Han styrer knapperne – og du kan pille ved dem på Kulturnatten

Som musiktekniker får Lars Bruun det hele til at lyde godt, når DR sender koncerter og musik i det hele taget. På Kulturnatten kan du møde ham og hans mange knapper i DR Koncerthuset.

Det er ikke knapper, der mangler i lydstudiet. På Kulturnatten kan du blive klogere på, hvad Lars Bruun bruger dem til. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen)
  • Tid: Fra klokken 18.00

  • Sted: LK02, DR Koncerthuset

Der er bare knapper overalt i studie LK02 i DR Koncerthuset, hvor vi har sat musiktekniker Lars Bruun stævne. Fra studiet kan man se ud på DR Koncerthusets næststørste studie, Studie 2, og det er ofte her, han arbejder.

Når DR åbner dørene på Kulturnatten fredag den 11. oktober, har du mulighed for at høre Lars Bruun fortælle om sit job, se lydstudiet og høre, hvorfor der i grunden er i hundredvis af knapper at trykke på, når man skal sørge for, der kommer ordentlig lyd ud til lytterne og TV-seerne.

Selv om du måske ikke lige har tænkt så meget på det, er du formentlig stødt på Lars Bruun og hans kollegers arbejde mange steder. Han har for eksempel flere gange været musiktekniker på ’DR’s Store Juleshow’, ligesom Lars Bruun har været det på de 56 ’Før søndagen’-programmer, som DR K sender hver lørdag, og hvor DR’s kor og orkestre medvirker. Inden længe udkommer der et album med DR Big Band og Sinne Eeg som solist, og også her har Lars Bruun været musiktekniker.

Det er blot nogle få eksempler på, hvor Lars Bruun har sørget for vellyd, og for at alle instrumenter lyder bedst muligt, når DR sender musik ud i æteren.

Uddannet som tonemester

- Min baggrund er, at jeg har en uddannelse som tonemester fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København, hvor jeg gik fra 1995-1999. Jeg gik på den første årgang af uddannelsen overhovedet, og vi havde de samme fag som musikerne, for eksempel musikteori, musikhistorie og hørelære. Men modsat dem skal vi ikke selv spille – vi skal sørge for, at musikken lyder som den skal. Musikere har lidt deres eget sprog, men ved at jeg har gået på den samme uddannelsesinstitution som dem, kan jeg oversætte deres sprog, når vi skal indspille, forklarer Lars Bruun, da vi sidder i LK02. LK står for lydkontrol.

Lars Bruun er uddannet tonemester fra musikkonservatoriet og har arbejdet i DR i snart 20 år som musiktekniker. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen)

I disse måneder er det 20 år siden, at han startede i DR, og i næsten 15 år af dem var han tilknyttet DR Underholdningsorkestret som musiktekniker. I dag er opgaverne mere blandede, og i den kommende tid skal Lars Bruun for eksempel være musiktekniker på ’Danmark synger julen ind’ på DR K, ’Julehilsen til Grønland’, ’Året, der gik’ og koncerter med DR Big Band.

Forud for en koncert, der skal optages, laver Lars Bruun for eksempel en plan for, hvordan mikrofonerne skal placeres på musikernes instrumenter.

- Det gode ved, at jeg er uddannet tonemester fra konservatoriet, er, at jeg kan følge med i partituret. Samtidig er det forskelligt, hvor mange lag musik, der er – alt efter om det er Mozart, Beethoven eller Stravinskij, der for eksempel bliver spillet. Det skal der også tages højde for, forklarer Lars Bruun.

I forbindelse med koncerter sørger han for, at der altid bliver optaget fra generalprøven og fra selve koncerten, så der er en god udgave at sende, hvis det for eksempel skulle gå galt med en solo hos musikerne.

- Selv om mange tænker, at det er utroligt mange knapper, jeg skal holde styr på, giver de mening hver og en, siger Lars Bruun og forklarer, hvordan hver række af knapper typisk styrer lyden fra et bestemt instrument. Med andre af knapperne kan han flytte et signal fra venstre til højre, få en violin til at klinge bedre i rummet og meget, meget andet.

Gammel støj

- Det sjove er, at efterhånden som alt er blevet digitalt og støjfrit, er der en del musikere og lyttere, der kan lide at man ’griser lyden til’ med gammel støj igen. Du kan også se det ved, at flere pludselig igen køber LP-plader, hvor man kan høre støjen, når den bliver spillet. Derfor har jeg også grejet til, at vi kan lave det som førhen, siger Lars Bruun.

På Kulturnatten vil han flere gange i løbet af aftenen fortælle gæsterne om, hvordan han arbejder, hvordan et normalt produktionsforløb er, ligesom han vil præsentere de fremmødte for musik, han har været musiktekniker på.

- Jeg regner med at spille noget den aften fra DR Symfoniorkestrets ’Galaxymphony’-koncerter, hvor jeg var musiktekniker på den symfoniske rumrejse med musik fra blandt andet ’Starwars’, ’Aliens’ og ’Avatar’. DR lavede både billeder og lyd til de koncerter, og det er altid interessant at se, hvordan musik og billeder taler sammen, forklarer Lars Bruun, der håber, at rigtig mange vil lægge vejen forbi studiet den 11. oktober.

Musikteknikerens oplæg og besøget i studiet vil vare omkring 20 minutter.