Daniel er helt ny i DR: ’Man skal ikke være bange for at spørge folk til råds’

Som nystartet praktikant i DR er der mange spørgsmål, der melder sig. Daniel Gregersen studerer tv- og medietilrettelæggelse og har efter bare fire uger som praktikant i DR Byen arbejdet med alt fra fugleedderkopper til Lars Løkke Rasmussen.

Daniel Gregersen studerer Tv- og Medietilrettelæggelse på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og er helt ny praktikant i DR Byen. (Foto: Sebastian Alexander Skousgaard)

Daniel Gregersen er spritny praktikant i DR og har været i huset som tv- og medietilrettelæggelsespraktikant i fire uger. Interessen for sociale medier og kreative produkter er ikke opstået ud af det blå, men har været en del af hans liv siden barndommen.

- Da jeg var mindre, gik jeg altid rundt og filmede små videoer med mine kammerater. Der tog jeg ubevidst tilretterlæggerrollen på mig og bestemte at ’nu filmer vi fra den her vinkel’ og sådan noget. Vi lavede små dumme hjemmevideoer, der var lidt inspireret af ’Jackass’, hvor vi også spillede lidt skuespil. Oprindeligt var min plan at blive ingeniør, men jeg endte med at hoppe i en hel anden retning og følge tilrettelæggervejen, siger han.

Daniel Gregersens blev fortalt, at der var en ledig praktikplads i DR Branding og Brugerrelationer, hvorefter han ringede til den tidligere praktikant for at høre mere om stillingen.

- Hun sagde, at man fik super meget ansvar og mulighed for at lære en masse nye ting fra de dygtige folk omkring sig. Efter nogle måneder er man ligesom klædt på og kan i høj grad selv vælge, hvilke kampagner og projekter man kunne tænke sig at arbejde med. Jeg har selv en stor interesse i sociale medier, så det var et perfekt match.

Flødeboller og fugleedderkopper

Daniel Gregersen er nu praktikant i DR Branding og Brugerrelationer, hvor han laver originalt indhold til sociale medier. Som praktikant handler det om langt mere end bare at hente kaffe, og han har allerede været med til alle led i processen, når der skal laves et projekt.

- Her i starten har jeg fulgt den tidligere praktikant og hjulpet med at lave en video, hvor Lars Løkke forklarer forløbet op til Klaksvikstriden, som er grundlaget for et nyt tv-program. Først så vi alle programmerne igennem, så vi var sikre på, at vi vidste en masse om emnet. Derefter skrev vi manus og forberedte scenografien, og sidst havde vi en optagedag, hvor jeg var med til at styre det ene af to kameraer på produktionen.

Daniel Gregersen har også klippet indslaget, som han optog med Lars Løkke Rasmussen. Som spritny praktikant var opgaven nervepirrende, men ifølge praktikanten var det den indtil videre største oplevelse i tiden ved DR.

- Når man møder en mand som Lars Løkke, der er vant til at være i medierne, så er der naturligvis nogle nerver på. Vi var på optagelser tolv timer den dag, og det var faktisk på min fødselsdag. Jeg spurgte Lars Løkke, om han kunne tænke sig en flødebolle mellem optagelserne, hvorefter en på settet pointerede, at jeg havde fødselsdag. Der snakkede vi, og han ønskede mig tillykke med fødselsdagen. Før jeg startede i DR, havde jeg ikke lige forventet, at jeg ville få en hilsen fra Lars Løkke på min fødselsdag, griner Daniel Gregersen.

Udover videoen har han allerede lavet indhold til programmer som ’Gift ved første blik’, ’Jægerkorpset’ og klip til DR Ultras YouTube-kanal, hvor skuespillere fra programmet ’Akavet’ blandt andet holder en fugleedderkop i hånden eller svæver i en vindtunnel. Der er mange bolde i luften som praktikant i DR, men Daniel Gregersen mener dog alligevel, at han er ved at falde til.

- Første gang jeg var i huset, var jeg til rundvisning, og jeg kunne slet ikke finde rundt. Det var overvældende, og jeg hilste på en hel masse mennesker. Nu hvor jeg er startet, har min egen plads og snakker med folk rundt omkring, så begynder jeg bare stille og roligt at føle mig som en del af holdet. Jeg kan stadig ikke finde rundt, men ellers går det fint, siger han.

Daniel Gregersens bedste råd til kommende praktikanter er, at man ikke skal holde sig tilbage med spørgsmålene. (Foto: Sebastian Alexander Skousgaard)

’Man skal ikke være bange for at spørge folk til råds’

Daniel Gregersen har altid godt kunnet tænke sig at være praktikant i et stort hus og føler, at DR som praktiksted sætter gode rammer for at udvikle sig både personligt og fagligt.

- Det er fedt at være et sted, hvor man ikke bare bliver overladt til sig selv. Der er et stærkt system bygget op til at tage imod praktikanter, og folk går meget op i, at man lærer noget. Mine kollegaer er også gode til at spørge, om vi lige skal over at tage en øl efter arbejde, eller om vi skal gå sammen i kantinen. Selvom man er ny og ikke umiddelbart arbejder på de samme ting, er folk meget inkluderende.

En typisk arbejdsdag møder praktikanten ind kl. 9, tager et morgenmøde i afdelingen og begynder derefter at klippe på det projekt, som han er i gang med. Dog er dagene langt fra ens.

- Nogle dage er der jo lange optagelser, hvor man slet ikke sidder foran sin computer, men er ude i et studie eller på location for at filme. Jeg fungerer bedst i et mix af de to ting, og det er der heldigvis en masse af. Man lærer hele processen bedre at kende. Selvfølgelig skal man arbejde og knokle, men det er også vigtigt, at man får prøvet nogle forskellige ting af og lærer noget nyt, siger han og fortsætter:

- Der var nogen, som sagde til mig, at det er mens, man er i praktik, at man har mulighed for at fejle. Det er der, man skal turde at fejle. Jeg har ikke selv været der endnu, men det skal nok komme, smiler han.

Som dugfrisk praktikant skal man forholde sig til mange nye mennesker, projekter og systemer, og det kan nemt virke overvældende. Derfor er Daniel Gregersens bedste råd til kommende praktikanter, at man ikke skal holde sig tilbage med spørgsmålene.

- Man skal ikke være bange for at spørge folk til råds, hvis man er i tvivl om noget. Især ikke her i starten. Det er klart bedre at spørge en gang for meget end en gang for lidt, for folk er meget rare og vil generelt gerne hjælpe, når man er helt ny i huset.

FacebookTwitter