Gå på opdagelse blandt hundredtusindvis af rekvisitter

I kælderen i DR Byen gemmer sig en samling af rekvisitter ud over det sædvanlige, og til Kulturnatten bliver dørene til labyrinten slået op.

Rekvisitten har op imod en million ting på lager, men ingen har faktisk talt dem. Foto: Bjarne Bergius Hermansen.

Fra tændstikæsker og dyre designersofaer til hundredvis af spejle og tusindvis af bøger. Tomme sprutflasker, pyntegenstande i alle farver og middelaldervåben i pap. Det er svært at forestille sig noget, der ikke kan findes i DR’s rekvisitkælder.

Lageret er opbygget gennem årtier, og det er aldrig blevet registreret, når der er kommet noget nyt ind, eller når noget er gået i stykker eller forsvundet. Derfor er der er heller ikke rigtigt nogen, der ved, hvor mange rekvisitter, det rummer. Områdeleder Jannik Lagermands forsigtige bud er cirka en million.

Bruges til alt fra dramaserier til Facebook-video

”Vi overvejede på et tidspunkt, om vi skulle registrere lageret for at danne et overblik over, hvad det indeholder, men vi kunne simpelthen ikke gennemskue, hvor stor en opgave, det ville være. Mit gæt dengang var, at vi skulle bruge 4-6 mand på fuld tid i et år for at registrere det hele. Og det er et rent gæt. Det kan godt være, det ville tage fire gange så lang tid,” siger Jannik Lagermand.

Uanset om det skal bruges til en stor dramaserie eller til en kort Facebook-video, er det her, det hentes, og til Kulturnatten vil der være mulighed for at bevæge sig rundt imellem, hvad der føles som uendelige, mængder af rekvisitter og stille spørgsmål til de hjemmevante rekvisitører.

Facebook
Twitter