Pressenævnet har udtalt kritik af episode 1 af programserien 'De kødædende bakterier' sendt på DR1 i september 2021

Udsendelsen handlede om en ung kvindes sygdomsforløb med den sjældne og livstruende infektionssygdom kødædende bakterier.

I udsendelsen afspillede DR en lydoptagelse af kvindens mors opkald til en vagtlæge. I det oprindelige opkald udtalte vagtlægen, at moren havde mulighed for at tage på skadestuen med sin datter, som ville kunne tage hånd om hende, hvis hun blev alvorligt dårlig. Denne del af vagtlægens rådgivning fremgik ikke af den redigerede lydoptagelse i udsendelsen.

Lægeforeningen og Praktiserende Lægers Organisation har på vegne af vagtlægen klaget til Pressenævnet over udsendelsen. De mener, at DR har klippet vagtlæge-opkaldet i et omfang, der får vagtlægen til at fremstå uempatisk og forhastet over for en fortvivlet mor, der ønsker hurtig lægehjælp til sin datter.

Pressenævnet er enig med Lægeforeningen og Praktiserende Lægers Organisation i, at DR's redigering af vagtlægeopkaldet over for seerne giver et misvisende indtryk af vagtlægens håndtering af opkaldet.

Pressenævnet har derfor udtalt kritik af DR for redigeringen. Pressenævnet udtaler ikke kritik af DR i de øvrige klagepunkter som Lægeforeningen og Praktiserende Lægers Organisation havde fremsat.

Hele pressenævnets kendelse kan læses her.