DRAM byder på jazz – og ”kontant” gæst

DRs medarbejder-bigband DRAM spiller i medarbejderrestauranten på Kulturnatten med flere forskellige solister.

DRAM - DRs amatørbigband spiller på Kulturnatten med forskellige solister. (Foto: Carsten Wolf Andersen © CARSTEN_WOLF)

Der er to bigband i DR-regi. Der er det velkendte, som spiller i DR Koncerthuset og over hele landet, og så er der DRs medarbejder-bigband, DRAM.

DRAM blev skabt tilbage i 1970 af medarbejderne og af den tidligere, nu afdøde leder af DR Big Bandet, Erik Moseholm. Arne Lamberth og Per Espersen var de første ledere, og siden har så forskellige folk som Thad Jones og Svend Skipper stået foran orkestret. I dag er det basunist Rolf Mandix, der står i spidsen for DRAM.

Speaker og vært synger

DRAM’s musikere kommer fra alle steder i DR: På barytonsaxofon finder du for eksempel Jesper Schmidt fra TS Arkiv, på klaver er det Carsten Wolf Andersen fra P2, og Michael Himmelstrup fra TS Audio spiller trompet. DR har flere gode sangere. På Kulturnatten vil du kunne høre DR1-speaker Stine Schwennesen, og så har ’Kontant’-vært Jakob Illeborg fra DR1 lovet at give et par numre. DRAM har også en special guest star: Niels Bull, der kommer og crooner.

På Kulturnatten giver DRAM to sæt med swingende jazz, hvor man veksler mellem instrumentalnumre og vokalarrangementer, som tidligere er brugt af navne som Michael Bublé, Harry Connick Jr., Jane Mondheit, Sarah Vaughan med flere. Blandt de mange sange, du kan høre i Kulturnattens løb, er for eksempel ’Come Rain or Come Shine’, ’Fly Me to the Moon’, ’Come Fly With Me’, ’All The Things You Are’, ’Sweet Georgia Brown’, ’Cry Me A River’, ‘They Can’t Take That Away’ og mange, mange flere.

Facebook
Twitter