skabt et naturligt fælles referencepunkt for mange, har været for nedadgående.
I 2022 har kun 39 programmer nået en million seere, og heraf har mange programmer været sportsbegivenheder med dansk deltagelse. De ellers så store weekendformater, fredag, lørdag og søndag aften, når ikke længere over 1 million samtidige seere, og i dag får man med et seertal på 500.000 fat i ca. 45 % af de seere, der ser tv på det pågældende tidspunkt, mens man for 10 år siden kun fik en halv så stor seerandel for samme antal seere. Der er simpelthen blevet færre traditionelle tv-seere at kæmpe om. Med andre ord: Millionprogrammer hører måske snart fortiden til.
Fragmenteringen er ikke ny
Fragmenteringen blev allerede introduceret for mere end 20 år siden, da danskerne fik adgang til endnu flere forskellige tv-kanaler. Det er i virkeligheden ganske banalt: Antallet af danskere, der hver aften tænder for en skærm for at streame eller se tv, er ret stabilt over tid, men hvor man i starten af 90’erne primært så, at seerne fordelte sig på et par kanaler, blev det over tid til et tocifret antal kanaler, som danskerne bredte sig ud på. Det ledte naturligt til, at færre programmer løb med størstedelen af seerne, når valgmulighederne blev flere. I den forstand kan man opfatte streamingtjenesterne som blot et yderligere antal af kanaler, danskerne kan fordele sig på. Men det ville være en forsimpling. For med streamingtjenesterne er der også blevet introduceret et nyt paradigme, hvor seerne selv vælger, hvad de vil se. Det betyder i praksis, at seerne kl. 20 ikke blot kan vælge mellem en håndfuld programmer, som bliver sendt på de tilgængelige kanaler, men at seerne de facto skal vælge mellem titusindvis af programmer, som til enhver tid er tilgængelige. I en verden med så meget valgfrihed er det næsten kun store sportsbegivenheder, der kan komme op og ramme en million samtidige seere.
Tiden er ny
Men i streamingtjenesternes opbrud af danske seermønstre kan man nu også ane konturerne af en ny tendens. For selvom det er blevet sværere at samle danskerne på samme tidspunkt om samme indhold, så giver streamingens natur også mulighed for, at vi kan samles om det samme indhold – blot forskudt i tid. Fx er den nyeste sæson af Borgen blev set af omkring 700.000 på traditionelt tv, mens ca. 370.000 har streamet serien on demand. Så på grund af seriens levetid på streaming, når den politiske dramaserie altså lige over million-grænsen. Forsvundne Arvinger er et programeksempel på fænomenet. Her ser omkring en halv million med på samme tid, når programmet rammer skærmen på DR1 i bedste sendetid (eller live-streamer det på DRTV). Men medregner vi seere til genudsendelser og de, som ser programmet forskudt i tid på DRTV, så kommer programmets seertal lige på den sjove side af millionen alligevel.
Men træerne vokser som bekendt ikke ind i himmelen, og selvom vi lader programmer bruge længere tid til at opnå den føromtalte million, er der altså fortsat langt færre programmer, der i dag samler danskerne i samme omfang som tidligere, og tidsaspektet er kun en nuance til fortællingen om, at danskernes seervaner fragmenteres yderligere.
Under diverse nedlukninger af Danmark kunne det at se noget bestemt på et bestemt tidspunkt for en stund skabe struktur i en strukturløs verden. Tænk bare på Morgensang med Phillip Faber. Corona er heldigvis og forhåbentlig på tilbagegang, men denne form for aftale mellem indhold og seer, også kaldet appointment viewing, består stadig – nu bare omkring meget forskelligt indhold på mange forskellige tjenester. Kigger man på det med indholdsbriller, så kræver det i bund og grund meget mere af indholdet, så det kan tiltrække seerne løbende, når buffeten, så at sige, er åben. Det er faktisk en helt ny måde at være dagsordensættende på, når et program ikke rammer masserne samtidig. TV 2’s Herlufsholm-dokumentar er et godt eksempel på dette. Hen over syv dage nåede dokumentaren over en million seere, alt imens at samtalen om Herlufsholm strakte sig over meget længere tid, end hvis den kun havde haft en enkelt flow-visning i primetime.
Hvad er det, vi taler vi om?
Hvis der bliver længere mellem store og samlende programmer, hvad betyder det så for tv-seningens samlende effekt på den nationale samtale, hvis man må tillade sig at blive så højstemt? Ja, det betyder lidt lavpraktisk, at man kan slippe afsted med at se færre programmer på tv for at være en del af samtalen omkring kaffemaskinen på arbejdspladsen. I 2022 kunne man faktisk nøjes med at følge med i Badehotellet, se Danmarks kampe til VM og så klemme Dronningens Nytårstale ind i juleferien – så var man med på de store tendenser.
Men måske er fokusset forkert. Ja, måske er denne artikels præmis skæv (beklager). For hvem siger egentlig, at det er en million seere, der skaber samtalen? I landets skolegårde går snakken flittigt om videoer på TikTok, som bestemt ikke er set af over en million danskere, men stadig af halvdelen af klassen.
Omkring kaffemaskinen i DR har vi talt om såvel ugens satire i Tæt på Sandheden og om intriger i Westeros i House of the Dragon, og selvom disse programmer måske ikke har ramt millionen, så har de alligevel sat en dagsorden for nogle. Og heri kan der gemme sig en sandhed: Antallet af seere er kun en komponent i det, der udgør samtalen. Så frem for at vi forestiller os en samtale, hvor vi alle taler om det samme, så har vi i dag flere, mindre fællesskaber, hvor vi enten snakker om den aktuelle samfundsdokumentar, en ny streamingserie, ja eller måske endda det seneste afsnit af Søren Vesters have. For det vigtige er måske ikke, om en million har set programmet, så længe den kritiske masse, der er blevet ramt lige i hjertekulen, kan sikre en fælles samtale i skolegården, på arbejdspladsen eller rundt om spisebordet.
En million seere er i virkeligheden slet ikke forsvundet – de er bare fordelt ud på flere programmer, og det er måske slet ikke så skidt, hvis indholdet når sine seere der, hvor de er, og hvor det betyder noget.