Seneste nyt fra 2012 til 2022

Ligesom man kan overse, at børnene bliver større, rynkerne dybere, og træerne gror, så springer ændringerne i vores nyhedsvaner os ikke i øjnene på daglig basis – men de bliver så absolut tydelige, hvis man kigger på dem over år. Vores brug af nyheder har ændret sig markant de seneste ti år – vi giver dig et indblik i udviklingen her.

Vi dropper dagblade og finder nyheder online og i apps

For ti år siden var det sædvanligt, at morgenkaffen blev akkompagneret med duften af tryksværte. I dag læser kun hver fjerde dansker trykte aviser – heraf er to ud af tre abonnenter over 64 år. I 2022 bruger danskerne i gennemsnit 19 minutter på at læse nyheder via netmedier og apps, og hele 47 % fik i 2022 ugentligt eller oftere nyheder via en app på smartphonen. Så selvom vi har droppet den trykte avis, holder vi os altså stadig opdaterede på, hvad der sker herhjemme og rundtom i verden.

Vi bruger mere tid på mobilen

93 % af husstande i Danmark har en eller flere smartphones i 2022, og vi har mere end fordoblet den tid, vi bruger på vores mobiler på daglig basis. De er med os alle vegne, og det gør det også muligt for os at holde os opdaterede hele tiden – på lokale, nationale og internationale nyheder såvel som på personlige og særinteresse-nyheder. 40 % af danskerne i 2022 holder sig nyhedsopdaterede, uanset lokation.

Vi er mere på sociale medier

Selvom flere af os måske føler, at vi har forsøgt at skære ned på vores brug af sociale medier, så er andelen af danskere på SoMe faktisk steget markant de seneste 10 år. Der er ingen tvivl om, at de sociale medier er noget af det, der fylder rigtig meget i vores gennemsnitlige 97 daglige smartphone-minutter, hvor vi finder alt fra opdateringer fra venner og bekendte til underholdning, interessedyrkelse og så selvfølgelig nyheder. I 2022 fortalte 42 % af danskerne, at de ugentligt eller oftere klikkede på links til nyheder delt på Facebook.

Vi forbruger nu nyheder alle vegne

I løbet af vores morgenritual, i de små pauser på arbejdet, og når vi slænger os på sofaen efter en lang dag, har vi ofte vores mobil tæt på. Vi multiscreener på de sociale medier, webshops eller nyhedsmedier, alt imens en større skærm kører i baggrunden. Derudover fortæller hele 65 % af danskerne, at tablet, smartphone eller PC er fremme, når der ses tv. Hvilken skærm, der så tildeles mest opmærksomhed, kan vi kun gætte på.

Vi ser færre tv-nyheder

Da Netflix kom til Danmark i 2012, ændrede det mange danskeres medievaner. Andelen af folk, der så traditionelt tv, er siden faldet markant, og dermed røg også nogle af de indlærte nyhedsvaner, vi måske er vokset op med – for eksempel at se nyhederne kl. 21. Selvom man stadig kan se TV Avisen direkte hver eneste aften, både på traditionelt tv og live on demand, er det tydeligvis noget andet, der lokker danskerne, når vi rammer aftenen. Måske vi føler, at vi sagtens kan få dagens seneste nyheder i scrollen på mobilen, alt imens vi underholdes af serien på fjernsynet.

Vi har fået nyheder i høretelefonerne

Nyhederne er nu også flyttet ind i apps og ind i hørebøfferne, når dagens ærinder skal klares. Og det er ikke kun den traditionelle radioavis, der får lov at fylde danskernes øregange. 32 % af os lytter ugentligt til podcasts i 2022, og nyheds- og aktualitetsgenren er den mest lyttede i Danmark. Hvor nyhedsapps kan give dig overblik, giver podcast fordybelse i nyhedshistorien. Samtidig åbner formatet op for helt andre brugssituationer.

Når danskernes nyhedsvaner i 2012 sammenlignes med nyhedsvanerne anno 2022, bliver det tydeligt, at udviklingen af smartphone-teknologier har stor betydning for, hvordan vi bruger nyheder. Nu klemmes de ind i revner og sprækker i løbet af dagen, og opsøger vi dem ikke selv, finder de ofte vej til os – i lige det format, der passer os og vores vaner. Så selvom vi måske ikke i det daglige oplever, at vores medievaner ændres meget, så kan man alligevel, hvis man tillader sig et lidt længere perspektiv, se forandringerne. Ikke dag for dag, men over tid.

Fri os fra nyhederne