BILLEDER: Rekvisitten har ”mindst en million ting”

Frimærker, chesterfieldsofaer og firservodka. Der er god grund til, at DR Byens besøgende er nysgerrige for at se DRs rekvisitlager. Her findes mange forskellige ting i store mængder, og du kan komme på besøg på Kulturnatten.

  • En skoleklasse er på rundvisning i DR Byen og besøger i den anledning Rekvisitten. (Foto: Nanna Rønnov Johansen)
  • Jeanne Dylewski har været rekvisitør i DR i 27 år. (Foto: Nanna Rønnov Johansen)
  • DR Byen har fire store lagre i kælderen kun med rekvisitter samt en ”rekvisitterminal” i stueetagen, hvor man afhenter og afleverer de lejede materialer. (Foto: Nanna Rønnov Johansen)
  • Rekvisitørerne holder styr på, hvad der kommer ud af lageret og tilbage igen, ved at fotografere hver enkelt genstand, der udlejes. (Foto: Nanna Rønnov Johansen)
  • DRs rekvisitlagre ligner en stor genbrugsbutik med store og små sager på hylderne. (Foto: Nanna Rønnov Johansen)
  • Der er reoler med sofaer i alle stilarter..... (Foto: Nanna Rønnov Johansen)
  • ... kasser med kioskflag... (Foto: Nanna Rønnov Johansen)
  • ... hylder til mindre genstand som heksegryder og dankortterminaler... (Foto: Nanna Rønnov Johansen)
  • ... vægge fyldt med gamle ure... (Foto: Nanna Rønnov Johansen)
  • ... og meget, meget mere. (Foto: Nanna Rønnov Johansen)
  • DR laver programmer om alverdens ting, og det kræver alverdens rekvisitter. (Foto: Nanna Rønnov Johansen)
  • I årenes løb er der blevet samlet så mange møbler og sager, at ingen rigtig ved, præcis hvor mange der er. (Foto: Nanna Rønnov Johansen)
1 / 12

Sted: Vareelevatoren på studiegangen, stueetagen Tid: Adgang hver halve time fra klokken 18.00-22.30

DR laver programmer om alverdens ting, og det kræver alverdens rekvisitter. DRs rekvisitlagre ligner en stor genbrugsbutik med store og små sager på hylderne og højt til loftet. Der er reoler med sofaer i alle stilarter, hylder til mindre genstand som heksegryder og dankortterminaler, kasser med kioskflag og meget, meget mere.

”Der er ikke noget her i huset, vi ikke kan lave,” siger Jeanne Dylewski, der har været rekvisitør i ’Rekvisitten’, som DR Rekvisit også kaldes, i 27 år.

Et DR-program har efterspurgt vodkaflasker fra firserne, så hun er ved at klippe nogle gamle Smirnoff-etiketter ud. De originale tomme flasker har hun ikke kunnet finde, men opgaven kan sagtens løses ved at klippe og klistre.

Der er seks fastansatte rekvisitører i DR, og derudover er der nogle freelancere. Rekvisitørerne skaffer eller fremstiller materialer, der skal bruges i både DRs egne eller eksterne kunders tv-optagelser eller udstillinger. Udover at finde og pakke sagerne på rekvisitlageret, er de nogle gange med ude og afvikle optagelserne.

Jeanne Dylewski har for eksempel for nylig været med på optagelse af en tv-trailer for P6 Beat. Her var der noget, der skulle ”males helt ad helvedes til”, som John Mogensen sang det. Hun havde derfor lærred, pensler og andre rekvisitter med, som de kunne bruge på filmsettet.

’En million ting’

Rekvisitten har alt fra små frimærker til store chesterfieldsofaer. I årenes løb er der blevet samlet så mange møbler og sager, at ingen rigtig ved, præcis hvor mange der er.

”Jeg tror, nogen engang har sagt mindst en million ting,” siger Jannik Lagermand, der er områdeleder for DR Scenografi og forklarer, at de holder styr på, hvad der kommer ud af lageret og tilbage igen, ved at fotografere hver enkelt genstand, der udlejes.

Han kan ikke svare på, hvor mange hyldemeter, rekvisitterne fylder. Men DR Byen har fire store lagre i kælderen kun med rekvisitter samt en ”rekvisitterminal” i stueetagen, hvor man afhenter og afleverer de lejede materialer. Og der er en god grund til, at rekvisitterne fylder så meget.

”Vi har en regel om, at hvis man køber noget til en produktion, så får rekvisitten det efterfølgende,” siger Jannik Lagermand og fortæller, at DR også får foræret rekvisitter af gavmilde folk.

For nylig ringede en dame for eksempel, fordi hun skulle sælge sit hus og derfor tilbød noget af sit inventar til Rekvisitten. De fik blandt andet en julebuk, som blev brugt i ’Sofie Linde Show’.

Rekvisitten vækker interesse

I rekvisitterminalen er Jeanne Dylewski ved at færdiggøre vodkaflaskerne, da en skoleklasse på rundvisning stopper op foran hende. De vil høre, om hun mon har lyst til at fortælle lidt om Rekvisitten.

”Jo, det kan jeg godt. Velkommen ind,” svarer Jeanne Dylewski smilende og lægger saks og papir fra sig.

Hun viser skoleklassen rundt i det store rum og forklarer, hvordan for eksempel ’Aftenshowet’s rekvisitør dagligt henter ting herfra. Eleverne kigger med åben mund op mod de mange rækker af lamper og lysekroner, der hænger over deres hoveder.

”Der er jo masser at kigge på, og de må meget gerne se, hvad vi kan, og hvad vi har,” siger hun, da skoleklassen er gået videre på deres rundvisning.

Hun er vant til at lave mange forskellige opgaver på sit arbejde som rekvisitør – inklusiv at vise lageret frem til nysgerrige. Hendes næste opgave i dag er at hente tyl, som et DR-program skal bruge til en bryllupsscene.

Facebook
Twitter